Marias Hellige Hus i den lille mellemitalienske by, Loreto, har i mange år været en attraktion for katolske pilgrimme fra hele verden. Byen har årligt omkring fire millioner besøgende, hvilket har placeret den på kortet over verdens største religiøse attraktioner.
Gennem mange år har historien om den lille mellemitalienske by, Loreto, og dens basilika med det Hellige Hus befundet sig et sted mellem myte og virkelighed. Det, der en gang først og fremmest blev betragtet som en legende, beretter, at da tyrkiske muslimer i 1291 fordrev de kristne korsfarere fra Nazereth, så var korsfarernes største og første bekymring at bringe Jomfru Marias hus i sikkerhed.
Legenden fortæller herefter, at engle således bragte Marias hus i sikkerhed i Kroatien. Men selv efter denne flytning var der fortsat problemer. Huset blev slet ikke værdsat, og var desuden ofte udsat for tyverier. En ny flytning var derfor nødvendig, og med den næste flytning gik turen til Mellemitalien, nærmere betegnet til Marche-regionen. Det skete på natten mellem den 9. og 10. december 1294, hvorefter Marias hus blev placeret på en bakketop 127 meter over havets overflade, i et område der tilhørte en kvinde, der hed Loreta, hvoraf det nærværende stednavn, Loreto, stammer.
Gennem mange år har man ment, at denne fortælling først og fremmest var en opfundet legende. Analyser foretaget gennem de senere årtier af blandt andet arkæologer og historikere har imidlertid leveret en række beviser på, at historien er sandfærdig. Loretos Hellig Hus er fx opført med materialer og i en byggestil, der er typiske for Mellemøsten, og også det Hellige Hus’ manglende nuværende fundament (hvilket er ret usædvanligt for Marche-regionen) mere end antyder, at det er ankommet til Loreto fra et udefrakommende sted.
Loretos helligdom er med andre ord et både religiøst, arkitektonisk og historisk unikum, et lille mirakel, idet vi her taler om en særdeles ydmyg bolig. Den bolig hvor Maria boede og hvor Jesus blev født, rundt om hvilken der først blev bygget en storslået basilika. Siden er en hel by – Loreto med sine i dag cirka 12.000 indbyggere – også skudt frem.
Et spirituelt sted
Ønsker man at besøge Loretos Hellige Hus skal man vælge sin besøgsdag med omhu, hvilket med andre ord betyder, at weekenddage bør undgås, idet man hér risikerer at befinde sig midt i endog særdeles betydelige menneskemængder.
Historiens første pilgrimsfærd til Loreto blev angiveligt arrangeret i 1319, under Pave Johannes d. XXII. Siden har millioner og atter millioner fra den kristne verden fundet vej til Loreto, og i de senere år har man registreret omkring fire millioner årligt besøgende, eller ca. 11.000 personer om dagen.
Loretos Hellige Hus er faktisk verdens næstmest besøgte katolske helligdom, efter Lourdes i Frankrig. Således har Loreto for længst indskrevet sig ind i bogen over verdens mest eftertragtede religiøse og spirituelle steder, sammen med fx Rom, Santiago, Mekka og Indiens Ganges-flod. De mange pilgrimme har da også efterladt tydelige spor. Visse steder omkring Marias Hellige Hus – altså indeni Loretos imponerende basilika – kan man faktisk se fuger i det hvide marmor, der med tiden er blevet udhulet af de mange pilgrimme på knæ. For følger man traditionen, må man faktisk ned på knæ, mens man bedende entrer det Hellige Hus.
Vælger man – til trods for stor tilstrømning af turister og pilgrimme – alligevel at besøge det Hellige Hus, kan man være forvisset om at være i godt selskab, idet navne som Cristoforo Colombo, Galileo Galilei, Cartesio, dronning Kristina af Sverige, Mozart, den tidligere konge af Napoli Gioacchino Murat, den franske rejseforfatter Stendhal, Giacomo Casanova samt adskillige paver, og helt sikkert mange andre celebriteter, er at finde på besøgslisten.
En af de tidligere besøgende paver var Pave Paolo d. II, der i 1469 besluttede sig for, at Loreto skulle omdannes til et helligt sted i den kristne verden. Således lod han opføre en imponerende basilika udenom det Hellige Hus, samtidig med at han opførte høje mure, der skulle holde tyrkerne ude. Samtidig besluttede paven, at de første besøgende pilgrimme skulle have adgang til kollektivt aflad.
Den storslåede basilika
Loretos basilika er intet mindre end storslået og rig på en lang række arkitektoniske detaljer. Dens opførelse stod på i perioden fra 1468 til 1587. Også pladsen foran basilikaen, Piazza della Madonna, er at betragte som et lille arkitektonisk vidunder, hvor man blandt andet kan nyder synet af Carlo Madernos barokfontæne, Fontana Maggiore, opført i 1622.
Disse elementer – piazza’en foran basilikaen og dens fontæne – er de første arkitektoniske elementer, der møder én inden man entrer basilikaen. Det er svært ikke at have en følelse af historie og spiritualitet, der næsten konstant vibrerer gennem luften.
Marias beskedne hus befinder sig lige under basilikaens mægtige kuppel – ved sin udførelse den næststørste i verden efter kuplen på Firenzes domkirke – der er tegnet af arkitekten Giuliano da Sangallo og udsmykket af maleren Cristoforo Roncalli , kaldet Pomarancio.
Når man lægger nakken bagover og vender blikket op mod kuplen, er man straks klar over, hvorfor den ofte beskrives som ”en sand skønhedseksplosion” – med sine engle og sine mange detaljer, af hvilke mange er udført med den såkaldte trompe-l’oeil-teknik, der giver beskueren en følelse af at betragte et værk, der er tredimensionelt.
I det hele taget om basilikaen, der altså ”omfavner” Marias Hellige Hus, at betegne som et sandt arkitektonisk mesterværk. Facaden er fx udført af den berømte arkitekt Bramante, og blandt andre berømte kunstværker finder man fx malerier af så store navne som malerne Luca Signorelli, Melozzo da Forlì og Lorenzo Lotto, blot for at nævne nogle få.
En tur rundt i byen
Stemningen i Loreto er selvsagt præget af den religiøse og spirituelle tilstedeværelse af en basilika, der er blevet berømt i hele verden. Overalt i den lille by blander det spirituelle sig dog med de religiøse souvenirs, man kan finde i de mange turistbutikker.
Den betydelige spiritualitet og de mange pilgrimme og turister betød en gang, at hundredvis af kvinder fra Loreto var beskæftiget i en seriefremstilling af religiøse rosenkranse, der dels blev solgt på stedet, dels eksporteret i stort tal, særligt til USA. Selv om denne produktion er mere beskeden i dag, kan man stadig finde rosenkranse, i forskellige materialer, i butikker på især byens centrale Via dei Coronari.
En anden typisk lokal souvenirmulighed er de lokale såkaldte organetti, det vil sige en mini-harmonika i stærke farver, der meget ofte bruges i de lokale fester, hvor der bydes op til dans. I Loreto har butikken Serenellini, i Via Breccia, specialiseret sig i fremstillingen af dette særprægede musikinstrument.
Og som man går rundt i byens centrum, kan man af og til komme til at føle sig ”æstetisk forkælet”. Det sker, når man visse steder i de smalle gader pludselig har udsigt ikke kun til basilikaens majestætiske kuppel men også til det nærliggende Conero-bjerg og til Adriaterhavet.
Så har man en følelse af, at selv om Loreto er lille, så er den i sandhed også stor.
Yderligere info: www.santuarioloreto.va
