Mario Draghi – et anderledes portræt

mario-draghi
Politik

Mario Draghi – et anderledes portræt

Mario Draghi, Italiens tidligere nationalbankdirektør og chef for Den Europæiske centralbank i perioden fra 2011 til 2019 er som Italiens nye premierminister på alles læber. Han er uden sammenligning den mest populære italiener lige nu og den mand i Italien med den største internationale pondus.

Men ikke alle deler jubelglæden over Draghis fremkost på den politiske scene, og nu venter der Super-Mario et ”varmt forår” med en række udfordringer,der med høflig underdrivelse kan betegnes som kæmpestore.

Sig navnet Mario Draghi til ti forskellige italienere, og størstedelen af dem vil rulle med øjnene og lave en bevægelse med den ene hånd som tegn på anerkendelse. For Draghi har et rennome, der siger spar-to og et internationalt omdømme, der betyder, at han lige nu kan skrive ”Italiens mest populære mand” på sit visitkort.

Faktisk så meget at alle – politikere, journalister, aviser, TV-folk, manden på gaden, min lokale aviskioskbestyrer og mange mange flere – i den seneste tid nærmest har trådt hinanden over tæerne for at få lov til at lovprise en person, der nærmest fra den ene dag til den anden er blevet den absolutte hovedperson på Italiens politiske scene. Eller sagt med en lettere omskrivning af en Facebook-post skrevet af forfatter Christian Raimo: ”Nu mangler vi kun opbakning fra Toscanas Forenede Pigespejdere, så har alle de vigtigste grupper i samfundet givet udtryk for deres støtte til Mario Draghi”.

Den regeringskrise, der nu har placeret Draghi på Italiens vigtigste politiske post, startede kort før jul, da daværende premierminister Giuseppe Conte annoncerede, at han agtede at lade en såkaldte ekspertgruppe administrer og uddele de kæmpesummer, der angiveligt vil tilgå Italien fra EUs støttefond senere i år. Beløbet på 209 mia. euro – hvor de 81 mia. euro ikke skal betales tilbage til EU – er det største støttebeløb, noget europæisk land vil blive tildelt ifm. pandemien.

Denne beslutning faldt partileder Matteo Renzi for brystet. Han mente, at Conte havde samlet for meget magt omkring egen person. Renzi trak efterfølgende sit lille centerparti Italia Viva ud af regeringen. Dermed kom Conte-regeringen i mindretal i Senatet. Conte var således tvunget til at træde tilbage, og regeringskrisen var et faktum.

Omtrent ti dage senere trådte Draghi ind på scenen, og da begyndte de italienske aviser og magasiner at gå i Draghi-selvsving. Sjældent har man set så mange rosende portrætartikler blive sprøjtet ud i æteren på så kort tid.

Men hvem er han egentlig denne Mario Draghi? Han er født i 1947 i en velhavende romersk familie. I en alder af femten år mistede han begge sine forældre med kort mellemrum, og han er citeret for at have udtalt: ”Som ung lod jeg håret vokse men ikke alt for meget, jeg havde jo ingen at gøre oprør imod”.

I Rom gik han på et særligt gymnasium for jesuitter, angiveligt et af de bedste i byen. En række af hans studiekammerater fra gýmnasietiden beklæder i dag høje poster i det italienske samfund. Men alle siger i dag, at Draghi var en ener, den bedste i klassen. Et matematisk geni. Senere stod den på økonomistudier på Roms La Sapienza-universitet, og efterfølgende gik turen til USA for at tage en Master i økonomi ved det berømte MIT-Universitet, et af de mest prestigefulde i verden.

Frelseren er kommet

Efter de amerikanske studier begynder Draghi sin karriere som højtstående embedsmand, og bl.a. er han med i det ministerie-team, der udarbejder de økonomiske strategier, der siden er medvirkende til, at Italien bliver optaget i Euroen, og det til trods for at landet på det tidspunkt havde en statsgæld, der gik langt ud over den 60%-grænse, der ellers var foreskrevet i Maastricht-Traktaten.

Mens den menige italiener og den italienske presse på det nærmeste ikke kan få armene ned – næsten som var det il salvatore in persona, frelseren selv, der havde fundet vej til den italienske del af moder jord – så kan man ikke spore helt den samme jubeloptimisme hos de udenlandske medier, der ofte har en herlig afstandstagen til støvlelandets ofte emotionelle politiske fnidderfnadder.

Kort efter at det stod klart, at Draghi ville få adgang til Italiens blødeste politiske lænestol bragte det ansete ugemagasin Internazionale flere kristiske artikler, publiceret af forskellige europæiske medier, omkring Draghis person og tidligere virke. Særligt hans job som vicepræsident i den private amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Det var netop i Draghis vicepræsidentperiode, at Goldman Sachs – af den amerikanske journalist Matt Taibbi beskrevet som ”en kæmpe vampyrblæksprutte, der vikler sine arme rundt om menneskehedens ansigt for ubarmhjertigt at placere sin blodige tragt der, hvor der kan suges penge” – angiveligt, iflg. det spanske dagblad El Pais, ”skulle have hjulpet Grækenland med at forfalske sine regnskaber i forhold til EU”. El Pais skriver videre, at ”Draghi har reelt aldrig oplyst, hvad han beskæftigede sig med i den periode hos Goldman Sachs”.

Underforestået: var Draghi indblandet i eller havde han kendskab til det regnskabsfusk som Grækenland med assistance fra Goldman Sachs havde iværksat? Avisen skriver videre, at Draghi senere, under Grækenlands økonomiske krise, pressede landet så hårdt, at det en overgang vaklede på randen af statsbankerot. Yanis Varoufakis, der dengang var græsk finansminister, har beskrevet Draghi som ”en tragisk despot”.

Det er i øvrigt samme Varoufakis, der for nylig har udtalt sig om Draghi til den engelske avis Daily Express: ”Mario Draghi er den perfekte premierminister for Italien, hvis Italien agter at iværksætte en politik, som man kan stå inde for i Bruxelles og Berlin, og hvis man vil lade som om, at den store økonomiske støtte fra EU virkelig vil kunne redde Italien. I virkeligheden ser man, at de lande, der tager imod denne økonomiske støtte, ender med at være endnu mere forgældede end de var tidligere”.

Også det tyske Die Tageszeitung er ude med riven: ”Draghi har givet Lega (yderste højrefløj i Italien der nu er med i Draghi-regeringen, JSJ) mulighed for at ændre sit image i Europa og således komme ud af den sorte skammekrog, hvor partiet indtil videre har opholdt sig”. Det er svært ikke at give avisen ret.

Det argentinske dagblad nøjes med tørt at konstatere, at ”Draghi er endnu en teknokrat der bliver udpeget som premierminister i Italien”. Heller ikke her kan man være uenig med avisen. Draghis udnævnelse understreger endnu en gang Italiens politiske systems dybe krise: hver gang de glødende politiske kastanjer skal rages ud af ilden, må politikerne træde et skridt tilbage for at gøre plads til en kendt og estimeret teknokrat. Vi har set det flere gange i fortiden, og nu har vi set det igen.

What ever it takes

Efter tiden hos Goldman Sachs søgte Draghi tilbage til den offenlige bankfold, og nu kom der til at stå nationalbankdirketør på visitkortet. Senere, i perioden fra 2011 og frem til 2019, bestred han den prestigefulde stilling som chef for Den Europæiske Centralbank. Det var med den stillingsbetegnelse, at han under en økonomisk konference i 2012 i London udtalte de bevingede ord ”what ever it takes”, for at understrege at han, som direktør for Den Europæiske Centralbank, ville gøre ”alt der stod i hans magt” for at skærme euroen imod de spekulationer, der i den periode fandt sted på de finansielle markeder.

En skam, at den anden halvdel af Draghis legendariske sætning – ”… and believe me, that will be enough” – er gået lidt i glemmebogen. For det viste sig rent faktisk, at ”what ever it takes” blev fremført men en sådan styrke og patos og underspillet institutionel magtdemonstration, at ingen var i tvivl om, at Draghi var dødsensalvorlig. Han fremstod som en mand med en målsætning og med midler til at nå den. Og sådan blev det. Euroen klarede frisag, bl.a. takket være Draghi og ECBs støtte. Således gik det til, at Draghi senere fik kælenavnet ”euroens redningsmand”, som han således kunne tilføje to andre kælenavne, ”Guds egen bankmand” og det mere folkelige ”Super-Mario”.

”Whatever it takes” er på det nærmest blevet et slags mantra. Man kan næsten tale om, at der i Italien nu ses en gryende ”what ever it takes-isme”, der er så omsiggribende, at man på de sociale medier sågar kan købe ”Draghi-T-shirts” med påskriften ”What ever it takes”.

Den italienske presse har været hele vejen rundt om Mario Draghi i denne periode. La Repubblica har sågar opsporet den lokale aviskioskindehaver i den lille umbriske by, Città della Pieve, hvor Draghi normalt bor med sin kone. Indehaveren af aviskiosken har fortalt, at ”Draghi får syv aviser hver morgen, fem italienske plus Financial Times og Die Zeit”. Hertil kommer, at Draghi er en ivrig golfspiller og at han angiveligt er begjestret for at spille skak on-line.

Nu sidder Draghi på tronen og med sig har han en utrolig bred opbakning. Faktisk hele parlamentet undtagen højrefløjspartiet De Italiensk Brødre, der har betenget den nye regeringssammensætning som ”et usmagelige sammenrend”. Det samme har den kendte journalist Andrea Scanzi, der om Draghis regering siger: ”Jeg ønsker Draghi al mulig held og lykke med den kommende regering. Men med en regering hvor alle er ombord – alle de gamle fjender, der i årevis har svinet hinanden til – er der kun en måde at beskrive den samlingsregering på: Det er det største parlamentariske svineri, Italien har set i de sidste mange årtier.”

Andre iagttagere har derimod henvist til, at det er nødvendigt at stå sammen på tværs af partipolitiske mærkesager og på trods af gamle fjendskaber, når en ydre fjende – coronavirus – truer.

Skal sandheden frem er der sandt for dyden tale om en temmelig broget regering, der nu har set dagens lys. Partiledere der i flere år har været formidable fjender sidder nu skulder ved skulder. Berlusconis fjender håner Draghi og kalder regeringen for Berlusconi 5-regeringen. Imens taler alle om penge. Renzi siger: ”Når vi modtager 209 mia. euro fra EU er det bedst, at Draghi sidder ved rorpinden”.

Salvini siger: ”Når vi skal fordele 209 mia. euro,er det bedre at sidde med ved bordet end at stå og kikke ind ad vinduet”. Og man har grangiveligt en følelse af, at størstedelen af de partier, der nu har taget plads i Draghis regering,har tænkt på den velkendte talemåde ”follow the money”, der bruges når politiets økonomiske afdeling skal finde frem til gerningsmændene bag en økonomisk udåd.

Mange ideologiske kovendinger er blevet foretaget for at retfærdiggøre tilstedeværelsen af flere af partierne i den nye Draghi-regering, og mange mærkesager er blevet puttet tilbage i de politiske skuffer. Helt galt er det gået for den historie- og ideologiløse Femstjernebevægelse. Bevægelsen er midt i en gevaldig identitetskrise og befinder sig lige nu i en betragtelig rutschetur– det som man på italiensk kalder ”dalle stelle alle stalle”, fra stjernerne til staldene.

Femstjernerne fik 32% af stemmerne ved valget i marts 2018. Hvis der var valg i morgen ville de få blot ca. 15%, for folk har efterhånden regnet dem ud. De kom til magten på at kritisere den siddende politiske klasse, levebrødspolitikerne, de satte, dem med fyldte maver og lommeure og privilegier til op over begge ører. Dem som italienerne for nemhedsskyld kalder for La Casta (Kasten, dvs. en priviligeret og velbeslået gruppe af mennesker).

Femstjernebevægelsen har gennem de seneste to år omklamret magttaburetterne på en nærmest psykotisk måde. Mærkesager og ideologier har været skifte ud med et slags klik-demokrati, der har været dikteret af de sociale mediers luner. Altsammen for at følge de populistiske strømme. Altsammen for at lodde befolkningens stemninger. Altsammen for at genere så få vælgere som muligt og være på bølgelængde med så mange som muligt.

Meninger og holdninger er blevet skiftet ud med omtrent samme frekvens som italienske mænd skifter sokker, dvs. mindst en gang om dagen. Det, der er hvidt om mandagen, bliver hurtigt sort om tirsdagen. Standhaftige og ufravigelige principper, der med overdreven stolthed blev udbasuneret med vejrmølleagtige armbevægelser, da bevægelsen var i opposition, blev hurtigt gemt af vejen da taburetterne og magtens sirener senere lokkede de institutionelt kejtede femstjerner ind i varmen.

Femstjernebevægelsen har forrådt sine egne ”idealer” (hvis de nogensinde har haft nogen), sine egne principper, og millioner af vælger har forlængst luret dem. Gennem årene har Femstjernebevægelsen dundret ”aldrig i regering med Berlusconi”, ”aldrig med Salvini igen”, ”aldrig med Renzi”, og nu sidder femstjernerne så mageligt placeret sammen med alle disse tre omstridte navne i den nye ”farverige” Draghi-regering.

Når fremtidens historikere en gang vil sætte sig til tasterne for at skrive om Italiens politiske liv i denne periode, vil deres beretninger om Femstjernebevægelsen ganske givet kunne læses i afsnittet med overskriften ”Politisk spøg og skæmt”. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis Femstjernebevægelsen ikke længere vil være at finde på det politiske landkort om tre-fire år.

Et varmt forår

Og hvad så nu? Draghi har inviteret revl og krat indenfor i sin regering, og allerede nu ser den pris, der skal betales for den brede opbakning, ud til at bliver høj. Højrefløjspartierne Lega og Forza Italia er fra først færd begyndt at brokke sig over nye nedlukninger. De advokerer – naturligvis – for, at samfundet skal genåbnes så hurtigt som muligt, til trods for at alle tal nu peger på, at den mere smitsomme engelske variant af virus vil komme til at udgøre halvdelen af alle nye smittetilfælde allerede fra starten af marts.

Vil du læse flere artikler som denne?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder og få direkte besked når jeg udgiver nye artikler. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden og du 10% rabat på mine video-foredrag og e-bøger, når du er tilmeldt. Jeg sender dig en rabatkode i velkomstmailen.