Lyserøde historier tværs gennem Italien

giro-italia-1
Sport

Lyserøde historier tværs gennem Italien

Giro d’Italia, der så dagens lys i 1909, har i mere end hundrede år været en fascinerende skueplads for mytedannelse og heltedyrkelse. Giro d’Italias lange historie kan bl.a. berette om løbets eneste kvindelige deltager, nummer-sjok-konkurrencen og om den evige rivalisering mellem Coppi og Bartali.

2021-udgaven af Giro d’Italia blev skudt i gang for få dage siden. 184 ryttere fra 23 hold og 33 nationer skal igennem de i alt 21 etaper, der tilsammen måler 3.488 km. Sidste etape vil finde sted d. 30. maj, når rytterne kører i mål i Milano. Efter at løbet blev mere eller mindre amputeret sidste år pga. covid-19, har løbsledelsen i den grad behov for at 2021-udgaven bliver en succes med drama, store præstationer og kørsel, der kan tilfredsstille millioner af TV-seere.

Dette års udgave af Giro’en er nr. 104. Allerførste gang en gruppe ryttere satte sig til rette i sadlerne for at gennemføre det, der med tiden er blevet verdens næstmest kendt etapeløb (efter Tour de France), var i 1909. En tidlig morgen kl. 2.53 i Milano, d. 13. maj, blev 127 ryttere sendt afsted i allerførste udgave af Giro d’Italia. I alt 2.448 km blev tilbagelagt over otte etaper, og med hver anden dag var hviledag. 49 ryttere gennemførte, og da vinderen – Luigi Ganna, murer af profession – af Giro d’Italias legendariske iværksætter og løbsdirektør Armando Cougnet blev spurgt, hvad han følte ved at have vundet, svarede han lakonisk med lombardisk dialekt ”me brüsa tanto el cü” (jeg har forfærdelig ondt i røven).


Giro d’Italia 2021-ruten

Set i et historisk lys var Giro’ens start en håndgribelig levendegørelse af det futuristiske manifest, der så dagens lys i netop 1909, og som blandt andet hyldede skønheden ved fart. Nøjagtigt 50 år tidligere, i 1869, havde Milanos daværende borgmester, Giulio Belinzaghi, forbød brugen af cyklen i Milano, fordi den skabte panik blandt byens fodgængere, og nu, i 1909, var fart og al den æstetik, der omgærdede fartkonceptet, in, og fascinationen af farten og dens udøvere formåede snart at skabe de myter og stjerner, som alle store sportsbegivenheder er bygget op omkring.

En myte ved navn Binda

Den første myte, som Giro’en skabte, hed Alfredo Binda. Han blev løbets første serial winner og vandt i årerne 1925, 1927, 1928, 1929 og 1933. Faktisk fandt løbsledelsen hans sejre og fysiske overherredømme i årene fra 1927 til 1929 så enerverende og spændingsdræbende, at Binda i 1930 blev betalt 22.500 lire – samme sum som gik til det års løbsvinder – for ikke at stille op! Gennem hele Giro d’Italias historie har kun to andre ryttere, italienske Fausto Coppi og belgiske Eddy Merckx, gjort Binda kunsten efter med fem Giro-sejre.

Giro’ens karakteristiske og velkendte lyserøde førertrøje blev indført i 1931 som en hyldest til Italiens største sportsdagblad, milanesiske Gazzetta dello Sport, der blev stiftet i 1896 og som siden 1899 har været trykt på lyserødt papir. Men naturligvis også for at synliggøre den førende rytter.

Den lyserøde farve blev i 1924 legemliggjort af Giro’ens første og eneste kvindelige deltager nogensinde, Alfonsina Morini, der, skæbnens ironi, havde giftet sig til efternavnet Strada (Vej, red.).


Alfonsina Morini

Alfonsina kom fra en bondefamilie omkring Bologna og hendes deltagelse medførte indledningsvis en vis forlegenhed hos løbsledelsen, der ikke var vant til sammenblandingen mellem sportsudøvelse og kønsspørgsmål. Alfonsina blev dog hurtigt så populær, at Gazzetta dello Sport-journalisten Silvio Zambaldi i en artikel, der udkom 14. maj 1924, skrev: ”Efter blot to etaper er Alfonsinas popularitet steget til utrolige højder. Langs ruten Genova-Firenze kunne man ustandseligt høre folk spørge ’Hvornår kommer Alfonsina?’, ’Er hun kørt forbi?’ og ’Er hun stadig med?’”.

Ikke i én eneste etape endte Alfonsina på sidstepladsen. På en etape, der førte til Perugia, kom hun dog i vanskeligheder på grund af kulde og regn. Hun styrtede flere gange, slog bl.a. sit knæ og ankom til Perugia uden for tidsgrænsen. Ifølge reglementet skulle hun have været ekskluderet fra løbet, men grundet hendes popularitet fik hun lov til at fortsætte som ”ekstern deltager”. Samme popularitet medførte, at Gazzetta dello Sport betalte hendes hotelophold under resten af løbet samt udgifter til massør. Da Alfonsina kørte i mål i Milano på løbets sidste etape var hun fuldstændig udmattet, men tilfreds. Hendes heroiske og, set ud fra et kønspolitisk synspunkt, avantgardistiske indsats forblev dog en enlig svale og fik ingen konkret betydning for den italienske kønspolitik, der først i 1945 – 32 år efter Norge – gav stemmeret til de italienske kvinder.

Bartali og Coppi

Store bedrifter, heroiske præstationer og utrolige sejre. Det er nogle af de stikord, der befolker siderne i Giro d’Italias historiebøger. I årerne fra 1946 til 1951 ser man imidlertid også en hyldest af det velkendte slogan ”dårlig reklame er bedre end ingen reklame”. Det var årene, hvor den kuriøse Maglia Nera (Den Sorte Trøje, red.), en nummer-sjok-præmie, blev indført.


Gino Bartali og Fausto Coppi

Den sorte trøje havde taget navn efter fodboldspilleren Giuseppe Ticozzelli, der fra 1924-31 spillede i klubben Casale, hvis klubtrøje var sort med en hvid stjerne. I 1920 spillede Ticozzelli sin eneste landskamp, og i 1926 besluttede han sig for at deltage i Giro’en som ekstern deltager, hvor han bar Casales klubtrøje. Han holdt kun i tre etaper men opnåede alligevel stor popularitet grundet sin ”optimistiske attitude”: han ankom standsmæssigt til løbets start i taxi, hoppede adræt på den cykel, hans assistent havde klar, og kastede sig fra første færd ud i energiske og fuldstændig uovervejede udbrudsforsøg for senere, når frokost tiden nærmede sig, at søge tilflugt på et godt trattoria langs ruten, hvor han i ro og mag indtog et nærende måltid uden skelen til hverken konkurrenter eller tid.

Tyve år senere, i 1946, indførtes som nævnt den Sorte Trøje, der i bogstaveligste forstand bestod af en række appetitvækkende præmier til den rytter, der blev dårligst placeret i den samlede slutstilling. Vin, oste, salamier, får og grise, sågar bildæk og en pengepræmie på 60.000 lira (ca. 11.000 kr. i dag, red.) gik til vinderen af ”det omvendte klassement”. Det var selvsagt en økonomisk gulerod for de ryttere, der ikke havde skyggen af chance for at nærme sig sejrspodiet og som samtidig var udstyret med et mix af fantasi og mangel på skam. Kunsten var at ende nummer sjok dog uden at falde for tidsgrænsen på de enkelte etaper.

Og netop fantasi skortede det bestemt ikke på, når ryttere som bl.a. Luigi Malabrocca og Sante Carollo i de år kæmpede om den dårligste placering. Flere ”selvpunkteringer” blev iscenesat, og en gang sad Malabrocca en hel time på et herbergs toilet, inden han blev verfet ud. Flere af rytterne gemte sig i høstakke langs ruten og lå så dér og tittede ud, mens konkurrenterne kørte forbi. Man så også ryttere, der tog sig rigeligt med tid til at indtage frokostpakker, mens de hyggesnakkede med venner og familie. Dette ”show” ophørte efter seks år, da flere af løbets seriøse ryttere klagede over, at dette uværdige skuespil underminerede løbets professionelle integritet. I dag – cirka 50 år senere – bruges udtrykket ”maglia nera” stadig hyppigt i det italienske sprog som en metaforisk angivelse af nummer sjok.

Var Malabrocca og Carollo to ryttere uden vinderambitioner og –chancer, fandt man i den øverste del af Giro-klassementet to andre ryttere – Gino Bartali og Fausto Coppi – af en helt anden kaliber.

Bartali bar tilnavnene il pio og l’intramontabile – den fromme og den udødelige, på grund af dels hans stærke katolske tro, dels det faktum at han aldrig gav op. Han vandt Giro’en tre gange og Tour de France to i årene fra 1936 til 1948, mens Coppi, måske den stærkeste italienske rytter nogensinde, erobrede fem Giro’er, Tour de France to gange samt diverse førstepladser i store klassikere som Milano-San Remo og Paris-Roubaix i perioden fra 1940 til 1952.


Fausto Coppi

Rivaliseringen mellem de to ryttere i perioden umiddelbart efter 2. Verdenskrigs afslutning var så udtalt, at den på det nærmeste delte Italien i to lige store lejre – Bartaliani og Coppiani. Ifølge mange iagttagere var dette par-skisme – Bartali eller Coppi – det første af slagsen, som italienerne siden hen har praktiseret i stor stil: kristendemokrater mod kommunister, kommunister mod fascister, republik mod monarki, Sophia Loren mod Gina Lollobrigida, den smarte Vespa-scooter mod den mere anonyme Lambretta, Milan mod Inter, Roma mod Lazio, sommerferie ved havet eller i bjergene og i dag … for eller imod den til enhver tid siddende regering.

Bartali og Coppis popularitet betød, at de var folkeeje, og i flere tilfælde tog de overskrifter ikke på grund af cykelmetier, men som følge af hændelser fra privatlivet.

Den troende Bartali var medlem af ACI, Italiens ældste katolske forening, der blev stiftet i 1867. Under 2. Verdenskrig kommer Bartali gennem sit virke i ACI i kontakt med organisationen Delasem, der hjalp italienske jøder med at undslippe den tyske besættelsesmagt. I perioden fra september 1943 til juni 1944 gemte Bartali italienske jøders dokumenter i sin cykels stel, som han under sine træningsture fragtede til et kloster i San Quirico, hvor der blev trykt falske dokumenter til de pågældende. Med disse falske dokumenter lykkedes det angiveligt omkring 800 jøder at flygte fra Toscana-området til Abruzzo-regionen, der på det tidspunkt var blevet tilbageerobret fra tyskerne.

Da Gino Bartalis enke, Adrianna, i 2006 modtog den italienske stats guldmedalje som bevis på sin mands udviste mod i modstandskampen omkring 60 år tidligere, sagde daværende præsident Ciampi: ”Frue, Deres mand var en sand helt”.

Bartali er sågar akkrediteret for at have afværget en indenrigspolitisk situation, der bevægede sig i retning af borgerkrig. Det skete i 1948, hvor kommunistpartiets leder Palmiro Togliatti bliver skudt den 14. juli. Folkemasserne er ophidsede og den sociale spænding er på kogepunktet i adskillige dage efter attentatet. Den spændte situation bliver imidlertid løsnet, da en sand nyheds-bombe indløber fra Paris d. 25. juli. Efter at have været kørt bagud med hele 20 minutter på de første etaper havde Bartali langsomt kørt sig op, og gennem de sidste bjergetaper havde han, i en alder af 34 år, systematisk massakreret den franske favorit Louison Bobet. Det fortælles, at da Gino Bartalis utrolige Tour-triumf blev bekendtgjort i Deputeretkammeret i Rom, faldt de politiske fjender hinanden om halsen, og på gaderne blev den annoncerede revolution afværget.

Også Coppi var ofte at finde i avisoverskrifterne. Han havde en formidabel lungekapacitet på mere end syv liter og en hvilepuls på 32 slag i minuttet. I 1940, blot 20 år gammel, vinder han overraskende sit første Giro d’Italia og bliver straks herefter sendt til fronten i Tunesien, hvor han på et tidspunkt bliver taget til fange. Til alt held bliver han løsladt og genoptager karrieren igen i 1946. Han vinder atter Giro’en i 1947 og i 1949, på toppen af sin karriere, bliver han den første rytter nogensinde, der samme år erobrer både Giro’en og Tour’en.

Coppi blev imidlertid også centrum for en social-erotisk skandale, da han forelskede sig i Giulia Occhini. De var begge gift (men ikke med hinanden!), og da deres forhold blev officielt i 1953, blussede skandalen for alvor op i det katolske Italien. Paven sendte sågar en officiel meddelelse til Coppi, hvori der stod, at ”den katolske kirke var nedslået” over det hændte. Og på visse etaper stod de tusindvis af fans i provokerende stilhed, når Coppi kørte forbi, som et tegn på deres misbilligelse. Coppi blev skilt, hvorimod Occhinis husbond (der tidligere havde været en stor Coppi-fan!) lagde sag an imod Occhini for utroskab. Det medførte senere en betinget fængselsdom til både Coppi og Occhini på henholdsvis to og tre måneder al den stund utroskab var forbudt ved lov. Senere blev de to gift i Mexico, hvor de fik en søn.

Coppi døde i 1960, blot 41 år gammel. Efter en rejse til Afrika, havde han pådraget sig malaria, som blev diagnosticeret for sent. I dag fremstår Coppi fortsat som Italiens største cykelikon nogensinde.

Mere populær end fodbold

Cykelsporten har gennem mange år været nationalsporten i Italien. Slangen af ryttere, der fra Milano begav sig tre uger ud i støvlelandet for at lade sig hylde af millioner af begejstrede tilskuere og fans langs ruten, har altid været som en slags social lim i et Italien, der altid har været både socialt og økonomisk usammenhængende.

Datidens radiotransmissioner fra etaperne blev fulgt af millioner af cykelsportsinteresserede italienere, og efterkrigstidens børn morede sig med at spille med kapsler, der internt bar fotos af den tids mest kendte cykelidoler. Minderige sider fyldt med strabadser, bjerge, dramaer, løbsanalyser og heroiske bedrifter er gennem tiderne blevet skrevet af så store italienske penne som for eksempel Dino Buzzati, Vasco Pratolini, Anna Maria Ortese, Orio Vergani og Indro Montanelli.

I begyndelsen af efterkrigstiden kom fodbolden end ikke i nærheden af cykelsportens popularitet. I perioden fra 1945-60 var cykelsportsinteressen på sit allerhøjeste i Italien. Det var i den periode, at italienske ryttere vandt store sejre i både Giro’en og Tour’en samtidig med at flere verdensmesterskabstitler blev bragt tilbage til det cykeltossede Italien. Alt dette mens efterkrigstidens italienske fodboldlandshold befandt sig på et middelmådigt niveau.

Popularitetsskredet – til fordel for fodbolden – skete muligvis i 1964, hvor det italienske landshold vandt fodbold-EM og Inter den endelige sejr i Champions-League.

Og hvem ved, måske mistede Giro’en – og cykelsporten i det hele taget – også noget af sin uskyld, da Giro’ens første dopingskandale så dagens lys i 1968. Og i Giro’ens 1969-udgave blev en grædende belgisk superstjerne, Eddy Merckx, kaldet Kannibalen grundet sin umættelige appetit på sejre, også knaldet for doping. Med fem sejre i både Tour’en og Giro’en hører han til blandt alletiders største cykelstjerner.

Andre store navne på den italienske Giro-himmel har været Giuseppe Saronni, Francesco Moser, der bl.a. også satte verdensrekord i en times banekørsel på en selvopfundet aerodynamisk cykel, samt naturligvis den superpopulære klatrer Marco Pantani. Han vandt både Tour og Giro i det formidable 1998. Året efter blev han testet dopingpositiv og døde senere, i 2004, ene og forladt på et hotelværelse i Rimini, som følge af en overdosis af kokain. Den korte version af Pantanis dramatiske endeligt er, at han aldrig kom sig psykisk efter dopingdommen, der førte til en periode med stærk depression. I dag, når italienske cykel- og Giro-entusiaster omtaler Pantani, er det ofte med våde øjne.


Gino Bartali under Giro d’Italia i 1951

Cyklen igen et hit

Sociologer, historikere og antropologer har gennem tiden gjort mere eller mindre ihærdige forsøg på at kæde italienernes brug af og ”kærlighed” til cyklen – der til dels også har smittet af på nationens interesse for Giro d’Italia – sammen med forskellige perioders socio-økonomiske forhold.

Om årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig skriver historikeren Daniele Marchesini, at ”i efterkrigstidens Italien var cykelsporten den sport, der mest af alt mindede om et arbejde. At trampe i pedalerne for at tjene til dagens føde, det var, hvad der ventede italienerne efter den fejlslagne krig. Cyklen og cykelsporten var den perfekte metafor for, at nu skulle ærmerne smøges op for at starte på en frisk”.

Omkring 35 år senere, i begyndelsen af de hedonistiske 80’ere havde den antropologiske pibe imidlertid fået en anden lyd. Mens den i Danmark lød på fattig-firsere og kartoffelkur var der forbrugsfest i Italien. Antallet af personbiler pr. indbygger steg til det næsthøjeste i verden efter USA, og interessen for de tohjulede var ikke videre stor.

I dagens Italien, hvor la crisis er et af tidens mest omdiskuterede sociale koncepter, synes Reagans yeah-yeah-80’ere at være en galaksefjern fortidsperiode. Krisen har – sammen med en gryende anti-forurenings-bevidsthed og en stadigt voksende øko-tendens – været medvirkende til atter at gøre brugen af cyklen til et hit. Ja, faktisk er den tohjulede blevet så populær, at der ifølge den Italienske Cykel Union, Associazione Nazionale Ciclo e Motociclo, bliver stjålet omkring 350.000 cykler i Italien om året, hvilket er otte pct. af det samlede antal cykler i støvlelandet.

Men det er en helt anden historie. Lige nu venter 104. udgaven af Giro’en og i alt 3.488 km. 184 ryttere er klar til at skrive endnu et fascinerende kapitel i historien om den verdensberømte lyserøde førertrøje.

Info om af Giro d’Italia
www.giroditalia.it

Vil du læse flere artikler som denne?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder og få direkte besked når jeg udgiver nye artikler. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden og du 10% rabat på mine video-foredrag og e-bøger, når du er tilmeldt. Jeg sender dig en rabatkode i velkomstmailen.