Kulturrejse til Rom

24.-31. oktober 2024

Se rejseforedrag om kulturrejse til Rom

8 dage / 7 nætter

13.650,-

Stadig ledige pladser
Rejsen bestilles hos vores rejsepartner Granada Kulturrejser, som siden 2001 har arrangeret kulturejser til Europa og er medlem af Rejsegarantifonden.

Rom – de skjulte skatte

Velkommen til en anderledes kulturrejse til Rom. Rejseleder Jesper Storgaard Jensen byder velkommen til sin faste, fascinerende bopæl siden 1997. På rejsen skal vi møde nogle af byens mange spændende ansigter samt selvfølgelig opleve nogle af Roms skjulte skatte, som turister normalt ikke finder af sig selv. Vi tager jer med til mange af Roms skjulte skatte, som kun byens faste beboere kender.

Denne rejses ambition at vise mindre kendte samt lige så spændende sider af Rom – særligt med fokus på kultur og historie. Desuden byder programmet på en spændende tur ud ad byen til Pavens sommerresidens i Castel Gandolfo.


Peterskirken set gennem det hemmelige nølgehul på Aventiner-højen (vi kommer her på dag 7).

På rejsen holder Jesper Storgaard Jensen foredrag om italiensk kultur, politik og hverdagsliv. Vi beskæftiger os med Roms fortid, nutid og fremtid for at komme helt ind under huden på Rom. Vi skal kigge nysgerrigt i byens revner og sprækker, suge til os af indtryk for at få et så ægte indtryk som muligt af Italiens hovedstad. En rejse, der forvandler dig fra at være almindelig turist til kulturrejsende.

Hotellerne, vi bruger, ligger i byens centrum med nem adgang til spændende seværdigheder og til et væld af gode restaurantoplevelser.

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse fra Danmark til Rom, intro til Rom

Afrejse fra Kastrup ned direkte fly til Rom. Her venter rejseleder Jesper Storgaard på gruppen, og samlet kører vi ind til hotellet***, der ligger tæt ved Colosseum. Efter indkvartering på hotellet går vi sammen hen til en dejlig restaurant, hvor vi har fælles frokost. Om eftermiddagen er der en fælles spadseretur i Monti kvarteret, hvor vi bor. Aftenen er til egen disposition.


Den første dag tager vi en spadseretur i det romantiske og gamle Monti-kvarter.

Dag 2: Den klassiske spadseretur i centrum af Rom

Vi går igennem byens centrum med vores dansktalende guide, og kommer blandt andet forbi Campo di Fiori, Piazza Navona, Pantheon, Trevi-fontænen og Piazza di Spagna. Efter en fælles frokost i området går vi nu hen til Pressecentret, hvor Jesper vil holde foredrag om Italien/Rom anno 2024, politik, økonomi og aktuelle sociale forhold. Aftenen er på egen hånd.


Vores danske guide tager os med gennem centrums små gader og stæder, helt frem til Trevi-fontænen.

Dag 3: Quadraro-kvarteret, Madrione og italiensk neorealisme

Vi skal bruge morgenen i kvarteret Quadraro, hvor italienske modstandsfolk gemte sig under 2. verdenskrig. Området er fyldt med et spindelvævsnet af gader og stræder, der giver området en særpræget atmosfære sammen med den smukke street art. Jesper fortæller om kvarteret og om dets rolle under krigen.


Vi går langs med Via del Mandrione, der løber langs med en af Roms akvædukter. Idyl midt i storbyen.

Efter en fælles frokost går vi gennem ét af Roms mest interessante og landlige områder, Mandrione. Vi kommer forbi Roms senest opførte akvædukt, fra 1585. Det er ligeledes i dette område, at bl.a. Pier Paolo Pasolini optog sine film som en del af den italiensk neorealisme-periode. Jesper vil fortælle om kvarteret og udpege steder og cafeer med historisk betydning. Aftenen til egen disposition.

Dag 4: San Giovanni-kirken, Villa Celimontana og det arkæologiske museum

Fra morgenstunden af tager vi taxaer ud til San Giovanni-kirken. Den er Roms næststørste basilika, og der er tradition for at tage turen op ad den hellige trappe på knæ for at bede om syndsforladelse. Jesper vil fortælle om italienernes tro og religiøsitet.


San Giovanni-kirken – en af Roms vigtigste (en af blot fire med en “hellig dør”) og ofte oversete.

Herefter går turen videre til den idylliske park, Villa Celimontana, og derefter videre til Roms nyeste arkæologiske museum, Parco Archeologico del Celio, der åbnede tidligere i år. Frokost er på egen hånd i området og eftermiddagen kan bruges til at besøge nogle af de andre klassiske monumenter eller bare at nyde Rom i eget tempo. Om aftenen er der fælles aftensmad.

Dag 5: Pavens palads og byen Nemi

Vi skal i dag på udflugt ud af byen. Vi hentes af vores egen bus og kører sydpå, til pavernes palads og have, i den lille by Castel Gandolfo. Vi nyder paladset og den smukke have og slutter besøget af med en dejlig frokost i området. Over middag kører vi videre sydpå til den lille hyggelige by Nemi, der ligger smukt ved søen af samme navn. Vi nyder sammen den lille by, hvor der også bliver tid til en kop kaffe. Retur til Rom og aftenen på egen hånd.


Dag 5 tager vi til Castel Gandolfo, hvor Pavens sommerresidens ligger og nyder udsigten over Albanosøen.

Dag 6: Santa Maria Maggiore-basilikaen og Cinecitta

Vi spadserer til fods gennem Monti kvarteret og besøger den smukke Santa Maria Maggiore-basilika. Denne kirke er emblematisk for Rom med sine oldkirkelige mosaikker og det smukke forgyldte kassetteloft fra 1498. Efterfølgende går turen videre til kvarteret Esquilino, også kaldet ”Roms Chinatown”, hvor Jesper vil fortælle om den kinesiske befolkning i byen. Vi kommer også forbi det fantastiske mad marked Nuovo Mercato Esquilino, hvor man føler sig hensat til en arabisk souk pga de mange krydrerede dufte og anderledes grøntsager. Frokosten spises her.


Formiddagen bruger vi et kvarteret Esquilino – et af Roms mest spændende og overset. Vi kommer forbi Vittorio Emanuele-pladsen, en af byens mest fascinerende, med en “magisk dør” i et hjørne af pladsen.

Om eftermiddagen er der besøg i de legendariske filmstudier Cinecittà. Guiden derude vil vise os kulisser og fortælle historier om alle de berømte film, der er blevet optaget her. Om aftenen er der fælles aftensmad på restaurant.

Dag 7: Testaccio-kvarteret og madmarked

Vi vil fra morgenstunden begive os ud til det dejlige Testaccio-kvarter, hvor vi bliver guidet rundt af vores danktalende guide. Vi kommer bl.a. forbi Potteskårs-højen, Murmuseet, den ikke-katolske kirkegård og Cæstius pyramiden, rejst i år 12 f. Kr som gravmæle for en romersk embedsmand. Det er muligt at spise frokost i kvarteret.


Vi kommer igennem Testaccio-kvarteret og områdets hyggelige madmarked.

Eftermiddagen kan bruges til at nyde mere i kvarteret eller evt. at gå med Jesper op til Aventiner-højen, der har en flot udsigt ud over Rom. Afskedsmiddag på en restaurant i byen.

Dag 8: Afrejse fra Rom til Danmark

Efter en rolig morgen kører vi til lufthavnen, hvorfra der er direkte fly til Kastrup.

8 dage / 7 nætter

13.650,-

Stadig ledige pladser
Rejsen bestilles hos vores rejsepartner Granada Kulturrejser, som siden 2001 har arrangeret kulturejser til Europa og er medlem af Rejsegarantifonden.

Rejseinfo

Afrejse: 24. oktober 2024
Hjemrejse: 31. oktober 2024

Rejsen inkluderer:

  • Fly t/r (København-Rom)
  • Transport til og fra lufthavn i Rom
  • 7 nætter på 3-stjernet hotel (dobbeltværelse)
  • Morgenmad på hotel
  • Alle entreer i programmet
  • Jesper Storgaard Jensen som guide og rejseleder
  • Transport i egen bus på turene ud af Rom

Rejsen inkluderer ikke:

  • Lokal transport i taxa, metro etc.
  • Lokal turistskat 6€ per dag per person
  • Måltider på egen hånd

Tillæg for enkeltværelse: 1.600 kr.

Fly: Med Norwegian fra København direkte til Rom t/r.

Afrejse fra København: kl. 7.05 med ankomst til Rom kl. 9.40.
Hjemrejse fra Rom: kl. 11.15. med ankomst til Kastrup kl. 13.45.

Bemærk: Rejsen er ikke egnet for gangbesværede.

Sådan siger tidligere deltagere…

“Jeg har været i Rom fire gange før denne femte gang, og jeg har virkelig fået en på opleveren som jeg slet ikke havde troet muligt – og det selvom mine forhåbninger var store. Jesper er en fantastisk engageret og rar mand – ham vil jeg gerne rejse med igen. Maden var bare super duper (kommer fra et madøre) – jeg synes vi blev forkælede her. Hvis man kunne give ekstra stjerner ud over det maksimale, så kom de herfra.”
Jan Priess

“Den begejstrede beskrivelse I gav af jeres guide Jesper, blev ikke gjort til skamme. Dels virkede han faglig kompetent, engageret og meget givende, dels gjorde han det virkelig godt som rejseleder. Han viste overblik og handlekraft – og han fandt gode løsninger, som vi tror, fik alle til at føle sig/os godt tilpas. Og så er det jo altid dejligt at være sammen med et menneske med humor.”
Erik og Vibeke Skjoldborg

“Rom-turen var en oplevelse uden lige, ikke mindst takket være Jesper, bedre formidler findes ikke. Han informerede om Rom og Italien på godt og ondt, hvilket var med til at skærpe og forstå by og land og ikke bare “svømme” hen over alle herlighederne – historiens vingesus føltes alligevel. Hermed en stor tak til Granada Kulturrejser og ikke mindst til Jesper.”
Inge-Lise Søndergaard

“Tusind tak for skønne dage i Rom. I havde fundet frem til den bedste rejseleder! Det har været så spændende, underholdende og bevægende, at høre Jesper fortælle om rigdom og fattigdom, om modstandskamp og genopbygning, om museer og street art – og meget, meget mere! Tak for alle printede fortællinger om de steder, vi skulle besøge. Og for at dele kærlighed til – og kritik af – Rom og romerne med os.”
Vivi Moustgaard

“Hotellet var luksus, da værelset, som jeg boede på, vendte væk fra gaden, havde badekar og fungerede godt, og så var der den skønne tagterrasse, den trak op. Stemningen i gruppen var rigtig fin, hyggelig og seriøs. Jesper var vældig behagelig, imødekommende og vidende. Det var et spændende og nuanceret program, fik virkelig meget udbytte af turen på alle måder. Dejlig tur.”
Marianne Jensen

Rejseleder: Jesper Storgaard Jensen

Jeg har altid haft en følelse af, at Rom har to lag. De steder, der især er kendt fra de mange artikler, som aviserne bringer, og de fortællinger som fx guidebøgerne indeholder. Der er dog en temmelig stor del af Rom, som aldrig bliver fortalt. Det er et slags ”usynligt Rom”. Og lige præcis den del af Rom har fascineret mig i stigende grad gennem de senere år. For når man som jeg har boet i mere end 25 år i Rom, så begynder man at vende blikket væk fra de kendte steder, for i stedet at søge efter de ukendte, det ”hemmelige og usynlige”.

Ud over byens to lag – det kendte og det ukendte – har jeg altid haft en helt klar fornemmelse af, at Rom er en vaskeægte historiefortæller. Byens historie – kultur, politik, sport, litteratur mv. – er fuld af fascinerende beretninger, der blot venter på at bliver fortalt. Det er netop det, jeg prøver at gøre, når jeg som journalist skriver om Rom, og når jeg holder foredrag om byen, og det er også noget, jeg vil glæde mig til at praktisere for Granada Kulturrejsers kommende Rom-rejsende. At vise dem et anderledes og usynligt Rom.