Ikke mange kender til Mandrione-kvarteret i Rom. Det gemmer på en særlig forstadsskønhed, som består af overraskende stilhed og et usædvanligt stykke romersk historie.
Første gang, jeg stødte på navnet “Mandrione”, var sandsynligvis på nettet. En dag poppede artiklen “Roms ti smukkeste veje” op på min telefon. Jeg løb den igennem og opdagede navnet “Mandrione”, som jeg ikke kendte. Nogle uger senere stod jeg foran et vejskilt, hvor der stod “Via del Mandrione”, tæt på metrostationen Porta Furba i Tuscolana-området.
Indgangen til Via del Mandrione har et elegant og historisk præg. Her bliver du budt velkommen af Clement XII-fontænen. Den udstråler noget monumentalt. Måske endda noget kongeligt. Fontænen, som også går under navnet Porta Furba-fontænen, blev bygget omkring 1586 på initiativ af pave Sixtus V (pave i perioden 1585-1590), som også besluttede at bygge den nærliggende Felice-akvædukt, som er Roms mest “moderne” af sin slags.
Fontænen fik naturligvis vand fra akvædukten, og bønder, pilgrimme, lokale familier og almindelige rejsende stoppede her for at drikke og forsyne sig med vand, til vask og som drikkevand derhjemme. I 1733 blev fontænen restaureret på initiativ af pave Clement XII Corsini (1730-1740), angiveligt baseret på et design af den velkendte arkitekt Luigi Vanvitelli.
Som et stille tilflugtssted
Første gang jeg gik langs Via del Mandrione, følte jeg mig straks godt tilpas. På min venstre side virkede den nærliggende Via Tuscolana og dens tusindvis af forbipasserende biler underligt fjern, sandsynligvis fordi Felice-akvædukten skærmer for bilstøjen. Her havde jeg følelsen af at være pakket ind i en slags gammel tidslomme. Og på min højre side kunne jeg se over jernbanesporene mod Roms Casilina-kvarter.
Via del Mandrione er som et stille tilflugtssted, som en metafysisk sindstilstand, der næsten giver dig en følelse af vægtløshed. Området omfavner dig, og du spørger dig selv, hvordan du bedst kan beskrive dette sted. Er vi i byen eller på landet, eller måske begge dele? Vi er stadig i Italiens hovedstad og på samme tid udenfor. Vi befinder os i periferien. I en forstad. Det er nok at tænke på kvarterets navn “Mandrione”. Det stammer fra det italienske udtryk “mandria”, som betyder “flok”, underforstået fåreflok. Det var her, hyrderne engang bragte deres får hen for at græsse.
Her føler man sig behageligt “afskåret”. Samtidig har jeg en konstant fornemmelse af, at der kun er et par hundrede meter tilbage, før jeg risikerer at blive suget ind i storbyens trafikmylder. Her, når man går langs Via del Mandrione, er man inde i et lille stykke romersk historie, hvor der på en måde går en lige linje fra byens efterkrigstid til vores nutid.
Hvis man går 70 år tilbage i historien, vil man kunne læse om begivenheder i Roms centrum, da amerikanske og britiske bombninger af byen fandt sted under Anden Verdenskrig, mens Rom var besat af tyskerne. I alt blev der kastet ca. 4.000 bomber over byen, og 717 mennesker døde alene i San Lorenzo-kvarteret. Som en automatisk konsekvens begyndte tusindvis af familier, der var blevet hjemløse, at lede efter nye steder at slå sig ned. Mange af dem søgte til Mandrione, i ly af Felice-akvædukten, hvor det var muligt at bygge midlertidige og lidt forfaldne boliger i hvælvingerne i den gamle akvædukt.
Det skabte et slumkvarter med hygiejniske forhold, der bedst kan beskrives som uegnede til menneskelig beboelse. Fra begyndelsen af 1950’erne blev områdets ry endnu værre, hvilket dels skyldtes de mange sigøjnere, der nu havde slået sig ned i området, og dels de mange prostituerede, der åbenlyst udøvede deres erhverv.
Pasolinis foretrukne nabolag
Men Mandrione var også et af forfatter og filmskaber Pier Paolo Pasolinis foretrukne kvarterer. Han var tiltrukket af dets forfald og syntes åbenbart, at det var en næsten perfekt repræsentation af efterkrigstidens Rom fra et antropologisk synspunkt, især når han skulle finde passende kulisser til sine film.
Pasolinis måske mest kendte film, Accattone fra 1961, blev hovedsageligt optaget i det nærliggende Pigneto, men visse scener siges også at være optaget i Mandrione. På trods af Pasolinis ry som “slumromantiker” var han ikke blind for de socialt forkastelige forhold, som folk levede under i Mandrione, hvilket tydeligt kan læses i hans essay Vie Nuove fra 1958:
“Jeg kørte engang forbi Mandrione med to venner fra Bologna. Fra vores bil så vi små børn lege i mudderet. De løb rundt, som om de legede en leg uden regler. De tumlede rundt, som om de var blinde på de få kvadratmeter, hvor de var født og opvokset. Da en af de to-treårige drenge så os køre forbi i vores bil, løftede han sin beskidte hånd op til munden og gav os et kys.”
Mandrione er nævnt i flere litterære og filmiske værker, også af Pasolini selv. Han blev ofte fotograferet, mens han gik langs Via del Mandrione og talte med lokale beboere og børn fra kvarteret. Det er også, når jeg går langs Via del Mandrione, at jeg af og til støder på inskriptionen “Io so i nomi” (Jeg kender navnene) på væggene. De få ord udgør titlen på den nu berømte artikel fra 1975 i dagbladet Corriere della Sera, hvor Pasolini afslørede, at han kendte bagmændene til en række massakrer op gennem 60’erne og 70’erne, som havde kostet hundredvis af mennesker livet. Måske er denne artikel en del af gåden om mordet på Pasolini selv. Det er der i hvert fald nogen, der påstår.
På et tidspunkt blev sigøjnerne og de prostituerede og deres kunder simpelthen for meget. Det sociale forfald blev for uudholdeligt. Kritiske øjne begyndte at se på Mandrione med mindre overbærenhed, og fra midten af 1970’erne begyndte psykologen og pædagogen Angelina Linda Zammataro at vie al sin opmærksomhed til området. Hendes ihærdige arbejde med at skabe ordnede forhold og få områdets beskidte sigøjnerbørn til at starte på en almindelig skolegang varede fra 1975 til 1984 og resulterede i, at størstedelen af Mandriones familier blev flyttet til andre mere ordnede forhold, blandt andet til byens udkantskvarter Spinaceto.
Spisning på Accattone
I dag er den lette og afslappede atmosfære intakt. Akvædukten har fulgt mig hele tiden. Jeg skal bare række ud for at røre ved den. På et tidspunkt “møder” jeg igen Pasolini, denne gang i form af en restaurant med samme navn som hans film, Accattone.
Jeg træder ind og får anvist et bord. Det er lørdag ved frokosttid, og restaurantens to lokaler er halvfyldte. Inden jeg sætter mig, får jeg øje på flere gamle sort-hvide fotos fra dengang, kvarteret var et uattraktivt område.
Lidt senere, efter min behagelige indtagelse af en pasta all’amatriciana, som var usædvanligt velsmagende og cremet, tager kok og ejer Fabrizio Santucci plads ved mit bord.
“Accattone plejede at være et ret simpelt spisested, som mest af alt havde til opgave at tilfredsstille lokale maver uden for mange kvalitetsdelikatesser. Da jeg opdagede stedet, havde jeg straks en fornemmelse af, at det var det her, jeg ledte efter. En næsten isoleret beliggenhed og i et kvarter med en særlig historie. Før i tiden var dette område næsten helt øde med store marker, hvor får græssede. Tidligere blev området virkelig anset for at ligge midt ude i ingenting. I dag lever folk det stille liv her i Mandrione. Det er et kvarter, der er rigt på ånd og historie. Folk bevæger sig rundt til fods eller på cykel. Det er den rolige puls, vi taler om”, siger Fabrizio.
Mens jeg bevæger mig langs Via del Mandrione, når jeg efter cirka halvanden kilometer til vejens ende. Her drejer jeg til venstre for at komme ind på Via Casilina Vecchia. Jeg har nu akvædukten på min højre side, meget tæt på, hvor jeg går. På trods af dens antikke konstruktion har mange lokale byggefirmaer brugt pladsen under hvælvingerne.
Da jeg fortsætter med at gå langs akvædukten, forstærkes min følelse af at være midt i et stykke historisk og forstadsagtig poesi. Følelsen af fysisk velvære er forårsaget af arkitektonisk overraskelse og en langvarig mærkelig stilhed.
Endnu en gang har jeg oplevet, hvordan Roms periferi gemmer på både poesi, særegen historie og skæve anekdoter, som kan opleves langt fra de nedslidte turiststier i byens centrum.
Sådan kommer du til Mandrione
Den nærmeste metrostation er Porta Furba på linje A. Fra metroen er der 15 minutters gang til begyndelsen af Via del Mandrione.
