Min italienske sommer

Pantelleria-1
Pantelleria

Min italienske sommer

Sommer betyder refleksioner over året, der gik, over tiden, der er på vej, og over udvalgte emner som politik, paparazzi-fotografer, vanvittig trafik, tunesisk musik og ingenting, der kan komme til at ligne en hel million.

Vil den 1. august mon også dukke op i år? Det er det årligt tilbagevendende spørgsmål, der begynder at tage form i min hjernes baghave, typisk i anden halvdel af juni. Vil det være muligt, i løbet af juli måned, at få sparket de artikler afsted, som under normale forhold ville kræve i hvert fald 50 pct. mere tid at skrive? Som regel viser det sig muligt, men også kun fordi både juli-weekender og -aftener bliver taget i brug.

Og således lykkes det, hvert år til min store overraskelse, at vende det kalenderblad, hvor der står 1. august. Det er indgangsporten til fire ugers italiensk stilstand. Nationens kollektive ferie. Og min. Et (næsten) eksistentielt tomrum. En lomme af sveddryppende varme og kølig hvidvin. Ingen fodbold. Ingen politik. Ingen aviser. Kun mig og min familie og et lille sommerhus på den syditalienske ø Pantelleria. Sågar på landet. Med udsigt til dalen. Og med udsigt – på klare dage – til Tunesien.

I gamle dage sendte Pantellerias bedre borgerskab deres børn på kostskole i Tunis. Der var en direkte færge. 70 km. sejlads. Ud om mandagen, hjem om fredagen. Færgen eksisterer dog ikke længere. I dag må vi nøjes med at tænde for den gode gamle radio for at få Tunesien inden for rækkevidde. Den italienske musik er afløst af arabiske toner, der bølger gennem luften og minder en om, at man, når man er på Pantelleria, så er man også lidt i Afrika.

Den barske ø

Vores nabo på Pantelleria hedder Andrea. Han er øens paparazzo-fotograf. Når vi ankommer med flyet fra Rom, står han og hænger i lufthavnen, på udkig efter VIPs. Pantelleria har ry for at være en VIP-ø. Armani samt en hærskare af kendte ansigter fra det italienske skuespillerkatalog har alle valgt øen som deres foretrukne feriested. Andrea er firskåren, lavstammet og smilende. Og så kender han øen som sin egen bukselomme. Han kravler op ad stejle klipper med sit Nikon-gear. Fotograferer de kendte og deres balder og bryster. Sender sine fotos til bureauer på det italienske fastland og i Frankrig. Så stiller han sig ned i lufthavnen igen. Dér ser jeg ham igen, når jeg af og til henter vores feriegæster. Han scorer kassen. To måneders arbejde for at holde livet gående hele året.

Pantelleria er en barsk ø. Da jeg for 20 år siden kom her første gang, spurgte alle mig: hvad er dit indtryk? Et spørgsmål der blev stillet med en del bekymring. Hvad ville jeg mon svare? Hvordan ville min kritik mon lyde? Men jeg havde ingen kritik, for jeg elskede øen (og gør det stadig). Pantelleria er dog ikke en ø, der giver ved dørene. Du skal ikke forvente et sted, der står med åbne arme og tager imod dig. Du skal indrette dig efter øen, og ikke omvendt. Der er ingen sandstrande. Niente. Kun klippeformationer, hvorfra du går eller kravler eller kryber eller hopper i havet. Jeg har set folk stå stille et øjeblik og falde øjeblikket efter. Det grønne mos på klipperne er dødsens glat. Ødelagte knæ. Forvredne ankler. Brækkede ribben. Kranier der mødes med lavasten. Ambulancesirener og bristede drømme.

Men jeg har også oplevet folk, der blev inde hele dagen, da de ikke vidste hvordan de skulle gebærde sig på øen. Romerske besøgende, der med udspilede øjne ytrede ”det er godt nok en barsk ø”. Og så er der trafikken. Er det svært og stressende at køre i Rom? Nix, overhovedet ikke. Ikke hvis du har prøvet at køre på Pantelleria. Snævre veje. SNÆVRE. Masser af sving med døde vinkler. I starten hadede jeg det. Det faktum, at du passerer modkørende med blot fem centimeters afstand, giver trafikalt stress og ekstra sved på panden. Af og til høres den dumpe klak-lyd af to bakspejle, der slår mod hinanden. Men nu har jeg fået hård hud på min mentale kobling. Et øje er vendt mod de mange stengærder, der afgrænser vejen mod højre. Det andet øje er vendt mod den modkørende bilist. Vi kører så tæt forbi hinanden, at jeg ofte kan læse den modkørendes tanker. Og så er der de tåbelige (syd)italienske bilister med deres venstre arm dinglende ud af det åbenstående bilvindue. Før eller siden kapper jeg en af disse venstre arme af. I et hug. Og til dommeren vil jeg efterfølgende blot anføre, at jeg var så tæt på højre sides stengærde som det var muligt. Ergo: det var den armdinglende bilists egen skyld.

Men ellers kan man fylde øjnene med udsigter, og med bugter der signalerer evighed. Det vil sige vandets evige slag med de lavablokke, som ligger langs kysten og som naturen med gavmild hånd har fordelt ud over det meste af øen. Lavthængende skyer, vinsmagning, en følelse af total isolation i forhold til den omkringliggende verden, en slags afrikansk blues blandet med italiensk livsnydelse.

Kølig hvidvin, kapers og stor statsgæld

Ofte kommer vi forbi mine svigerforældre. De bor med udsigt ud over Pantelleria by, til Capo Bon i Tunesien og til Armanis sorte yacht, der ligger nede i havnen og som mest af alt minder om et amerikansk krigsskib. Min svigerfar ser tv-avis. Covid-tal, Green Pass, solbrændte politikere der står i kø for med vigtige miner at udtale selvfølgeligheder. Jeg hører ikke efter. Fra midten af september går det løs igen. August er politikerfri. Det, der betyder noget i denne måned, er den kølige hvidvin, retter med kapers, vindretningen samt konkrete refleksioner over ligegyldige emner.

Under min ferie falder jeg over nyheden på min telefon. Den italienske statsgæld er steget til det rekordstore tal på 2700 mia. euro, hvilket vil sige 160 pct. af BNP. Det er en næsten EU-rekord, kun overgået af Grækenland. Post-covid-tal. Underskud, undergang, vandgang, vanvid. Hver italienere har en gæld på 43.000 euro. Også de nyfødte. Dem, der kommer til verden i Viterbo, Venezia og Vicenza. Men også alle de andre. 43.000 euro per hoved. Men jeg kan ikke fornemme det ude ved havet. Der er både i vandet. Små, mellemstore og store. Sejlbåde, speedbåde, skonnerter, træbåde. Der kommer en træbåd forbi med en familie, mens jeg sidder og spiser en is. Jeg spørger min kammerat, Gaspare, der er en gammel søulk, ”hvor meget koster sådan en gammel træbåd?” og forventer at han vil sige 10-15.000 euro. ”Den koster omkring 150.000 euro”, lyder svaret. What, 150.000 euro!?!

Staten er fattig som en kirkerotte, men mange italienske familier har en hel del på kistebunden. Sådan er det vist, at tingene hænger sammen? Eller også fungerer det bare sådan som en af mine veninder en gang sagde: ”Italieneren kan få ingenting til at ligne en hel million”!

Tilbage til Rom

Rom i begyndelsen af september er en sælsom oplevelse. Her troede man, at nu var folk kommet tilbage. Tilbage for at arbejde og rette op på en katastrofal post-covid-økonomi, tilbage for at få samfundet op at stå, opsmøgede ærmer og den rette indstilling. Men nej. Rom i starten af september ligger indhyllet i en ugidelig og tilbagelænet og nydelseslysten atmosfære, hvor alle gør hvad de kan for at trække en så stor del som muligt at deres august-ferie-følelser med ind i september. Trafikken er ligesom tynd som en gennemsnitlig hårpragt hos en 60-årig mand. Vejene synes bredere og alle går rundt og siger ”kunne Rom da ikke bare være sådan her hele året rundt”.

Men det kan Rom ikke. For nu går det snart løs igen, inkl. trafikken der snart vil gå amok og finde tilbage til noget, der minder om et niveau før-covid-19, hvor Italiens mest trafikfarlige by talte én trafikmyrdet fodgænger hver tredje dag, året rundt.

Vi er der næsten. Det tidspunkt hvor sommeren knækker og bliver til efterår. Det tidspunkt, hvor den kølige vind, der blæser langs med Tiberen, indvarsler, at nu skal der gøres plads til sommermånederne i vores mentale arkiv. Vi er der næsten, på det tidspunkt, hvor politikerne igen begynder at tage slips ud for at se institutionelle ud igen, samtidig med at deres privatchauffører vil stå i deres sort-hvide jakkesæt, et stenkast fra parlamentet, og spejle sig selvtilfredse i de blanke tjenestebiler som staten stiller til rådighed for skatteydernes penge.

Bella Roma … der mangler ganske få dage, så er vi alle vendt tilbage. Men først når skolerne starter, altså d. 13. september. Der er vel en verdensrekord. Altså, den italienske skoleferie. Fra starten af juni til den 13. september. Tre måneder og en uge, der igen får mig til at stille spørgsmålet, ”hvor jeg ikke er blevet italiensk skolelærer”. Indtil da er familierne at finde i deres ”seconde case”, dvs. sommerferieboliger. Dem findes der angiveligt 5,6 mio. af i Italien, altså familier med en dobbelt bolig. Men når ungerne starter i skole, så er det slut. Så bliver møblerne dækket til. Badebukserne gemt væk. Nogle af os begynder igen at overveje at drikke et glas rødvin. Det er på det tidspunkt, at sommeren knækker og bliver til efterår.

Vil du læse flere artikler som denne?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder og få direkte besked når jeg udgiver nye artikler. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden og du 10% rabat på mine video-foredrag og e-bøger, når du er tilmeldt. Jeg sender dig en rabatkode i velkomstmailen.