Min romerske opgang hvor alt kan ske

romersk-opgang-1
Rom

Min romerske opgang hvor alt kan ske

Da jeg flyttede ind hos min daværende kæreste – nuværende hustru – blev jeg samtidig introduceret til en ny verden: min romerske opgang.

Hvis jeg husker ret, var det en sommerdag i 2001, at Daniela – min daværende kæreste og nuværende hustru – sådan lidt henkastet gav mig et ekstra sæt nøgler til sin lejlighed. ”Du er jo alligevel hos mig hele tiden”, sagde hun. Kort tid efter flyttede jeg ind.

Det blev ikke kun et geografisk og socialt skift fra det meget livlige og multietniske Esquilino-kvarter, ikke langt fra Stazione Termini, til det borgerlige og lidt mere støvede Prati-kvarter, der ligger midtvejs mellem Vatikanstaten og det Olympiske Stadion. Det blev også en indtræden i en ny verden: min nye opgang.

Min ilddåb fik jeg efter kort tid. Der var ejerforeningsmøde, og min kone var forhindret. ”Kan du ikke gå på mine vegne?”, spurgte hun mig. No problem. Jeg var klar. Mente jeg.

Sig ordene ”riunione di condominio”, ejerforeningsmøde, til en italiener, og du vil med garanti ser vedkommende rulle med øjnene som tegn på, at vedkommende har oplevet lidt af hvert på den konto. Men det havde jeg ikke. Ikke endnu. Dagen oprandt, og jeg følte mig helt klar. Sprogligt burde der ikke være problemer, det var jo bare et møde. Men jeg havde desværre gjort regning uden vært. Under hele det mere end to timer lange møder, hvor vi var seks personer, blev der næsten udelukkende talt om ”millesimi”.

Jeg anede ikke, hvad det var. Der blev skrevet tal ned. Der blev lavet sofistikerede kalkuler. Papirer med udregninger blev sendt rundt, så vi alle kunne se og godkende de tal, der var blevet fældet ned. Og hele tiden kom ordet ”millesimi” op igen og igen. Jeg prøvede at trække en mening ud af konteksten, men det lykkedes ikke. Jeg smilede forlegent, når jeg blev spurgt om noget, og kom med nogle generelle svar og betragtninger som jeg syntes lød fornuftige i situationen og som formentlig også ville kunne være brugt, hvis jeg var blevet bedt om at godkende en liste over de mest kendte finske skuespillere.

En af de andre deltagere, signor Melillo, ca. 75 år, havde ikke sagt så meget som et ord under hele seancen. Faktisk havde han siddet og halvsovet, som om emnet ”millesimi” havde en bedøvende virkning. Men pludselig vågnede han, udtalte de bevingede ord ”klokken er blevet 20.23”, hvorefter han rejste sig og gik sin vej. Mødet var ophævet.

I dag flere år senere kan jeg konstatere, at end ikke den bedste italiensk-danske ordbog – Munksgaards den store grønne – har ”millesimi” med. Senere fandt jeg ud af, at ”millesimi” er den meget præcise målenhed, der benyttes for at fastslå størrelsen på en ejendom – i mit tilfælde på en ejerlejlighed. Millesimi bestemmer således, hvor stor en byrde en given lejlighedsejer skal bidrage med til de fælles udgifter. Vi taler med andre ord om kroner og ører – sorry, om euro – hvilket altid er en gyldig årsag til at lade temperamentet rejse mod sindets røde felt.

Fru Herre

Nogle år senere var min kone atter forhindret i at deltage i et riunione di condominio. Det var ingen vej udenom: jeg skulle afsted igen. Denne gang var vi fem personer. Og det hele forløb som det skulle. Altså lige indtil vores overbo, Lucia, tog ordet. ”Vedr. dagsordenens pkt. 3 så vil jeg gerne høre, hvad Fru Herre har at sige”, sagde hun.

Hvad mente hun? ”Fru Herre”??? En dame i slutningen af tresserne med gråt hår og trætte øjne tog herefter ordet, som om hun var ligeglad med, at nogen netop havde tituleret hende med betegnelsen ”Fru Herre”. Jeg kiggede på hende, mens hun talte, uden at høre hvad hun egentlig sagde. Den næste times tid hørte jeg dette Fru Herre flere gange, og hver gang tog damen med de trætte øjne ordet og sagde ting, som fløj hen over hovedet på mig. Jeg var fascineret af dette uforståelige Fru Herre.

Da jeg senere talte med min kone, spurgte jeg hende. ”Hvorfor Fru Herre? Hvad i alverden betyder det”? Min kone kiggede bebrejdende på mig. ”Sådan hedder hun altså. Signore (Herre på italiensk) til efternavn. Altså Signora Signore, Fru Herre”.

Den problematiske lejlighed

Min opgangs lejlighed nr. to har altid været et smertensbarn. Da jeg flyttede ind boede der en familie, der var halvt cubansk, halvt italiensk. Familiens mand – en cubaner i midten af fyrrerne med tatoveringer, rastahår og 1,2 m. over skuldrene – udviste ikke just sproglige færdigheder, der lod forstå, at han var en integreret del af den lokale intelligentsia. Når jeg mødte ham på trappeopgangen og sagde ”buon giorno”, svarede han sædvanligvis med en række forskellige lyde, der gik fra anstrengende støn til svært dechifrerbare grynt.

Familiens overhoved var en aldrende signora, som familiens yngre generationer tilsyneladende ikke behandlede særligt godt. Der var med andre ord tale om generations-stress i en familie hvor alle forekom at være mere eller mindre splittergale. Den aldrende signora endte med – fandt vi senere ud af – at tage sig af dage ved at kaste sig i Tiberen.

Senere kom turen til et ungt argentinsk-italiensk par, der var trappe-snakkesalige. Hun var smuk som en argentinsk gudinde, hvis der altså findes argentinske gudinder, skønt min kone hårdnakket hævdede, at hendes italienske mand var ”mindst lige så attraktiv”. De var venlige, men det var synd at sige, at vi sad lårene af hinanden i opgangsfrokoster.

De rejste så og blev afløst af et tysk-italiensk par. Han var romer og i filmbranchen. Hun var tysker, krisepsykolog og holdt af at motionere. Ikke i naturen. Ikke i et træningscenter. Men derimod på vores opgangstrapper. Der kunne man møde hende næsten hver morgen, lycra-klædt og med tennissko, på vej op og ned ad trapperne. 10, 20 eller flere gange, mens sveden haglede af hende. En gang var deres toiletafløb fuldstændig stoppet. Indholdet af kummen var desværre ”rejst” i den forkerte retning og havde således oversvømmet hele deres badeværelse. Det havde selv sagt afstedkommet en uforudset og ikke specielt poetisk situation, og der var bestemt ikke meget krisepsykologi over hendes reaktion.

Da familien en gang var ude af byen, hørte vi mystiske bankelyde fra stueetagen. Min kone lænede sig ud ad vores førstesals-vindue for at se, hvad det var. Der så hun to-tre indbrudstyve, der var på vej ind i den underliggende lejlighed, hvorefter hun udstødte et hyl, der omtrent var lige så højt og skingert som det vores første kat, Elvis, udstødte, da han en gang ved en beklagelig fejl havde fået halen i klemme i vores køleskabslåge.

Tyvene blev naturligvis jaget på flugt. Familiens fader forærede os derefter en flaske Don Perignon-champagne fra 1999 som tak for min kones høje hyl. Vi lod champagnen ligge i 14 år, og da vi drak den nytårsaften 2020, kunne vi konstatere, at den havde udviklet sig til noget, der mindede om rævepis.

Napolitanerne

Senere blev lejlighed nr. to beboet af en romersk familie. Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi har altid kaldt dem ”napolitanerne”. Hun var surmulende usympatisk, joggingtøj-dårligt klædt og når man mødte hende på gaden, kiggede hun ni ud af ti gange i en anden retning for at undgå at hilse. Han var høj og ranglet, formentlig født smilende og sagde altid ”buon giorno” med en slags påtaget advokat-autoritet over sig.

På et tidspunkt blev de forældre for tredje gang og hængte således en blå sløjfe på deres dør, som tegn på at et nyt italiensk drengebarn var kommet til verden. ”Nej, hvor sødt”, sagde jeg til min kone i et tonefald, der formentlig har været en blanding af flommeromantisk og halvenfoldigt. ”Vi skal da købe en flaske vin til dem”, udbrød jeg i en anfald af gammeldags og totalt umoderne nabovenlighed. Som sagt så gjort. Jeg begav mig hen til den nærmeste vinhandel og købte en flaske rødvin, som jeg fik arrangeret med en blå sløjfe. Da jeg senere ringede på deres dør, kunne jeg høre en hekseagtig stemme på den anden side af døren, der hvæsede: ”Hvem er det”? ”Det er mig, jeres overbo. Jeg ville bare ønske jer tillykke med den lille. Jeg har en lille flaske med til jer”. Herefter blev der stille i nogle sekunder, hvorefter heksestemmen udbrød: ”Tak. Kan du ikke bare stille den foran døren”?

I de efterfølgende fire år talte jeg ikke med hende. Deres have, som vi havde udsigt til fra vores køkkenvindue, blev ikke plejet og udviklede sig hurtigt til noget regnskovsagtigt. Senere fældede de alle træer, raserede en gammel romersk fontæne og om sommeren, når vores køkkenvindue stod åbent, kunne vi høre moderen kalde på en af sønnerne, Alessandro, med en slags tryklufts-agtig staccato-stemme ”Ale, Ale, Ale, Ale, Ale, Ale …”

Tagterrassen

Vores faste holdepunkt gennem årene har været Lucia, opgangens enlig mor, hvis søn, Amin, er jævnaldrende med vores egen søn. Hendes tagterrasse har lagt ryg til mange hyggelige gourmetagtige middage. Marokkanske specialiteter, liflige vine på hede sommeraftener, klirrende glas, skruepasta med gorgonzolasauce og persille, Sergio der spiller guitar, Franco der fremlægger økonomiske teorier, liflige prosecco-bobler, en DJ, der spiller nordafrikanske hits, solen der trækker sig selv ned bag Monte Mario-bjerget, byens hustage der ganske langsomt overmandes af mørket, deltagelse af venner og venners venner, halvfilosofiske samtaler mens sommervinden blæser én dovent i ansigtet, og så igen solen … solen, der skære løs i hustagene inden den forsvinder, og mere vin der bliver trukket op, og mobiltelefoner, der ringer og folk, der siger ”vi er en halv time forsinket, men I kan bare starte” og folk fra Prati-kvarteret, der har boet hele deres liv i samme kvarter, og en der rækker en hånd ud for at plukke frisk timian, og og og ….

I vores køkken havde Lucia og min kone planlagt, at vi skulle på ferie til Marokko, og jeg havde tænkt ”hvad filen har Marokko med mig at gøre”, blot for at finde mig selv stående i Marrakesh lufthavn få måneder efter, hvor et lokalt marokkansk biludlejningsfirma havde snøret mig kun 40 minutter efter, at jeg havde sat mine fødder på marokkansk grund. Jeg blev taget ved næsen flere gange under vores marokkanske ophold, der alligevel udviklede sig at være en drømmeferie.

Katte-stress

Lucia var også en slags hovedperson, dengang jeg var ”katte-stresset”. Den dag, vi skulle på sommerferie, var vores kat Totò blevet afvist i Fiumicino Lufthavn. Vaccinationspapirerne var ikke i orden. Jeg måtte blive på jorden, mens resten af familien tog afsted. Jeg var tvunget til at haste tilbage til Rom, finde en dyrlæge i en fart og få kræet vaccineret i en håndevending for at kunne tage på ferie dagen efter. Da jeg morgenen efter – omkring kl. 5.30 – skulle have Totò placeret i vores kattebærer, nægtede han pure. Han strittede imod med alle fire ben som han placerede i et slags demonstrativt kors.

Tiden gik, og chaufføren stod nede på gaden og ventede på mig. Men katten ville ikke makke ret. Hvad skulle jeg gøre? Chaufføren, naturligvis! Jeg drønede ned ad trapperne. Da jeg kom ned på gaden, kl. 5.30 om morgenen stod chaufføren – en mand omkring de 50, ca. 1,90 cm. høj – og røg en smøg med en afslappet sommerattitude. Han havde den ene fod oppe på bilens kofanger og med to fingre holdt han om sin smøg, mens han med et nydelsesfuldt kropssprog blæste røg op i den romerske morgenhimmel. ”Undskyld, jeg har et lille problem. Jeg ville spørge om …”, hvorefter han afbrød mig med ordene: ”Undskyld, men jeg kan altså ikke bære kufferter. Jeg har dårlig ryg og min læges ord for, at det er en aktivitet som jeg ikke kan give mig i kast med”, sagde han og smilede for at signalere at emnet var uddebatteret. Jeg fik ham straks forklaret, at det ikke drejede sig om kufferter men om at få en lille kat puttet ind i en kattebærer. ”Ok, lad os se på det”, sagde han.

Da vi kom ind i vores køkken sad Totò på en vindueskarm og kiggede udfordrende på os. ”Neeeeej, hvor er han sød”, sagde chaufføren. Jeg forklarede ham, hvad opgaven bestod i. Jeg skulle snuppe katten, placere ham i kattebæreren, og chaufføren skulle lukke kattebæreren lynlås-åbning så hurtigt som muligt. Første gang lykkedes det ikke. Chaufføren var ikke hurtig nok til at lukke kattebærerens låge, og Totò smuttede ud igen. Og nu havde katten lugtet lunten. Han begyndte at løbe rundt i køkkenet. Hvis han krøb i skjul under vores komfur, vidste jeg at det ville blive vanskeligt at trække ham ud igen. Og det var netop dér, han forsøgte at søge tilflugt. Jeg forsøgte at forhindre det, men trådte forkert, faldt og fik en heftig hudafskrabning på den ene knæ, hvorefter blodet begyndte at løbe ned af mit skinneben. ”Jeg er bange”, sagde chaufføren så, hvorefter han næsten umærkeligt forsvandt.

Der var gået 15 minutter, og jeg var nu endnu mere forsinket. Hvad nu? ”Lucia”, tænkte jeg, og for op på anden sal. Klokken var 5.45, da jeg ringede på. Da Lucia åbnede, kiggede hun forvirret på mig og spurgte: ”Hvad er der sket med dit knæ”? Jeg forklarede hende, hvad der var sket, og hvilken opgave der ventede os. ”Vi bliver nødt til at svøbe ham ind i et lille tæppe, og så putte ham ind i kattebæreren”, sagde hun. Miraklet skete. Katten var klar i sit transportbur. Jeg ilede afsted og nåede også mit fly i Fiumicino mod den sicilianske ø Pantelleria.

Da vi nåede til Pantelleria, var der overskyet. Piloten kunne ikke finde vej ned gennem det tunge skydække, og vi måtte flyve tilbage til Palermo for et kort top-over. Men det er en helt anden historie.

Vil du læse flere artikler som denne?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder og få direkte besked når jeg udgiver nye artikler. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden og du 10% rabat på mine online-foredrag. Jeg sender dig en rabatkode i velkomstmailen.