Italienske Giorgio de Chirico var især kendt som verdensberømt metafysisk maler, hvis værker formåede at fange ånden i en sælsom kunstnerisk intethed. Han blev født i Grækenland og boede i Rom fra 1948 til sin død i 1978. Hans hjem, som også var hans atelier, tæt på Den Spanske Trappe i Roms centrum, er for længst blevet forvandlet til et fascinerende hjemmemuseum. Vi har været på besøg.
Giorgio de Chirico (1888-1978) blev berømt for sine rationalistiske malerier, der var gennemsyret af en underlig og svært beskrivelig melankoli. Han var en moderne mester i det metafysiske udtryk – en stil, hvor intetheden og tiden, der er gået i stå, synes at omfavne hinanden. Hans sind og hans tanker var som en magisk kasse, der var fuld af essens, en ejendommelighedens geografi, kultur og begreber, der tilsammen producerede billeder og ord, som med tiden blev en del af den italienske maleri- og kulturarv.
De Chirico var imidlertid ikke kun en maler, men også en “skribent, filosof, digter, reaktionær polemiker, teoretiker og streng kommentator, der var opmærksom på politiske og sociale fænomener, af hvilke han står som en egoistisk fortolker og kommentator, idet han var overbevist om, på en arrogant måde, at han havde svaret på alt”.
Således kan man læse i en nyligt udgivet og meget ambitiøs bog (2.940 sider!) om de Chirico – “Giorgio de Chirico – Scritti 1910-1978” (Giorgio de Chirico – Tekster fra 1910-1978) – hvori mange nye detaljer om hans liv afsløres, f.eks. beretningen om en metafysisk åbenbaring som han oplevede i Firenze i 1910 i en alder af blot 22: “På en klar efterårseftermiddag, da han befandt sig midt på piazza Santa Croce, i en tilstand af sygelig følsomhed, synes han at se alting klart for første gang”. Denne sindstilstand leder senere, i 1912, til det absolutte mesterværk, maleriet “L’enigma di un pomeriggio d’autunno” (En efterårseftermiddags gåde), som netop var inspireret af Piazza Santa Croce i Firenze.
Højt selvværd
Efter de Chiricos fars død flyttede familien til München, derefter til Milano, Torino, Firenze og derefter, i 1911, til Paris, hvor han fik sin debut på den prestigefulde Salon d’Autirne, og hvor han faktisk blev forvekslet med en spansk maler!
Med tiden blev han en af de mest forfalskede malere, og i flere årtier behandlede retskrønikerne med jævne mellemrum en række falske de Chirico-malerier. I slutningen af 1930 forelskede han sig i Isabella Pakszwer, kaldet Isa Far, hans anden kone, som blev ved hans side indtil hans død. I 1936 flyttede de til New York, hvor galleristen Julien Lewy udstillede hans værker, og hvor de Chirico begyndte at samarbejde med Vogue og Harpers Bazar ved blandt andet at dekorere og indrette en spisestue i Decorators Picture Gallery sammen med konkurrenterne Picasso og Matisse, som de Chirico bestemt ikke brød sig om.
Han var ekstremt produktiv og malede angiveligt mere end 300 malerier. Hans egentlige kunstneriske vendepunkt på vejen mod en distinkt metafysisk stil og dermed en voksende berømmelse kom angiveligt, mens han boede i Ferrara i Emilia-Romagna. I den forbindelse – og med henvisning til skønheden i sine malerier – er han blevet citeret for at sige: “Ferrara er den mest ensomme by i Italien”.
De Chiricos bevidsthed om eget værd var næsten til at tage og føle på. Som et bevis herpå var hans signatur på mange af hans værker: “Pictor Optimus” (Den ypperste maler). Til trods et våbenskjold, der kan ses over indgangen til hans romerske hjem, bærer inskriptionen “Skønt jeg er bevæbnet med et sværd, er jeg høflig”, er det ganske tydeligt, at hans personlighed var “flersidet”. Måske var de Chirico mindre høflig, når han udtalte sig om sine malerkolleger. En gang blev han adspurgt om Chagall og Dalì, hvortil han svarede: “Jeg bryder mig ikke om dem”, og da en journalist spurgte om hans mening om Pablo Picassos værker, sagde han: “Har aldrig hørt om ham”. Og når han nu og igen optrådte på TV, kunne han godt lide at lave sjov med Matisse, Van Gogh og Modigliani.
Det fascinerende museum
Ovennævnte nye bog om de Chirico giver læseren mulighed for at “møde” en af italiensk kulturs største skikkelser. I Rom kan man dog også møde de Chirico på en anden og mere konkret måde: ved at besøge hans eget hjem og studie, i Roms centrum. Cirka en armslængde fra Den Spanske Trappe finder du det yderst interessante “hjemmemuseum” kaldet Casa Museo Giorgio de Chirico.
Museet åbnede i 1998 – på tyveårsdagen for malerens død – og har til huse i en bygning fra det syttende århundrede, der ejes af den adelige Borgognoni-familie. Museet løber over tre etager, og alle rum er blevet omhyggeligt restaureret. Faktisk i en sådan grad, at man får en følelse af at være kommet ind i et privat hjem, så snart man træder indenfor. Mange af mesterens malerier hænger på væggene, og flere af hans skulpturer kan beundres på bordene. Ja, selv det lille “bar-hjørne” er angiveligt forblevet uændret fra da de Chirico og hans kone boede her sammen. Samtidig mærker man nærheden til Piazza di Spagna, som man (næsten) kan se fra lejlighedens vinduer.
Et besøg på Casa Museo de Chirico er et næsten intimt kig ind i en af italienske kulturs allerstørste personligheder.
Casa Museo de Chirico
Piazza di Spagna, 31, 00187 Roma RM
Forudbestilling af besøg nødvendigt:
prenotazione@fondazionedechirico.org
https://fondazionedechirico.org/casa-museo/
