Jeg havde taget den første tur til fods rundt om Mira Lanza-bygningen, i Marconi-området, for at finde en indgang, og var havnet foran ”sigøjnerindgangen”. 

Her havde en sigøjner kikket underligt på mig og sagt, at der var adgang forbudt. Men da jeg havde konstateret, at der ikke var andre indgange, havde jeg vovet mig indenfor, dog med min ven Stefanos ord i baghovedet ”Husk at det er på eget ansvar.

Der bor en del sigøjnere og hjemløse, og desuden er bygningen ved at falde sammen. Så du skal nok lige tænke dig om to gange”. Mira Lanza har siden 1899 været en kommunalt ejet fabrik, hvor der fandt en produktion sted af stearinlys, sæbe og vaskepulver. I 1957 stoppede produktionen, og i 1989 blev fabriksområdet helt lukket og slukket. Herefter blev den ganske langsomt overtaget af sigøjnere, afrikanske indvandrere, vildtvoksende ukrudt og almindeligt forfald.

Men … i 2016 skete der noget uventet, da den lokale street art-foreningen 999contemporary inviterede den verdensberømte franske street artist, Seth, til Rom for at lave en række værker i den gamle sæbefabrik. Seth og 999contemporary arbejdede illegalt – der var adgang forbudt – i tre måneder og skabte hvad der efterfølgende har fået navnet ”Det forbudte Museum”. Mange af Seths værker er legendariske og har fundet vej til publikationer om street art, og det er dem jeg er på jagt efter den dag i Marconi-kvarteret.

Jeg går forsigtigt indenfor og bliver mødt af fem sigøjnere, der betragter mig mistænksomt. Da jeg har forklaret mit ærinde, viser en af dem mig på rette vej. ”Du skal gennem en have for enden af stien og ind igennem et hul i muren”, siger han. Der er desværre ikke tale om ”en have” med derimod om et ca. 50 meter langt krat af stikkende tjørnebuske. Hullet i muren er lige akkurat stort nok til, at jeg kan kravle igennem. Gården, jeg kommer ind i, er først og fremmest kendetegnet ved forfald, men allerede her kan man se, at Seth har været forbi. Det første, der ramme mine øjne, er hans farvestrålende murværker ”Lampedusa”, hvor en række kroppe er mast sammen i de tilmurede vinduespartier. Men også gårdens mange søjler, der er malede i stærke farver, er Seths værk.

Det værk, jeg især er på jagt efter, kan jeg dog ikke få øje på. Det hedder Lux in Tenebris (Lys i mørket) og forestiller en dreng med hovedet oppe i en sky af ringe i blå nuancer. Jeg hopper indenfor i en bygning, der er i temmelig dårlig stand. Her bliver jeg mødt af et bjerg af affald, gamle kasserede klapvogne, tomme øl- og vandflasker, kasserede sko og badetøfler, husholdningsaffald af enhver art … et bjerg som sigøjnerne gør lidt større dag for dag. Men jeg får også øje på det pragtfulde ”Verbo volant scripta manent-værk” (Ordene flyver bort, det skrevne bliver) – en dreng med et fuglebur, der indeholder to koste, på hovedet.

Og pludselig, for enden af den mørke bygning, kan jeg lige akkurat ane de blå nuancer af Lux in Tenebris, der har de betragtelig mål 9,3 m. x 8,7 m. Seths dreng med hovedet i de blå skyer giver mig kuldegysninger. Selv om værket er utilgængelig for almindelig beundring, gemt væk som det er i et mix af mørke og forfald, så er det noget helt andet at se det i sine naturlige omgivelser og ikke kun som foto i street art-bog.

Synd at Roms kommune ikke fandt det oplagt at gøre dette sted til et permanet museum med adgang for alle. På denne måde ville Seths værker have været tilgængelige for alle, romere såvel som turister.

Jeg bliver straks overmandet af atmosfæren. Indenfor såvel som udenfor. Indenfor lokkes jeg af en varm blå farve. Det var den samme blå som den fransk-russiske maler Marc Chagall elskede og som han – så vidt jeg husker – kaldet for ”min sjæls farve”.  

Udenfor begynder folk at dukke op, for det er blevet tid til at fejre post-lockdown-tilværelsen med en aperitif. Mens byens centrum stadig kun ligner skyggen af sig selv uden de sædvanlige horder af turister, så er der anderledes liv i kluddene ude i randområderne. 

Jeg er i Quadraro, der har en helt særlig rolle i Roms modstandsbevægelse ift. til tyskerne under 2. Verdenskrig. Kvarteret ligger i Tuscolana-området, et godt stykke udenfor centrum. Lavt boligbyggeri og lavere social klasse. Området har ingen piazza og kun ganske få butikker, men til gengæld et fascinerende strett art-projekt, der pryder en række facader og mure. Quadraro vecchio, den gamle del af Quadraro, er som en ø. 

En lille udkantsoase. Og så har kvarteret også HENDE, byens mest velsmagende og hyggelige bedstemor, Osteria Grandma. ”Jeg har opkaldt det efter Paola, min bedstemor”, siger Grandmas ejer Lorenzo Leonetti. ”Mange af Quadraros indbyggere har boet her hele deres liv, og ofte komme de slet ikke ind til centrum. Men pas på med den klassiske romantiseren af periferien. De sociale problemer ligger på lur”, siger Lorenzo. 

Hans spisested startede som en bistro, men voksede sig siden til osteria-størrelse. Stilen er en rustik vintage, belysningen er hyggelig, inde såvel som ude. Og filosofien er usædvanlig omend helt klar. ”Jeg tager unge udenlandske kokke i uddannelse. Gennem tiden har jeg haft omkring 60 kokkeaspiranter i mit køkken, fra en lang række forskellige lande. Det er enten immigranter, der kommer fra vanskelige kår i deres hjemland, men det kan også være unge romere, der kommer fra miljøer med sociale problemer”. Lorenzo er helt klart en ildsjæl.

Hans koncept har bredt sig til flere romerske foreninger og organisationer, der beskæftiger sig med gastronomi. Konceptet kan kort beskrives som ”social inklusion via køkkenfærdigheder”. Grandmas køkken blander således et nyfortolket romersk køkken med de etniske indslag, som mange af Lorenzos  kokkeelever bringer med ind i køkkenregionerne. 

Lokalet støtter desuden Open Arms, en spansk NGO der opererer i middelhavet for at redde immigranter i fare, når de krydser Middelhavet på jagt efter et bedre liv. ”Det er en logisk støtte. Flere af de kokkeelever vi har haft, er kommet til Italien på den måde”, siger Lorenzo.

Efter at jeg i årevis har mødt svedig op på jydske arbejdspladser og på københavnske uddannelsessteder på grund af mit danske cykelgen, var det en fryd at flytte til Rom. I Rom glemte jeg alt om cyklen og havde kun ordet ”Vespa” på hjernen. I flere år.

Godt nok var det et slemt slag for hårforfængeligheden, da den væmmelige styrthjelm blev påbudt, men jeg – og alle andre romerske håræstetikere – overlevede alligevel. Vi tilpassede os. Ganske langsomt – efter flere års Vespa-fokusering – har cyklen dog formået at snige sig ind i mit liv igen. Faktisk så meget at min sommer gennem de senere år ”er blevet indviet” med en cykeltur fra Prati-kvarteret – hvor en dejlig cykelsti løber – og ti km. i nordlig retning, mod forstadsområdet Labaro. 

Så når jeg har tid, lyst, energi og noget der minder om en Bjarne Riis-attitude, så kommer cyklen frem og turen går imod Milvio-broen, der er Roms absolutte mest fascinerende af slagsen. Herfra går der kun 10 min. og jeg er ude på det romerske bøh-land, langt fra byens stressende trafik. Her er der fuglefløjt, cykelmotionister, muskelspændte lycraklædte Roma-nord-herrer med sprinterattituder, spadserende forstads-signoraer, tjekkede rulleskøjteløbere, solbrændte løbere m.fl. 

På en god dag kradser de gylleoverhældte markeder så dejligt i næseborerne, at jeg ikke kan undgå at mindes min barndoms midtjyske gyllemarker. Her lå en gang en sigøjnerlejr, og det var ikke helt ufarligt at køre forbi. Men sigøjnerne er nu blevet sendt væk, og Roms kommune har således flyttet problemet til en anden del af byen. Jeg kommer forbi en golfbane, hvor man kan gøre de indledende øvelser til at træde ind i samfundets øverste cirkler. Og så er der alle de runde halmballer, der synes at være lagt ud på de solsvedne marker i en sirlig sommersymmetri. 

Det slår mig hver gang, jeg tager turen ud til Labaro. Blot 20 min. fra mit hjem i Prati og så er jeg ude af byen. Ude på landet. Ude hvor svalerne flyver lavt og tankerne højt. Ude hvor Tiberen slæber sig dovent afsted. Jeg tager turen helt ud til enden af cykelstien, i alt ti km. Der ligger en gammel fabrik, som har været forladt i mange år. Jeg prøver at komme ind, men den er fuldstændig vokset til med ukrudt, tjørnebevoksning og manglende fremtidsplaner. Den er faktisk så forladt, at end ikke områdets sigøjnere har nedværdiget sig til at kalde den for ”casa”. Jeg tanker op med koldt vand fra en lille næse-fontæne, og begynder at køre tilbage. Svalerne flyver stadig lavt. En række af cypresser står og skærer løs i solnedgangen. Cyklisternes skygger bliver længere og længere. 

På et tidspunkt kommer jeg forbi en flok får. Engang kørte jeg tæt forbi fårehyrden, da hans fåreflok krydsede cykelstien. Han er vel omkring de 70, har et langt hvidt skæg og en lædret hud. Han ligner noget, der er trådt ud af en Fellini-film fra 60’erne. Den dag spotter jeg ham foran en af de to campingvogne – der begge står midt på en mark – hvor han formentlig bor. Ganske langt nærmer civilisationen sig igen. 

De gule lys på den fascistiske bro, der løber over Corso Francia, er et signal om, at nu er freden forbi. Byen starter igen. Ved Ponte Milvio er der atter post-covid-liv ved den lille ”chiosco”. Den er et yndet aperitif-sted for de chikke fra Roma-nord. Jeg overvejer i et kort sekund, om jeg skal gøre holdt, men kommer så i tanke om, at jeg givetvis er for svedig til også at kunne være trendy. Så jeg fortsætter. Forbi det olympiske stadion. Forbi Musikbroen. Forbi graffitikunst, affald i vejkanten  og højt forstadsgræs. Min sommer er officielt blevet indviet.

De fleste vil ganske givet hævde – og muligvis med rette – at der ikke er megen poesi at finde langs Via Prenestina. Den er 37 km. lang, starter ved Porta Maggiore og leder tusindvis af hurtigtkørende trafikanter ud af byen, i østlig retning. Straks man svinger ind på Via Prenestina er det lidt som at deltage i et racerløb. Prøver man derimod at krydse vejen som fodgænger, er der altid en lille risiko for, at man lige dér, midt på Via Prenestina, kommer til at forlade denne verden. 

Byggeriet langs Via Prenestina udgøres især af næsten-højhuse på 8-10 etager, og der er ingen kendte turistattraktioner at skrive hjem om. Alligevel har jeg altid følt, at der er et særligt punkt i starten af Via Prenestina, der udgør en af Roms mest fascinerende punkter hvor trafik, arkitektur og byæstetik omfavner hinanden. Her stoppede jeg forleden op, parkerede min scooter ved siden af et sporvognsdepot. Jeg gik over vejen og fandt i sikkerhed bag en betonpille, og hævede så blikket. Derfra kunne jeg se den i al sin særlige SPLENDORE, den vej som romerne kalder for ”la sopraelevata”, den ophøjede, en vej ”der går på stylter”, en vej der er hævet op på høje bropiller, op i luften, og over byens tage og banale stueetage-trafik, en ringvej der skal forbinde flere af byens kvarterer i en slags luftlinie, der skal skære betydeligt i den indre bys trafiktid. 

De mange veje løber i alle retninger. De krydser hinanden, måske for at forvirre mit fotografiske blik. Det samme gør de stålvejre, der hænger oppe i luften og som skal sørge for strøm til de sporvogne, der kører ”skrigende” forbi pga. manglende oliesmøring. Forvirringen lige her er halvstor, og jeg kommer i tanke om en kendt metafor, der sætter lighedstegn mellem trafik og det italienske samfunds funktionsdygtighed: ”Ingen overholder reglerne, men i sidste ende går det hele alligevel”. 

La sopraelevata går også under navnet Tangenziale Est, dvs. en østligtgående ringvej. Siden har den udgjort et slags sort trafikalsk får. Den blev færdiggjort i 1975 men siden er tiden løbet fra den. Allerede i 2002 tilkendegav Roms kommune, at nu skulle det trafikmonster rives ned. Men det blev ved truslen. Og så igen i 2008. Og nu endnu en gang, i 2020, lyder det, at den futuristisklignende ringvej er forurenende, og at den løber for tæt på visse privatboliger, hvilket er sandt. På nolge passager er der kun ti-femten meter til privatboligerne i 6.-7. etages højde, hvilket formentlig afstedkomme en del heftig porcelænsklirren. 

Roms borgmester Virginia Raggi har allerede været ude med en hakke – naturligvis til fordel for de opmødte fotografer – for at hugge et lille forsigtigt hul i vejen, som et symbolsk akt på en begyndende nedrivning. Samtidig erklærede hun, at nu er øjeblikket kommet. Nu skal den ned. Det lykkedes som sagt hverken i 2002 eller i 2008. Hvem ved om 2020 bliver året? Men inden det sker, tager jeg igen op i luften, hen over byens hustage med en følelse af, at måske bliver det min sidste tur på la sopraelevata.

Går man gennem Via Ripetta, et stenkast fra Piazza del Popolo, vil man ofte se folk stå nysgerrige foran et ganske særligt butiksvindue i nr. 29. Her kan man se gamle ituslåede dukker, der ligger hulter bulter oven i hinanden. Scenen har noget både næsten gotisk og bizart over sig.  

Da jeg en dag træder indenfor, møder jeg Federico Squatriti, stedets indehaver. Han sidder midt i det lille laboratorium, der vel kun dækker et areal på omkring 6-7 m2. Ved siden af sig gøre moderen Gelsy ham selskab, og ellers er han omringet af dukker, kinesiske figurer, Pinocchio’er, en Mickey Mouse, porcelænshunde, -elefanter og en række andre dyr samt mange forskellige porcelænsgenstande. ”Dette laboratorium så dagens lys i 1953. Dengang, få år efter krigens afslutning, havde folk et stort behov for at få repareret ting og sager. Derfor startede min farmor, Concette, dette værksted. Gennem årerne har vi repareret stort set alt, og værkstedet som du ser det i dag, har stort set ikke ændret sig gennem årerne”, siger Federico.

At besøge dette kuriøse sted er da også lidt som at tage et spring på omkring et halvt århundrede eller mere tilbage i tiden. Efter Concetta tog Federicos far, Mario, og faderens bror, Renato, over. Federico trådte senere til som tredje generation. ”Jeg har lært alt af min far. Som dreng var jeg altid samme med ham her i værkstedet. Jeg kikkede ham altid over skuldren, så du kan godt sige, at min proces har været learning by doing”, siger han. ”For bare 30 år siden var området her omkring Piazza del Popolo fuld af denne type værksteder. Der var sølvsmede, skomagere, folk som reparerede lamper og flere endnu. Langt de fleste af disse værksteder er desværre bukket under. Vi er tæt på Piazza del Popolo, og huslejepriserne er steget betragteligt i de sidste årtier, og det har folk ikke råd til. Vi prøver at holde ud, især fordi vi føler os en del af dette kvarter”, siger Federico.

I Rom kender mange Federicos værksted som ”dukkehospitalet”, fordi reparation af dukker i en årrække var en af stedets specialiteter. ”Produktionen af dukker i Italien startede i 1950’erne, og dermed begynder man også at se de første tegn på en samlermani, som godt nok er mere tydelig i Frankrig og Tyskland. Med denne samlermani begynder man også at reparere dukkerne, der ofte er af porcelæn eller papmaché, når de går i stykker. For årtier siden havde vi ofte 50-60 dukkereparationer om måneden. I dag langt færre, måske 3-4 stykke om måneden. Derfor fik vi betegnelsen ‘Dukkehospitalet’, et tilnavn som jeg faktisk synes meget godt om”, siger Federico.

Jeg kikker mig omkring og får øje på et avisudklip med filminstruktør Roman Polanski. ”Det er en ret kuriøs historie. Jeg fik artiklen tilsendt – jeg kan ikke huske af hvem – for nogle år siden. I artiklen er Polanski fotograferet foran vores butiksvindue. Siden har jeg opdaget, at Polanski i 1959 lavede kortfilmen The Lamp (som man stadig kan se på YouTube, JSJ), hvori man ser et værksted som minder en hel del om vores, og hvor man også reparerer dukker. Så jeg tror, at Polanski ved et tilfælde har set vores vindue, da han var i Rom, og at han har villet lade sig fotografere foran det”, siger Federico.

Mens Federico taler, følger hans mor, den 85-årige signora Gelsy, vores konversation i religiøs stilhed. Jeg kikker på signora Gelsy og spørger, om hun har en særlig rolle i værkstedet. ”Tja, min rolle er vel at holde Federico ved selskab. Jeg har stort set opholdt mig hele mit liv her i værkstedet”, siger hun og kikker genert på mig. ”Min mor har arbejdet samme med os alle her i værkstedet, lige fra starten. Mamma, vis journalisten dine hænder”, siger Federico til sin mor. Hun kikker på mig med et forsigtigt og porøst og næsten glasagtigt ansigtudtryk. Så lægger hun begge sine hænder op på bordet foran sig. Og det er arbejdsomme og markante hænder med skæve fingre og tydelige blodårer, der vidner om et langt og virksomt arbejdsliv. 

Jeg går op på en trappe for at fotografere værkstedet fra oven, så man kan se, hvor begrænset plads Federico og signora Gelsy rent faktisk har til rådighed. I 2000 indsatte Roms kommune det lille Dukkehospital på en liste over steder med en særlig historisk interesse. På husmuren udenfor værkstedet kan man se en lille plade, der vidner om kommunens hæderebevisning. 

”Det er måske ikke noget stort. Et lille tegn. Men vi er alligevel stolte”, siger Federico. Og som jeg siger arrivederci til Federico og signora Gelsy, efter at jeg i en times tid har opholdt mig i et fjernt årti, tænker jeg, at de med rette kan være stolte. Meget stolte.  

Bottega Squatriti, Via Ripetta 29