Italiens højrefløjsledere Matteo Salvini og Giorgia Meloni – samt højrefløjsledere fra en række andre lande – trækker kontant vælgerne i jakkeskødet med den ene hånd, mens de holder biblen i den anden. Samtale med den italienske forfatter Iacopo Scaramuzzi om misbrug af kristendommen og manipulation af religiøse symboler.
Sidste sommer, da hele Italien udelukkende beskæftigede sig med coronavirus-epidemien og dens mange negative følgevirkninger, udkom en interessant italiensk bog i noget nær total ubemærkethed. ”Hvor finder jeg Gud? For enden af gangen til højre – Hvorledes de populistiske partier misbruger kristendommen”. I en årrække har bogens forfatter, Iacopo Scaramuzzi, beskæftiget sig med Vatikanstaten og med religiøse problemstillinger i det hele taget. De populistiske partier, han har observeret, er ikke kun Italiens men også dem fra USA, Rusland, Brasilien og flere lande endnu.
Men hvordan opstod egentlig ideen til denne bog?
”Den opstod, da jeg i august 2019 overværede en parlamentshøring i Senatet, kort efter at den første regering med Giuseppe Conte i spidsen var faldet. Jeg bemærkede straks de mange religiøse symboler og referencer, der blev brugt i de forskellige indlæg. Under Matteo Salvinis (leder af højrefløjspartiet Lega, red.) tale kyssede han et lille krucifiks og citerede samtidig pave Johannes Paul II. Herefter rejste Matteo Renzi sig op og kritiserede Salvinis immigrationspolitik ved at citere fra Matthæusevangeliet. Dernæst hørte man en politiker fra partiet De italienske Brødre (der ligger på den yderste højrefløj, red.) citere Jesus. Endelig tog Giuseppe Conte ordet og bebrejdede Salvini for, at han i et verdsligt parlament ofte benytter religiøse symboler som fx. krucifikset og rosenkransen i forbindelse med sine taler. Contes kritik blev fremført til trods for at alle ved, at Conte er en tro følger af den religiøse Padre Pio-figur. Conte selv har tidligere fortalt, at han altid har et foto af Padre Pio i lommen. Mens jeg sad og lyttede til den debat, forekom det mig nærmest absurd, at der i et parlament i en verdslig stat, kunne være så mange religiøse referencer og symboler”, fortæller Scaramuzzi.
Den katolske kirkes centrale placering – ikke kun rent fysisk i Roms hjerte – men også som en integreret del af Italiens politiske liv har gennem mange år været en kendsgerning. De Kristelige Demokrater har gennem mange år været betragtet som ”kirkens parti”. Så hvad er egentlig forskellen mellem tidligere tiders kristne politikere og dagens populister?
”Den kendte religionshistoriker Alberto Melloni har noteret, at de gamle kristdemokratiske politikere aldrig citerede biblen i parlamentet. De læste måske i den hver dag, de gik til messe hver morgen, men de brugte aldrig deres intime tro politisk i et verdsligt forum, som et parlament nu engang er. Sådan er det ikke i dag, hvor de italienske højrefløjspartier generelt bruger kristendommen på en manipolerende måde. Bag de ord som Giorgia Meloni (leder af højrefløjspartiet De Italienske Brødre, red.) og Matteo Salvini udtaler, når de bruger kristne referencer eller symboler, findes der hverken en religiøs kultur eller en intim udøvelse af en tro. Salvini har offentlig erkendt, at han ikke går i kirke, og at han heller ikke er troende. Alligevel sidder han ofte med en rosenkrans i hånden eller kysser et krucifiks. Det er klare eksempler på, at de religiøse symboler bruges på en hyklerisk og folkloristisk måde for at kapre stemmer”.
Forfatter Iacopo Scaramuzzi
Højrefløjen og Pave Frans
Det er ikke nogen hemmelighed, at selv om den yderste italienske højrefløj holder af at bruge kristendommens symboler, så er selvsamme højrefløj ikke just pot og pande med Pave Frans. Hvordan vil du beskrive deres indbyrdes forhold?
”Det fælles fodslag som man tidligere har set i Italien mellem politik og religion – repræsenteret ved Berlusconi på den ene side og Pave Frans’ to forgængere på den anden – er helt væk. Den nuværende pave repræsenterer en markant værdiændring ift. tidligere. Pave Frans er langt mindre fokuseret på ortodokse spørgsmål, hvorimod han har et langt større fokus sociale spørgsmål – herunder især immigration – som går stik imod fx. Salvinis synspunkter. Faktisk betragter mange ortodokse katolikker Pave Frans på en negativ måde. På samme måde har ortodokse katolikker verden over betragtet Pave Frans som en ‘fjende’, netop fordi han har sat foden ned overfor de populistiske partier, som om han sagde ’det er mig der har copyright på religionen’. Som om han sagde: ’Kristendommen siger: ’frels de svage og immigranterne’. Kan I ikke lide det? Jamen, det står i Biblen’. Så Pave Frans har været et bolværk, så de populistiske partier i Italien ikke har kunnet bemægtige sig kristendommen med et politisk formål for øje”.
I din bog taler du om, at de populistiske partier har gjort religionen folkloristisk og show-agtig, at politik og religion i en populistisk optik ofte spejler sig i hinanden.
”Ja, dog skal man huske på, at religionen i dét spejlbillede ikke betyder tro. Den er ikke lig med en intim religiøs følelse. Den derimod at betragte som et politisk instrument, som en identitetsmarkør, som en slags ideologi for at forsvarer sig imod en fjende som er moderniteten, den muslimske indvandrere, det homoseksuelle par, der gerne vil gifte sig, eller kvinden, der ønsker fuld selvstændighed. Når politik og religion forener sig, sker der altid det, at troen bliver skubbet ud af religionen. Salvini, Trump, Orban og Putin er alle ledere, der benytter sig af religiøse symboler ud fra en kold kalkule. Ingen af dem er udøvere af en intim tro”.
I din bog bringer du ikke kun eksempler fra Italien men også fra eksempelvis Rusland, Brasilien og, især, USA. Hvad observerede du under efterårets dramatiske valgkamp i USA?
”Trump forsøgte helt klart at udnytte den kontrast, der eksisterer mellem de moderate katolikker på den ene side, og de mere ortodokse og konservative på den anden. Først udnævnte han den ultrakatolske Amy Coney Barrett som ny højesteretsdommer. Få dage senere dukkede den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo op i Vatikanet – hvor han ikke blev modtaget af Paven – for især at kritisere kirkens forhold til Kina, hvilket helt sikkert har behaget de mest konservative af de amerikanske katolikker. Senere igen, i forbindelse med drabet på den farvede George Floyd, begav Trump sig til en lille kirke nær Det Hvide Hus, med en sand hale af fotografer efter sig, for at lade sig fotografere foran kirken med en bibel i hånden. Som om det ikke kunne være nok. Så alt i alt har også den ikke-religiøse Trump brugt både en lang række af kristendommens symboler og et gennemført taktisk spil i forsøgte på at opnå flere katolske stemmer”.
En portion lasagne og en bøn
Rom har altid været kendt som katolikkernes navle, som ”Vatikanstatens have”, som katolicismens spirituelle centrum. Det betyder så også, at når den nuværende Pave Frans’ populist-modstandere beslutter sig for at mødes og “lave larm”, så er Rom et oplagt mødested.
”Vi har set flere gange, at når Trumps tidligere rådgiver, ultrapopulisten Steve Bannon, har mødtes med Italiens populistiske ledere, Salvini og Meloni, så er det sket i Rom. Det samme gælder for den russiske Aleksandr Dugin, politolog kendt for sit fascistiske tankegods og en af den russiske præsident Putins nærmeste rådgivere. Også Dugin har mødtes med Italiens populistiske ledere i Rom. Ved en lejlighed holdt han sågar en tale på det tidligere så kendte Casa Pound (kendt tilhørssted for yderligtgående fascister i Rom, red.). Og da Giorgia Meloni sammen med Ungarns premierminister Viktor Orban og den franske politiker Marion Le Pen sammen organiserede et symposium for at hylde den tidligere – ortodokse! – Pave Johannes Paul II, hvor fandt det så sted? Naturligvis i Rom, for at kunne genere Pave Frans, fordi populisterne med al tydelighed betragter den nuværende pave som deres naturlige fjende”.
Vores interview finder sted få dage efter fodboldspilleren Diego Armando Maradonas død. Og også ved den lejlighed, i en post på Facebook, lykkes det for Salvini at presse et stykke religion ind, idet han skriver: ”Et fodboldgeni er død. Verden er fattigere uden ham. Lad os bede en bøn”.
”Det er typisk for Salvini. Han råder som bekendt et hold af kommunikationseksperter, der råder ham, hvad angår de sociale medier. Han ved udmærket, at hvis han fx. citerer Jomfru Maria fra Medjugorje, få vil han få flere tusind likes. På samme måde som når han poster fotos, mens han fx spiser en lasagne. For Salvini har en Jomfru Maria-figur, en bøn og en portion lasagne omtrent den samme betydning. Alle tre dele er reduceret til et spørgsmål om at få som mange likes som muligt. Og religionen må altså finde sig i at bliver puttet ned i den folkloristiske gryde”, slutter Iacopo Scaramuzzi.
Iacopo Scaramuzzi – ”Dio? In fondo a destra – Perché i populismi sfruttano il cristianesimo”.