En status på den italienske sommer, som blandt andet bød på diskussioner om immigration, højrefløjstendenser og det sædvanlige fodboldcirkus, der på ny blev sparket i gang.
De mange flygtninge
”Kan I se den store, sorte gummibåd? En gruppe afrikanske immigranter kom ind med den i går”, sagde en af mine bekendte og pegede i retning af en stor, sort gummibåd. Gummibåden lå og gyngede frem og tilbage, i takt til havnens dovne bølgeslag. Den lå dér, forladt, som en slags gyngende metafor for hvad der lige nu foregår i Middelhavet. For første gang i mange år kommer immigranterne nu til Pantelleria, der ligger blot 70 km fra Tunesiens kyst. Gennem mange år har det ellers hovedsageligt – læs: næsten udelukkende – været den mere sydlige ø, Lampedusa, de har søgt til. Antallet af illegale indvandrere er markant stigende.
I starten af september viste en artikel i Il Sole 24-Ore (Italiens svar på Børsen), at den illegale immigration i årets første syv måneder er registreret til 89.157 personer, hvilket er mere end en fordobling i forhold til samme periode sidste år (41.435). Måske er disse tal den principielle grund til, at Meloni-regeringens popularitet er let faldende. Nyligt publicerede tal viser, at Giorgia Melonis parti, De italienske brødre, er gået 0,7% tilbage i meningsmålingerne. Oppositionens to største partier, Socialdemokratiet og Femstjernebevægelsen, ligger stabilt på hhv. 20,3% og 16,5% af stemmerne. Det, de to partier, er bedst til, er som bekendt at være uenige, og et fælles fodslag mod Giorgia Melonis højrefløj er nok lige så sandsynligt, som at Putin trak sig ud af Ukraine inden september måneds udgang.
Også for få dage siden var der fokus på denne flygtningeproblematik. Det skete, da hele 2400 illegale flygtninge havde krydset Middelhavet og søgt i retning af Lampedusa. ”Lampedusa er i knæ og øens modtagecentre kan ikke absorbere de mange flygtninge”, kunne man forleden læse i aviserne, der beskrev en situation der mest af alt mindede om kaos. De markante flygtningestrømme er uden tvivl til skade for Giorgia Melonis regering, der som bekendt har som en mærkesag at begrænse flygtningestrømmen. Også den ivrige, allestedsnærværende og flygtningefjendske minister, Matteo Salvini, må givetvis til at revurdere sin kommunikationsstrategi på baggrund af de nye flygtningetal. De markante flygtningestrømme skaber samtidig problemer med Frankrig og Tyskland, der har meddelt Italien, at de ikke agter at modtage flere flygtninge fra Italien. Beskeden fra de to lande til Italien er klar: ”Se lige at få styr på situationen”!
Legitime højrefløjstendenser
Siden Meloni-regeringens indsættelse har man ofte talt om ”faren for nyfascismens tilbagevenden til Italien”. Vil Italiens ekstreme højrefløj bevirke, at vi kommer til at se scener som dem under 2. Verdenskrig? De fleste iagttagere og intellektuelle er grundlæggende enige: det kommer ikke til at ske. Dertil er det italienske demokrati alligevel for rodfæstet og ”velfungerende”. Alligevel er det interessant at observere, hvorledes tilstedeværelsen af en udpræget højreorienteret politisk klasse medfører, at visse følelser og en vis adfærd, der tidligere ikke var accepteret, i dag nu synes at være legitim.
Et eksempel på det er den bog, der var sommerens mest omtalte. ”Den omvendte verden”, skrevet af en general fra hæren, Roberto Vannacci, der langer ud efter alt det ”unormale ” i dagens Italien – bøsser, lesbiske, LGBT-segmentet, immigranterne og alle de “anderledes”. De bliver alle placeret foran generalens sigtekorn, hvilket altså må siges at være ”normalt” i Giorgia Melonis Italien. Alligevel har den gode general nu fået en disciplinærsag på halsen, for sådanne ekstreme holdninger må man alligevel ikke lufte, når man er en del af hæren. Bogen blev først gennem det lille forlag, men når senere de italienske boghandler. Nogle boghandlere vælger at sætte et skilt i deres vindue med teksten: ”Her sælger vi ikke general Vannaccis bog”, som en stille politisk protest mod bogens indhold. Nysgerrigheden er dog omtrent lige så stor som den ideologiske splittelse i dagens Italien, og lige nu ligger bogen på førstepladsen over Italiens bestsellere.
En anmeldelse i bogen i ugemagasinet L’Espresso lyder således: ”Hæren har indledt en disciplinærsag mod generalen. Samtidig er hans bog ”Den omvendte verden” havnet øverst på bestsellerlisten, og Matteo Salvini (leder af La Lega) har tilbudt Vannacci et kandidatur til det kommende EU-valg. Det er tydeligt, at der findes et ideologisk konformistisk og ‘rettænkende’ Italien, der glæder sig over at kunne læse, at de homoseksuelle ikke er almindelige mennesker, at multikulturalisme er vanvittig, og at det er nødvendigt at revurdere og genopfinde en almindelighed fra de gode gamle dage. Og således kærtegner drømmen om “verdens store ur begynder at gå i modsatte retning”. Det er svært – i hvert fald for undertegnede – at være uenig i disse ord.
Det splittede Italien
Den 10. august døde en af Italiens fineste intellektuelle, forfatter og samfundsrevser Michela Murgia. Måneder forinden havde hun offentligt erklæret, at hun havde kræft på et fremskredent stadie. Vi kan efterfølgende følge hende i medierne. Hun skriver på et tidspunkt, ”jeg er fattet og bevidst om, hvad der skal ske, men jeg kan ikke længere sige, at jeg har det godt”.
Første gang jeg bemærkede Michela Murgia var i et TV-program på RAI-3, hvor hun anmeldte bøger. Hun var fantastisk og hendes sprog måde at udtrykke sig på var uovertruffen. Er man italienskstuderende kan det betale sig at lytte til hende på YouTube. Hendes klarhed og ordvalg og sætningsopbygning og syntaks var som solide, farverige og urokkelige ordstilladser. Hun var et levende bevis på, at en intellektuel ikke behøver at være uforståelig. Hun var modig og smilende og en veltalende kvindekamps-kvinde og samfundsrevser og klarsynet, og da hun var kvinde i et mandsdomineret samfund, var hun således også frygtet, og derfor hadet, særligt af højrefløjens ideologiske tastaturløver. Men hun var dem alle overlegen. Hun boede i det, som hun selv kaldte for en ”queer family”, hvor venskabets bånd betød mere en blodets ditto. Og det var naturligvis ilde set i et traditionalistisk samfund, hvor en højrefløj med stokkonservative værdier og kirken tilsammen nok ved, hvordan vi bedst bør leve vores liv.
Michela Murgias begravelse blev afholdt i Basilica di Santa Maria in Montesanto på Piazza del Popolo i Rom. Mange for mødt op for at udtrykke en sidste hilsen og for at vifte med skilte med påskriften ”Ciao Michela”. Venstrefløjen græd, og højrefløjen var nok lidt ligeglad. Desuden havde den tre måneder forinden begravet sin egen helt, Silvio Berlusconi, i Milanos domkirke. Berlusconi, der tidligere havde fået en dom for skattesnyd og efterfølgende var blevet smidt ud af parlamentet, fik en statsmandsbegravelse. Desuden blev det parlamentariske arbejde sat i stå i en uge. Oppe i Bruxelles gik de nok og smilede indforstået til hinanden over den italienske fejring af en figur, der uden problemer kunne betegnes som ”kontroversiel” (for nu at bruge en nogenlunde neutral term). Og i Italien gik venstrefløjen og millioner af italienere rundt og spurgte sig selv om, hvorfor i alverden en skattesnyder skulle have en statsmandsbegravelse. Mange demonstrerede mod, at Berlusconis skulle have skulle have en statsmandsbegravelse, mens krokodilletårerne flød i Milanos domkirke.
I de sidste dage af Michela Murgias liv lå hun på et romersk hospital. Den kendte journalist Roberto Saviano var ofte hos hende. Saviano er den journalist/forfatter, der i årevis har gravet i Syditaliens mafiaforhold og som derfor, i de sidste mere end 15 år, har levet under daglig politibeskyttelse. Jeg så scenen for mig – Saviano og Murgia sammen – i tæt samtale. To italienske sværvægtere i samme rum. Havde jeg ikke været på Pantelleria, havde jeg helt sikkert deltaget i Michela Murgias begravelse. Jeg mødte Michela Murgia én gang, i forbindelse med en Zoom-foredragsrække jeg lavede en vinter. Jeg troppede op ved hendes lille lejlighed i Trastevere. Det var koldt, og hun varmede sig på en kop varm te. Jeg sagde, at vores interview, som jeg optog på mit digitale kamera, skulle være cirka fem minutter. Det kom til at vare i fem minutter og otte sekunder. Herefter fik jeg også en kop te, hvorefter vi sludrede lidt videre.
Få dage efter Michela Murgias begravelse begyndte de sociale mediers tastaturløver at svine hende til, at nedgøre hende, at kritisere hende. Jeg havde ellers troet, at hun ville få lov til at dø i fred. Men sådan skulle det ikke gå. Højrefløjen – og hist og pist også forsmåede ”intellektuelle” på venstrefløjen – begyndt at skrive mindre pæne ting om hende. Og meget hyppigt fik Roberto Saviano samme behandling. Jeg har aldrig – i de 26 år jeg har boet i Italien og i den tid de sociale medier har eksisteret – oplevet noget lignende. Sat ind i et større perspektiv står det klart, at de to begravelser – Berlusconis og Murgias – blot bekræftede, hvad man i forvejen vidste: Italien er et delt og socialt iturevet land, hvor venstre og højre står hårdt over for hinanden, hader hinanden, hetzer hinanden, ser skævt til hinanden, mistænker hinanden, ikke kan udstå hinanden. Ikke en gang en intellektuel kvinde, der forlader verden i en alder af blot 51 år, kan få lov til at begive sig ud på sin sidste rejse uden polemik, hadefulde beskeder og opildnede diskussioner. Hvis man kan tale om et demokrati, så må det italienske demokrati nødvendigvis betegnes som halvvejs amputeret og generelt i en dårlig fatning, idet et ideologiske had på ingen måde kan betragtes som den sociale lim, der normalt får et land til at hænge sammen.
Fodbold eller revolution
I år startede det italienske fodboldcirkus, som jeg føler mig mindre og mindre tiltrukket af, i midten af august. Uger forinden havde det været hot stuff i pressen hvilke klubber, der havde købt hvem. Der blev gisnet om spillerhandler, priser og fremtidige holdopstillinger og der blev fremført odds om hvilke hold, der havde de bedste vinderodds forud for den kommende sæson, og fodboldpøblen slikkede naturligvis det hele i sig som softice på en varm sommerdag.
Den belgiske stjernespiller Lukaku blev købt af Roma. Han skulle angiveligt være en slags moderne fodbold-Jesus. Lukaku skal udgøre saltet på et noget smagsforladt hold. Da han ankommer til Ciampino Lufthavn i slutningen af august er 7.000 Roms-fans troppet op for at sige ”ciao”. En del af dem klatrer op på taget af parkerede biler, og bilejerne er rasende. Forsikringerne kom nok til at dække en del skader på den fodbold-konto. Facebook viser sågar et foto af en mamma, der hjælper sin unge søn op på taget af en bil. En kendt journalist skriver efterfølgende: ”7.000 personer, der finder tid til at tage til Ciampino lufthavn for at modtage en højt betalt fodboldspiller, kan kun betyde en ting: kulturelt forfald”. Han har naturlig ret, og hans udtalelse bekræfter min idé om, at hvis man virkelig ønskede at iværksætte den længe ventede revolution i Italien – som den der fandt sted i Frankrig i 1789-1799 – for at vaske den sociale tavle ren, ja, så er det såmænd nok at indstille fodbolden her i landet i et års tid.
Endnu en fodboldnyhed rammer folket i løbet af sommeren. Den tidligere italienske landstræner, Roberto Mancini, forlader sit job som træner for det italienske landshold og bliver derimod landstræner for Saudi Arabien. Stor er både opstandelsen og den efterfølgende polemik, der især handler om Mancinis hyre: 30 mio. euro om året i en periode på tre år. Polemikken – som er tilsted overalt på de sociale medier – har dog en forkert ”adresse”, for samtlige italienske journalister og tastaturløver har glemt det koncept vi kalder for menneskerettigheder: Saudi Arabien er det der land, der iflg. Amnesty International Italy ligger på 159-pladsen af 167 lande, hvad angår den manglende overholdelse af menneskerettighederne, samt det land, hvor der i 2022 år foregik over hundrede offentlige halshugninger. Men det er man altså ligeglad med i Italien.
I september starter vi forfra
I starten af september er Rom stadig dejligt ugidelig. Byen ligger og skutter sig. Der er masser af ledige parkeringspladser. Jeg møder flere bekendte og kolleger, der siger: ”Jeg har kun haft en uges ferie, men Rom i august måned er også fantastisk”, mens de ruller med øjnene. Men nu er byen vendt tilbage til sit gamle jeg. De italienske skolebørn – der har verdens længste sommerferie: tre en halv måned – startede det nye skoleår i går. Trafikpropperne er vendt tilbage til byen. Parkeringspladserne er forsvundet. Milde vinde er så småt begyndt at blæse. Efteråret prøver at møve sig frem. Korttidshukommelsen gør, hvad den kan, for at fastholde sommerminderne. Regeringen kan ikke finde tilstrækkelig økonomisk dækning til den kommende finanslov. De lovede skattelettelser er i fare. Og, hvem ved, måske også de limholdige politikertaburetter. Det vil være nødvendigt at optage ny gæld. But who cares, det vil være de fremtidige generationers problem. Fagforeninger er på krigsstien. Det bliver et varmt efterår. Som altid.
