Affaldssække, asfalt, træplader, plastik, jern og tjære. Alberto Burri var en mester i brugen af fattige materialer, hvilket hans museum i den umbriske by, Città di Castello, vidner om.
“Det er ikke så nemt at komme til Città di Castello. Vi har godt nok en togstation, men forbindelserne er ikke super gode. Og har i øvrigt aldrig været det. Men faktisk passede det Burri meget godt. Alberto sagde ofte, at det var den pris, oprigtige Burri-elskere skulle betale for at se hans malerier. At komme til Città di Castello måtte godt være lidt besværligt, for at se Burri skulle være som at foretage en erobring”.
Chiara Sarteanesi er kunsthistoriker og kurator på Burri-Fonden, der har hjemme i Palazzo Albizzini, i Città di Castello, Umbrien. Hun er den daglige leder på Burri-museet i Città di Castello. Her kan man stifte bekendtskab med en kunstner, der beskrives som en af det 20. århundredes største og mest uortodokse af sin slags.
Uortodoks kunst udspringer som bekendt ofte af et uortodokst livsforløb, og således også med Alberto Burri. Hans bror blev dræbt ved fronten i Rusland under 2. Verdenskrig, og hans lig kom aldrig tilbage til Italien. Som færdiguddannet læge med speciale i tropesygdomme beslutter Burri således at lade sig indrullerer som militærlæge i den del af den italienske hær, der befandt sig i Tunesien. En beslutning, der mest af alt skulle give ham en slags moralsk oprejsning for den krigsdræbte bror. Desuden havde han eventyr i blodet, og Afrika lød helt rigtig i Burris øren. Eventyr blev der dog ikke meget af, for efter ganske kort tid blev Burri taget til fange af de engelske tropper, der overgav ham til amerikanerne. Fra Tunesien blev han sendt i koncentrationslejr i Hereford i Texas, i 1943. De fanger, der indvilligede i at samarbejde med amerikanerne, fik sædvanligvis deres fangenskab afkortet. Det afviste Burri imidlertid med ordene: “Jeg har sværget troskab over for den italienske konge, og hvorfor i alverden skulle jeg lave om på det”?
Hans fangenskab kom til at vare i tre år. En af hans medfanger var en kendt maler fra Genova, Dino Gambetti, der spurgte om Burri havde lyst til at lære at male. Det var således i fangenskab, at Burri foretog de første penselstrøg, der senere skulle føre til kunstnerisk verdensberømmelse.
Tilbage i Italien i 1946 slog Burri sig straks ned i Rom, hvor han for alvor begyndte at male. Til sine forældres store fortrydelse, idet de gerne havde set, at han startede på lægegerningen. Men sådan skulle det ikke være, for som kunsthistoriker Vittorio Brandi Rubiu skriver i et essay om Burri: “Selv på dette tidlige stadie i Burris karriere, følte han sig allerede som en maler. Han var ikke interesseret i lægefaget, for som maler kunne han være fuldstændig sig selv”. Når man læser om Burri og hans karriere og liv, står det da også lysende klart, at han var helt sin egen herre – rastløs, egenrådig, stædig som bare fanden og usædvanlig fokuseret på hvad han ville … og især ikke ville.
“Alberto var som en fri fugl. Han havde det ikke godt med regler, for nu at sige det mildt. I starten af 1950’erne indgik han i kunstnerkollektivet Origine med tre andre kunstnere. Men det brød han hurtigt ud af. Der var for mange regler og hensigtserklæringer. Han var kunstsamler af egne værker, og sin egen PR-mand. Hans forhold til egne værker var nærmest som forholdet mellem far og søn. Han var på ingen måde begejstret for at sælge sine malerier. Ofte skulle potentielle købere gennem et slags ‘forhør’, og hvis han fik færten af, at der var kommercielle interesser på spil, blev salget ikke til noget. En køber skulle have en oprigtig kunstnerisk interesse, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at erhverve et Burri-værk”, fortæller Sarteanesi, mens hun viser mig rundt på Palazzo Albizzini, der siden 1981 har huset i alt 128 Burri-værker.
Mens Sarteanesi fortæller, går vi forbi et af Burris første kendte værker, Pannello Fiat fra 1950. Det var et bestillingsarbejde fra Fiat-koncernen, der havde betalt en betydelig sum for maleriet. “Da Burri senere besøgte Fiat og opdagede, at hans maleri var blevet taget ned, blev han så oprevet, at han insisterede på at købe det tilbage. Gennem tiden tilbagekøbte han flere af egne malerier, idet han mente, at de skulle hjem til Città di Castelli for at indgå i samlingen her i Palazzo Albizzini”, fortæller Sarteanesi.
Burris første lille gennembrud kom allerede i 1947, da nogle af hans allerførste værker bliver medtaget i en udstilling på Galleria La Margherita i Rom. Og ganske langsomt, i de kommende år, begyndte han at træde i karakter gennem brugen af såkaldte “fattige materialer” så som asfalt, affaldssække af lærred, plastik, jern, tjære m.m. Hans værker er således ikke kun karakteriseret ved form og indhold men i lige så høj grad ved hans højst uortodokse materialevalg. Om det valg af materie, der til alle tider har karakteriseret hans kunst, sagde Burri selv: “Jeg har altid brugt de materialer jeg havde ved hånden, for jeg havde en klar bevidsthed om, at alle disse materialer fint kunne bruges til at udtrykke sig kunstnerisk”.
Det var netop Burris materialevalg, der i starten af 1950’erne fik de etablerede kunstkritikere til at skændes om, hvorvidt det overhovedet var muligt at klassificere Burris værker i henhold til allerede eksisterende kunstkategorier. Var det uformel kunst, abstrakt ekspressionisme, pop art eller en slags europæisk udløber af den amerikanske Action Painting? Ingen kunne sige det.
Mens udlandet så småt begyndte at få øjnene op for den italienske avantgardekunstner, var det imidlertid ikke alle i Italien, der var lige begejstrede. Det så man i 1952, da Palma Bucarelli, daværende direktør for Roms prestigefulde Museum for Moderne Kunst, havde formastet sig til at inkludere en af Burris lærredssække i en udstilling. Kontrasten mellem det berømte udstillingssted og Burris fattige kunst var mere end det bedre italienske kunstborgerskab kunne gabe over, og snart blev der startet en hidsig parlamentsdebat for at beslutte om Burris sæk skulle fjernes.
Netop Burris iturevne sække er et varemærke, der har klæbet sig til ham gennem hele karrieren. En af de første Burri-sække bærer titlen SZ1. Det er en sukkersæk, med det amerikanske flag påtrykt, som amerikanerne havde sendt til Italien som en del af Marshall-hjælpen. Med tiden blev hans sække-malerier faktisk så berømte, at han engang blev kontaktet af et amerikansk museum, der havde erhvervet en Burri-sæk. Museet ønskede nu at vide, om værket var en Burri-original. Da Burri så fotoet, som museet havde fremsendt, skulle han efter sigende have udstødt et højt skrig: den tidligere ejer havde fjernet et originalt bogstavtryk fra sækken, så Burri måtte en tur over Atlanten for at rette op på skaden.
Amerikanerne har ”taget Burri til sig” og tidligere har selveste Guggenheim Museum i New York – i perioden oktober 2015 – januar 2016 – udstillet over hundred Burri-værker i en storstilet udstilling. Guggenheim havde også anmodet om at modtager Burri-værker fra det umbriske museum, men var ganske overraskende blevet afvist: ”De værker, der hænger på væggene her, bliver kun rørt yderst sjældent. Alberto sagde altid, at de, der kommer til Città di Castello for at se Burri, skal ikke snydes med hvide vægge”, slutter Sarteanesi.
Foto af Alberto Burri venligst leveret af Fondazione Burri.
Info
www.fondazioneburri.org.
