Når en abort bliver som et forhindringsløb

FrancescaTolino2
Abort

Når en abort bliver som et forhindringsløb

I 1978 indførte Italien retten til abort. Alligevel er det i dag særdeles besværligt for mange italienske kvinder at få gennemført en afbrydelse af svangerskabet. De møder et afvisende system, en streng katolsk moral og et utal af læger, der nægter at foretage abort.

I den globale abortdebat sendte den amerikanske højesteret for nylig chokbølger gennem store dele af den frie verden, hvor kvindernes ret til abort anses som en af de vigtigste hjørnestene.

Den amerikanske kendelse har også givet rungende genlyd i Italien, hvor abortspørgsmålet cyklisk tages op til diskussion – bl.a. fordi at dette emne fortsat er en af den katolske kirkes mærkesager. Flere iagttagere i Italien påpeger nu, at den amerikanske højesterets dom kan risikere at få negative konsekvenser på abortspørgsmålet i Italien. Særligt hvis den italienske højrefløj kommer til magten efter næste parlamentsvalg.

I Italien synes abortdebatten at være som et uudtømmeligt emne, der med jævne mellemrum vender tilbage igen og igen. En af de stemmer, man har kunnet høre i den debat, tilhører Francesca Tolino. Hun er romer, 37 år, og fik i september 2019 foretaget en abort. Dog først efter et temmelig besværligt abortforløb.

”Fra jeg havde besluttet mig til abort, til jeg blev indlagt gik der hele ti dage, for min læge kendte ikke til fremgangsmåden. Han foreslog mig sågar at tage til London, fordi abort dér ville være hurtigere og nemmere rent bureaukratisk. Han havde sågar kendskab til en klinik i London. Men altså ikke i Rom. Men hvorfor i alverden skulle jeg tage til London for at abortere, når jeg har ret til at få foretaget abort her i Italien?,” spørger hun.

Efter at hun var blevet indlagt gik det bestemt ikke bedre. ”Jeg lå og ventede i en hospitalsseng i tre dage uden informationer. Af og til kom en person forbi og kiggede til mig, men jeg fik ingenting at vide. Om morgenen fik jeg nogle farvede tabletter, som jeg skulle tage, uden at jeg præcist vidste hvorfor. Jeg havde en klar fornemmelse af, at denne absurde ventetid var en slags straf, som jeg skulle igennem. Det var virkelig en ydmygende oplevelse. Og da jeg omsider fik mulighed for at tale men en overlæge, var hans første kommentar, ‘hvis jeg var dig, ville jeg overveje at give dit fremtidige barn en chance’. Det var helt klart et bevidst forsøg på at skubbe til min skyldfølelse. Og det til trods for at en scanning havde vist, at mit barn havde alvorlige misdannelser omkring hjertet,” fortæller hun.

I Italiens katolske kultur, hvor ”nej til abort” fortsat er en af den katolske kirkes mærkesager, virker det som om, at der ofte bliver lagt hindringer i vejen for gravide kvinder, der ønsker at afbryde deres svangerskab. Disse besværlige abortforløb kan man med jævne mellemrum læse om i italiensk presse. Hospitalernes abortlinjer er ofte inaktive og deres generelle informationer til kvinder, der ønsker at abortere, er sædvanligvis ikke-eksisterende. Meget hyppigt møder kvinderne modstand fra systemet. De bliver pressede af sygehuspersonalet og af præster og nonner, der ofte har deres daglige gange på hospitalsgangene, og som forsøger at overbevise den gravide kvinde om at beholde barnet.

Den største forhindring på vejen mod abort er dog de såkaldte obiettori di coscienza, abortnægtere. Det vil sige læger, der nægter at udføre aborter. Et valg, der ofte bliver foretaget på grund af ideologiske årsager, men også for ikke at skade egne karrieremuligheder. Problemet bliver for alvor synligt, når man ser på, hvor mange abortnægtere, der ifølge de officielle statistikker findes på de italienske hospitaler fra nord til syd. Det skriver internetavisen Il Post om i en artikel, hvor avisen anfører, at de abortnægtende læger er 69 procent på landsbasis, og at man i visse regioner ser en procentdel af abortnægtere, der ligger på mellem 80 og 90.

Også Francesca Tolino har på egen krop prøvet, hvad det vil sige ikke at kunne abortere på grund af de abortnægtende læger: ”Jeg oplevede det som et stort problem. For ikke nok med at du som gravid kvinde skal være heldig at finde en læge, der er villig til at udføre aborten. Men du kan så kun få gennemført abort, hvis også en narkoselæge og sygeplejerske er til stede. Og også i disse kategorier af sygehuspersonalet kan du støde på abortnægtere. Det er virkelig absurd”, siger hun.

Efter mange forhindringer lykkedes det til sidst Francesca af få foretaget den ønskede abort. Men hendes dom over forløbet er bestemt ikke positiv: ”Hvis jeg skal sige det kort, så var min abort her i Rom et mareridt. Efter at jeg har været denne tur igennem, er det blevet helt klar for mig, at systemet bevidst forsøge at spænde ben og opstille forhindringer for de kvinder, der ønsker at abortere. Ofte har de abortnægtende læger slet ikke en anti-abort-ideologi at bruge som undskyldning. De siger ganske enkelt nej, enten fordi deres afdelings overlæge har bestemt, at sådan skal det være, eller fordi de ved, at det at udføre abort vil køre dem ud på et karrieremæssigt sidespor. Og så skal du også huske på, at flere hospitaler her i Rom drives af den katolske kirke, der som bekendt er en arg abortmodstander”, siger hun.

Et andet bidrag til abortdebatten i Italien blev for nylig leveret af internetavisen The Vision, der bragte en artikel med den dramatiske overskrift: ”På Sicilien er de farlige, illegale aborter vendt tilbage. Den triste sandhed er, at de altid har fundet sted”. Artiklen peger på, at de mange abortnægtere på Sicilien netop betyder, at mange gravide kvinder ofte er tvunget til at rejse til det italienske fastland for at få foretaget en abort. Men det er alt for besværligt, og det medfører, at et stadigt stigende antal sicilianske kvinder er begyndt at ty til de illegale og ofte farlige aborter.

I The Visions artikel kan man også læse et kort interview med en af Italiens mest kendte abortlæger, Michele Mariano, fra den lille region Molise. Han er 69 år og skulle egentlig være gået på pension, men sundhedsmyndighederne har bedt ham tage en ekstra tjans, idet de ikke har kunnet finde en afløser, der er villig til at foretage abort. I en kommentar siger Mariano, der er sin regions eneste abortlæge: ”De læger, der som jeg accepterer til at udføre aborter, har ingen mulighed for at gøre karriere. Så længe Vatikanet udøver deres indflydelse, vil kvinder altid have svært ved at abortere i Italien. Der vil altid være en biskop klar til at ringe til en magtfuld lokalpolitiker for at sørge for, at der på et givent hospital ikke bliver udført aborter. Som betaling skaffer biskoppen stemmer til den pågældende politiker. De læger, der udfører aborter, bliver typisk betragtet som en slags andenrangs-læger. Her i regionen bliver jeg kaldt ‘abortlægen’, for folk glemmer, at jeg faktisk også er fødselslæge”, siger Mariano.

Hvad angår Michele Marianos udtalelse om den katolske kirkes bevidste forsøg på at forpurre italienske kvinders ønske om en lettilgængelig abort, er den italienske forfatter og Vatikan-journalist Iacopo Scaramuzzi dog ikke enig:

”Både ledelsen af Vatikanet og af Den italienske Biskop-konference har helt klart udtrykt sig til fordel for den italienske lov nr. 194/78. Det gælder kardinal Gualtiero Bassetti, der er formand for Biskop-konferencen, men også kardinal og statssekretær Pietro Parolin, der i et meget fint indlæg for et par år siden sagde, at ‘katolske italienske læger har ret til at nægte at udføre abort. Samtidig skal de italienske hospitaler dog garantere kvindernes ret til abort, da denne ret er sikret via den italienske stats lovgivning’. Jeg mener derfor, at den katolske kirkes nuværende top har udvist stor respekt for den italienske lovgivning, for så vidt angår de italienske kvinders ret til abort”, siger Iacopo Scaramuzzi, der blandt andet har skrevet to bøger om religiøsitet i Italien.


Francesca Tolino

Efter Francesca Tolinos negative abortoplevelse besluttede hun sig for at stå frem og fortælle om sine oplevelser, hvilket gennem tiden har ført flere artikler med sig i forskellige italienske medier. Herudover besluttede hun at starte foreningen ”Libera di Abortire”, Fri til at Abortere, for på den måde at kunne hjælpe andre gravide kvinder, der måtte have brug for oplysninger om muligheden for og deres rettigheder til abort. ”Vi orienterer især kvinderne om deres lovsikrede rettigheder. På vores hjemmeside eller gennem personlig rådgivning kan kvinder, der ønsker at abortere, få alle de oplysninger, som jeg i sin tid ikke fik. Vi bliver nødt til at gøre noget aktivt for at lave om på denne negative situation,” slutter hun.

Abort i Italien

Antallet af abortnægtende læger har været stigende i Italien gennem de senere år. Af landets i alt 558 klinikker og hospitaler med en gynækologisk afdeling, er det kun på de 362, at der udføres aborter, hvilket hovedsageligt skyldes de mange abortnægtere. Visse regioner, særligt de der styres af højrefløjen, boykotter ofte abortlovgivningen fuldstændigt. Det betyder, at kvinder i disse regioner er tvunget til at søge til naboregionen for at få foretaget en abort.

Europarådet har flere gange, senest i marts 2021, anmodet Italien om at revidere lov nr. 194/78 for således at gøre det muligt for italienske kvinder at få nemmere adgang til abort.

I Italien udføres cirka 80.000 aborter om året. En forholdsmæssig sammenligning mellem Danmark og Italien viser, at der i Danmark på årsbasis bliver foretaget seks gange så mange aborter som i Italien.

Det italienske Sundhedsministerium anslår, at der i Italien på årsbasis foretages mellem 15.000-18.000 illegale aborter, det vil sige aborter der ikke bliver registreret. Af dette tal står de udenlandske kvinder for cirka 5.000 aborter.

Følg Italien på nærmeste hold

Tilmeld dig nyhedsbrevet og gå ikke glip af baggrundsviden og nyt om det italienske samfund - direkte fra Jesper Storgaard Jensen i Rom. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden - derudover får du 10% rabat i webshoppen.