Miraklet Mancini på vej mod det store brag

roberto-mancini
Fodbold

Miraklet Mancini på vej mod det store brag

Efter tre år med fodboldmørke er gli azzurri, kælenavnet for det italienske fodboldlandshold, nu tilbage som europæisk fodboldstormagt. En stor del af æren for dette comeback tilskrives træner Roberto Mancini, der overtog holdet i maj 2018. Hans hårde og målrettede arbejde har nu ført til en plads i EM-finalen på Wembley, søndag d. 11. juli 2021. Kun England står nu i vejen for den ultimative triumf.

”Nu mangler vi kun få centimeter, kun få centimeter”. Leonardo Bonucci, forsvarsklippen på det italienske landshold, siger den samme sætning flere gange, mens hans sveddryppende kikker ind i kameralinsen. ”Kun få centimeter”. Han smiler ikke. Virker snarere noget sammenbidt, som om han vil være sikker på, at de følelser, der ligger til grund for hans besked, bliver kommunikeret ud i æteren. Nej, han smiler ikke. Underligt nok. For få øjeblikke forinden har Italien kvalificeret sig til EM-finalen på Wembley på søndag. Den sidste af de fem straffespark udføres af Jorghino, der er lige så kold som en gelato italiano. Hans tilløb er kort, og umiddelbart før han sparker udfører han et lille hop. Den spanske målmand kaster sig til højre, bolden ryger ind til venstre og Italien går amok.

De såkaldte caroselli – fans der kører rundt i byerne med hornet i bund – der tro mod den folkelige fodboldtradition, der går på at fejre en vigtig fodboldsejr på en så højlydt måde som muligt, kan begynde. I Rom ryger decibel-niveauet op i det røde felt (og vi taler sågar kun om en semifinale!), jublende unge mennesker træder op i nogle af byens fontænerne, og visse akrobater finder vej op på bybussernes tag. Flag svinges, der råbes, der bliver sunget, og der omfavnes og krammes, som om covid-19 og Delta-varianten ikke fandtes.

Og alligevel smiler Bonucci ikke, da han bliver interviewet. Skønt 120 nervepirrende minutter lige er blevet overstået med en sejr, der på ingen måde kunne tages for givet, virker det som om, han stadig er fuldt ud koncentreret. ”Vi mangler kun få centimeter”. Og måske er Bonuccis alvorlige attitude i virkeligheden en perfekt metafor for det italienske hold lige nu. Inden EM startede, var favoritterne Frankrig, Belgien og nok også England. Italien var kun en blåøjet outsider. Men seriøsiteten og alvoren har lyst ud af holdet fra første færd, på en måde man sjældent har set med et italiensk landshold.

Holdet er uden egentlige stjerner. Uden en Totti, uden en Baggio, uden en Del Piero eller hvad de forskellige storspillere nu ellers har heddet gennem tiden. Der er tale om et hold, der på ingen måde kan sammenlignes med det hold, som Italiens politiske liv kan stille. Der er ingen Berlusconis-centerforward, der dribler egoistisk rundt med bolden uden øje for de andre. Der er ingen general-Salvini, der med sit politiske anførerbind skræpper op på midtbanen og fortæller de andre, hvordan de skal placere sig, og der er ingen Renzi i forsvaret, der løber rundt og laver komplicerede kropsfinter i eget straffesparksfelt. Hvad man derimod finder på det italienske landshold er en sammentømret enhed, der til trods for tilstedeværelsen af flere unge spillere synes at have fundet en sjælden modenhed. Et kollektiv, der synes at have lige dele hjerte og ambitioner. Well, og så naturligvis … ham. Mancini. Landstræner Roberto Mancini.


Italiens landshold til EM 2020 (2021).

Tre års mørke

Det var den 13. november 2017 og skuffelsen stod malet i de italienske spilleres ansigter. Fra Trieste i nord til Catania i syd, kunne man næsten skære i en national desperation. Kampen mod Sverige var netop afsluttet med det skuffende – og chokerende – slutresultat 0-0. Det betød, at Italien ikke kvalificerede sig til VM-slutrunden i Rusland 2018. Det var første gang siden 1958, at landsholdet ikke havde kvalificeret sig til en afgørende slutrunde og således også en af italiensk fodbolds største fiaskoer i nyere tid.

Men så trådte Roberto Mancini til. Tidligere storspiller i Sampdoria, kreativ målsluger (bl.a. i angrebstandem med en anden kendt spiller, Gianluca Vialli) og naturligvis også landsholdsspiller. Lige så fremtrædende og iøjnefaldende han tidligere var på fodboldbanen, lige som meget fremstår han i dag som en afdæmpet, afbalanceret og meget lidt gestikulerende træner, der hylder det underspillede. Han er en slags grå eminence, der tydeligvis undgår overdrevne udmeldinger, teatralske scener og primadonnanykker og som derimod er kendt for sin concretezza, konkrethed.

Da Mancini overtog landstrænerjobbet lå Italien på en 21. plads på UEFA’s ranking over de forskellige landes landshold. Ikke just en smigrende position for et land, der altid har været anset for at være en fodboldstormagt. I dag, tre år senere, er Italien hoppet 14 pladser op ad listen og ligger nu på en syvendeplads. Mancinis succes består blandt i, at han har sendt en række af de gamle spillere på pension – dog med undtagelse af spiller som Bonucci og Chiellini. Resten af holdet er unge eller halvunge talenter, der har fremtiden foran sig. Men først og fremmest har Mancini formået at skabe en ånd på holdet. En kollektiv ånd, der betyder, at ingen er vigtigere end de andre, og alle løfter sammen, uafhængigt af hvilken klub de normalt spiller for.


Wembley Stadium i London hvor EM-finalen spilles.

Danmarks tur endte

Under dette EM har Danmark scoret en hel del italienske fans, nok også grundet Christian Eriksens ulykke. Allerede dagen efter uheldet, da hele holdet havde dannet ring omkring Eriksen, var flere italienske aviser ud med store lovprisende ord. ”Holdet er allerede denne turnerings moralske vinder”, lød det, og Simon Kjær blev gang på gang udpeget som ”den type anfører alle landshold drømmer om”. Sympatien med det danske landshold er fortsat gennem hele turneringen, og efter hver sejr har dele af den italienske presse været fuld af roser, ofte under henvisning til hvad der skete med Christian Eriksen i Danmarks første kamp. Selv med min egen sympati for de danske spillere og deres gerninger på grønsværen har det ofte overrasket mig hvor meget cuore, hjerte, de italienske sportsjournalister har trukket op af posen, når de har skrevet om Danimarca.

Også efter nederlaget til England i går var der fokus på Danmarks optræden gennem hele turneringen. I avisen la Repubblica skriver journalisten Emanuele Gamba således: ”Det er ærgerligt, at den eneste fejl i England-Danmark-kampen blev begået af dommeren. Englands sejr er plettet af Sterlings filmen, da han i første halvleg af den forlængede spilletid kaster sig ned mellem to danske forsvarsspiller og således formår at rage et ikke-eksisterende straffespark til sig. Det kastede en skygge hen over Englands succes, der ellers var af en ubeskrivelig skønhed, hvad angår både kvaliteten og kvantiteten af det spil man så på banen. Det er dog en skønhed, som Danmark har stor andel i grundet sin evne til at stå imod. Danmark er den moralske vinder af dette EM, selvom det altså endte med særdeles værdige tårer og med at tilskuerne klappede danskerne ud af banen: det har været en ære at kunne overvære et sådant landshold”.

En anden artikel sætter fokus på Kasper Schmeichels toppræstation. Han beskrives som banens bedste spiller, ligesom de to danske midtbanespillere, Højbjerg og Delaney, beskrives som ”stærke som to traktorer og med en åbenstående sportsvogns elegance”.

Nu venter vi så på finalen. Mange taler om drømmefinalen. EM’s to bedste hold. Det store brag. Øen mod det europæiske fastland. ”Football’s coming home” imod ”Bella Ciao”. Brexit imod det land, Italien, der gennem de kommende år vil modtage flest midler – 209 mia. euro – fra EU’s Recovery Fond.