I den norditalienske by Cremona kan du besøge et hypermoderne og arkitektonisk ambitiøst violinmuseum, som også udgør fortællingen om en by, der grundet sin violinbyggertradition har opnået UNESCOs stempel som immateriel kulturarv.
“Når man går rundt i Cremonas centrum kan man i mange butiksvinduer finde udsmykningsdetaljer med reference til vores violinbyggertradition. Du skal huske på, at Cremonas violinbyggerkunst også er på UNESCOs prestigefulde liste som immaterial kulturarv, nok også på grund af vores smukke violinmuseum. Hvis du går en tur i byen vil du hurtigt mærke det. Meget i Cremona handler om violiner”.
Stefano Trabucchi er i starten af fyrrerne og har i de sidste tyve år været en af Cremonas mange moderne violinbyggere. Vi befinder os ved et frokostbord i forbindelse med en organiseret pressetur i Cremona. Ved samme bord sidder Cremonas borgmester, Oreste Perri, og vicerektor for den lokale – og verdens eneste – violinbyggerskole, Giorgio Scolari. Stoltheden hos mine bordfæller er til at tage og føle på, især når talen falder på det faktum, at Cremonas violinbyggertradition nu også kan smykke sig med UNESCO-prædikatet.
“Det har ikke været en nem procedure. Hele processen har vel varet i omkring tre år, og UNESCO-folkene har været i Cremona adskillige gange, hvor de bl.a. har besøgt flere violinbyggerværksteder og den lokale violinbyggerskole. Men takket være et samarbejde mellem de kommunale institutioner, skolen og så alle de lokale erhvervsdrivende, dvs. violinbyggerne, så lykkedes det i sidste ende. Og så har vores Violinmuseum sikkert også talt med på plussiden, kan jeg forestille mig”, siger borgmester Perri med et betydeligt smil.
Jo, ganske givet. For byens Violinmuseum er som allerede nævnt Cremonas “musiske juvel”. En arkitektonisk og højteknologisk ædelsten, hvor det hypermoderne går hånd i hånd med det antikke, repræsenteret ved i alt 70 antikke og selvsagt prestigefulde strygerinstrumenter – hovedsageligt violiner – hvis samlede værdi anløber et tal af astronomiske dimensioner.
Opførelsen af Palazzo dell’Arte, der huser Violinmuseet, stod på i perioden fra 1941-46 og kan især tilskrives en af datidens mest fremtrædende skikkelser i Mussolinis fascistparti, Roberto Farinacci. Han talte stærkt for, at hans hjemby Cremona skulle have en prestigefuld bygning, der kunne huse den fjerde udgave af den såkaldte Premio Cremona, en årlig kunstudstilling, der skulle give italienske malere mulighed for at lade deres fascistiske credo komme til udtryk.
Hos en stor skare af både udenlandske og italienske journalister fornemmes masser af benovelse og næsten et touch af andægtighed over nogle fysiske museumsrammer, der syntes så perfekte, at de her og der næsten kammer over i det sterile. Museumsbygningen, der i en årrække havde befundet sig i en tilstand af ensomt forfald, er blevet gennemrestaureret i et sammenarbejde mellem Cremonas kommunale myndigheder og en lokale mæcen, Giovanni Arvedi, som uden tvivl har haft det helt store checkhæfte fremme.
En højteknologisk perle
De mange værdifulde strygere – ikke kun violiner, men også celloer og nogle få kontrabasser – er fordelt på ti sale, som hver især fortæller et kapitel i historien om et musikinstrument, der så dagens lys i første halvdel af det 16. århundrede. Hver af disse sale repræsenterer en tidsmæssig periode, og udover de fornemme strygerinstrumenter vil man også kunne finde i alt 700 objekter, der har med Cremonas violinbyggertradition at gøre. Mange af disse objekter er rent faktisk blevet bygget i datidens værksteder, for mere end 350 år siden.
Der er bestemt ikke sparet på højteknologien og på diverse multimedia effekter. Flere steder i salene høres lydstykker, der spiller fint sammen de visuelle effekter i fortællingen om et instrument, som gennem tiden har tjent stort set alle musikgenre. Ja, sågar duftesansen bliver pirret, når man træder ind i et lille lokale, der er indrettet som et violinbyggerværksted kunne have set ud på Antonio Stradivaris tid, dvs. fra anden halvdel af det 16. århundrede. Her har man forsøgt at genskabe duften fra dengang ved hjælp af maling, træ og lakerings væsker.
Smukkest og mest intens er helt sikker sal nr. fem, der bærer navnet lo Scrigno, Skrinet. Her finder man vægge beklædt med rød velour, et lydtapet i form af et violinstykke, der svinger fra det skrøbelige til det aggressive, og en belysning der både kan beskrives som dæmpet og næsten højtidelig. Fra første færd – straks efter at man har skubbet det tunge velourtæppe til side og er trådt ind i Skrinet – har man en følelse af, at denne sal er museets hjerteblod, essensen af omtrent 400 års cremonesisk violinhistorie. Det er hér, alle de mest kostbare arvestykker er udstillet – repræsenteret ved violinhistoriens tre mest prominente navne, Nicolò Amati, Giuseppe Guarneri og så naturligvis Antonio Stradivari.
Her hænger bl.a. Amatis Hammerle-violin fra 1658, Guarneris Stauffer fra 1734 og så det instrument som museumsdirektør, Virginia Villa, har betegnet som “museets absolutte stolthed”, Stradivaris legendariske il Cremonese-violin fra 1715.
Den mest berømte violinbygger
Det er værd at dvæle et øjeblik ved netop Antonio Stradivari, violinbyggeren over dem alle, og uden tvivl en figur, der udgør en solid byggesten i Cremonas historiske selvforståelse. Han levede fra 1644 til 1737, og i de engelske Hill-brødres kendte biografi om Stradivaris liv og levned berettes ikke kun om utrolige evner udi præcision og en konstant søgen efter perfektion men også om et overmåde aktivt arbejdsliv.
Han var med andre ord ikke kun historiens dygtigste violinmager men formentlig også den mest produktive. Han arbejdede aktivt på nye violiner lige indtil den dag han døde – i en alder af 93 år -, og i hans værksted fandt man efterfølgende en igangværende produktion på hele 91 forskellige violiner. Og hans aktive arbejdsliv smittede tilsyneladende af på privatlivet, hvor han med to forskellige hustruer blev far til i alt ti børn.
Ifølge førnævnte biografi om den gamle mester skulle han gennem et langt arbejdsliv have produceret over 1.100 strygerinstrumenter, hvoraf langt hovedparten var violiner. I dag har man kendskab til cirka 650 eksisterende Stradivarius-violiner, hvoraf de 50 angiveligt skulle være i perfekt stand.
Historiebøgerne er fulde af fascinerende beretningen om hvorledes nogle af Stradivaris mest kendte violiner er blevet spillet af (næsten) lige så kendte violinister. I sit næsten 300 år lange liv har fx il Cremonese skiftet ejere et utal af gange. I en årlang periode var den fx havnet hos den kendte tyske violinist József Joachim (1831-1907), og først i 1961 lykkedes det for Cremonas kommune at bringe den berømte violin tilbage til sin oprindelseby, hvor den nu hænger til fri beundring i Skrinet.
I dag anslåes il Cremoneses hypotetiske auktionsværdig at starte med et første bud på omkring 35 mio. kroner. Det er dog intet at regne i forhold til det seneste opsigtsvækkende salg af en Stradivarius – Lady Blunt fra 1721 – der i 2011 blev solgt til et rekordbeløb på 90 mio. kroner. Det var den japanske Nippon Foundation, der storsindet havde bestemt sig for at sælge sin kunstsamlings mest prestigefulde objekt for at skrabe penge ind til landets mange jordskælvs- og tsunamiofre. Køberen var en ukendt privatperson.
Dagens moderne udførte Cremona-violiner har selv sagt en langt mere beskeden værdi, omend de ikke just kan betegnes som billige.
“I dag koster en moderne violin typisk mellem 45.000 og 75.000 kr. Men hvis vi taler om en violin af en virkelig høj kvalitet, kan prisen godt komme op på 115.000 kr. Personligt bruger jeg cirka en måned på at bygge en violin. Alene lakeringen varer typisk op til 20 dage, idet den skal have lak én gang om dagen i 15-20 dage. De gamle Stradivarius-violiner har en fantastisk lyd. Ingen tvivl om det.
I dag har disse violiners træ stabiliseret sig fuldstændigt, mens det træ, der bruges til konstruktion af en ny violin, skal igennem en lang række modningsfaser. Men teknisk set er der ikke den store forskel på datidens og nutidens violiner. Lige som dengang bruger vi stadig ahorntræ og rødfyr, særligt den type rødfyr der kommer fra Val di Fiemme-dalen i Trentino-området. Her ligger der et skovområder, som populært bliver kaldt for Violin-skoven. Angiveligt skulle Stradivari selv være kommet her, for at udvælge træet til sine violiner”, fortæller Stefano Trabucchi.
Det som Cremonas violinbyggere især søger i Val di Fiemme-dalen, nærmere betegnet i skovområdet nær byen Paneveggio, er den såkaldte “rødfyr med resonans”. Det drejer sig om en træsort med en stor grad af elasticitet som angiveligt skulle være særligt egnet til at gengive lydklange.
Den smukke koncertsal
Violinmuseet råder også over en koncertsal, og da jeg sætter mig ned her, ses blot én violin, føromtalte Il Cremonese. Den ligger i hænderne på violinist Antonio De Lorenzi. Han spiller to korte violinstykker, af Bach og Verdi, for at illustrere, hvorledes lyden er i stand til frit at hvirvle rundt mellem de 460 siddepladser i den sofistikerede sal.
“Koncertsalen her er en absolut akustisk perle, der er blevet til i et samarbejde mellem en lokal virksomhed og den verdensberømte japanske akustikingeniør Yasuhisa Toyota. Det er et projekt, hvor den mest avancerede teknologi går hånd i hånd med Cremonas violintradition, og i dag er det nok det rum i Italien, der har den mest sofistikerede akustik”, forklarer et stolt Giovanni Arvedi, den lokale mæcen.
Og lidt imponeret kan man bestemt godt blive, mens man sidder og lytter til Bach og Verdi, for arkitekterne og lydingeniørerne har ganske givet udføet et fortrinligt stykke arbejde. Udfordringen var først og fremmest at omdanne et rum, der hidtil havde været karakteriseret ved arkitektonisk rationalisme og fascistisk kubisme, til en “blød” og harmonisk koncertsal, der ville være i stand til at transportere violinklange rundt i hele lokalet. Det er lykkedes på smukkest vis.
Koncertsalens mange blødt svungne former minder tilsammen lidt om en gigantisk tulipan. Inden man nåede dertil, skulle der dog et drastisk indgreb til. For akustiske beregninger havde vist, at de 12 meter, der adskilte gulv og loft i den bestående sal, ikke var tilstrækkeligt til at kunne opnå den perfekte lyd. Der måtte et gigantisk udgravningsarbejde til, inden man havde opnået de magiske 14 meter mellem gulv og loft, der skulle garantere dels en helt ren klang dels en korrekt transport af lyden.
Sal nr. 8 i Violinmuseet er dedikeret tidligere vindere i den internationalt anerkendte violinbyggerkonkurrence, Il Triennale – en slags OL i violinbyggerdisciplinen – der hvert tredje år finder sted i Cremona.
“Det er en vigtig konkurrence, for den er med til at vise, hvad violinbyggere rundt omkring i verden kan præstere. Og så understreger den Cremona som verdens førende violinby. Mange af tidligere års vindere har en forbindelse til Cremona, idet de har været elever på vores violinbyggerskole”, siger skolen vicerektor Giorgio Scolari. Skolen har eksisterer siden 1937 – 200 året for Stradivaris død – og har i dag ca. 170 elever der kommer for hele verden. De skal igennem en femårig uddannelse for til sidst at kunne kalde sig for violinbygger.
“Det nye museum er en fantastisk begivenhed for Cremona. Nu er alt samlet under ét tag – forskning, udstilling, koncerter og også visse uddannelsesaktiviteter. Tidligere havde Cremonas kommune et langt mindre udstillingssted, som også var langt mindre prestigefyldt. Det nye museum bliver et fantastisk aktiv for Cremona”, siger Scolari.
Også violinbygger Trabucchi er begejstret for betydningen af byens violinmuseum.
“Med violinmuseet er vi i stand til at fortælle omverdenen, at violinbyggertraditionen i Cremona faktisk lever i bedste velgående. I dag finder man omkring 150 violinbyggerværksteder i Cremona. Konkurrencen er hård, og derfor er jeg også bevidst om, at jeg altid skal præstere det absolut bedste, når jeg begynder konstruktionen af en ny violin.
På den anden side betyder tilstedeværelsen af så mange kolleger også, at der eksisterer en høj grad af synergi. Vi udveksler ofte oplysninger, fx om hvor man køber de bedste materialer. Mine klienter er enten private eller musikforretninger, og meget ofte er der tale om købere udenfor Italien. Som violinbygger i dagens Cremona har jeg en stor bevidsthed om at være en del af en tradition, der går 400 år tilbage i tiden”, slutter Stefano Trabucchi.
www.museodelviolino.org
