Fordums storhed og fremtidige udfordringer. Et portræt af Roms Cinecittà-filmstudier hvor mere end 3.000 film er blevet optaget, 90 har været kandidater til en Oscar og 47 film har rent faktisk vundet den eftertragtede Oscar gennem nu 87 år.
”Det var uden tvivl Martin Scorsese-filmen Gangs of New York fra 2002, der for alvor relancerede Cinecittà på den globale filmscene efter adskillige år med stagnation. Den havde en imponerende rolleliste med Leonardo DiCaprio, Daniel Day-Lewis og Cameron Diaz. Filmen havde et budget på 120 milioner dollars og optagelserne varede i 13 måneder. En del af New York som den så ud i midten af det 19. århundrede blev genopbygget her i Cinecittà. Det var ret fantastisk”.
Cinecittàs tidligere direktør, Lamberto Mancini, taler med en forståelig entusiasme om en film som mange betragter som en moderne klassiker og som også blev en kommerciel succes ud over det sædvanlige. Hele filmens atmosfære, dens arkitektoniske og historiske set-up, dens kostumer er så grandiøse og overbevisende, at det er utroligt at tænke på, at filmen rent faktisk blev optaget i udkanten af det moderne Rom. I Cinecittà.
Gangs of New York er blot en af mange små vidundere, der har set dagens lys med Cinecittà som som en perfekt kulisse i de romerske filmstudiers nu 87-årige lange liv, hvor mere end 3.000 film er blevet optaget, og hvor 47 Oscars i diverse kategorier er blevet vundet gennem tiden. Italiens film-Mekka kan i sandhed se tilbage på eget liv, som var der tale om en spændende film med op- og nedture, sejre og nederlag. I en tid med kodeord som global krise og stigende konkurrence indenfor filmproduktion er det imidlertid mere end almindeligt svært at skrive drejebogen for Cinecittàs fremtid.
Historien om Cinecittàs tilblivelse startede med en ildebrand, der brød ud den 26. september 1935 og ødelagde Roms dengang eneste filmproducerende virksomhed, Cines. Det var noget nær ”den perfekte ildebrand” således forstået, at den gjorde det muligt at iværksætte det, der gennem mange år havde ligget og ventet på tegnebrættet, men som aldrig var blevet gennemført. Opbygningen af en ny filmby, Cinecittà.
Det storstilede projekts første sten blev lagt den 29. januar 1936 af ingen ringere end Benito Mussolini, der var dybt fascineret af filmproduktion og af filmverdenen i det hele taget. Et af regimets mange slogans var for eksempel ”Filmkunst er det stærkeste våben”. Den 28. april 1937 blev projektet fuldbyrdet, og den kreative iver efter at komme i gang med filmproduktionen var faktisk så stor, at der i det års resterende otte måneder blev produceret hele 19 film i de nye filmstudier.
”Cinecittàs første år stod selv sagt i regimets tegn. Genremæssigt var det tiden med de såkaldte hvid-telefon-film, der viste en problemfri overklasse, hvor man ofte så en hvid telefon – et datidens statussymbol – som ofte blev brugt af den kvindelige hovedperson, der var iført lette, hvide lingeri-gevandter. Det var en noget formel stil, og så var det især film, som overhovedet ikke beskæftigede sig med de reelle problemer som manden på gaden havde. En vis propaganda så man naturligvis også i den periode, og hvis man for eksempel ser Cinecittà fra et fugleperspektiv, vil man kunne se, at alle bygningerne herude tilsammen danner et stort M som i Mussolini”, fortæller Mancini.
Der er dog mange andre eksempler på regimets tilstedeværelse i datidens filmproduktion. Det ser man for eksempel i filmen Quattro passi fra le nuvole (En spadseretur på skyerne), fra 1942, dvs. fire år efter racelovenes indførelse i Italien. En af filmens drejebogsforfattere, Aldo De Benedetti, måtte lide den tort at blive fjernet fra filmens rulletekster, idet han var jøde.
Det ser næsten ægte ud – men det er filmkulisser.
Anden Verdenskrig går hårdt ud over Cinecittà, og i 1943 bliver noget nær samtlige af stedets omtrent 2.100 ansatte fyret af den tyske besættelsesmagt. Samtidig ripper tyskerne filmbyen for al dens materiale, der bliver kørt til Tyskland med 16 godsvogne.
”Mod slutningen af krigen havde Cinecittà en funktion som ikke mange kender til. Den tyske besættelsesmagt i Rom brugte Cinecittà som deres kommandocentral. Men da krigen sluttede, og tyskerne forsvandt, blev Cinecittà hjem for tusinder af hjemløse. Her kom både romere og udlændinge, der typisk havde mistet deres hjem under luftbombardamenterne. Cinecittàs mest kendte filmstudie, Studio 5, husede omkring 900 personer, og der blev sågar lavet et slags felthospital herude”, fortæller Mancini.
Selv flere år efter krigens afslutning boede mange af de hjemløse fortsat i filmbyen, og da den amerikanske storfilm Quo Vadis?, fra 1951, blev optaget i Cinecittà, var mange af filmbyens hjemløse blevet klædt ud og brugt som statister.
Cinecittàs Fugl Fønix-periode startede i begyndelsen af 1950’erne. På det tidspunkt havde den amerikanske filmproduktion for alvor fået øjnene op for mulighederne i den italienske hovedstad. Og faktisk var trafikken fra Hollywood mod Rom så intens, at denne periode generelt betegnes som Cinecittàs såkaldte anden fase.
”For Italien havde krigen medført total ruin, så den amerikanske Marshall-plan, der skulle overføre millioner af dollars til Italien, blev af mange betragtet som en økonomisk redning. Intet under, at Italien i den grad havde fokus på USA. Omvendt fik den amerikanske filmproduktion også hurtigt Cinecittà i kikkerten. Her var produktionsomkostningerne lave, og det var nemt for amerikanerne at boltre sig på et gryende område, hvor der var et næsten totalt fravær af lovgivning og regler i det hele taget”, siger Mancini.
Det var også i de år, at Hollywoods stjerner – fx. Liz Taylor, Charlton Heston, Ava Gardner, Orson Welles, Frank Sinatra, Alec Guinness, Omar Sharif, Gregory Peck, Andrey Hepburn og mange andre – for alvor opdagede den evige stad, og siden Roms dolce vita, som Federico Fellini senere beskrev så storartet i sin film af samme navn. Faktisk havde Cinecittà op gennem 1950’erne og 1960’erne en så stærk magneteffekt på Hollywood, at det netop var i den periode, at de romerske filmstudier fik deres berømte tilnavn ”Tiberens Hollywood”, grundet de mange amerikanske produktioner, der fandt sted i Cinecittà.
Også Cinecittàs legendariske ingeniør- og håndværkssnilde siges dog at have haft en stor tiltrækning på både Hollywood og andre udenlandske filmproduktioner. Hér er Det Sixtinske Kapel blev opført flere gange, og ligeså er dele af Jerusalem samt både middelalderlige og barokke byer. Ringveje, gotiske kirker, græske templer og utrolige undervandsscener – som i filmen Life Aquatic fra 2004 – er blevet bygget op i Cinecittà og revet ned dagen efter, at optagelserne var kommet i kassen.
”I den periode var der en utrolig synergieffekt mellem det etablerede amerikanske starsystem og den italienske filmproduktion, der på den ene sige sugede til sig af viden og på den anden var i stand til at levere både entusiasme og håndværksmæssige løsninger på højt niveau. Et af de bedste eksempler på den synergi er helt sikkert den italienske filminstruktør Sergio Leone og hans spaghetti-westerns. Han blev uddannet i USA, og siden bragte han al sin know-how med sig tilbage til Italien og fortsatte med at producere sine berømte film i Cinecittà. Det bedste eksempel er naturligvis hans klassiker fra 1966, Den gode, den onde og den grusomme”, fortæller Mancini.
Hvad derimod angår den italienske fascination af USA er der faktisk filmhistorikere, der mener, at Cinecittà har spillet en ikke uvæsentlig rolle i amerikaniseringen af det italienske samfund. Amerikaneren havde, som tidligere nævnt, været med til at befri Italien fra den tyske besættelse og via sine film importerede amerikanerne the American way of life til Italien. På den anden side havde Cinecittà gladeligt sendt et romantisk image af Italien den anden vej over atlanten som det for eksempel var tilfældet i Prinsessen holder fridag, fra 1953, hvor Gregory Peck og Audrey Hepburn forelsker sig med et pittoresk Rom som en perfekt kulisse.
Slutningen af 1940’erne og 1950’erne var dog ikke kun Hollywood og stjernesystem. For det var også i den periode, at en mere ”ydmyg stil”, neorealismen, så dagens lys. Det skete, efter at den fascistiske filmproduktion i en årrække havde leveret et løgnagtigt image af det italienske samfund. Sandhedens time var nu kommet. Virkeligheden skulle fortælles med al dens lidelse, dens fattigdom og dens sociale desperation, både under og umiddelbart efter krigen. Og i film som for eksempel Cykeltyven (1948), Rom – Åben by (1945), Sciuscià (1946) og Umberto D. (1952) bliver usentimentale og barske historie om menneskelig desperation fortalt uden filter. Disse film – og mange andre – blev alle optaget i Cinecittà, og deres verdensberømmelse smittede selv sagt af på filmbyen.
Hvad angår netop Umberto D. – af instruktørerne Cesare Zavattini og Vittorio De Sica – der handler om en pensionist, som bor alene på et lille hotel og som på et tidspunkt forsøger at tage sig af dage, skriver filmhistorikeren Mario Verdone i en publikation om Cinecittàs historie, at ”Charlie Chaplin, efter at have set filmen i en privat fremvisning, kom ud af biografen med tårerne trillende ned ad kinderne, rørt af filmens rå realisme”.
Én bestemt instruktør har, mere end nogen anden, personificeret Cinecittà. Man kan måske ligefrem tale om en spejleffekt, for lige siden sin første film Lo scicco bianco (Den hvide sheik), optaget i Cinecittà i 1952, har den store Federico Fellini og Cinecittà spejlet sig i hinanden.
”Det er ret nemt at beskrive Fellinis forhold til Cinecittà. Fellini var Cinecittà. Der findes masser af dokumenter og hundredvis af interviews, hvor Fellini erklærer, at Cinecittà var hans andet hjem. Ja, i nogle interviews sagde han sågar, at det var hans første. Af og til blev han irriteret over journalisternes spørgsmål: ’Hvorfor spørger I mig altid om, hvorfor jeg så ofte er i Cinecittà? I spørger vel ikke en læge om, hvorfor han så hyppigt er på operationsstuen, vel?’. Fellini bærer en god del af æren for Cinecittàs berømmelse. Hans manuskripter, hans ofte fascinerende drømmeagtige scener og den måde hans film generelt var bygget op på, har uden tvivl medvirket til at bidrage med den magi og charme, der altid har omgærdet Cinecittà. I vores mest kendte Studio 5 havde Fellini ladet indrette en lille lejlighed, hvor han ofte opholdt sig, og da han døde i 1993 var det også hér, at der blev oprettet et ligkapel inden den officielle begravelse”, fortæller Mancini. Og i dag, når man besøger Cinecittà, bliver man da også straks mindet om Fellinis åndelige tilstedeværelse, idet Venusia – et gigantisk bekronet ansigt, der blev brugt i Fellini-filmen Casanova fra 1976 – er gravet ned i græsplænen foran området der huser filmstudierne.
Fellinis død i 1993 markerede givetvis afslutningen på en æra, både politisk og hvad angår filmproduktion. Det var i samme periode, at Italien mest magtfulde parti, De Kristelige Demokrater, blev slettet af det politiske landkort som følge af partitoppens indblanding i en række korruptionsskandaler. Og i 1997, blot fire år efter Fellinis død, blev det statsejede Cinecittà privatiseret. ”Den daværende regering besluttede at privatisere filmstudierne, først og fremmest fordi Cinecittà dengang ikke blev drevet på en effektiv måde. Men også på grund af den daværende krise i filmindustrien. I dag drives Cinecittà professionelt som et privat aktieselskab”, siger Mancini.
Han forklarer videre, at der i italiensk films gyldne år, 1950’erne og 1960’erne, i visse år blev produceret mere end 300 film i Cinecittà. Op gennem 00’erne har der typisk været lavet 80-90 film i Italien om året, hvoraf blot 5-7 film er blevet ”skudt” i Cinecittà. Ikke kun antallet af film er faldet dramatisk siden Cinecittàs storhedsperiode, men også det gennemsnitlige budget pr. film er i dag meget lavere end tidligere. Det er selvsagt faktorer, der leder i retning af en af vor tids ikon-termer, ”krise”.
”Det er naturligvis korrekt, at vi generelt lever i en periode med krise. Jeg vil dog nødigt tale om krise for virksomheden Cinecittà. I den italienske filmindustri bliver produceret færre film end tidligere. Faktum er, at der i den internationale filmindustri skal spares lidt over det hele. Der sker konstant nedskæringer i RAI (det statsdrevne TV i Italien) og i Mediaset (der driver Italiens tre private, landsdækkende kanaler), så generelt produceres der færre TV-film og serier. Derfor har virksomheden Cinecittà gennem de senere år været nødsaget til at sprede sine aktiviteter meget mere end tidligere”, forklarer Mancini.
Konkret betyder det, at Cinecittàs studier i dag bliver brugt til alt der har med film- og medieproduktion at gøre: spillefilm, TV-reklamer og serier, reality shows, videoklip og meget andet. Faktisk betegner Mancini Cinecittà som ”lidt hotelagtig, med en konstant strøm af mennesker, der er på vej ind og ud”.
En anden form for økonomisk diversificering, som Cinecittà har valgt at satse på, er opførelsen af storstilede forlystelsesparker. Denne satsning udenfor for de klassiske filmrammer kommer første gang til at se dagens lys i 2012, da Parco Cinecittà World åbnede i udkanten af Rom.
Så til trods for vanskelige tider og hård konkurrence fra low cost produktionsenheder i for eksempel Budapest, Bukarest, Hviderusland og visse afrikanske lande, så ser Mancini på Cinecittàs fremtid med en vis optimisme.
”Cinecittà virker godt klædt på til at gå fremtiden i møde. Vi har to produktionsenheder i Rom, en i Umbrien og en i Marokko. Og så råder vi over i alt fire backlots (større udendørs arealer til filmproduktion), hvilket alt i alt kan beskrives som ’fremragende produktionsfaciliteter’. Hertil kommer brugen af en hypermoderne produktionsteknologi”, siger Mancini.
Spørgsmålet er så om Cinecittà også i fremtiden vil formå at levere de biografdrømme som samme Fellini tidligere omtalte således: ”Cinecittà er tit blevet omtalt som en drømmefabrik. Måske lidt banalt, men ikke desto mindre sandt. Her kan man møde kunstnere og kreative personer, der gør det muligt at skabe drømme. For mig har Cinecittà altid været som en slags kosmisk intet, lige før the big bang”.
Info
På vores kulturrejse til Rom i slutningen af oktober 2024 besøger vi Cinecittà.
Officiel hjemmeside for Cinecittà: cinecitta.com/en
