Vil man som dansker kunne rejse til Italien til sommer?

af | 6. april 2021

Den italienske vaccinekampagne kører i fuld fart, om end mange gerne så, at hastigheden blev sat op. De daglige dødstal er stadig så høje, at italiensk presse ofte taler om ”en usynlig massakre”.

Den italienske vaccinekampagne galopperer afsted. Forleden blev der sat vaccineringsrekord med over 300.000 vaccinerede på én dag. Alligevel har italienske presse hyppigt fokus på, at vaccineprogrammet ikke går hurtigt nok. Nye tal fra EU peger på, at Italien ved udgangen af juni i år vil have vaccineret ca. 57 pct. af den samlede befolkning. Dette tal er betydeligt mindre ift. Danmark, der på samme tidspunkt spås at ville have vaccineret ca. 80 pct. af befolkningen. I den senere tid har der været gisnet om muligheden for også at vaccinere gennem egen læge og på apoteker landet over, ligesom man også håber på at kunne inddrage en lang række speciallæger i vaccinekampagnen.

Mens disse linjer skrives, er 6,6 pct. af den italienske befolkning blevet vaccineret to gange på ca. 2.080 forskellige vaccinationssteder, mens 7,9 pct. er blevet vaccineret én gang. Der mangler således fortsat at bliver foretaget vaccination af 47,4 mio. italienere. I løbet af april vil millioner af Johnson&Johnson-vacciner angiveligt være tilgængelige i Italien. Dette skulle gerne betyde, at der kommer yderligere fart på vaccinationerne. Ifølge regeringens nye ambitiøse vaccineplan er målsætningen, at der skal vaccineres 500.000 personer om dagen, hvilket, efter min mening, ganske givet vil ende med at være ønsketænkning.

Det er fortsat den ældre del af befolkningen der bliver vaccineret, men langtfra kun de ældre. Netop dette punkt har været genstand for en del polemik. Første gang dette emne blev taget op, var under premierminister Draghis nyligt afholdte pressekonference, hvor han sagde, at der er alt for mange kategorier af personer, der via ”særlige aftale” hoppede frem i vaccinekøen. Det er da også påfaldende at se, hvor mange mellem 45 og 55 år, der allerede er blevet vaccineret ift. til folk over 70 år, til trods for at de over-70-årige statistisk set er langt mere udsatte i forhold til deres yngre medborgere. Men når nøden er stor, står ”i furbi”, de snedige, som bekendt på spring.

Og apropos vaccination: i den senere tid har man set flere eksempler på, at ikke-vaccineret sygehuspersonale har været smittekilde for således at sprede virussmitten til dusinvis af patienter. Det har vakt forargelse blandt menige italienere og har nu medført, at regeringen netop har vedtaget en lov, der bevirker, at al hospitals- og plejepersonale nu vil blive underlagt vaccinationspligt, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at beholde deres job.

Italiens sorte får

Gennem hele pandemiperioden har Lombardiet været Italiens sorte får. Under pandemien findes der ganske enkelt to udgaver af Italien: Lombardiet og resten af landet. Allerede under første bølge af pandemien var den helt gal i Lombardiet: skyhøje smittetal, massevis af døde (blandt andet på en lang række plejehjem), folk der blev ved med at tage på arbejde til trods for lockdown, en politiske administration af hele pandemiforløbet, der bedst kan beskrives med ordene ”disastro totale” (total katastrofe).

I dag – under noget der ligner en tredje bølge – fortsætter katastrofen. Regionspræsident Attilio Fontana, fra højrefløjspartiet Lega, står lige nu overfor omfattende anklager om magtmisbrug og korruption. Samtidig er de lombardiske smittetal fortsat høje – hvis ikke ligefrem galopperende –, og vaccinekampagnen i Lombardiet ligner noget, der i bedste fald kan beskrives som ”kaotisk”.


Attilio Fontana, Regionspræsident for Lomdardiet valgt for partiet Lega Nord.

For nylig har forfatteren Walter Siti, 73 år, der bor i Milano, skrevet et sarkastisk indlæg om situationen i Lombardiet i dagbladet Domani: ”Når jeg spørger min egen læge eller på mit lokale apotek, hvornår de mener, det vil være muligt for mig at bliver vaccineret, slår de ud med armene og siger: ‘Aner det ikke, vi er i Lombardiet’. Og tænk jer, jeg som troede, efter at jeg var flyttet fra Rom til Milano, at jeg var kommet til en by, hvor jeg som en ældre borger, ville have haft adgang til en bedre borgerservice”.

I den forløbne uge Lombardiet/Milano endnu en gang tiltrukket sig negativ presse. Det skete, da det kendte milanesiske modeikon Chiara Ferragni – der på de forskellige sociale medier har intet mindre end ca. 23 mio. followers – på sin Instagram-account havde kritiseret det faktum, at hendes mands – rapperen Fedez – 90-årige mormor endnu ikke var blevet vaccineret. Chiara Ferragnis – der i Milano og omegn betragtes som en slags modegudinde – post havde skabt stor opmærksomhed, og få dage senere blev den 90-årige Luciana Violini ringet op af en person fra de lokale sundhedsmyndigheder, der angiveligt skulle have spurgt hende: ”Er De Fedez’ mormor?”, hvorefter der straks blev skabt tid til hende til en vaccination. Hos Milanos sundhedsmyndigheder hævdede de efterfølgende, at den manglende vaccination skyldtes en teknisk fejl i deres covid-booking-system.


Chiara Ferragni, et af verdens største modeikoner med over 23 mio. følgere på Instagram

Også TV-programmet Piazza Pulita, på kanalen La7, har bidraget med en sten til den uskønne mosaik, der viser den lombardiske håndtering af pandemien. I programmet beskrives hvad der sker, når tilfældige lombarderer ringer til regionens call-center for at få oplysninger om, hvornår familiens ældste medlemmer kan blive vaccineret. Det hænder således, at de får svaret: ”Det ved vi ikke, men hvis I er troende, så bed en bøn til Gud”.

Covid-træthed og høje dødstal

Covid-trætheden er stigende. Det samme er desperationen. Det har fx medført at sundhedsminister Roberto Speranza for nyligt har modtaget en mail med dødstrusler mod både ham selv og hans familie. Nyheden har fået en del spalteplads i italienske presse.

Også bevægelsen #Ioapro – Jegåbner – er udtryk for både træthed og (økonomisk desperation). Den er blevet iværksat af en række restaurantejere fra nord til syd, som i protest mod nedlukningsrestriktionerne har besluttet sig for at holde åbent om aftenen. Og det til trods for at de ofte får dagbøder på ca. 3.000 kr. Man siger, at de gør det af nødvendighed, idet en fortsat nedlukning ville medføre den sikre restaurantdød. Fænomenet så især i februar og marts men synes nu at være gået i sig selv igen.

Italien fortsætter med at have høje dødstal. Hver dag siden oktober sidste år har det daglige dødstal ligger på mellem 300 og 500. Hver dag. Hver eneste dag. Men italienerne har efterhånden vænnet sig til det, om end der af og til er stemmer, der træder frem for at understrege absurditeten i disse dødstal. Adskillige medier taler om en ”daglig lydløs massakre”, og visse dage – som fx et par dage i sidste uge – har det daglige covid-dødstal været over 500.

Det står endnu ikke krystalklart, hvorfor Italien har så høje dødstal. Befolkningstæthed spiller givetvis ind. Det samme gør det faktum, at Italien er et af de lande i verden med den højeste levealder, hvilket også afspejles i gennemsnitsalderen på de covid-døde, der er på ca. 80 år, samt – og så er vi tilbage ved starten af denne artikel – at der ikke er tilstrækkelig stor fokus på at få vaccineret de over-80-årige i en fart, uden har de smarte hopper foran i vaccinekøen.

Hvad med den kommende sommer?

Og hvordan ser det så ud vedr. den kommende sommer? ”Det er svært at spå, især om fremtiden”, sagde Storm P. (men ophavsmanden til de kloge ord skulle angiveligt være en anden ukendt person). Også i dette tilfælde er det svært at spå, for meget – alt – kommer til at afhænge af smittetal, nye varianter, vaccinationskampagne mm. Situationen er under konstant udvikling, og det der vil ske i maj, juni og juli, er umuligt at forudsige på nuværende tidspunkt, grundet en lang række af ukontrollerbare faktorer.

Det er klart, at der er grøde. Solen skinner, og temperaturerne er stigende, og mange betragter den kommende sommer som en slags mental redningsplanke. De sicilianske øer Linosa og Lampedusa, begge beliggende syd for Sicilien, har sat alt ind på at blive 100 pct. covid-free, naturligvis i et forsøg på at tiltrække horder af turister den kommende sommer. Avisen la Repubblica melder om, at der allerede nu er alt udsolgt til den kommende sommersæson flere steder rundt omkring langs de mest attraktive kyststrækninger, fx Costa Smeralda (Sardinien), Valle d’Itria (Puglien), Circeo (Lazio) og Forte dei Marmi (Toscana).


De italienske strande som vi kender dem, men bliver det muligt at besøge dem i år?

Samtidig skriver flere aviser, bl.a. det romerske dagblad Il Messaggero, at man forudser en sommer med forsvindende få turister. Flere interesseorganisationer har lavet undersøgelser, der viser, at hvis turisterne også i år vil vende ryggen til Italien, vil det medføre manglende indtægter på omkring 11 mia. euro. Endnu en katastrofe, der ligger sig oven i den allerede eksisterende perlerække af økonomiske covid-katastrofer.

Hvis vi skal lege med et best-case-scenarium, så må det blive dette: Italien formår at bevæge sig hastigt fremad i vaccineprogrammet, hvilket vil sige mindst 50 pct. af befolkningen vaccineret ved indgangen til juli måned. Smittetallene befinder sig på et lavt/acceptabelt niveau, og covid-19-varianterne er under (rimelig) kontrol. Hvis alle disse forhold er opfyldt, vil det – måske! – være muligt at rejse i et sommer-Italien. Et Italien som dog – med stor sandsynlighed – slet ikke vil ligne det Italien, som mange af jer kendte inden covid-19-stormen men som trods alt – måske – vil være åbent for en form for gryende turisme.

Men som sagt: det er alt sammen gætterier og hypoteser som om få måneder meget vel kan vise sig at være uden fundament.

Og hvad med ansigtsmaskerne? Dem vil vi fortsat skulle bære, i hvert fald hele 2021. De er som bekendt lovpligtige i Italien i det offentlig rum, også udendørs. Og de vil fortsat være påkrævede, for vi – og videnskaben – ved endnu ikke i hvilken grad og hvor længe, allerede vaccinerede personer kan være smittebærere.

Følg os på Instagram

🇮🇹 Fontana dell’Acqua Paola fra 1614. Placeret på Gianicolo-højden lige ovenfor Trastevere-kvarteret. Fontænen blev brugt som kulisse, i en af de første scener i Paolo Sorrentinos Oscar-vindende film fra 2013, La grande bellezza (Den store skønhed). #detusynligerom #italien #rom

🇮🇹 Fontana dell’Acqua Paola fra 1614. Placeret på Gianicolo-højden lige ovenfor Trastevere-kvarteret. Fontænen blev brugt som kulisse, i en af de første scener i Paolo Sorrentinos Oscar-vindende film fra 2013, La grande bellezza (Den store skønhed). #detusynligerom #italien #rom ...

🇮🇹 Udsigt over Rom fra Gianicolo-højden på en sjælden regnfuld, men alligevel lun oktoberdag. #italien #rom #detusynligeitalien #detusynligerom #rejsertilitalien #rejsertilrom

🇮🇹 Udsigt over Rom fra Gianicolo-højden på en sjælden regnfuld, men alligevel lun oktoberdag. #italien #rom #detusynligeitalien #detusynligerom #rejsertilitalien #rejsertilrom ...

🇮🇹 Morgensol over Roms hustage.

#rom #italien

🇮🇹 Morgensol over Roms hustage.

#rom #italien
...

🇮🇹 Forløsende sensommerregn over Rom, mens det slår gnister i bjergene uden for byen (så vinduerne ryster og bilalarmerne synger). 

Lyn og torden melder om det lune efterårs komme.

#italien #rom #detusynligerom #detusynligeitalien #sensommer

🇮🇹 Forløsende sensommerregn over Rom, mens det slår gnister i bjergene uden for byen (så vinduerne ryster og bilalarmerne synger).

Lyn og torden melder om det lune efterårs komme.

#italien #rom #detusynligerom #detusynligeitalien #sensommer
...