Alt i byen synes at have noget med den populære drik at gøre. Cafeernes kaffekort er alenlange og de kaffetyper, der har velkendte navne i resten af Italien – espresso, cappuccino, caffelatte osv. – hedder noget helt andet i Trieste. Og så er der byens historiske cafeer. De er som små kaffetempler, fulde af historie. Vi har kigget dybt i kaffekopperne på byens berømte historiske cafeer, hvilket skulle vise sig at blive en rejse der gik 185 år tilbage i tiden.
“Hvis du tror, at det er tilstrækkeligt at bede en bartender i Trieste om en espresso for kort efter at få serveret en kop rygende espresso-kaffe, så kan du godt tro om. I Trieste hedder en espresso ”un nero” (en sort). Vil man derimod nyde en cappuccino, skal man bede om ’un caffèlatte in tazza grande’ (en latte i en stor kop). Men man kan også bede om ’un capo’, der er en espresso med mælk i, som kan varieres på op til efter sigende tyve forskellige måder afhængigt af hvor meget mælk, der tilsættes, og af hvilken konsistens og fylde skummet har. Hertil kommer, at man kan bede om høje eller lave kopper eller glas (ja, måske sågar et glas, der er let opvarmet). Kaffen kan være kold, lunken, varm eller dampende hed, eller ’korrigeret’, hvilket vil sige tilsat et skvat grappa eller anis, med et sprøjt kakao ovenpå osv. Og hver eneste kombination har sit eget navn”.
Jeg sidder på Cafè San Marco i Trieste og taler med stedets ejer, Eugenia Fenzi.
Hun er omkring de tredive og triestiner, og hun morer sig åbenlyst over, at min forvirring vedrørende de lokale kaffegloser er så godt som total. Kort efter beroliger hun mig med, at det er helt naturligt. For Trieste er Italiens kaffeby nummer et. Her synes alt – eller i hvert fald meget – af have med kaffe at gøre. Byens mange historiske cafeer, hvilket er grunden til at jeg befinder mig i Trieste, er en væsentlig del af dette kaffeunivers. For i Trieste er kaffe ikke bare kaffe. Her er den også historie – og historier … om svunden tider, om drabelige opgør mellem den østrigsk-ungarske ”besættelsesmagt” på den ene side og de lokale Italiens-elskere på den anden. Og så er der alle de berømte forfattere, der gennem tiden har brugte byens historiske cafeer som et intellektuelt frirum, hvor de kom for at læse, reflektere og skrive. Selv efter et århundrede er dette image blevet hængende ved byen, og i dag er Trieste rent faktisk den by i Italien, hvor der “konsumeres” flest bøger.
Livet nydes langs havnen i Trieste.
Det store udbud i kaffe, og den smagsindividualitet, som den enkelte kaffedrikker udtrykker gennem sit kaffevalg, er på sin vis en glimrende metafor for en by, der har lige som meget at byde på historisk, etnisk, kulturelt og turistmæssigt som byens cafeers kaffekort er lange.
“Når du taler med folk fra Trieste, vil du hurtigt opdage, at langt de fleste af os har det, som man vil kunne kalde en ’blandet baggrund’. Folk har familierødder fra alle mulige steder – Istrien, Serbien, Slovenien, Grækenland, Østrig-Ungarn og flere andre slaviske lande. Og så taler vi kun om geografi. Herudover kommer så de alle de religioner, der altid har levet skulder om skulder her i Trieste uden at skabe problemer. Trieste er ekstremt tolerant og samtidig en vaskeægte melting pot af folkeslag og religioner”, siger Eugenia.
En by i grænselandet
Trieste hørte tidligere ind under det østrigsk-ungarske rige og byens arkitektoniske elegance – dvs. de mange liberty og nyklassistiske bygninger – kan da også tilskrives byens østrigske periode. Under det østrigsk-ungarske rige blev Trieste betragtet som en slags ”lille Wien”, der vendte ud mod havet, og byen var det habsburgske riges tredjevigtigste handelsby efter Prag og Wien. Selv i dag har mange triestinere – der med skepsis og daglig hovedrysten betragter al den politiske dårskab og ballade fra Rom – stadigt stærke følelsigmæssige bånd til Østrig. Den tidligere østrigske kejserinde Maria Teresa (1717-1780) er stadig meget populær. Det samme er den tidligere princesse Elisabeth (kaldet Sissi, 1837-1888). I hendes families regeringsperiode oplevede Trieste frisind, velstand og stor tolerance, og i dag kan man møde hendes statue i Trieste centrum … side om side med det italienske flag og svejende EU-vimpler på byens officielle bygninger. Men sådan er Trieste … der er plads til alle holdninger i denne ekstremt tolerant by, hvor folks efternavne afslører slovensk, østrigsk, græsk, ungarsk, italiensk eller en helt sjette herkomst.
Solnedgang ved Molo Audace i Trieste.
Og så er der som allerede fortalt de bønner, der har gjort Trieste til Italiens vigtigste kaffeby. Tidligere såvel som i dag. De allerførste kaffesække, der kom fra Mellemøsten, blev slæbt i land omkring det 15. århundrede, og det er blevet ved lige siden. I dag bliver en tredjedel af al den kaffe, der konsumeres i Italien, bragt ind i landet via Triestes havn. Byen har stadig et utal af butikker, der maler de rå kaffebønner. Her ligger et Kaffe-Universitet, Triestes Kaffe Forbund har været aktivt siden 1890 og adskillige velkendte producenter – først og fremmest Illy – er fra Trieste. Derfor kan det heller ikke undre, at triestinerne har en kaffekultur der overgår alle andre byer i Italien.
Trieste også er den by i Italien, der kan fremvise det største antal af historiske cafeer. De er fulde af atmosfære, historie og beretninger om berømte forfattere, der kom her for at læse, skrive og tænke vigtige tanker. Især de to lokale bogkoryfæer, Umberto Saba (1883-1957) og Italo Svevo (1861-1928) samt ikke mindst irske James Joyce (1882-1941), der boede 15 år i Trieste, var ivrige cafègængere, og på flere af cafeerne er nutidens ejere stadig i stand til at udpege de tre herrers tidligere stampladser. De tre berømte forfattere kan man faktisk stadig møde på tre forskellige adresser rundt omkring i byen, hvor de i form af statuer i naturlig størrelse fortsat er til stede i Trieste.
Piazza Unità d’Italia i Triestes centrum.
Ja, og så man kan – med lukkede øjne og en veludviklet forestillingsevne – jo også møde deres litterære ånd på de historiske cafeer. Men pas på! Moderniteten ligger på lur, og gennem det sidste årti er flere af disse tidligere så kendte historiske steder bukket under. Så hvis du ønsker at tage en tur i Triestes tidsmaskine med en rygende kop kaffe i hånden, er det med at få pakket kufferten og komme afsted. gastro har gjort forarbejdet for dig, og bringer her en guide over de steder du skal besøge, hvor historie, kaffe og cafèliv fletter sig sammen.
Caffè Tommaseo – 1830
Der kunne formentlig skrives et mindre leksikon om Caffé Tommaseo – Triestes ældste cafè, der slog dørene op i 1830, flere årtier før Italiens samling. Når man træder ind i den gamle cafè, der har en sofistikeret og elegant atmosfære lidt ala de traditionelle wienerske cafeer, kan man næsten mærker, hvordan historiens vinde hvivler rundt om én i en slags immaginær rejse tilbage i tiden. I dag kan man stadig beundre nogle af de originale spejle, der blev sendt fra en belgisk fabrikant til Trieste forud for cafeens åbning, og i cafeen kan man stadig se et pensulur fra 1839. Under det ungarsk-østrigske rige blev cafeen brugt af italienske dissidenti, dvs. modstandere af den fremmede “besættelsesmagt”, til at holde hemmelige møder, hvorunder der blev planlagt oprørsaktioner. Mindepladen for de italienske nationalisters aktioner hænger i dag på cafeens facade.
Og senere – i 1861, da Italien blev samlet – rungede råbet “Leve Italien”, ned gennem cafeens elegante stuer. Gennem tiden har Tommaseo været et yndet tilholdssted for en lang række af forfattere og intellektuelle, bl.a. James Joyce, Svevo og Saba, hvis mindeplade man kan se udenfor cafeen. Saba kom her faktisk som knægt for at smage på en nyskabelse, der senere skulle gå sin sejrsgang i hele verden: is. Også i nyere tid har cafeen været at betragte som en slags dagligstue for byens bedre borgerskab, dvs. for politikere, virksomhedsledere, de velbeslåede samt store dele af den lokale intelligentsia. Blandt andet siges det, at den kendte trietinske forfatter Claudio Magris har skrevet store dele af sin måske mest kendte bog, Danubio, her på cafeen.
Siden 1954 har cafeen haft prædikatet “Historisk og kunstnerisk monument”, hvilket betyder at den lever i en tilstand af bevaringsværdighed. Alligevel lægger den nuværende forpagter, Gianluca Tobacco, ikke skjul på, at cafelivet ikke altid er en dans på roser. “Selv om vi har status af ‘historisk sted’ og bevaringsværdig, så modtager vi ikke så meget som én euro fra det offentlige. Cafeen er at betragte som en normal virksomhed, der opererer på samme markedsvilkår som alle andre. Da jeg kom til roret for fire år siden, var det reelt for at iværksætte en redningsaktion af Tommaseo. Ingen kan leve af den kaffe, der bliver svinget over disken i Italien. Dertil er priserne på kaffe simpelthen for lave. Så vi har måttet tilføre en restaurantdel der satser på kvalitet, og det har indtil videre reddet os”, siger han med et eftertænksomt ansigtsudtryk. Jeg befinder mig på cafeen omkring om frokosttid og kan da også se en del spisende gæster. “Mange af vores spisende gæster er udlandske turister, og en del af dem kommer, når de store krydstogstskibe lægger til her i Trieste”, siger han.
Menuen er stor og varierer naturligvis med årstiderne. Hertil kommer, at Tommaseo kan tilbyde et vinkort udover det sædvanlige. Vinene udvælges i samarbejde med det triestinske vinhus Bischoff, der blev grundlagt i 1777. “Det er sjovt at observere førstegangsbesøgende der kommer ind i cafeen, især amerikanerne. De går rundt med åben mund og polypper og ved ikke hvad de skal sige”, fortæller Gianluca. Og det forstår man. Min egen reaktion var lidt den samme.
Caffè Tommaseo
Rive Tre Novembre 5
www.caffetommaseo.it
Konditori La Bomboniera – 1853
“Har du la Bomboniera med på din liste”?, bliver jeg spurgt af en af mine cafè-kontakter. Nej, det havde jeg faktisk ikke, for i min research var jeg ganske enkelt ikke stødt på dette historiske konditori. Så dagen efter går jeg forbi … sådan bare lige for at tjekke om stedet gør sig fortjent til denne guide. Da jeg træder indenfor mister jeg på det nærmeste pusten, for med ét har jeg en følelse af at befinde mig i en tidsmaskine, der hvivler mig 150 år tilbage i tiden. Med fugtige øjne og gåsehud kikker jeg mig omkring. Dette sted er ganske enkelt fantastisk! Faktisk så fantastisk at jeg kort tid efter har stedets bestyrer, Milena La Porta, på tomandshånd. “La Bomboniera åbnede i 1853, og det meste af vores interiør har været med lige fra starten”, siger hun og løfter op i en udtrukket – og ældgammel – træplade, der fungerer som adgangspassage ud til selve bageriet.
Konditoriet har et minibord, hvor der er plads til to kaffe- og kagenydende personer, og i en anden krog af butikken er der ligeledes plads til to siddende personer. Trangt men helt igennem charmerende. “Det var den jødiske Eppinger-familie, der startede konditoriet her i Trieste for nu 160 år siden. Flere generationer af familien har drevet stedet gennem tiden, men da racelovene blev indført i Italien i 1938, flygtede familien til Argentina … og de kom aldrig tilbage”, fortæller Milena. Stedet har altid været frekventeret af Triestes bedre borgerskab, og tidligere var det fx en tradition, at de kirkegående triestinere dukkede på efter gudstjenesten i den nærliggende Sant’Antonio Nuovo-kirke. I la Bombonieras glasmontre står alle de lækre kager og gør sig til, bl.a. specialiteter som Dobos, Sacher og Rigojansci, der alle tilhører den østrigsk-ungarske konditoritradition.
Udenfor, på gågaden, er der mulighed for at konsumere både kaffe og kager, mens man tilbagelænet kan betragte folk, der slendrer afsted. “Triestes konditoritradition er ikke overraskende østrigsk-ungarsk, og mange af vores kageopskrifter er uændrede siden midten af det 19. århundrede. Da jeg og min far, der er vores chefkonditor, kommer fra Palermo, har vi også tilført nogle sicilienske konditorispecialiteter”, fortæller Milena, som herefter inviterer mig med ud i laboratoriet. “Vi er eneste sted i Trieste – ja, muligvis i hele Italien – der bruger en ovn fra det 19. århundrede, som stadig opvarmes med træ”, siger hun stolt og hvis mig vidunderet. Ikke sært at man uden for la Bomboniera kan se den eftertragtede guldfarve plade, der er opsat af Triestes kommune og som bevidner, at lige hér er historien blevet bevaret på den bedste mulige måde.
La Bomboniera
Via 30 Ottobre 3, Trieste
www.pasticcerialabomboniera.com
Caffè San Marco – 1914
De fleste, der er for første gang træder ind på Caffè San Marco, vil formentlig straks bemærke det. Dette sted har en Ånd … med så stort et Å at gåsehuden med det samme giver sig til kende. Ånd, jo, men også en sjæl og en historie, der tilsammen har gjort San Marco til vel nok Triestes mest berømte cafè. Her befinder vi os i den absolutte elite af Italiens historiske cafeer – dvs. på samme niveau som steder som Caffè Florian (Venedig), Gilli (Firenze), Bicerin (Torino) og Caffè Greco (Rom).
San Marco åbnede i 1914 og har i perioder haft en stormfuld fortid, fx. året efter sin åbning, hvor en gruppe af Italiens-elskende personer med løsrivelsestendenser havde valgt San Marco som deres faste mødested. Her diskuterede de politik og løsrivelsesstrategier, samtidig med at man i baglokalet fabrikkerede falske pas. Således kunne de triestinere, der betragtede det østrigsk-ungarske imperium som en besættelsesmagt, stikke af til Italien. Det fandt det østrigske politi ud af, og i 1915 blev cafeen raseret fra enden til anden.
Senere blev den genopbygget, Triestes Skakklub valgte siden stedet som sit offcielle sæde og flere berømte forfatter – første og fremmest Joyce, Svevo og Saba – kom her hyppigt. Men også den nulevende Claudio Magris, der bl.a. har skrevet et berømmet – og svært forståeligt – essay om Caffè San Marco, formentlig mens hans befandt sig på sin faste plads. “Joyce kom her meget, for at læse, skrive og tænke, og i dag kommer Magris her ofte. Han skriver i hånden og har en fast plads lige derhenne”, siger Eugenia Fence og peger i retning af et bord ved siden af stedets klaver. Sammen med sin italiensk-græske partner Alexandros Delihanasis overtog hun cafeen for få år siden. “Den havde store økonomiske problemer og reelt var dens eksistens truet. En lukning ville have været forfærdelig, når man tænker på hvor meget historie der findes blandt disse vægge”, siger hun og slår ud med den ene arm.
Også Magris var bestyret og skrev et åbent brev til myndighederne, der blev publiceret i Corriere della Sera. En redningsplan blev efterfølgende iværksat og heldigvis for det, for San Marco er et utroligt sted, hvor historie og ånd og sjæl og litterær vingesus danser hen over det hundrede år gamle parketgulv og rundt om de antikke marmorborde med støbejernsfødderne i takt til tonerne fra den bløde jazz, der sædvanligvis fylder den L-formede cafè. “Der kommer mange turister, som spørger mig hvor Joyce sad, men efter sigende havde han ikke nogen fast plads”, siger Eugenia.
Joyce og Co. er da også årsagen til at dette er Triestes mest litterærer og intellektuelle cafè. Her kommer unge triestinere med deres labtop for at studere og skrive, unge intellektuelle med læsebriller og tykke bøger der drikker hvidvin, forstadsfruer der sipper kaffe og diskuterer og så alle turisterne der kikker sig benovede omkring. Var det mon hér, at Italo Svevos berømte romanfigur Zeno Cosini – der led af hypokondri og kærlighedssmerter -, fra romanen “Zenos bevidsthed” blev til? Joyce, Svevo, Saba og Magris kan man skam også møde i den del af cafeen som Eugenia og Alexandros har omdannet til en decideret kvalitetsboghandel. Kaffe om morgenen, lette froskostretter lidt senere, dernæst cocktails og til sidste, når lysene i cafeen er blevet dæmpet, et let og raffineret og velsmagende menukort. San Marco kan levere det hele. Og lad os håber, at de bliver ved i mindst hundrede år endnu.
Caffè San Marco
Via Cesare Battisti 18
www.caffesanmarcotrieste.eu
Caffè Torinese – 1919
Bladrer man i den lokale litteratur over Triestes historiske cafeer, støder man også på navnet Caffé Torinese, fra 1919. Men hvorfor i alverden en cafè i Trieste, der bærer Torinos navn? “Ja, det lyder mærkeligt, men forklaringen er enkel. Som du ved, var Trieste tidligere østrigsk. Mange triestinere ønskede dog, at byen skulle høre under Italien. Således også den første ejer, der valgte at opkalde cafeen efter hovedstaden i det italienske kongerige”, siger Massimo Galati og smiler skælmsk.
Sammen med sin makker Matteo Pizzolini har de drevet den lille cafè siden 2014. Hvis man giver sig tid til at kikke rundt i lokalet og nyde det gamle interiør, vil man får øje på en del historiske detaljer. Det var den tidligere så kendte indretningsarkitekt og møbelsnedker Giuliano Debelli der for snart hundred år siden stod for indretningen. Bemærk fx. bardisken, der er udført i en smuk Liberty-stil. “Under anden verdenskrig gik mange rundt og søgte efter forskellige metaller, der kunne bruges til fremstilling af våben. Derfor blev bardiskens sølvkant afmonteret og skjult. Efter krigen blev den fundet frem igen og sat tilbage på sin plads. Sammen med San Marco er vi de eneste i Trieste, der stadig har det oprindelige interiør”, siger Massimo.
Stedet er en almindelig kaffe-cafè om morgenen. Til frokosttid komme der lette anretningen på bordet, men det er først hen under aften, at stedets virkelige sjæl træder i karakter. “Vores styrke er helt sikker aperitif-øjeblikket. Vi laver mange forskellige cocktails og har et stort udvalg af gode lokale vine, som vi får fra små vinhuse, der satser på kvalitet. Om aftenen dæmper vi belysningen og tænder masser af stearinlys”. Makkeparret Massimo og Matteo har ligeledes fået ideen til et månedligt event, der har fået en del opmærksomhed. “Den første fredag i hver måned laver vi en speak easy-aften. Så dæmper vi lyset, mixer fire af de drinks der i skjul blev lavet under perioden med alkoholforbud i 1920’ernes USA og spille jazzmusik fra samme periode. Det er blevet en stor success”, siger Massimo.
Caffè Torinese
Corso Italia 2
www.anticocaffetorinese.ts.it
Torrefazione La Triestina – 1948
“I det gamle Trieste havde kvinderne ofte den vane, at de efter deres indkøb på markedspladsen lige skulle have en kop espresso inde turen gik tilbage til huspligterne. Ofte kom de her for drikke kaffe, sludre om stort og småt og vælge en kaffeblend til hjemmekonsum”. Ariella Doz er triestiner og i en årrække har hun sammen med sin bror drevet Triestes mest kendte torrefazione, kaffeforretning hvor de også brænder og rister kaffe.
Stedet åbnede lige efter krigen, i 1948, og det gamle butiksvindue er uden tvivl lidt af en magnet for de af os der er kaffetørstige og -interesserede. Det er farverigt og fuld af produkter fra kaffen og teens verden. “Vi rister selv den kaffe, du kan smage her i butikken, men loven har sat et tag for, hvor meget vi må riste. Tit kommer der turister her i butikken, der nærmest bliver trukket ind af duften af nyristet kaffe. Så kan jeg se, at de står med lukkede øjne og indånder duften og se meget nydelsesfulde ud. Det er især amerikanerne, der bliver trylbundet. Prøv engang at lukke øjnene og træk så vejret dybt. Kan du mærke det”?, siger hun med en begejstret insisteren. Ariella fortæller, at hendes afdøde mand var særdeles passioneret omkring kaffe, og at det var ham der opfandt stedets ikonprodukt, la Triestina-kaffen. “Hvad er det for en type blend”?, spørger jeg. “Nej, dét kan du altså ikke få at vide. Det er top secret. Jeg kan kun afsløre, at den kommer fra Centralamerika, men mere kan jeg altså ikke fortælle dig”, sige hun med bestemt mine.
Jeg tager dette lille verbale slag over nallerne som en belæring om, at det i Trieste er med kafferecepter som det også er med en kvindes alder: det er ikke noget man spørger om! “Som du kan se, har vi været her siden 1948. Vi har kunder her fra byen, der fortæller, at de kom her som børn sammen med deres forældre. Siden som unge og nu som voksne mennesker. Sådan er Trieste”, siger Ariella. Jeg bestiller en Triestina-kaffe i en erkendelse af, at hvis jeg ikke kan få blenden at vide, så jeg jeg i det mindste få en nydelsesfuld smagsprøve. Og jo … den var naturligvis god!
Torrefazione la Triestina
Via di Cavana 2
www.torrefazionelatriestina.it
Caffè degli Specchi – 1839
Konkurrencen i Trieste om at kunne kalde sig for “byens mest kendte historiske cafè” er indædt. Flere af de lokale vil givetvis pege på Caffè degli Specchi, og naturligvis ikke uden grund. Cafeens beliggenhed er ud over det sædvanlige, idet den er at finde på Triestes mest kendte piazza, Piazza Unità d’Italia, der også er Italiens – og måske Europas – største plads, der ligger direkte ud imod havet, i det tilfælde Adriaterhavet.
Stedet åbnede i 1839 og har gennem tiden været at betragte som en nobel, tilbagelænet og elegant dagligstue for byens bedre borgerskab. Navnet Caffè degli Specchi, Spejlcafeen, er blevet til fordi den tidligere ejer havde ladet indgravere vigtige historiske begivenheder på adskillige af cafeens spejle. Af disse gamle spejler er der stadig tre tilbage, der har holdt ud siden 1839. Hertil kommer, at spejlene var i stand til at reflektere lyset fra solnedgangen og således forlænge den tid, der var lys i cafeen. Det skulle holde på klienterne og samtidig give en besparelse i brugen af olielamper.
Under 2. Verdenskrig blev cafeen brugt på en noget alternativ måde, idet englænderne havde gjort den til deres hovedkvarter og omdannet en til logi for egne soldater, våbendepot og sågar stald! Den britiske tilstedeværelse kunne i den grad mærkes både i Trieste og på Caffè degli Specchi, for fra 1945 og fra til 1954, hvor Trieste igen blev overdraget til Italien, kunne den menige triestiner kun få adgang til cafeen, såfremt vedkommende var i selskab med en engelsk soldat. I dag fremstår den stadig som en elegant cafè-salon-dagligstue, der har godt tag i såvel de triestinere, der ikke er helt unge længere, som turisterne. Hvad angår turisterne får jeg at vide, at hvis man lægger alle personalets sprogkundskaber sammen, når man op på 15 forskellige talte sprog!
De unge tjenernes faconsyede uniformer minder mig om to andre historiske cafeer af lignende kaliber – Giubbe Rosse i Firenze og Caffè Florian i Venedig -, og det er helt tydeligt at disse arbejdsuniformer bliver båret med rank ryg og en markant stolthed. Flere af verdenslitteraturens store navne, som vi allerede har beskæftiget os en del med – læs: Joyce og Svevo – har naturligvis læst, skrevet og formuleret store universelle tanker her på Specchi, og det samme har Kafka. For ikke så mange år siden var den gamle cafè truet af gæld og ruin.
Men så trådte Giuseppe Faggiotto, en kendt chokolade-producent, til og reddede både mus og mænd. Den fine chokolade har således gjort sit indtog i cafeen, og når man bestiller en kaffe, får man således en lille kop varm flydende chokolade inden. “Den rømmer halsen, og baner vejen for den rigtige kaffesmag”, siger de på Specchi. Tilbage står så spørgsmålet, om du har drukket din kaffe på Triestes mest kendte cafè. Måske? Måske ikke? Spejlcafeen får under alle omstændigheder kamp til stregen af Tommaseo og San Marco.
Caffè degli Specchi
Piazza Unità d’Italia 7
Caffè Stella Polare – 1867
“Stella Polare har altid været at betragte som triestinernes egen cafè. Jeg kender mange familier, der gennem generationer er kommet her. Bedsteforældergenerationen, dernæst deres børn og så børnenes børn. Og så ligger vi jo i et multireligiøst område. Prøv at se her”, siger Stella Polares bestyrer Massimiliano Memmi og trækker mig med udenfor cafeen. “Dér ser du Sant’Antonio Nuovo-kirken, der er katolsk, og her ved siden af ligger den serbisk-ortodokse San Spiridione-kirke. Og lidt længere nede af vejen hører de ortodokse grækere til”, siger han.
Cafeens åbning fandt sted i 1867 og stilen er udpræget habsburgsk med store de spejle og elegante stukornamenter. Blandt Triestes historiske cafeer er det nok den, der har oplevet de største omvæltninger. Gennem årerne er cafeen blevet restaureret tre gange. I 1900 blev hele bygningen, hvor cafeen havde til huse, ganske enkelt jævnet med jorden. De efterfølgende fire år blev bygningen genopbygget med en ekstra etage. For ikke at miste sin mange trofaste klienter i denne firårige periode hørte Stella Polare i de år til i en hastigt opført træpavillon, foran Sant’Antonio Nuovo-kirken. I sin storhedsperiode dækkede cafeen et ret betyderligt gulvareal, hvor der blev drukket kaffe, diskuteret politik, præsenteret bøger, holdt oplæsninger mv.
Historiebøgerne fortæller desuden om et helt særligt kapitel i cafeens lange liv. “Det var under krigen. De amerikanske soldater havde gjort cafeen til deres mødested og de havde lavet en balsal, der tiltrak mange triestinske mule (piger på triestinsk dialekt, red.), og på den måde opstod med mange romantiske alliancer. Sandheden er, at de der amerikanere lavede en farlig ballade. Engang opstod der faktisk en brand inde i cafeen, men den blev heldigvis slukket i tide”, siger Memmi og sukker højlydt. På cafeens ydermur kan man se mindesplader, der viser at både Joyce og Italo Svevo er kommet på cafeen, ligesom et andet stort lokalt forfatternavn, Giani Stuparich. “Og Claudio Magris kommer her stadig. Han har sin faste plads inde i salen her ved siden af”, siger Memmi og rejser sig endnu en gang for at vise med forfatterstolen.
Kaffe kan man naturligvis få i spandevis, men Stella Polare er også en populært aperitif-sted og kommer man forbi ved 19-tiden vil de dominerende farver være orange (spritz) og rød (campari). Stella Polare forsøger stadig at holde kulturfanen højt, og der bliver stadig arrangeret både bogpræsentationer og fotografiudstillinger.
Caffè Stella Polare
Via Dante 14
Caffè Urbanis
“1832” står der skrevet med mosaiksten på Caffè Urbanis’ gulv, som man træder indenfor i cafeen. En noget anderledes velkomst end den traditionell Welcome-dørmåtte, må man nok sige. Og dette årstal man man også finde på Urbanis’ espresso-kopper. “Men det er faktisk en fejl fra mosaiklæggerens side, for bygningen, hvor Caffè Urbanis hører til, blev først opført i 1842”, siger bestyrer Damiano Pellaschiar med et bredt smil. Hvorom alting er, så kan det konstateres, at Urbanis er en af Triestes ældste cafeer, hvis virkelige åbning angiveligt kan fastsættes til omkring 1850.
I de første år af lokalets levetid var det ikke en cafè men derimod et konditori, der eksellerede i kaloriebomber af østrigsk-ungarsk herkomst. Senere røg bagværket ud og kaffesækkende blev slæbt ind. Cafeen ligger på Piazza della Borsa, Børspladsen, hvor der siden starten af det 19. århundrede er blevet handlet med den kaffe, der ankom – og stadig ankommer – i gigantiske mængder til Triestes havn.
Når de gæve børsfolk havde fået dagens aftale i hus, gik mange af dem hen på den nærliggende Caffè Urbanis for at smage på den vare som de netop havde forhandlet om prisen på. Da Damiano i 2005 overtog cafeen blev den udsat for en gennemgribende istandsætning. “Ved den lejlighed opdagede vi nærmest ved et tilfælde et frescomaleri fra midten af det 19. århundrede, der var gemt under en sort loftsbelægning”, fortæller han. Bemærk i øvrigt mosaikgulvet, hvor man bl.a. kan se et ansigt der med flagrende hår og udspilede kinder anstrenger sig for at udblæse en kraftig vind. “Det er naturligvis bora’en (Triestes berygtede vind, red.), og jeg går ud fra, at man i sin tid har valgt at lægge denne mosaik for at have det ultimative symbol for Trieste inde i cafeen”, siger Damiano.
Urbanis er helt klar beriget med en flatterende location, lige midt i Triestes dunkende hjerte hvor den aftenlige struscio (det at gå frem og tilbage og kikke på de andre mens man lader sig kikke på, red) praktiseres. “Her er en konstant strøm af folk grundet vores centrale beliggenhed. Hvis du kommer forbi i aften omkring 19-tiden vil cafeen være fuld. Triestinerne har for alvor taget apritif-moden til sig”, siger Damiano med et smil.
Caffè Urbanis
Piazza della Borsa 1
Konditoriet Penso – 1918
“Konditoriet åbnede for første gang i 1918. Det var Narciso Pensos idé og min far Italo arbejdede for ham gennem mange år. Jeg kan stadig huske, at min far fortalte, at Narciso ikke var helt nem at arbejde for. Han var perfektionist og intet blev overladt til tilfældighederne. Han var fuldstændig besat af råvarernes kvalitet, og min far mente, at han var overdrevet. Men i længden kunne min far godt se, at det var det – kvaliteten – der holdt på kunderne. Og sådan er det jo også i dag”. Lorenzo Stopper er Italos søn og sammen med sin bror, Antonello, driver han Triestes næstældste konditori. “Trieste var jo tidligere del af det østrigsk-ungarske imperium og vi må ikke glemme, at vi skylder østrigerne en stor tak for mange ting. Vores smukke by … og det vidunderlige bagværk”, siger Lorenzo grinende, mens han – måske ikke tilfældigt – tager en wienesisk Sacher-torte frem, som han begynder at dekorere med kunstfærdige håndledsbevægelser.
Det bagværk, han hentyder, til er naturligvis det, der står på Pensos hylder, fx. de ungarske specialiteter Dobos og Rigojanci, den østrigske Sacher samt de typiske triestinske specialiteter Pinza, Presnitz og Putizza. Den sidstnævnte er af slovensk oprindelse, og Lorenzo fortæller med svært skjult stolthed at Melania Trump havde netop den kage med til pave Frans under det amerikanske præsidentpars nylige besøg i pavestaten. Penso-konditoriet er ikke stort. Det er i den grad usminket og måske også derfor har det bevaret en atmosfære der nu snart kan skrive “hundredårig” på sit visitkort.
Jeg kigger mig omkring og får øje på intet mindre end tre forskellige fotos af en alvorligt udseende herre med et seriøst overskæg. Hvem er han? “Det er den tidligere østrigske kejser Francesco Giuseppe. Vi har ham hængende til minde om, at Trieste er en østrigsk opfindelse. Han minder os om, at vi stadig bør huske at have respekt for den tidsperiode”, siger Lorenzo Stopper.
Penso dal 1918
Via Diaz 11, Tireste
Illy Shop
Illy shoppen i Via Einaudi i Trieste er ikke en cafè. Alligevel får den allernådigst lov til at snige sig med i denne guide af én eneste grund: Hvis man siger Trieste og kaffe – hvad man af gode grunde ofte gør – er det umuligt ikke også at sige Illy. Virksomheden, der blev grundlagt i 1933 af Francesco Illy, er naturligvis triestinsk og en stolt blomst i Triestes kommercielle knaphul. Gennem et kvalitetsprodukt og dygtig markedsføring har virksomheden gennem årerne formået at slå sit navn fast i alle verdensdele, med erobring af betydelige markedsandele.
I starten af 1980’erne lancerede virksomheden en ny markedsføringsstrategi, der straks bar frugt og i dag er Illy-navnet af finde på ikke mindre end 140 forskellige markeder. En af markedsføringsgenialiteterne består af den velkendt Illy Collection, hvor virksomheden har ladet skiftende mere eller mindre kendte kunstnere designe Illys skiftende serier af espresso-kopper. Disse kreationer startede i 1992, og gennem tiden har de forskellige kunstnere stort set haft frie hænder i deres skabetrang.
Blandt de mest kendte navne finder man fx Yoko One, der har lavet en kollektion af seks smadrede Illy-kopper, som er blevet limet sammen igen. De sammenlimede kopper repræsenterer “traumatiske begivenheder” i Ones liv. I dag er de mest fanatiske Illy-samlere villige til at betale mere end 400 euro for få fingrene i manglende espresso-kop, der skal fuldbyrde deres samling. I de senere år har Illy åbnet omkring 200 franchising-butikker rundt omkring i verden, der alle bærer navnet “Espressamente Illy”.
Endelig skal også nævnes, at der siden 2002 har ligget et såkaldt Kaffe Universitet på Illys hovedsæde i Trieste, hvor der forskes i kaffens forunderlige verden. Er du Illy-samler og -elsker, vil du muligvis opleve den type frydefuld hjertegallop som ellers kun 7-8 kopper espresso hurtigt efter hinanden er i stand til at give, når du træder ind i butikken. For her bugner det af Illy-gadgets – monodoser af kaffe, de traditionelle Illy-tindåser med veldugtende arabica-kaffe, Illy-køkkengrej, kaffemaskiner m.v. Et must for enhver kaffeelsker.
Illy Shop
Via Einaudi 2/A
Sandalj – Italian Coffee Passion
Under mit besøg på Caffè San Marco havde den ene af cafeens ejere, Alexandros Delihanasis, provokeret mig. “Du kan ikke sige, at du ved noget om kaffe, før du har besøgt Italian Coffee Passion”, havde han drillende sagt og set meget hemmelighedsfuld ud. Jeg tog naturligvis udfordringen op, og dagen efter befinder jeg mig i Triestes centrum, i Italian Coffee Passions laboratorium, der er en triestinsk virksomhed, som importerer kaffe fra hele verden og eksperimenterer med blends for at opnå den højeste mulige kvalitet.
Virksomheden fokuserer især på blends til espresso-kaffe. Foran mig står Edy Bieker. Han er virksomhedens administrerende direktør, men samtidig også en mand der har fingrene i substansen. Eller rettere sagt, substansen har han i munden. “På et år bliver det til henved 35.000 smagsprøver af espresso-kaffe. Jeg drikker naturligvis ikke alle disse kopper”, siger han med et glimt i øjet og peger han på en slags moderne metalspytbakke, i hvis midte et lille springvand kan aktiveres. Laboratoriet er fuld af kaffeposer, rå kaffebønner, gamle såvel som nye kaffemaskiner, og når Bieker trækker ud i skufferne kommer der blends til syne fra lande som Brasilien, Nicaragua og Colombia. “Vi opkøber rå kaffe fra plantager som vi har faste leveringsaftaler med, fortrinsvis i Brasilien, der er verdens største kaffeproducent. På vores kaffeliste står der lige nu 150 typer forskellig kaffe”, fortæller Edy.
Han taler om markeder, om plante- og opbevaringsmetoder, om kaffemaskinernes interne opbygning, om kvaliteten af det skum der dannes ovenpå en kop frisklavet espresso og om 4-5 andre kafferelaterede emner med en utrolig passion, og efter hver tredje sætning slynger han et “capito?” i min retning for nu at være helt sikker på, at jeg har forstået den flod af ord, der truer med at skylle ned gennem laboratoriet. “Som du ved findes der to kaffetyper, arabica og robusta. Arabica har den højeste kvalitet … ja, den har faktisk 22 kromosomer mere end robusta-bønnerne. Robusta er mere robust i forhold til sygdomme og den er også billigere. Jeg plejer at sige, at hvis arabica kan sammenlignes med mennesket, så er robusta som aberne, capito?”, forklarer Edy.
Virksomheden har specialiceret sig i at lave blends til espresso-kaffe. 60% af kaffen sælges i Italien og de resterende 40% sælges til 60 forskellige lande på verdensplan. Mens vi taler har en anden medarbejder lavet et par kopper espresso. “Prøv at dufte til kaffen. Duften er den første kvalitetsindikation”, siger Edy og stikker næsen halvvejs ned i koppen. “Dernæst farven. Den skal være homogen. Og så er der skummet. Det skal være fyldigt og danne en slags låg ovenpå kaffen”, siger han. Efter at vi har bundet koppen, taler Edy videre om kaffens forunderlige verden. Jeg siger i spøg, at med hans viden må det være svært at skulle affinde sig med slave-espressoer på de forskellige cafeer under rejser rundt i Italien. “Det har du ret i. Jeg er meget varsom. For det er svært ikke at brokke sig, når man får serveret et middelmådigt produkt”, siger han.
Sandalj – Italian Coffee Passion
Via Rossini 14
Info
Se mere på Triestes officielle turistside: www.turismofvg.it/en
