Tullio Masoni fra den lille mellemitalienske by Reggio Emilia laver en usædvanlig vin, hvis vigtigste ingredienser er kreativitet, skabertrang og et skvulp af vanvid. Druerne dyrker han på Italiens mindste “vinmark”, og prisen på det færdige produkt hører til blandt de højeste i støvlelandet. Her er historien bag “ViaMari10”, formentlig Italiens mest ejendommelige vin.
“Min vin er som en statsløs person. Jorden, som den er dyrket i, kommer fra hele Italien. Forskellige venner har sendt mig jord fra Vesuvio-området, fra Etna, fra Sardinien og fra Toscana. Så min vin har ikke et specifikt terroir. Alligevel er den meget italiensk, idet flere forskellige regioner er en del af dens sjæl”.
Kort efter at man har indledt en samtale med den 68-årige Tullio Masone, opdager man, at han går langt udover det almindelige. Hans store smil, hans ofte kringelkrogede måde at udtrykke sig på og hans åbenlyse selvtillid – som muligvis stammer fra bevidstheden om at have opfundet et både usædvanligt og unikt produkt – gør ham til en samtalepartner, der ikke just kan beskrives som gennemsnitlig.
Tullios vineventyr startede for omkring 15 år siden, og efter hvad han selv siger har eventyrets to vigtigste kodeord været “fantasi” og “udholdenhed”.
”Da min far døde, arvede jeg hans vingård, der ligger på landet lidt uden for Reggio Emilia. På et vist tidspunkt indså jeg dog, at det overhovedet ikke havde været rentabelt at drive sådan et sted til vindyrkning. Så jeg besluttede mig for at sælge gården. Men så, omkring 20 år senere, skete der det, at jeg faktisk fortrød salget. Så jeg begyndte at lede efter en ny mulighed for at producere vin. Men der er altså ikke sådan lige, at finde en ledig vingård. Så jeg måtte tage fantasien i brug. Samtidig havde jeg en ambition om at vise, at det faktisk er muligt at lave et fremragende produkt overalt, selv på en tagterrasse, oven på en bygning, midt i en by, i hvert fald hvis man er un sognatore, en drømmer, som jeg”, siger han, mens vi går op ad en trappe, op mod tagterrassen.
Vi befinder os på adressen Via Mari 10 – en adresse, der har givet navn til Tullio Masonis vin – midt i Reggio Emilia, i Emilia-Romagna-regionen. Når man træder ud på terrassen på bygningens fjerde sal, har man straks en dejlig udsigt til byens brune, grålige og okkerfarvede hustage. Hovedattraktionen på tagterrassen er dog ikke udsigten men derimod en 20 kvadratmeter stor ”vinmark”, hvor Tullio dyrker de sangiovese-druer, der bliver til omkring 30 flasker hver sæson. Flasker som i øvrigt sælges til den nette pris af 5.000 euro pr. styk.
En radikal ændring
På et vist tidspunkt i sit liv havde Tullio brug for nye udfordringer. Han havde arbejdet som finansiel broker i en del år, da han besluttede at springe ud i dette nye vineventyr. Vin havde i mange år været hans lidenskab, og terrassen lå deroppe og trak.
”I begyndelsen, da jeg fortalte folk om min idé, og kort efter at jeg var begyndt at realisere den, var der mange, der kiggede på mig med en vis vantro. Du ved, som om de talte med en person der havde mistet fornuftens kompas”, fortæller han.
Heldigvis var ikke alle var skeptiske. En af hans venner, ejeren af en lokal restaurant, opildnede ham til at føre sine uortodokse planer ud i livet og gav ham samtidig en hjælpende hånd med. Tullio begyndte derefter at købe vinudstyr for at kunne fjerne syre fra Sangiovese-druerne. Og efterhånden som hans vinprojekt blev mere ambitiøst, begyndte han også at fokusere på kvalitet på en mere målrettet måde. Jagten på kvalitet førte siden til der kom et par slovenske egetræsfade til, hvor vinen nu ligger og trækker i 18 måneder.
”På et tidspunkt tog jeg beslutningen om at indlede et samarbejde med en professionel ønolog, igen i et forsøg på at lave et produkt af en så høj kvalitet som mulig. Jeg fandt så en meget dygtig kvindelig ønolog, som faktisk har en meget poetisk tilgang til hele projektet. Vi har samme idé om, hvordan slutproduktet skal fremstå”, forklarer han.
Man kan mærke, at Tullio nyder at tale om sin vin. Han kan godt lide at “underholde” med et glimt i øjet. Og så går han heller ikke af vejen for en god gammeldags provokation i forhold til kunstens og vinens verden: “Ligesom Duchamp (fransk kunstner, red.) bragte lokummet ind i kunsten, har jeg bragt vinmarkerne ind til byen. Mange af Italiens vigtigste vine er lavet af adelige familier. Men ViaMari10 er et eksempel på, at man ikke behøver at have haft adeligt blod i årene gennem flere generationer for at kunne lave en god vin”, siger han med et stort smil.
Italiens dyreste vin
Når du læser om ViaMari10, springer prisen på vinen – 5.000 euro – straks i øjnene. Er dette også en provokation eller et udtryk for kvalitet?
“I begyndelsen af dette projekt gav jeg faktisk min vin væk … som gave eller som en slags talisman, der skulle bringe den nye ejer held og lykke. På et tidspunkt besluttede jeg mig så for at sælge vinen til normal pris. Men efterspørgslen skød straks i vejret, og da min produktion jo er meget beskeden, blev jeg nødt til at hæve prisen”, forklarer han.
Gennem årene er prisen blevet ved med at stige på grund af en stadig høj efterspørgsel men også grundet en række tilfældige omstændigheder. Det italienske RAI-TV har beskæftiget sig med Masonis vin i to forskellige transmissioner, hvilket selvsagt har ført til høj synlighed. Masoni har desuden lavet en aftale med et lokalt, velkendt kunstgalleri, Bonioni Arte, som nu sælger hans vine, som var der tale om små aftappede kunstværker. Og på et tidspunkt, via Facebook, kommer Masone i kontakt med en franskmand, der beskæftiger sig med sjældne vine. Den vinentusiastiske franske Facebook-ven introducerer herefter Tullio Masoni til den kendte franske ønolog, Edwige Régnier, der efterfølgende anmelder ViaMari10 særdeles positivt. Så lidt efter lidt når prisen op på de 5.000 euro per flaske.
”Ja, historien med Facebook-bekendtskabet er ret speciel. Da Edwige Regnier, der blandt andet er direktør for Le Cordon Bleu-akademiet i Paris (en prestigefuld gastronomisk skole, red.), havde smagt min vin, sendte hun mig en meget smigrende mail, hvori hun blandt andet inviterede mig til Paris”, siger Tullio med et stolt smil.
Og hvem er det så, der køber en vin til 5.000 euro?
“Jeg vil sige, at det generelt er rigmænd, vinsamlere, internationale fonde og forskellige former for institutioner. Jeg solgte for nylig tre flasker fra tre forskellige årgange til en græsk forretningsmand, der bor i Dubai. På samme tid donerede jeg en flaske til Dallas Folds of Honor Athletic Club. De havde bedt mig om en flaske, der skulle bortauktioneres ved Grand Gala i november sidste år, hvor der var deltagelse af alle de lokale myndigheder og af Dallas Cowboys fodboldholdet. Overskuddet skulle gå til såret militærpersonale og til familier til dræbte i krigskonflikter. Jeg har også doneret en anden flaske til Lions Club International i Bologna, som ville bortauktionere den for at hjælpe mennesker i nød. En tredje flaske har jeg sendt til en irsk dreng, som skrev et meget rørende brev til mig: Efter en meget alvorlig sygdom, der bevirkede at han mistede sit job, lykkedes det ham med hjælp fra venner at åbne en vinbar. ViaMari10-flasken skulle fungere som et trækplaster ved åbningen af det nye sted. Han spurgte mig ydmygt, om han kunne betale mig i rater på 100 euro om ugen. Jeg tænkte ikke et øjeblik over det og sendte ham en flaske uden betaling. Det er rigtigt, at prisen er høj, men hvor mærkeligt det end måtte lyde, så er denne vin ikke lavet for at skabe profit”, siger han og ser på mig med en overbevisende attitude.
“Drik ikke min vin”
Når du taler med Tullio Masone, finder du hurtigt ud af, at der er mange finurlige detaljer omkring hans vin. Hvert års produktion har sine små variationer, mest på grund af klimaet. Det at have så lille en vingård betyder dog, at det er langt nemmere at gribe ind og fortage justeringer – dvs. at vande – når klimaet er været meget varmt og for tørt. ”Når det er på den måde, går jeg bare rundt på min ‘mark’ med en vandkande”, siger han og griner.
Tullio er især glad for 2018-årgangen på grund af det faktum, at det års vinetikette er designet af Giuseppe Camuncoli, som er officiel designer hos den amerikanske mediekoncern Marvel. »Det er ret svært for mig at sælge den eneste flaske, jeg har tilbage fra 2018. Vi må se, om jeg på et tidspunkt vil få et tilbud, som jeg ikke vil være i stand til at afslå”.
Meget ofte, når man støder på artikler om Tullio Masoni og hans vin – i den italienske såvel som i den udenlandske presse – vil man kunne læse den overraskende anmodning: “Drik ikke min vin”. Men hvorfor giver Tullio egentlig dette råd til dem, der køber hans vin?
”Jeg betragter min vin som et slags postkort. Efter at et postkort er blevet skrevet og sendt, går det gennem adskillige hænder og passager. Og når det så ankommer til modtageren, så bliver det læst og derefter smidt væk. En af livets hemmelighed er, at tingene, for at kunne være sikret et liv, konstant skal ‘være på vej’. Det er ikke meningen, at de nogensinde skal nå frem til deres destination, for når de først ankommer, så bliver de konsumeret og så mister de deres værdi. Hvis min vin forbliver uåbnet på en vinhylde, vil den stadig være i live. Den vil helt sikkert blive genstand for debat og for beundring. På den måde bevarer den sin værdi, den holder sig i live”, forklarer han og betragter mig med et finurligt smil.
Tullio har mange overvejelser med hensyn til kunsten at lave vin, så jeg spørger ham, hvordan han først fremmest betragter sin vin? Er den kunst, håndværk eller kendskab til vækst- og landbrugsforhold?
”Jeg vil nok sige en blanding af de ting, du nævner. Nogen sagde engang til mig: ViaMari10 er den eneste vin, hvor du vil blive mere kultiveret jo mere du drikker af den. Det er vel den bedste kompliment, man kan give en vin, vil jeg mene”.
Og hvordan vil Tullio egnetlig selv beskrive smagen af ViaMari10?
“Ved den første slurk får man ofte en følelse af noget udefinerbart. Noget der umiddelbart er vanskeligt at sætte ord på. Straks herefter vil den åbne sig i ganen og sindet vil ligeledes åbne sig for nye dimensioner. Man skal vide, at ViaMari10 ikke er nogen rolig smagsoplevelse. Vinen har et utal af smagsnoter, der sammen formidler en fornemmelse af noget, der bevæger sig med en vanvittig fart”, slutter han.
Fotos af Rossana Mazzieri.
Info: www.viamari10.it
