Den syditalienske by Matera er en af verdens ældste. Dens gamle bydel, Sassi, er bygget af kæmpemæssige klippeblokke eller simpelthen hugget direkte ind i en gigantisk tufklippe. Resultatet er en by med en sælsom og surrealistisk skønhed, hvis mage ikke findes andre steder i Europa.
Den syditalienske by Materas centrale plads, Piazza Vittorio Veneto, er en idyllisk piazza med flere kirker, hyggelige cafeer, tøjbutikker og en typisk sydlandsk stemning. Mange vil sige ”en typisk piazza i en hvilken som helst syditaliensk by”. Men … går man forbi San Domenico-kirken fra det 13. århundrede, videre forbi det gamle Palazzo dell’Annunziata over mod den lille kirke, Mater Domini, og gennem en af de tre buer ved siden af, vil man hurtigt opdage, at Matera på ingen måde er hverken normal eller gennemsnitlig. For her åbenbarer der sig en af de mest overraskende og fascinerende udsigter, som både Italien og Europa kan byde på.
Under ens fødder vil nu åbne sig en stor og nærmest kaotisk masse af gamle og forladte huse i grå, hvide og brunlige farver. De er enten bygget af tuf-klippeblokke eller simpelthen hugget direkte ind i den gigantiske tufklippe, som den gamle bydel hviler på. Set her ovenfra forekommer Materas gamle bydel at være et sandt virvar af små huse i forskellige former og størrelser, der alle tydeligvis er blevet opført uden nogen som helst hensyntagen til en byplan. Øjet pirres af denne udsigts sælsomme skønhed, som med dens virvar, uorden og forladthed giver én en følelse af noget surrealistisk. Bydelens navn er enkelt og sigende: Sassi. Italiensk for sten.
En af verdens ældste byer
Indtil for få år siden var Matera ikke specielt kendt, ikke en gang i Italia. Og da slet ikke udenfor Italia. Men det ændrede sig, da Matera gennem hele 2019 var EU’s. Gennem hele året løb en sand strøm af kulturbegivenheder af stablen under betegnelsen Matera 2019 Open Future.
Matera er muligvis en af verdens ældste byer. De præcise oplysninger om stenbyens oprindelse fortaber sig i forhistoriens tætte tåger. Man har fundet potteskår fra den tidlige stenalder. Og i 1965 fandt man i nærheden af byen en imponerende 2,4 meter lang forstenet stødtand, der tidligere har tilhørt en såkaldte Elephas antiquus, en fortidselefant, som levede 200.000 år før Kristus. Det ældste dokument, der omtaler “i Sassi” som “et beboet område med huse af sten”, er fra 1204. Blandt italienske historikere er der dog enighed om, at “i Sassi” har været beboet langt tidligere.
Allerede i det 7. århundrede slog græske og latinske munkesamfund sig ned i “la Gravina”, den kilometer lange kløft, der ligger nedenfor “i Sassi”. Her løber en bred bæk, der var kilde til liv, og de naturskabte grotter i den kæmpemæssige tufklippe kunne bruges som boliger. Munkene fandt hurtigt ud af, at tuffen var et så føjeligt materiale, at man enten kunne bygge grotter og huler direkte ind i klippen, eller udhugge tuf-klippeblokke, der kunne bruges til opførelse af boliger. Disse boliger opførtes på en højtliggende terrasse på den gigantiske tufklippe, og det er dem, der nu udgør “i Sassi”.
Gennem tiden har Matera været beboet af bl.a. grækere, longobardere, normannere, saracenere, spaniere og franskmænd. Fælles for alle disse samfund har været, at de har boet i Sassi-områdets grotter. Og denne boligform har faktisk eksisteret helt op til moderne tid.
En national skændsel
I begyndelsen af 1940’erne fremgik det af en undersøgelse foretaget af den lokale embedslæge, at “i Sassi” havde næsten 20.000 indbyggere fordelt på kun ca. 3.000 boliger. At kalde disse for boliger er måske overdrevet, for i over halvdelen af tilfældene var der tale om regulære grotter, der var hugget ind i tufklippen. I disse grotter levede hele familier som en slags “moderne” huleboere, stuvet sammen med høns, geder og andre husdyr under kummerlige hygiejniske forhold. Mange af børnene var skelet-tynde og sygdomme som malaria og tuberkulose florerede.
I en årrække var “i Sassi” således det ultimative symbol på et tilbagestående og underudviklet Syditalien, og da Italiens daværende premierminister De Gasperi i 1950 besøgte byen, definerede han, uden mange floromvundne vendinger, “i Sassi” som “en national skændsel”. To år efter De Gasperis besøg vedtoges en lov, der skulle rømme “i Sassi”, og dets beboere blev således flyttet til nyopførte boligområder i det moderne Matera.
Mange af de evakuerede materanere havde dog en så stor længsel efter deres gamle stenede kvarter, at de ofte, i nattens mulm og mørke, listede tilbage til deres forladte bolig i “i Sassi”. I mange tilfælde var de lokale myndigheder derfor tvunget til enten at tilmure de forladte huses indgang eller opsætte jerngitre. Helt op til 1966 boede der faktisk hele 3.000 materanere i “i Sassi”. I de efterfølgende år fraflyttede de gradvist området på grund af mangel på strøm og vand samt dårlige hygiejniske forhold.
Gennem årene har tingene i Matera dog ændret sig. Den gamle bydel er blevet renoveret og sat i stand, og lidt efter lidt har også det store udland opdaget stenbyens utrolige historie og atmosfære. En opdagelse som i 1993 præmierede Matera, da byen blev optaget på UNESCOs liste over verdensarvssteder. Senere, i 2002, henlagde den amerikanske skuespiller og filminstruktør Mel Gibson sin film, The Passion, til Matera. Man kan med andre ord sige, at Matera har taget springet fra staldene til stjernerne.
En fodrejse tilbage i tiden
I “i Sassis” to kvarterer – Sasso Caveoso og Sasso Barisano – findes stenbelagte veje og et utal af små stisystemer, der fører den besøgende ind mellem tomme huse, gennem smalle gyder, op og ned ad små trapper lavet af klippeblokke samt ind i de små “chiese rupestri”, klippekirker, der er hugget ind i tufklipperne.
At bevæge sig rundt i denne spøgelsesagtige og næsten fuldstændigt forladte by af sten og tuf er ganske enkelt en oplevelse, der giver én en følelse af at bevæge sig tilbage i tiden. Om sommeren blændes man af den stærke sol, der reflekteres af “i Sassis” mange hvide og grå farver, og om vinteren giver de kolde vinde, der piber gennem de smalle gyder, de tomme huse et endnu stærkere udtryk af forladthed. Går man ad hovedgaden Via Buozzi, vil man snart komme til den gul-hvide kirke San Pietro Caveoso, der opførtes i det 17. århundrede, udelukkende ved brugen af tuf-klippeblokke. Kirken ligger på randen af den langstrakte kløft “la Gravina”, der åbenbarer sig ca. 300 meter nedenfor. Fra piazza’en foran kirken har man en formidabel udsigt ud over det stenede, barske og nærmest måneagtige landskab.
En naturoplevelse man ikke må snyde sig selv for, er en vandretur nede i selve “la Gravina”, kløften, der strækker sig over adskillige kilometer. Det er tilrådeligt at hyre en lokal guide, der kender de forskellige nedgange fra “i Sassi”. Hér vil man føle sig langt fra alt, der hedder civilisation. Det eneste man hører er vindens hvislen mellem klipperne, den lystigt brusende bæk, der løber i dalen, og “i Sassis” fjerne kirkeklokker, der hver halve time minde én om, at tiden trods alt ikke er sat i stå, selvom man skulle tro, at det faktisk var tilfældet.
I forbindelse med kulturåret 2019 er der blevet bygget en tibetansk hængebro, der forbinder sassi-området med den canyon, der ligger for byens fødder. Via denne hængebro er det muligt at gå over til byens berømte Belvedere-område – et udsigtsterrasse med en helt igennem pragtfuld udsigt til Matera. En udsigt hvis lige ikke findes noget andet sted i verden! Belvedere kan man imidlertid også nå med en af de turistbusser, der kører fra Materas centrum. Udsigten her giver én en følelse af noget tidløst.
Barsk og uberørt natur
I kløften vil man hurtigt finde en af de afmærkede stier, som leder én langs den konstant småpludrende bæk. Her vokser oregano og timian vildt, og er man rigtig heldig, vil man om sommeren kunne få et glimt af den yderst sjældne “Falco Grillaio”, en falk, der bl.a. ernærer sig ved græshopper. Naturen er barsk og uberørt, og på begge sider af kløften har man de imponerende klippevægge inden for konstant synsvidde.
Hvis man kravler ind i nogle af de mange efterladte grotter, kan man desuden få en fornemmelse af, hvordan vore forfædre boede for tusindvis af år siden. Man vil også kunne bese nogle af de mange forladte “chiese rupestri”, klippekirker, der kun får besøg når eventyrlystne turister en sjælden gang kommer forbi.
Ved den seneste optælling fandt man i alt 147 af disse klippekirker, hvoraf godt 100 befinder sig over et udstrakt område hernede i kløften. De er næsten alle opført, dvs. hugget direkte ind i tuf-klippen, mellem det 7. og 13. århundrede af græske og byzantinske munkesamfund, der var på flugt fra saracenerne.
Med stor dygtighed og ved hjælp af lokal arbejdskraft skabte munkene disse klippekirker, i hvilke man den dag i dag kan se kunstfærdige søjler, kapitæler, pilastre, altre og kupler. For munkene udgjorde disse kirker hellige steder, hvor de kom for at bede. Mange af kirkerne fungerede dog også som regulære boliger. De bedst bevarede af kirkerne befinder sig i “i Sassi” og er for nyligt blevet istandsat. Nogle af dem huser nu kunstudstillinger.
Op gennem 1980’erne var der stadigt flere især historikere og sociologer, der fik øjnene op for “i Sassis” enestående socio-historiske værdi. I 1986 vedtog den italienske stat således en lov, der blev startskuddet til en restaurering af “i Sassi”, og som skal gøre området beboeligt efter moderne standarder. Blandt andet er det nu muligt at opnå 50% statsfinansiering til istandsættelse af en bolig i “i Sassi”.
Og ganske langsomt er der begyndt at ske noget. De gamle huse af tuf bliver lidt efter lidt sat i stand, og de viser sig at have overraskende gode beboelsesmæssige egenskaber. Om vinteren holder de på varmen, og om sommeren er de friske og kølige.
I 1993 fik UNESCO omsider øjnene op for “i Sassis” store historiske, kulturelle og sociologiske betydning, og erklærede området for “menneskehedens kulturarv”. Fra at have været udråbt til national skændsel er Matera og dens Sassi således blevet blåstemplet som fredet naturskønhed.
