Mine 24 timer på en romersk skadestue

romersk-skadestue-1
Rom

Mine 24 timer på en romersk skadestue

På en romersk skadestue kan alt ske, og meget sker rent faktisk. Faktisk så meget, at skadestuens modtagelse i visse øjeblikke kan minde om Roms hovedbanegård, Stazione Termini.

Det startede vel om torsdagen. I mine rygstykker. En let smerte, der mest af alt virkede som en forstrækning. Jeg havde vist nok lavet nogle sofistikerede strækøvelser nogle dage forinden, og det gør man tilsyneladende ikke ustraffet, når man har rundet de 55 år. Om fredagen havde denne lette smerte flyttet sig til maveregionen, og var nu blevet lidt stærkere. Om lørdagen var den gal. Jeg gik rundt derhjemme halvt foroverbøjet med noget der mindede om mavekrampe og et ansigtsudtryk der ikke var af vindertypen, hvorefter min kone sagde til mig: ”Du bliver altså nødt til at tage på hospitalet”.

”At tage på hospitalet” i Rom betyder at tage på skadestuen for at blive akut undersøgt. Hospitalet nærmest min bopæl var Santo Spirito, hvor jeg indfandt mig noget tid efter med en tandbørste og en bog. Jeg forklarede, hvorfor jeg nu havde indfundet mig på skadestuen halvvejs foroverbøjet. Jeg kom så ind i modtagelsen og blev lagt på en båre. Herefter en nål i armen for at få taget blodprøve. Efterfølgende fik jeg lov til at tage plads på en bænk. Fra det øjeblik var jeg nu en del af skadestuens modtagelse og dens brogede befolkning. Nær mig lå en herre – formentlig en hjemløs at dømme efter hans halv beskidte tøj. På et tidspunkt kom en sygeplejerske hen til ham og bad ham rejse sig for at gå frem og tilbage. Manden så lettere forvirret ud og begyndte så at gå frem og tilbage. Han havde et par Puma-tennissko på og fødder, der stak ud til siderne som Charlie Chaplin. Sygeplejersken spurgte ham ”Går du altid på den måde”, hvorefter han lidt overrasket over spørgsmålet nikkede med hovedet som tegn på, at det gør han. Han lagde sig så tilbage på sin båre. Blot ti minutter senere kom sygeplejersken tilbage med en kollega. Endnu en gang blev Puma-manden bedt om at stige ned af sin båre for at gå frem og tilbage. Og endnu en gang spurgte sygeplejerske nr. 2, ”går du altid sådan”. Og endnu en gang så Puma-manden overrasket ud over dette spørgsmål, som han endnu en gang svarede ja til. Herefter fik han lov til at ligge i fred på sin båre.

Lidt som på Stazione Termini

I takt med at tiden gik, fandt jeg snart ud af, at en skadestue i midten af Rom omtrent har samme animerede atmosfære som Roms hovedbanegård, Stazione Termini. Folk, der kommer og går i en lind strøm. Folk, som meget ofte bringer små historier om ulykkelige øjeblikke med sig. Ulykker, som ofte har udspillet sig på byens veje. Ja, Roms trafik er i den grad storleverandør til skadestuerne. Brækkede fødder, blødende knæ og albuer, indbundne hoveder, forrevne underarme, historier om metal der møder metal og asfalt uden at sød musik opstår. Knuste drømme og knogler og det, der er værre. De ruller ind på skadestuen i en ustoppelig strøm.

Og så er der folks forventninger om hurtig (glem alt om ordet ”hurtig” på en romersk skadestue!) behandling, der er årsag til kontraster, konflikter og sammenstød. Blandt andet hos den ældre herre, omkring de 75 år, der på et tidspunkt blev kørt ind på modtagelsen. Han lå på sin båre og småjamrede sig. På et tidspunkt kalder han på en sygeplejer og beder om at blive flyttet. ”Jeg ligger lige under airconen, og jeg fryser”, siger han. I stedet for at flytte den gode mand, siger sygeplejersken, at han vil sende en kollega. Hvilket han ikke gør. Efter 20 minutter bliver det for meget for den frysende mand, der har et drop i den ene arm. Først sætter han sig op på sin båre, så står han ned og begynder at trække sit drop med sig. ”I er ude på at slå mig ihjel, I er ude på at slå mig ihjel”, råber han flere gange, mens et par sygeplejersker kommer løbende til. I mellemtiden har han tabt sine bukser, og hans voksenble hænger nu i knæhøjde. Sygeplejerskerne får ham dog gjort i stand i tøjet og bugseret ham tilbage på båren, hvorefter han omsider bliver flyttet og således falder til ro.

Jeg sidder stadig på bænken og kryber mere og mere sammen. Jeg synes, at smerterne er blevet værre. Så jeg går hen og studerer en plakat i stuen, hvor de forskellige farvekoder er forklaret. Min farvekode er gul, den næstlaveste. Men den er forkert, for den gule farve repræsenterer en stabil situation. Min situation er dog i forværring. Så jeg går hen til skranken for at bede om at blive opgraderet til en grøn kode.

På den anden side af glasset sidder tre personer. Ikke en og heller ikke to, men tre. De kan ikke undgå at se mig. Men de lader som ingenting, alle tre. Så tænker jeg: ”Nu bliver du stående her, for at se hvor lang tid de kan lade som om, de ikke ser dig”. Jeg står blot og kikker på dem, i en afstand af ca. 40 cm. De tre på den ene side af glasset, mig på den anden. Efter et minut er der stadig ikke sket noget. Så bliver det lidt for meget for mig, også fordi den oprejste position i den grad virker som en anstrengende fysisk udfordring.

Generelt synes jeg vældig godt om ”venlighed” som socialt koncept og mener, at det burde praktiseres i en vid udstrækning. I Italien er det dog ikke altid, at man med la gentilezza, venlighed, er i stand til at opnå de ønskede resultater, hvorfor en god gammeldags blanding af en polemisk attitude og en bidende sarkasme ofte må skubbe venligheden til side for at overtage pladsen. Sådan tænkte jeg, da jeg lidt henkastet (så henkastet man nu kan være, når man står halvt foroverbøjet med et forpint ansigtsudtryk) bankede på ruden og i et sarkastisk tonefald sagde: ”Vil I være så venlige ikke at lade som om, at I ikke har set mig?”. Mit spørgsmål afstedkom straks den ønskede opmærksomhed, og efter at jeg har forklaret min fysiske situation og sat den i forhold til deres farveskala, fik jeg at vide, at jeg vil blive undersøgt igen.

Den første time efter mit brokkeri skete der dog intet. Det var nu tre timer siden, at jeg var tjekket ind på skadestuen. I en sådan situation er det godt at kunne varme sig ved tanken om, at der trods de tre timer stadig er langt til min personlige vente-rekord, der blev sat på Aarhus skadestue for 3-4 år siden. Her gik der seks-syv timer fra jeg tjekkede ind med en brækket albue, til jeg kom ud igen med armen i gips.

Well, all good things come to he who waits … og således fik jeg endnu en nål i armen. Endnu en blodprøve blev taget og lidt senere fik jeg at vide, at jeg skulle have foretaget en scanning af min maveregion. Målinger, samtaler med en dottoressa, der forklarede, at jeg ikke havde nogle unormale blodværdier, men at de gerne ville beholde mig for natten for at lave flere undersøgelser dagen efter.

Mig og la signora

Jeg blev kørt ind på et værelse, der mest af alt mindede om et lagerrum. Der var stabler af forskellige medicinalprodukter, kanyler i plastikindpakninger, måleinstrumenter, og forskellige andre vareprøver til hospitalsbrug. Der lå jeg så og kukkelurede med min tandbørste og min bog, som jeg ikke orkede at læse i. ”Nå, så bliver jeg nok kørt ind på et værelse, hvor der ligger andre patienter. Så kan vi tale om fodbold og politik og udveksle telefonnumre og fortælle hvad hinandens børn hedder og hvem vi stemmer på og blive enige om at verden er af lave, men at den måske godt kan reddes i ellevte time alligevel”, tænkte jeg. Og da jeg lidt senere spurgte en sygeplejerske om hvornår jeg ville blive kørt ned på et værelse, i forventning at hun straks efter ville rulle afsted med mig, kikkede hun blot hastige på mig og sagde: ”Nej nej, De skal sove herinde i nat”.

Efter noget tid blev en aldrende signora kørt ind i mit lagerrum. Hun har vel været omkring de firs, måske lidt ældre, og hendes ansigtsmaske dækkede det meste af hendes ansigt. En ung sygeplejerske kaldte hende for ”tesoro” – skat – flere gange under deres korte samtale. Vi lå rimelig tæt, mig og signora’en, så jeg følte, at jeg ligesom måtte sige noget. Det var jo første gang, at jeg nu lå side om side med en firsårig italiensk signora på et hospitalslagerrum. ”Signora, det er meget bedre at ligge herinde i forhold til ude i modtagelsen”, sagde jeg til hende i et halvvejs entusiastisk tonefald i et forsøg på at oppiske en positiv stemning.

Jeg kunne godt høre, at den opening line nok ikke ville gå over i filmhistorien, hvilket den aldrende signora nok heller ikke syntes. Hun betragtede mig med et tomt ansigtsudtryk uden at sige noget, som om jeg i virkeligheden havde ytret: ”Vi kan forvente os meget af den belgiske landbrugssektor i den kommende tid”. Med andre ord, kom vi ikke til at tale om fodbold, og vi udvekslede heller ikke telefonnumre, for snart faldt signora’en i søvn. Og det gjorde jeg også, til trods for at jeg havde en hovedpude, der slog alle eksisterende rekorder i ubekvemhed.

Omkring kl. 4.30 blev jeg vækket. Der var gang i den ude i skadestuens modtagelse. Folk var ophidsede, og der blev talt med store bogstaver. Problemet var en ung dame, som lød til at være omkring de 30-40 år. ”I will never come back to Italy”, sagde hun adskillige gange, halvvejs råbende, halvvejs grædende med en accent, der lød som en blanding af hollandsk og amerikansk. Og hun blev ved. ”I will never come back to Italy”. Så jeg stod op og betragtede hele sceneriet, som bestod af den vrede unge dame, der var omringet af sygeplejersker, et par politifolk og folk der var blevet bragt til skadestuen med akutte problemer. Efter noget tid blev hun omsider eskorteret væk, og efter næsten tre kvarter lå skadestuen nu hen i en næsten surrealistisk stilhed.

Dagen efter fik jeg foretaget endnu andre undersøgelser. Røntgenbilleder af maveregionen, nye blodprøver mv., hvorefter jeg fik at vide, at alt var som det skulle være. Jeg blev dog bedt om atter at troppe op nogle dage senere, til en gastroskopi-undersøgelse. Jeg vidste godt, at øjeblikket for denne undersøgelse ikke ville gå over i min personlige historie som et ”stjerneøjeblik”, men i det mindste havde jeg fået oplyst, at jeg ville modtage et beroligende middel, inden en slange ville blive ført ned i mine maveregioner.

Det beroligende middel jeg fik, havde omtrent samme virkning som et glas vand, dvs. nul virkning. Jeg havde i hvert fald en klar fornemmelse af at kunne mærke hver en centimeter af den slange, der blev ført gennem mund og svælg og videre ned i min mave med et lille kamera i enden. Først efter den tilendebragte undersøgelse kunne jeg nu mærke, at det beroligende middel var begyndt at virke … og faktisk først for alvor i det øjeblik jeg forlod hospitalet. Da jeg gik ud ad hospitalsudgangen, lige overfor Tiberen, og begyndte at gå i retning af mit kontor, var det således med en følelse af, at jeg ved en fejl havde drukket syv glas snaps i stedet for blot ét.

Nogle dage senere mødte jeg en veninde, der arbejder som læge. Hun spurgte mig, hvordan det gik. ”De kunne ikke finde noget, men nu går det meget bedre”, svarede jeg hende, hvorefter hun lagde en hånd på min skulder og sagde: ”Du er helt klart en del af den statistik, der viser, at næsten 40 procent af alle symptomer aldrig bliver klarlagt”.

Vil du læse flere artikler som denne?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder og få direkte besked når jeg udgiver nye artikler. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden og du 10% rabat på mine video-foredrag og e-bøger, når du er tilmeldt. Jeg sender dig en rabatkode i velkomstmailen.