En næsten en-kilometer-lang korridor i Firenze indeholder en del af verdens største samling af selvportrætter, som offentligheden ikke har adgang til. Skulle korridoren bliver åbnet i fremtiden, ville den – måske – kunne gøre Firenze til ”byen med verdens mest storslåede museum”.
Har verdens måske mest kendte kunstby fortsat hemmeligheder i behold? I betragtning af at Toscanas smukke hovedstad er en af Italiens mest besøgte byer, burde svaret på dette spørgsmål selvsagt være nej. Millioner af turister fra hele kloden besøger hvert år en af Italiens mest fotogene byer, hvor nogle af hovedattraktionerne er Uffizi-museet, Ponte Vecchio (den gamle smukke bro over Arno-floden), domkirken Santa Maria dei Fiori, hvis imponerende kuppel er verdens tredjestørste, Boboli-haven og Palazzo Pitti-museet. Alene Uffizi-museet har årligt over 1,5 mio. besøgende.
Trods denne massive turistinvasion har Firenze alligevel noget, der nærmer sig en velbevaret hemmelighed. En skjult og for de fleste ukendt attraktion, der ofte ”ledsager” byens besøgende, uden at de hverken kender til dens eksistens endsige bemærker dens nærhed.
Navnet er Vasaris Korridor. En korridor, der starter ved Uffizi-museet i byens hjerte, fortsætter langs Arno-floden, løber hen over Ponte Vecchio-broen og hele vejen langs Via Guicciardini op til Boboli-haven og Pitti Paladset. Hævet ni meter over gadeniveau. Så tæt på, så sært nærværende og alligevel så fjern. Der er nemlig ikke offentlig adgang til den sagnomspundne næsten en kilometer lange korridor.
Mange florentinere har ganske vist hørt om Vasaris Korridor, men kun få har besøgt den. For at få lov til at opleve korridorens helt unikke og næsten surrealistiske atmosfære, tage de over 700 ophængte malerier i øjesyn og se Arno-floden fra en helt ny vinkel, kræver det en velbegrundet skriftlig henvendelse til Uffizi-museets direktion, der sædvanligvis kun giver adgang til særligt kunstinteresserede eller i forbindelse med besøg i Firenze/Italien af udenlandske statsoverhoveder og vip’er.
Imponerende malerisamling
Det er imidlertid ikke kun den svært opnåelige adgang til Vasaris korridor, der har været med til at give korridoren noget nær kultstatus blandt florentinerne og hos såvel italienske som udenlandske kunstkendere. Korridorens berømmelse skyldes især den imponerende malerisamling, der i absurd og majestætisk ensomhed pryder de lange vægge. Af korridorens ca. 700 malerier er det særligt de 400 selvportrætter, der har været med til at give Il Vasariano, som florentinerne kalder korridoren, en aura af utilgængelig mystik og sjælden skønhed.
Der er hovedsageligt tale om værker fra det 16., 17. og 18. århundrede, som man ikke har kunnet finde plads til i Uffizi-museet. Det må dog ikke foranledige én til at tro, at korridoren er befolket med andenrangsmalerier. Her hænger derimod autentiske mesterværker på stribe. Et af de første af slagsen – Vasaris eget stovte selvportræt – møder man, straks man begynder sin mildest talt fascinerende spadseretur i den ca. tre meter brede korridor.
Herefter følger søgende, nysgerrige, skarpe, dybsindige og sørgmodige blikke fra bl.a. Raphael, Velazquez, Rubens, Rembrandt, Tiziano, Andrea Del Sarto, Guido Reni, Salvatore Rosa for blot at nævne nogle af de mest kendte. Senest er selvportrætter af Marc Chagall og italieneren Renato Guttuso kommet til. Udover de 400 ophængte selvportrætter befinder der sig yderligere 900 af slagsen i Uffizi’ernes depoter, hvilket gør museets samling til verdens absolut største.
En perfekt bryllupsgave
Projekteringen af korridoren startede i 1565, efter at storhertug Cosimo I fra Medici-familien, der regerede Toscana, havde besluttet, at Medici-familiens residens i Pitti Paladset skulle forbindes med byens centrale palads, Palazzio Vecchio, på den anden side af Arno-floden, hvor regeringen havde sæde. En sådan korridor skulle have et dobbelt formål.
For det første skulle den udgøre en flugtvej, der hurtigt kunne bringe Cosimo I og andre medlemmer af Medici-familien fra regeringspaladset til residensen. For det andet ville den udgøre den perfekte bryllupsgave til Cosimos søn, prins Francesco, hvis bryllup med den kongelige Johanne af Østrig var planlagt til december 1565.
Anekdoter fortæller imidlertid, at en tredje vægtig årsag til Cosimo I’s prestigefulde projekt var at undgå at blande sig med pøblen på gaden, når han gik turen fra regeringspaladset til sin residens på den anden side af Arno-floden. En spadseretur på en kilometer, der ikke var uden farer og som gik over Ponte Vecchio-broen, der dengang husede en række ildelugtende slagterforretninger. En sådan korridor ville ligeledes udgøre den perfekte metafor for Medici-familiens magt: Højt hævet og unåelig kunne familiens medlemmer ved festlige lejligheder kaste mønter ned til folket, som perler for svin.
Det prestigefulde projekt blev lagt i hænderne på Giorgio Vasari, en sand multikunstner, der i byer som Bologna, Venedig og Rom havde slået sit navn fast som en talentfuld arkitekt, maler, skulptør og sågar kunstforfatter. Da Vasari og hans hær af ingeniører, arkitekter og håndværkere startede på opførelsen af korridoren fra Piazza Signoria i byens midte, vidste de, at tiden var knap, hvis den skulle nå at stå klar til prins Francescos bryllup senere på året. Og for at de ikke skulle glemme det, blev de mindet herom efter blot ti dages arbejde. I et brev anmodede Cosimo I hele fem gange Vasari og hans folk om at sætte hastigheden i vejret, og om at arbejde på korridorens konstruktion på flere forskellige steder på samme tid.
Vasari og hans folk arbejdede så at sige dag og nat, og da korridoren blot fem måneder senere stod færdig, noterede Vasari i sin dagbog: ”På foranledning af mine tegninger og ordre blev den korridor, alle troede det ville vare fem år at bygge, gjort færdig på blot fem måneder”. Ligeledes havde Vasari under arbejdet med korridoren noteret, at ”han ikke følte sig særlig populær i Firenze, da en del af byens bygninger på Medici’ernes befaling blev tvangsinddraget for at gøre plads til korridoren”. Hastigheden i korridorens opførelse kom bag på alle.
Både på fagfolk og på Vasari selv. Cosimo I var vældig tilfreds med at have en bryllupsgave af format, der skulle tage pusten fra alle og besegle Medici-familiens fremtidige bånd med den indflydelsesrige, habsburgske kongefamilie. Vasari var derimod så mærket efter fem måneders hårdt arbejde, at en repræsentant fra den lokale presse skrev om Vasari, ”at han efter arbejdets fuldbyrdelse virker udmattet, udslidt og gammel”.
Et af de hovedbrud, Vasari havde haft under korridorens opførelse, var Mannelli-familiens tårn på Ponte Vecchio-broen. Mannelli’erne, en anden af Firenzes indflydelsesrige familier, nægtede nemlig at lade korridoren føre gennem dette tårn. Vasari måtte derfor udføre en sindrig støttekonstruktion, der ledte korridoren udenom det karakteristiske tårn, og som i dag – nu cirka 450 år senere – fortsat kan ses fra Ponte Vecchio.
Flugtvej og passage
Vasaris Korridor ville ikke have været, hvad den er i dag, hvis det ikke havde været for den stenrige og kunstinteresserede Medici-familie. I 1581 begyndte prins Francesco de’ Medici at samle og opkøbe kunstværker. Hans kunstinteresse voksede hurtigt og ligeså gjorde antallet af værker, der hobede sig op rundt omkring på familiens residenser. Således besluttede Medici-familien nogle år senere at åbne verdens første ”moderne museum”, i dag kendt som Uffizi’erne.
Da Medici-familien i midten af det 18. århundrede var ved at uddø, indgik en af familiens sidste medlemmer, Anna Maria Luisa de’ Medici, i 1737 den berømte familiepagt mellem Medici’erne og Toscanas efterfølgende herskere, Lorena-familien. Denne pagt forpligtede Lorena-familien til for altid at opbevare Medici’ernes umådelige kunstskatte i Firenze.
I de først tre århundreder tjente Vasaris Korridor udelukkende praktiske formål. Først og fremmest, som allerede nævnt, som flugtvej og passage for de regerende klasser, og i forskellige epoker også som depot for Uffizi-museets imponerende malerisamling. Korridoren blev imidlertid også åbnet, når udenlandske statsoverhoveder og kongelige familiemedlemmer, der var på besøg i Firenze, skulle imponeres. Det gjaldt fx den danske prins Christian Frederik (senere Christian VIII), der den 21. marts 1828 besøgte Uffizi’erne og Vasaris Korridor.
Første gang korridoren nogensinde blev åbnet for offentligheden var i 1866. Det skete på den kongelige Savoia-families befaling for at fejre, at Firenze året forinden var blevet gjort til hovedstad i et netop samlet Italien. Denne begivenhed skulle være med til både at understrege den nye stats nationale stolthed og markere begyndelsen på en ny storhedsperiode for Firenze.
Den annoncerede storhed stod imidlertid for fald, og blot fem år senere, i 1871, blev hovedstadsværdigheden som bekendt taget fra Firenze og givet til Rom. Omtrent samme skæbne overgik Vasaris Korridor, idet størstedelen af de udstillede malerier i 1882 blev overdraget til andre museer, hvorefter offentligheden atter måtte finde sig i, at der blev sat lås og slå på korridoren og dens kunstskatte.
I årene under 2. Verdenskrig havde Vasaris Korridor flere gange en hovedrolle i det, italienske historikere har kaldt ”ulykkelige begivenheder”. Den første af slagsen fandt sted i maj 1938, da feltherrerne Mussolini og Hitler skridtede gennem korridoren i forbindelse med deres fælles besøg i Firenze. Knap så fredeligt gik det for sig i august 1943, hvor tyske miner på Ponte Vecchio udrettede store skader på såvel den gamle bro som på korridoren. Italienerne havde dog forudset krigsfarerne, og få måneder forinden var korridoren blevet rømmet for hvert et maleri.
Korridorens trængsler var imidlertid ikke forbi, og i 1966 – 400 år efter dens opførelse – blev den oversvømmet, da Arno-floden gik over sin bredder i hvad der betegnes som den værste oversvømmelse i Firenze nogensinde. Der måtte efterfølgende en syv år lang restaurering til, før korridoren i 1973 atter var i stand til at tage imod besøgende.
Det foreløbigt sidste dramatiske kapitel i korridorens lange og til tider hårdt prøvede liv blev skrevet natten mellem d. 26. og 27. maj 1993, da et bombeattentat nær Uffizi-museet, som mafiaen formentlig stod bag, kostede fem dræbte og 48 sårede. Det udrettede desuden stor skade på både Uffizi’erne og en del af Vasaris Korridor.
Et besøg med kuldegysninger
Et besøg i Vasaris Korridor i dag er en oplevelse, der ikke kan undgå at fremkalde stærke følelser. De første saglige kuldegysninger fremprovokeres af kustodens raslen med det nøglebundt, der øjeblikket efter åbner den aflåste dør, som fra Uffizi-museets 3. sal giver adgang til den en kilometer lange sagnomspundne myte. Den konstante summen fra Uffizi’ernes mange besøgende, afløses nu af en storslået stilhed, og lukker man øjnene, kan man, med lidt god vilje og indlevelsesevne, fortsat høre ekkoerne fra Medici’ernes skridt gennem de lange og mennesketomme gange.
Væggene bugner af historie, selvportrætternes mange øjne kikker undersøgende på én, som man tøvende og benovet bevæger sig gennem korridoren, og den følelse af ærefrygt, der ligger i bevidstheden om at have fået adgang til et betydeligt stykke italiensk kunsthistorie, er til at tage at føle på.
Nedenfor løber Arno’ens vand dovent af sted, og byens lyde rammer ens hørelse gennem korridorens tykke vægge, nærmest som i en vatteret form. På visse steder aftegner en mild florentinsk forårssol sine firkantede aftryk af korridorens vinduer i gulvet. Det er de selvsamme vinduer, italienske historikere i spøg kalder ”Vasaris øjne”, og som åbenbarer en smuk og anderledes udsigt ud over Arno-floden og dens grønne bredder.
Udsigten til at Vasaris Korridor omsider vil blive permanent åbnet for offentligheden er derimod ikke god. Gennem de senere år har denne mulighed ofte været på Uffizi-museets politiske agenda, men indtil videre har det vist sig at være ønsketænkning. Denne ønsketænkning er givetvis blevet yderligere besværliggjort at den igangværende pandemi.
Hertil kommer, at korridorens betydelige længde ville kræve, at den skulle bemandes med et stort antal kustoder. Desuden har interne bureaukratiske stridigheder mellem Firenzes forskellige kulturelle myndigheder og tilsyn ofte fået skylden for, at florentinerne og alverdens kunstinteresserede endnu må blive ved med at drømme om, at Firenze engang i fremtiden for alvor vil slå sit navn fast som ”museernes by”. Lige nu, mens disse linjer skrives, er der planer om at åbne korridoren i 2022.
Kommer det til at ske, vil vi få adgang til et kæmpemuseum, der ville bestå af tre dele: Uffizi-museet i byens hjerte, Palazzo Pitti-museet på den anden side af Arno-floden og en åben Vasari-korridor som bindeled mellem de to. Det ville blande skønhed med mystik og samtidig give Firenze en etikette som ”byens med verdens – måske – mest storslåede museum”.
www.uffizi.it/corridoio-vasariano
