Kulturrejse til Firenze

8.-14. april 2024

NB: Denne rejse er udsolgt!

Se i stedet vores kommende kulturrejser til Toscana, Bologna og Rom her: kulturrejser efterår 2024

7 dage / 6 nætter

14.500,-

NB: Rejsen er udsolgt
Rejsen bestilles hos vores rejsepartner Granada Kulturrejser, som siden 2001 har arrangeret kulturejser til Europa og er medlem af Rejsegarantifonden.

Forår i Firenze

Hotellet i Firenze

Vi kommer til at bo på det ekslusive og 4-stjernede hotel Palazzo dal Borgo. Det har tidligere været den adelige Dal Borgo families hjem, og er en del af de smukke renaissance bygninger i byen. Hotellet ligger vitterligt i gå afstand til Firenzes smukke centrum og nabo til Piazza de Santa Maria Novella.

Maden

En bys identitet er i høj grad bygget op omkring, hvad man spiser det pågældende sted. Ofte er en by kendt for bestemte råvarer, retter eller en særlig type vin. Alt dette har jeg naturligvis taget højde for i udvælgelsen af spisestederne til denne tur. Med andre ord: Turistmenuerne er bandlyste, mens der i stedet er fokus på Firenzes lokale gastronomiske traditioner.

Introduktion til Firenze – af rejseleder Jesper Storgaard Jensen

I mine unge dage boede jeg i Firenze. Mit ophold strakte sig over en periode på 14 måneder i perioden 1989-1990. Jeg boede i Via San Zanobi, ikke langt fra Firenzes togstation. Foran ejendommen med den lejlighed jeg boede i – som jeg delte med mine italienske venner Massimo og Stefano – stod min gamle ramponerede damecykel. Den kørte jeg rundt på i Firenze, særligt når jeg skulle på arbejde om morgenen, på Pensione Rigatti. Den gamle pension, der blev drevet af en aldrende signorina Gabriella, lå i bygningen Palazzo Alberti, opført i det 14. århundrede, lige ved Ponte alle Grazie-broen.

Her var jeg kuffertslæber og værelsesrengører. Med til det sidste hørte også et vedholdende tæppebankeri, når min arbejdsgiver mente, at nu skulle de generende støvmider fordrives. Så blev alle værelsernes tæpper slæbt op på en tagterrasse, hvor jeg kunne banke løs, indtil al det florentinske støv havde bredt sig ud over byens okkerfarvede hustage. Hér, på tagetagen, med en tæppebanker i den ene hånd, var det dog nemt at blive distraheret. ”Her finder man verdens mest fantastiske udsigt”, skrev jeg på et postkort til mine forældre. Og det gjorde man vitterligt. Hver gang jeg kom op på tagterrassen med mine tæpper og tæppebanker, blev jeg næsten væltet omkuld af byens ufattelige skønhed.

Jeg havde udsigt til den gamle Ponte Vecchio-bro (som tyskerne sparede under 2. Verdenskrig på grund af dens historie og sublime arkitektur), til Arno-flodens monotone løb, til den smukke Piazzale Michelangelo i det fjerne, til Santo Spirito-området på den anden side af floden, til byens spir og kupler og mangefarvede hustage, og når jeg rakte en hånd ud, var det som om et optisk bedrag lod mig tro, at jeg rent faktisk var i stand til at røre ved den berømte Santa Croce-kirke, hvilket slet ikke var tilfældet. Alt dette havde jeg udsigt til, og på samme tid blev al denne arkitektoniske skønhed indhyllet i et lydtapet gjort af klokke-bimlen fra byens mange kirker. At få fordrevet støvmiderne var således først og fremmest en æstetisk oplevelse!

Denne oplevelse hænger stadig hos mig, og det er den atmosfære og følelse jeg gerne vil viderebring til deltagerne på Firenze-turen. Firenzes skønhed, byens historie, byens evne til at videregive æstetik, dens kunsthistorie og mange imponerende bygninger, dens elegance og bevidsthed om at have en vigtig plads i verdenshistorien, den florentinske dialekt, der er lige dele finurlig og fornøjelig, samt den lokale stolthed over at have en af Italiens tykkeste og mest interessante historiebøger.

Alt dette vil vi komme til at stifte bekendtskab med på Firenze-turen. Hertil kommer en tur til den smukke toscanske by Lucca.

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark og ankomst til Firenze

Med direkte fly fra Kastrup til Firenze. Vi bliver mødt i lufthavnen af Jesper Storgaard Jensen og kører med egen bus til centrum. Her indkvarteres vi på hotellet****, der skal være vores base hele ugen. Efter indkvarteringen og en kort pause er der velkomst, præsentation og et foredrag ved Jesper om Firenze før og nu. Vi får fælles middag på restaurant i byen.

Dag 2: Byvandring i Firenze og den smukke basilika Santa Croce

Efter morgenmaden mødes vi med den dansktalende guide Anne-Sofie Molter, der vil tage os med på en fascinerende tur gennem byens historiske centrum. Vi spiser fælles frokost på en god restaurant i centrum.

Om eftermiddagen går turen til en af byens smukkeste basilikaer, Santa Croce, hvor man bl.a. kan se flere berømte kulturpersonligheders gravsted. Besøget gennemføres på egen hånd, men Jesper udleverer en artikel om Santa Croce.

Sidst på dagen bliver der lejlighed til at udforske byen på egen hånd og spise lidt aftensmad.

Dag 3: Storslået udsigt over Firenze samt den berømte Boboli-have.

Vi kører med taxa til den smukke Piazzale Michelangelo med overdådig udsigt over Firenze. Vi går til fods tilbage mod byen, hvor der bliver mulighed for at spise frokost på egen hånd.

Om eftermiddagen skal vi besøge den fantastiske have, Giardino Boboli, der er på UNESCO-listen over verdensarvssteder. Haven stammer helt tilbage fra 1500-tallet og er gennem tiden blevet udbygget flere gange, så den i dag dækker et areal på 45.000 m2. Her vil man kunne opleve den karakteristiske italienske havestil med små vandbassiner, finurlige hjørner, skjulte stier, fontæner og skulpturer.

Vi går tilbage til hotellet, hvor Jesper vil holde foredrag om “Uffizi`erne og Firenzes renæssance-periode”.

Fælles middag på restaurant i nærheden.

Dag 4: Uffizi-museet og beretning om livet i Firenze ved vores danske guide.

Denne dag er afsat til at besøge et af Italiens mest kendte museer, Galleria degli Uffizi. Vi mødes med vores danske guide fra morgenstunden. Hun vil guide os gennem det berømte museum. Efter rundvisningen bliver der tid til at opleve museet på egen hånd.

Vi går samlet til vores frokost-restaurant. Her vil vores danske guide fortælle om, hvordan hun oplever at leve i Firenze, når man har udgangspunkt i den nordeuropæiske kultur.

Resten af dagen er til egen disposition.

Dag 5: Udflugt til Lucca

Vi kører fra morgenstunden fra Firenze og ankommer efter godt en times kørsel til Lucca, der ligger skønt i en frodig dal. Vi indleder besøget med at gå en tur på byens berømte bymure fra middelalderen. Herefter fortsætter turen gennem byen til en af områdets smukkeste pladser, Piazza dell´Anfiteatro, hvor vi spiser frokost sammen. Her møder vi også Lisa Hersild, der bor i byen og arbejder som oversætter.

Om eftermiddagen er der tid til at nyde Luccas smukke centrum på egen hånd og evt. besøge Giacomo Puccinis fødehjem, der i dag er omdannet til museum. Puccini er én af Italiens kendteste komponister. Sidst på dagen kører vi retur til Firenze, hvor aftenen er til fri disposition.

Dag 6: Palazzo Pitti og kunsthåndværk

Vi starter dagen med sammen at besøge en af byens kendteste museer, Palazzo Pitti. Det storslåede renæssancepalads besøger vi sammen og får et indtryk af denne vigtige magtbase i byen.

Efter besøget begiver vi os i retning af området kaldet ”Oltrarno” (dvs. på den anden side af Arno-floden). Dette område går for at være ”det autentiske Firenze” med mange butikker med bl.a. kunsthåndværk. Vi spiser fælles frokost her, hvorefter vi bl.a. skal besøge Lìppogrofo og se, hvordan de laver kunsttryk på papir, som de selv fremstiller. Vi fortsætter vores tur i området, inden vi vender retur til hotellet.

Dag 7: Besøg i San Lorenzo-basilikaen og lædermarkedet

Den sene hjemrejse giver mulighed for lige at få et par ekstra oplevelser med hjem fra Firenze. Vi besøger den smukke San Lorenzo-basilika og udforsker områdets berømte lædermarked.

Der er tid til frokost på egen hånd, inden turen går med bus til lufthavnen og med direkte fly til Kastrup.

7 dage / 6 nætter

14.500,-

NB: Rejsen er udsolgt
Rejsen bestilles hos vores rejsepartner Granada Kulturrejser, som siden 2001 har arrangeret kulturejser til Europa og er medlem af Rejsegarantifonden.

Rejseinfo

Afrejse: 8. april 2024
Hjemrejse: 14. april 2024

Rejsen inkluderer:

  • Fly t/r (København-Firenze)
  • Transport til og fra lufthavn i Firenze
  • 6 nætter på 4-stjernet hotel i Firenze (dobbeltværelse)
  • Halvpension på hotel
  • Alle entreer i programmet
  • Jesper Storgaard Jensen som guide og rejseleder
  • Transport i egen bus på turen ud af Firenze

Rejsen inkluderer ikke:

  • Lokal transport på egen hånd
  • Lokal turistskat 7€ per dag per person
  • Måltider på egen hånd

Tillæg for enkeltværelse: 3.500 kr.

Fly: Med SAS fra København direkte til Firenze t/r.

Afrejse fra København: kl. 9.10 med ankomst til Firenze kl. 11.30.
Hjemrejse fra Firenze: kl. 18.00 med ankomst til Kastrup kl. 20.10.

Bemærk: Rejsen er ikke egnet for gangbesværede.

Anmeldelser af Granada Kulturrejser

4,4

Læs Granadas anmeldelser på Trustpilot

Granada Kulturrejser havde tilrettelagt en interessant rejse til Firenze, ikke mindst båret af den i Rom bosatte journalist og forfatter Jesper Storgaard Jensen, der med sin store viden og behagelige væsen formåede at skabe en dejlig stemning.

- Lise Glockmann, maj 2024

Det var som altid (det er 3. gang jeg rejser med Jesper Storgaard Jensen som rejseleder) en rigtig god oplevelse. Jeg kan klart anbefale Granada Kulturrejser og Jesper Storgaard Jensen hvis du vil vide mere og fordybe dig i kulturen.

- Karen, april 2024

I havde fundet frem til den bedste rejseleder! Det har været så spændende, underholdende og bevægende, at høre Jesper fortælle om rigdom og fattigdom, om modstandskamp, om museer og street art - og meget mere.

- Vivi Moustgaard

Jeg havde været i Rom fire gange, før denne femte gang, og jeg har virkelig fået en på opleveren som jeg slet ikke havde troet muligt - og det selvom mine forhåbninger var store. Jesper er en fantastisk engageret og rar mand - ham vil jeg gerne rejse med igen.

- Jan Priess

Den begejstrede beskrivelse I gav af jeres guide Jesper, blev ikke gjort til skamme. Dels virkede han faglig kompetent, engageret og meget givende, dels gjorde han det virkelig godt som rejseleder. Han viste overblik og handlekraft - og han fandt gode løsninger.

- Erik og Vibeke Skjoldborg

Rom-turen var en oplevelse uden lige, ikke mindst takket være Jesper, bedre formidler findes ikke. Han informerede om Rom og Italien på godt og ondt, hvilket var med til at skærpe og forstå by og land og ikke bare "svømme" hen over alle herlighederne.

- Inge-Lise Søndergaard

Rejseleder: Jesper Storgaard Jensen

Jeg har altid haft en følelse af, at Rom har to lag. De steder, der især er kendt fra de mange artikler, som aviserne bringer, og de fortællinger som fx guidebøgerne indeholder. Der er dog en temmelig stor del af Rom, som aldrig bliver fortalt. Det er et slags ”usynligt Rom”. Og lige præcis den del af Rom har fascineret mig i stigende grad gennem de senere år. For når man som jeg har boet i mere end 25 år i Rom, så begynder man at vende blikket væk fra de kendte steder, for i stedet at søge efter de ukendte, det ”hemmelige og usynlige”.

Ud over byens to lag – det kendte og det ukendte – har jeg altid haft en helt klar fornemmelse af, at Rom er en vaskeægte historiefortæller. Byens historie – kultur, politik, sport, litteratur mv. – er fuld af fascinerende beretninger, der blot venter på at bliver fortalt. Det er netop det, jeg prøver at gøre, når jeg som journalist skriver om Rom, og når jeg holder foredrag om byen, og det er også noget, jeg vil glæde mig til at praktisere for Granada Kulturrejsers kommende Rom-rejsende. At vise dem et anderledes og usynligt Rom.