Italien er på vej ud af Covid-19-pandemien. Fra begyndelsen af denne uge er et stort antal af landets regioner i hvid zone. Det betyder, at en hel del af den tabte frihed nu er vendt tilbage. Italien har med andre ord åbnet sin arme og er klar til at tage imod sommerturister.
Alle tal peger I den samme retning. Det er den retning, hvor man kan se en dør med påskriften ”Exit Covid-19”. Smittetrykket har – efter italiensk standard – ligget lavt i lang tid, hvilket vil sige ca. en pct. nye smittede ud af alle testede.
Vaccinekampagnen går over stok og sten, og visse dage vaccineres der nu over 600.000 personer om dagen. Mens disse linjer skrives, er ca. 26 pct. af italieneren værdigvaccineret, mens ligeledes omkring 26 pct. har modtaget første stik. Det betyder, at Italien omkring midten af juli vil have færdigvaccineret ca. halvdelen af befolkningen.
Officielt stiler Italien fortsat mod at vaccinere omkring 80 pct. af befolkningen for på den måde at opnå flokimmunitet. Mange eksperter peger dog på, at det vil være vanskeligt at opnår en så høj grad af vaccination grundet flere forskellige modstandsgrupper: no-vax’erne, folk med nåleskræk, folk der er generelt vaccine-skeptiske og folk, der bor i fjerne/øde egne af landet, hvilket besværliggør vaccination ud fra logistiske hensyn.
Turister velkomne
Italien har for længst meldt ud med, at turister er velkomne. For at undgå karantæne, når man komme til Italien, skal et af følgende tre forhold være opfyldt:
1) Man skal kunne fremvise en negativ PCR- eller kviktest, som er højst 48 timer gammel, for at komme ind i landet. Kravet gælder alle indrejsende, uanset om de er vaccinerede eller ej. Kan man ved ankomsten ikke fremvise en negativ test, skal man i 10 dages overvåget karantæne med en afsluttende Covid-19-test.
2) Man skal kunne vise, at man er færdigvaccineret med en indenfor EU godkendt vaccine eller
3) man skal kunne bevidne (via et lægedokument), at man inden for de seneste seks måneder er blevet helbredt efter at have haft Covid-19.
Rejsende skal forud for rejsen have udfyldt et såkaldt “passenger location form” (kaldet PLF-dokument), som er et dokument med oplysninger om, hvor man skal opholde sig under sit besøg i landet. Som mange ved, har Italien i lang tid været inddelt i fire forskellige farvezoner – rød, orange, gul og hvid – er hver især symboliserede smitterisikoen (med rød som udtryk for den højeste smitterisiko og hvid som den laveste).
Og lige nu går det vitterligt fremad, og fra mandag d. 14. juni vil størstedelen af de italienske regioner være hvid zone. Overalt i landet har restauranterne åbent for både indendørs og udendørs servering. Dog skal man være opmærksom på, at det maksimale antal personer, man kan være sammen indendørs ved samme bord, er fire personer.
Der er fortsat udgangsforbud mellem midnat og kl. 5 om morgenen i de zoner med den næstlaveste risiko (gul zone), i hvert fald frem til den 21. juni, hvor det dog er planen, at forbuddet ophæves. I de hvide zoner (laveste risikozone) er der intet udgangsforbud.
Mundbind er også fortsat obligatorisk i det offentlige rum – både ude og inde (så længe man altså ikke spiser). Da de enkelte regioner selv har styringen med restriktioner, kan der forekomme forskellige restriktioner, alt afhængigt af hvor man befinder sig i Italien. Man bør respektere påbuddet om brug af mundbind. Til trods for at virus nu synes under kontrol og vaccinationerne fortsætter i højt tempo, er jeg hyppigt vidne til at butiksindehavere som med bestemt stemme beder glemsomme kunder om at tage deres mundbind på, når de træder indenfor i en butik. Ligeledes har jeg prøvet adskillige gange – når jeg tager fotos af folk i restaurationsbranchen, der arbejder med fødevarer – høre dem sige ”jeg kan ikke tillade mig at tage mundbindet af, da jeg jo arbejder med mad”.
127.000 Covid-døde
Cirka 16 måneder efter pandemiens start kan Italien se tilbage på et år med næsten 127.000 Covid-døde, hvilket omtrent svarer til at hele Esbjergs befolkning – og lidt til – var afgået ved døden. Omkring 950.000 personer menes at have mistet deres arbejdsplads, og statsgælden er steget fra 135 pct. til ca. 159 pct. De seneste prognoser – som jeg kun har delvis tiltro til – viser, at niveauet af den italienske økonomi vil have genfundet før-Covid-niveauet hen imod slutningen af 2022, altså om halvandet år.
Min egen – helt igennem uautoriserede – mening lyder imidlertid, at de mange forskellige samfunds- og makroøkonomiske faktorer, vi nu er vidne til efter halvandet år med Covid-pandemien og som ligger til grund for beregninger om Italiens fremtidige økonomiske præstationsevne, er så usikre, mangeartede og utilregnelige, at det på nuværende tidspunkt er umuligt at forudsige, hvorledes landets økonomiske situation vil være om halvandet år. Selv om pandemien nu synes at være på et udgående stadie, og selv når vi kan sige, at ”nu er det slut”, så vil der være langtrækkende økonomiske konsekvenser som uden tvivl vil komme til at vare et godt stykke ud i fremtiden. Hvor lang tid er umuligt at forudsige.
På et eller andet tidspunkt vil det være nødvendigt at gøre det store regnskab op, nok især i de lande der har været hårdest ramt, herunder altså Italien. Nogle af spørgsmålene i den øvelser kunne være: har vi lært noget af Covid? Skal vi ændre livsstil? Vil vi ændre noget personligt, og vil kollektivet være indstillet på at skifte til et lavere gear? Under den første lange lock down i Italien, der i foråret 2020 varede i omkring to måneder, mente mange, at ”vi vil blive bedre mennesker af det her”, ”vi vil komme styrket igennem”, ”vi vil udvikle en større empati”.
Alle disse optimistiske udsagn blev fremført på et tidspunkt, hvor nationen var samlet hver aften foran TV’et kl. 18.00 for at høre om dagens dødstal. Det var på et tidspunkt, hvor vi hængte det italienske flag ud på altanen med ordene ”andrà tutto bene” (det hele skal nok gå), samtidig med at vi i dagevis troppede op kl. 12.00 på de selv samme altaner for at klappe af læger og sygehuspersonale som et symbol på vores solidaritet.
Jo, mange mente, at vi ville blive bedre mennesker. Dog ikke den franske forfatter Michel Houellebecq. I et stort opsat interview sagde han: ”Vi forbliver de samme, bare i en værre udgave”. Af og til kan jeg ikke undgå at tænke på Houellebecq. I denne periode, hvor Italien som sagt er på vej ud af pandemien, er trafikken i Rom lige så tosset som den var før pandemien satte ind.
Det politiske liv er totalt blottet for empati og indlevelsesevne, lige som tidligere. Avisoverskrifterne i dag er de samme som tidligere: Mafia, korruption, overgreb på kvinder og på samfundets svageste, også på arbejdsmarkedet. Kampen om magten, kampen om indflydelse, kampen om midlerne og om adgang til den profit, som uden tvivl fortsat vil være det fyrtårn, der også i fremtiden vil være med til at styre vore handlinger. Alt dette forekommer at være business as usual, og i dag forekommer det som endda særdeles lang tid siden, vi stod og klappede af lægerne på vores altaner og terrasser.
Empati eller ikke empati. Houellebecq eller ikke Houellebecq. Nu kan man læse, at Italien venter at tage imod omkring fem millioner turister denne sommer. Lavere end normalt, men trods alt en begyndelse. Mange italienerne foretrækker ikke at rejse til udlandet, og imens prøver flere af de italienske små øsamfund at slå sig op på at være ”Covid-free”. Og hvad med diskoternerne? Skal de åbnes, eller skal de forblive lukkede hen over sommeren. Samme spørgsmål stillede man sig for nøjagtigt et år siden, hvor man tog den forkert beslutning … at åbne diskotekerne. Dette års diskussion om samme emne vil givetvis komme til at vare i et godt stykke tid.
