Historien om hvordan en afslappet familiefrokost i februar udviklede sig til en overraskende udflugt til en af Roms mest fascinerende parker.
Turen ud af Rom i retning af det som romerne generelt kalder for i Castelli Romani (en række små landsbyer, der ligger syd for Rom) går sædvanligvis ad Via Tuscolana, der er en af byens middelalderveje. Før pandemien var i Castelli et yndet udflugtsmål for mange romere, særligt på søndage, når turen skulle gå ud af byen efter en lang og strabasserende arbejdsuge.
Men ofte er ”yndet udflugtsmål” også lige med ”intens trafik”, og når jeg og min kone med jævne mellemrum fx. spurgte en af vores venner, Giorgio og hans familie, om de havde lyst til at tage en tur ud til i Castelli for at spise frokost på en hyggelig restaurant, fik vi stort set altid standardsvaret: ”I Castelli? På en søndag? Aldrig i livet, vi skal ikke ud i det trafikhelvede”!
Hvis sandheden skal frem, så er Via Tuscolana rent faktisk en svært befærdet trafikåre. Tusinder og atter tusinder af bilister trykker dagligt asfalten en lille smule mere flad på denne strækning, der starter ved San Giovanni-kvarteret i Roms centrum og efterfølgende bevæger sig i sydlig retning, forbi Quadraro, forbi Cinecittà og videre sydpå.
Tuscolana-kvarteret blev opført i begyndelsen af 1920’erne og er i dag et af Roms tættest befolkede områder. På de omkring syv km2, som kvarteret dækker, bor lidt mere end 100.000 personer.
Det vil være synd at sige, at området er præget af turisme, og det til trods for at der ellers ligger en række små perler, for de nysgerrige rejsende der har mod til at træde udenfor med mest betrådte turiststier: Quadraro-kvarteret byder eksempelvis på en fascinerende historie og et af byens mest spændende street art-projekter, og komme man lidt længere ud af Via Tuscolana, dukker Roms berømte Cinecittà-filmstudier op.
Men på denne solbeskinnede februarsøndag, hvor jeg kører ud ad Via Tuscolana med min familie, drejer vi af ved den majestætiske Felice-akvædukt, der blev opført i 1574-87. Oprindeligt var akvædukten omkring 30 km. lang, og dens opgave var at bringe vand til Roms centrum fra områderne Zagarolo og Palestrina, syd for byen.
Efter få hundred meter kommer vi til en park, der går under navnet Torre del Fiscale, Skatteinddriverens Tårn, et mindre parkområde opkaldt efter en af Vatikanstatens tidligere skatteinddrivere, en vis signor Filippo Foppi. Attraktionen her i begyndelsen af parkområdet er il Ristoro Casale del Fiscale, en rustik restaurant, der angiveligt er bygget ovenpå gamle romerske ruiner fra det 12. århundrede.
Der er forår og løssluppenhed og appetit på fremtid i luften. Folk har både brug for adspredelse og for at lade som om – blot for en stund – at vi ikke befinder os i en pandemisituation. Den faste menu koster 25 euro og med i prisen hører en storslået udsigt til Felice-akvædukten, som man næsten kan række ud og røre ved. Atmosfæren er doven, foråret ligger på lur og en spændstig sol skinner gennem akvæduktens buer og tegne symmetriske skygger på det grønne græs.
Det var her, lige her, at filminstruktør Paolo Sorrentino havde valgt at henlægge en af de mange legendariske scener fra sin Oscar-belønnede film, Den store skønhed, fra 2013. Scenen går under navnet Marina Abramovic-scenen, selv om det ikke er den verdensberømte serbiske performance artist selv, der agerer alternativ kunstner i filmen. Scenen – hvor en nøgen kvinde med et hvidt klæde svøbt om ansigtet løber imod en af akvæduktens solide piller, hvorefter blodet begynder at pible fra hendes næse – er i virkeligheden Sorrentinos ironiske mening om Abramovic’ perfomance-kunst.
På jagt efter akvædukterne
Efter endt frokost bevæger vi os langs med akvædukten. Efter få minutter dukker skatteindriverens halvskæve tårn op. Det var altså her, at den ærede Filippo Foppi boede. Og hvis han havde adgang til at komme helt op i toppen af det 30 meter-høje tårn, så har han helt sikkert haft en storslået udsigt ud over et område, hvor natur og historie går hånd i hånd. I dag har tårnet et noget faldefærdigt og forladt udseende, og området er afspærret på denne her typisk romerske nødtørftige måde.
Vi går videre, og min kone nævner henkastet noget om, ”at hun har hørt om Akvæduktparken, der vist nok skulle være ret speciel”. Jeg trækker på skuldrene, mens jeg forsøger at undgå de største vandpytter på de små stier. Vi møder folk på vores vej, der forklarer, at vi næsten er nået til parken, ”lidt længere fremme og så til venstre ved skillevejen. Fem minutter, så er I der”.
De fem minutter, der i virkelighedens verden ofte er ti minutter – for ikke at sige 15 – viser sig at holde stik. Vi kommer til endnu en akvædukt, og gennem den kan vi se endnu en. Vi går gennem dens bue og kommer ud på den anden side, hvor der venter os noget der minder om et drømmesyn, et historisk fatamorgana i moderne klæder, en slags nutidig luftspejling, der fremstår så overraskende, at den synes uvirkelig. Her – på et langstrakt grønt område – har en lang række af overlevende stykker af antikke akvædukter sat hinanden stævne. Det er et utroligt syn. Næsten som store og stolte oldtidselefanter, udført i fortidens mursten, der står og skuer i retning af intetheden.
Jeg føler mig dum og kejtet og ignorant. Hvorfor i alverden har jeg først opdaget dette sted efter 23 år i Rom? Hvorfor har jeg ikke stødt på en artikel eller en fortælling om det tidligere? Hvorfor havde ingen sagt ”det skal du se”? Men skammen over min topografiske uvidenhed bliver straks afløst af forbløffelse. For det var her – finder jeg straks ud af – at en god del af områdets beboere henlægger deres søndagsudflugter.
Tæpper bliver bredt ud på det grønne græs, træer bliver brugt som rygstøtte ved boglæsning, kejtede driblinger bliver foretaget på et ujævnt underlag, frisbees skærer sig vej gennem luften, kåde hunder høvler afsted på jagt efter hinanden, digitalkameraer og mobiltelefoner klikker løs, ansigtsmasker bliver taget af for at klø irriterede næser og sat på igen, brudstykker af konversationer hænger og dirrer i luften i få sekunder, kys gives og aftaler indgås.
”Området skulle være flere kilometer langt”, siger min kone med en kvidrende stemme, der signalerer tilfredshed. Så vi traver … og beundrer og betragter og siger ”wow” og ”prøv at se dér”, og jeg tager fotos og stedets fascination synes sågar at have jaget al teenage-træthed på flugt, og imens tænker jeg, at det dog er mageløst, at byen stadig – efter mine 23 romerske år – kan have sine små hemmeligheder, der ligger og gemmer sig på store åbne vidder.
www.parcodegliacquedotti.it
