Italien gør sig (måske) klar til sin første kvindelige premierminister

valg-italien-2022
Politik

Italien gør sig (måske) klar til sin første kvindelige premierminister

Om få dage vil en ekstrem højrefløj formentlig komme til magten i Italien, hvilket risikerer at gøre landet til EU’s sorte får. Det kommende valg er en historie om kolde kys, en hullet moral, en desperat venstrefløj og Peppa Pig (Gurli Gris på dansk).

Valgkampen har nu raset i Italien i et par måneder, og den 25. september sker det så endelig: omkring 40 millioner italienske vælgere har mulighed for at sætte kryds ved deres foretrukne kandidater. En populistisk højrefløj er storfavorit og har i lang tid gjort sig klar til at indtage magtens korridorer. Venstrefløjen håber på de ubeslutsomme vælgere. Samtidig ventes antallet af sofavælgere at sætte rekord.

Mange italienere glæder sig til den 25. september, eller rettere sagt til at få den valgkamp, der nu har raset i et par måneder, overstået. I takt med at dens intensitet er blevet øget, synes mange af vælgerne helt at have mistet interessen for, hvad deres politikere siger og lover.

Først havde valgkampen fokus på alliancer. De er vigtige, idet de udsender et vigtigt psykologisk signal om sammenhold på en given politisk fløj. Samtidig opnår en alliance, der har samlet en vælgeropbakning på over 40 procent, adgang til en flertalspræmie, der betyder, at den pågældende alliance med stor sandsynlighed vil kunne opnå flertal i begge kamre – Deputeretkammeret og Senatet.

Det var derfor en glædelig nyhed for venstrefløjen, da PD (Socialdemokratiet) og det lille midterparti Azione kunne bekendtgøre deres valgalliance allerede tidligt i valgkampen. Den glædelige nyhed blev fejret med et vaskeægte kindkys mellem aftalens to deltager, PD-leder Enrico Letta og Azione-chef Carlo Calenda. Skønt kys som bekendt hører til på køkkenhylden under betegnelsen “livets salt”, findes der imidlertid også kys, hvis intensitet har en ret kort udløbsdato. Et sådant kys var tilsyneladende Carlo Calendas, for da Letta få dage senere udvidede valgalliancen til også at indbefatte den alleryderste venstrefløj, bakkede Calenda ud.


Enrico Letta og Carlo Calenda i et romantisk øjeblik.

Den liberale Calenda fik med andre ord hverken romantisk hjertebanken og kysse-impulser, når han sad i samme stue som den yderste venstrefløjs betonvenstrefløj. I stedet besluttede han sig for at danne alliance med Matteo Renzis lille midtsøgende parti, Italia Viva. Pressen døbte straks denne alliance “il terzo polo”, den tredje pol, hvorefter vittige sjæle gik et skridt videre og omdøbte alliancen til “il terzo pollo”, den tredje kylling.


To hanekyllinger i italiensk politi, Matteo Renzi og Carlo Calenda.

Socialdemokratiet i knibe (venstrefløj)

Når talen falder på venstrefløjen, er faktum, at mange italienske venstrefløjsvælgere føler sig som ”forældreløse”. De finder ikke, at deres humanistiske og venstrefløjsagtige sindelag for alvor er repræsenteret ved det nuværende Socialdemokrati, som de mener ikke går tilstrækkeligt radikalt til værks i forhold til en anderledes kontant højrefløj. Mange af disse vælgere har hemmelige og ikke-realiserbare drømme om, at den historiske venstrefløjsleder fra 1980’erne, Enrico Berlinguer, pludselig skal materialisere sig i en ny, moderne og slagkraftig skikkelse.

Når man taler om venstrefløjens vinderchancer ved det kommende valg, kan man ikke undgå at mindes den retoriske røffel som den berømte filminstruktør og venstrefløjsmand Nanni Moretti smækkede i fjæset på venstrefløjen, tilbage i 2002, da han i en berømt tale på Piazza Navona udtalte: ”Med denne venstrefløjs ledere vil der gå to eller tre generationer, inden vi igen kommer til magten”. Siden da er der gået to årtier, og venstrefløjen står igen over for en valglussing af de helt store. Et af venstrefløjens store problemer er blandt andet, at den ikke har mod til at melde klart ud omkring de problemer, som den ulovlige immigration fra især det afrikanske kontinent skaber. Spørgsmålet synes næsten at være viklet ind i et slags ideologisk tabu. Venstrefløjen synes ikke at have en klart defineret politik på dette område, hvilket betyder, at højrefløjen har taget næsten totalt patent på forslag, der vedrører regulering og bekæmpelse af den illegale immigration. Samme område, indvandrerpolitikken, blev for nylig den tidligere svenske socialdemokratiske regerings “Waterloo”, og det samme kan meget vel blive tilfældet for den italienske venstrefløj om få dage.


Filminstruktøren Nanni Moretti skælder ud på venstrefløjen.

Fra min egen verden kan jeg berette om mit romerske kvarter, Prati, hvor de samme 10-12 unge afrikanere nu igennem mange år er gået systematisk rundt i kvarteret for at tigge. Sidder man en morgen med en avis og en cappuccino ved stamcafeen, inden dagens arbejde starter, er det ikke ualmindeligt, at tre-fire af dem kommer forbi i løbet af en halv time for at tigge om penge. Mange af dem er i midten af tyverne og kan således se frem til en lang og kummerlig tilværelse i et land, som lige nu ikke synes at være i stand til – og som måske heller ikke er interesseret i – at absorbere dem for efterfølgende at sluse dem ud på arbejdsmarkedet.

På venstrefløjen er opgivelsen i den grad er til at tage at føle på, også hos leder Enrico Letta. Han har anmodet vælgerne om at ”stemme på en brugbar måde”, det vil sige undlade af stemme på de små partier, der alligevel ikke har nogen indflydelse, for som han siger: ”Med kun 43 procent af stemmene risikerer vi, at højrefløjen vil opnå 70 procent af pladserne i Parlamentet” (hvilket skyldes et finurligt sammensat valgsystem, der består af en blanding af flertalsvalg i enkeltmandskreds og forholdstalsvalg). Dermed har Letta reelt indrømmet, at den kommende valgsejr vil gå til højrefløjen. Det gælder blot om at begrænse nederlaget. Og opgivelsen … jo, den er udbredt. I denne periode har jeg hørt flere venner og bekendte på venstrefløjen udtale omtrent det samme: ”Måske vælger jeg for første gang nogensinde ikke at stemme”.

Femstjernebevægelsen bejler til syden (venstrefløj)

Femstjernebevægelsen har oplevet en gevaldig negativ rutschetur i meningsmålingerne siden valget i 2018, hvor partiet fik lidt over 30 procent af stemmene. Partiet har dog også været et noget bizart kendskab for de italienske vælgere. Det, der var hvidt om mandagen, blev pludselig sort dagen efter. Et nej i opposition blev hurtigt til et ja i den nye regering, og alle de principper, som bevægelsen havde fremført i valgkampen op til valget i 2018, blev hurtigt glemt, da de senere kom i regering. Hertil kom en væld af hovsa-sager, hvor de uerfarne Femstjerner så både klodsede og komiske ud, og hvor det stod klart, at deres meninger var baseret på de vinde, der blæste på de sociale medier. Populariteten kunne ikke holde, og lige efter at Femstjernerne i juli i år havde været en af hovedårsagerne til Draghi-regeringens fald, dekreterede meningsmålingerne, at de lå på en opbakning på omkring sølle 8-10 procent.

Men leder og tidligere statsminister i stort set hele pandemiperioden, Giuseppe Conte, synes nu at være den af de politiske ledere, der er i gang med den mest succesfulde valgkampagne. I skræddersyede jakkesæt, et sædvanligvis elegant hvidt lommetørklæde i jakkelommen og altid blankpolerede (og håndsyede?) lædersko har Conte, der kommer fra den romerske overklasse, stor succes med at turnere rundt i især Syditalien, for at lancere Femstjernebevægelsen som et parti, der i langt højere grad end Socialdemokratiet repræsenterer de vælgere med den dårligste økonomi. Det skal her bemærkes, at Italien ifølge ISTAT, Italien statistiske kontor, har 6,5 millioner borgere, der lever under fattigdomsgrænsen, hvoraf langt størstedelen er at finde syd for Rom. Da det i sin tid lykkedes for Femstjernebevægelsen af få trumfet den meget omdiskuterede ”Reddito di cittadinanza” (borgerløn, men vel egentlig blot en slags arbejdsløshedsunderstøttelse) igennem, var millioner af syditalienere straks klar i køerne ved de kommunale kontorer for at blive skrevet op til modtagelse af de nemme penge. Mange af dem – ja, formentlig i tusindtal, og nok også flere – havde et sort arbejde, men figurerede altså som arbejdsløse, hvorefter de kunne hæve den månedlig check fra staten. Et fænomen som pressen ofte har skrevet om. Som en af mine bekendte for nylig sagde, da vi talte om borgerlønnen: ”Det er i og for sig et fornuftigt tiltag, som fungerer i mange lande. Men i Italien er der for mange furbi – snu rader – og for lidt kontrol”. Da store dele af højrefløjen ønsker at sløjfe borgerlønnen fuldstændigt, har det vist sig, at Femstjernebevægelsen er eneste parti, der har formået at opbygge et image som ”de fattiges beskytter”. Det har givet Conte vind i sejlene, og lige nu ligger hans parti til cirka 12-14 procent af stemmerne, hvilket også Socialdemokratiets Enrico Letta må betragte med glæde. Kun en alliance mellem Socialdemokratiet og Femstjernebevægelsen – hvis de altså får tilstrækkeligt med stemmer – vil kunne holde højrefløjen fra magten. Conte er i den grad bevidst om, at borgerlønnen er hans valg-es i ærmet. Han har slået på det samme emne igen og igen – ”borgerlønnen skal forblive” – og for nylig har han udtalt, at hvis den sløjfes ”risikerer Italien en borgerkrig”.


Giuseppe Conte spiser pizza under valgkampen i Syditalien.

Berlusconi stadig på banen (højrefløj)

Berlusconi er stadig på banen – til trods for en fremskreden alder på 85 år – og på valg til Senatet. Det samme er hans forlovede, den nysselige Marta Fassina på blot 32 somre. De seneste meningsmålinger giver hans parti, Forza Italia, cirka otte procent af stemmerne. Og han startede faktisk valgkampen i stor stil, da han umiddelbart efter, at der var blevet udskrevet valg i den bedste sendetid, tonede frem og lovede ”en million nyplantede træer” med venstre hånd og ”en minimumspension på 1.000 euro til alle pensionister” med den højre. Pludselig var tiden – for både vælgerne og for alle os politiske observatører – skruet 20 år tilbage, til dengang Berlusconi kastede sig ud i sin første valgkamp og også dengang lovede sin nederste del af ryggen væk. Parolen er den samme som den altid har været: ”lov så meget som muligt, også selv om kassen er tom” under henvisning til det gamle mundheld om, at italienerne stemmer med den ene hånd på tegnebogen, uden at skæve til det fænomen, som nogen har valgt at kalde for ”kollektivet”. Berlusconis fortsatte tilstedeværelse i italiensk politik er dog først og fremmest et trist tegn på italiensk politisk absolutte barokke tilstand, og på at der stadig findes millioner af italiener, der fortsat sætter deres kryds ved en person, der i 2013 fik en dom for storstilet skattesnyd og som fortsat har flere sager kørende ved forskellige domstole rundt omkring i Italien. Det er svært ikke at sende tankerne i retning af den franske filosof, Joseph De Maistre, der i sin tid udtalte: ”Enhver nation har den regering, den fortjener”.


Berlusconi og Marta Fassina – romantikken spiller også med ved valget.

Stakkels Matteo Salvini (højrefløj)

Matteo Salvini, Legas brovtende og ikke just elegante leder, er den der gennem de seneste år har taget den største rutschetur med hensyn til vælgertilslutning. Ved valget i foråret 2018 fik han omkring 30 procent af stemmerne. Lige nu står han til at ville få ca. 10-12 procent. De seneste meningsmålinger peger på, at Lega sågar er blevet overhalet af Femstjernebevægelsen, der ellers er blevet udpeget som den hovedansvarlige i Draghi-regeringens nylige fald. Gennem de senere år har Salvini udført en række pinlige fodfejl. Hans nedtur startede angiveligt med et sommerbesøg, for nogle år siden, på den nu så berømte Papeete-strand, hvor han iført en mojito-drink og adskillige procenter i blodet dansede lidt for tæt med en af de afklædte lokale skønheder. Ved samme lejlighed legede han DJ med stramtsiddende badebukser, topmave og tungen hængende ud af munden (af hvilken grund vides ikke) – et billede der lå pænt langt fra, hvad man kan forvente af en politisk leder.


Salvini slår sig løst på Papeete-stranden.

Senere, under en valgturne i Bologna, ringede han på en dørklokke, der tilhørte en indvandrerfamilie, som ifølge lokale rygter skulle sælge stoffer i kvarteret. Da familiens yngste medlem svarer på Salvinis dørtelefonsopkald, spørger Salvini med kæk provokation: ”Undskyld mig, men er det jer, der er pushere her i området?”. Salvinis valgstunt blev filmet og vist på de fleste af Italiens kanaler. Salvinis kækhed blev imidlertid til røde kinder noget tid senere, da Luca Morisi – Salvinis social media-manager, der i lang tid havde været ophavsmand til en hadsk kampagne på de sociale medier, som især havde til hensigt at hetze forskellige indvandrergrupper – blev anholdt. Anklagen lød på … handel med narko!


Salvini stemmer dørklokker i Bologna.

Læg til alt dette Salvinis ry som Italiens mest Putin-venlige politiker. Mange af Salvinis politiske modstandere har flittigt – særligt efter Ruslands invasion af Ukraine – kørt Salvini i næsen, at han engang har udtalt ”ingen vestlig leder kan måle sig med Putin”. På samme måde er Salvini blevet kendt for at bære sine pinlige Putin-t-shirts for at vise sin opbakning til den russiske diktator. Salvini har faktisk forvaltet sin magt internt i partiet og sin tidligere betydelige stemmeopbakning så dårligt, at der nu mumles en del i Legaens kroge. Mange mener, at Salvinis position som partileder er truet, hvis det dårlige valg, han forudses, bekræftes. Salvinis pro-russiske holdning kan imidlertid også gå hen og blive et problem for EU. Efter krigens udbrud i Ukraine har Lega været det mest skeptiske parti for så vidt angår forsendelse af våben til Ukraine. Mange – formentlige også indenfor EU-korridorerne i Bruxelles – frygter således, at Legas tilstedeværelse i den kommende italienske regering vil kunne svække EU’s sammenhold over for Putin. Det så man forleden, da italiensk presse bragte udtalelser fra flere politiske kilder i Tyskland, der blandt andet udtalte: ”Med den ekstreme højrefløj ved magten i Italien, risikerer landet at begive sig ud ad en farlig vej”. Eller sagt med andre ord: i et worst-case-scenarium frygtes det, at Italien kan udvikle sig til EU’s sorte får i konflikten med Putin. I disse dage, mens disse linjer skrives, diskuteres også Legas rolle i de papirer som den amerikanske efterretningstjeneste for nylige har (delvist) offentliggjort. Ifølge disse papirer har Putins regime siden 2013 og op til i dag spenderet 300 millioner euro på at støtte udvalgte partier i en række vestlige lande, herunder Italien. Italiensk presse peger især på Lega og lige nu befinder Salvini sig i et sandt mediestormvejr, som givetvis ikke vil gavne de kommende valgtal.


En stolt Salvini med sin Putin-t-shirt.

Ballets dronning Giorgia Meloni (højrefløj)

Det førende parti lige nu er Fratelli d’Italia, De Italienske Brødre, hvis leder er Giorgia Meloni. Partiet ligger lige nu på cirka 25 procent men med de mange ubeslutsomme kan det ikke udelukkes, at partiet vil nærme sig de 30 procent. Meloni, som mange sammenligner med franske Le Pen, har været dygtig til at forvalte ledelsen af et parti, som udspringer af det hedengangne fascistparti, MSI. Faktisk brænder den fascistiske flamme stadig i Melonis partis symbol – den samme flamme, der siden 2. Verdenskrig har brændt i skiftende fascistiske og post-fascistiske partiers symbol.

For blot fire år siden havde partiet kun 4 procent og kan således prale af en imponerende fremgang. Da den tidligere Draghi-regering, der havde samlet ”cani e porci” (revl og krat) i en bred samlingsregering, var Melonis parti det eneste, der valgte at være i opposition. Mange har således opfattet Meloni som det eneste demokratiske bolværk, overfor en Draghi-regering hvis leder ikke var valgt via et demokratisk valg, men derimod håndplukket til positionen som premierminister. Hendes opstigen mod magtens tinder forekommer næsten at have været usynlig, lidt efter lidt, dag efter dag, uden at hun har gjort et stort nummer ud af det. Næsten som om hun bevidst ikke ønskede at skilte med egen succes.

Manges øjne er således vendt mod den 45-årige Giorgia Meloni, der kommer fra en romersk arbejderfamilie, hvilket tydeligt høres på hendes jævne romerske accent, der er markant arbejderklasseagtig. Samtidig spørger mange: hvem er Giorgia Meloni egentlig, og kan man stole på hende, når hun siger, at hun og hendes parti for længst har lagt det fascistiske tankegods bag sig? Det har hun adskillige gange bedyret, men ikke alle tror hende. I den forbindelse har adskillige iagttagere bemærket, at Meloni synes at have to ansigter – på samme måde som Mussolini i sin tid havde det. Et rabiat, passioneret og ”gadepigeagtigt” ansigt, der kommer til udtryk, når hun holder sine offentlige valgtaler. Det så man for nylig under en tale i Spanien, hvor hun med en usædvanlig aggressiv attitude talte til den spanske højrefløj om gud, fædreland og familie og om nødvendigheden af ”at vælge livet” (læs: sige nej til abort). Når hun optræder i forbindelse med sociale og økonomiske begivenheder samt på tv synes hun derimod at have en mere institutionel og statsdameagtig maske på.


Giorgia Meloni med Ungarns ekstreme højrefløjsleder Viktor Orbán.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at Melonis personlige venskaber og frekventationer godt kan give anledning til nervøse trækninger, både generelt men nok især hos venstrefløjen i de fleste EU-lande. Hun elsker at lade sig fotografere med den ungarske næsten-diktator Orban. Hun sammenlignes jævnligt med franske Le Pen, og så siges hun at være fuldstændig på ideologisk bølgelængde med spanske Santiago Abascal, lederen af det populistiske og ekstreme højrefløjsparti Vox. Hertil kommer, at Donald Trumps tidligere politiske rådgiver, Steve Bannon, der en overgang havde valgt Italien som sin europæiske base efter bruddet med Trump, hyppigt sås med Giorgia Meloni. Skønt Meloni gang på gang har sagt, at der med hende i statsministerrollen ikke vil være risiko for fascistisk kvababbelse, så får vi reelt nok først svaret på hvem der er ”inden i” Giorgia Meloni, efter at hun er kommet til magten.


Giorgia Meloni og Steve Bannon.

Mange fra den italienske venstrefløj betragter Meloni med en vis frygt, også når talen falder på abortlovgivningen. I et politiske talkshow forleden bedyrede Meloni ellers, at der ikke er planer om at ændre på abortlovgivningen – med henvisning til hvad der for nyligt er sket i USA. Men det er klart, at højrefløjens fristelse til at pille ved abortlovgivningen vil være stor. Det vil være et åbenlyst politisk træk for at indynde sig hos præsterne i det magtfulde Vatikan, hos hvem abort vækker omtrent de samme følelser som de vækker hos italienske foodies, når de præsenteres for en pizza med ananas. Alle ved dog, at de italienske politikeres ord meget hyppigt må spille rollen som taknemmelige ofre, når ideologier og politiske nyttemoral kommer på bordet. Således var Meloni også ude – allerede dagen efter – med en udtalelse om, at hun vil ”give italienske kvinder muligheden for at sige nej til abort”. En ret – dvs. til at føde – som de rent faktisk allerede har! Det, som Meloni tænkte på, men som hun ikke sagde, var muligvis, at hun vil gøre det endnu sværere for italienske kvinder at få adgang til den abort, som siden 1978 har været en lovbestemt rettighed. Alligevel er hele 70 procent af de italienske fødselslæger abortnægtere – for at please den katolske kirke, og for ikke at forringe egne karrieremuligheder på de hospitaler, der ofte drives af den katolske kirke.

Mange af Melonis partimedlemmer betegnes desuden som mere yderligtgående end hende selv. Det så man for nylig, da Calogero Pisano – en provinspolitiker fra Sicilien – fra Melonis parti udtalte at ”Hitler var en stor statsmand”. Pisano blev straks ekskluderet fra partiet, men hans eksempel viser med al tydelighed, at De Italienske Brødre gemmer på ekstreme kræfter. Spørgsmålet er således, om Meloni vil være i stand til at holde disse fascistoide tendenser i ave. Et lille fingerpeg om, hvad der måske venter på Italiens politiske scene, hvis højrefløjen kommer til magten, fik vi for nogle uger siden. Det skete, da den berømte engelske tegneseriefigur Peppa Pig (på dansk Gurli Gris) pludselig trådte ind i valgkampen. De flest af os, der i Italien kan skrive ”forælder” på vores visitkort, vil kunne nikke genkende til navnet Peppa Pig, som i vores børns barndom havde klar forrang i forhold til nicheagtige, intellektuelle franske dramaer. Den lille gris’ politiske entre skete forleden, da Giorgia Melonis parti med høj stemme anmodede om, at et afsnit i den populære TV-serie, hvor der præsenteres en familie med to mødre, skulle slettes fra RAI’s sendeflade. ”Vi kan på ingen måde acceptere denne form for gender-indoktrinering”, lød det fra partiets talsmand. Partiets anmodning – og partiet selv – blev efterfølgende udsat for en god omgang social media-bashing, og på visse dage lige efter denne hændelse, havde Peppa Pig en medieomtale, der var omtrent på højde med Putins.

Peppa Pig-episoden giver uden tvivl anledning til smil. Men nok også mere end det. For det er muligvis blot en forsmag på, hvorledes en ekstrem højrefløj vil forsøge at tvinge gammeldags sociale koncepter igennem inden for blandt andet familiepolitikken. Et andet forhold er det, der ikke kan måles i meningsmålingerne, dvs. den generelle psykologiske atmosfære, der vil begynde at blæse gennem landets sociale åre, hvis (læs: når) den populistiske højrefløj kommer til magten. Mange ekstreme holdninger, som den italienske højrefløj står for, vil uden tvivl legitimere en del af deres mere iltre vælgerskare til at iværksætte en adfærd som man vil kunne betegne som udemokratisk. ”De andre” og ”de anderledes” – dem med en ”forkert hudfarve” og med en ”forkert” seksualitet – risikerer med andre ord at komme til at befinde sig i en social position, hvor de vil være mere udsatte end tidligere.

Det har vakt opsigt – også blandt italienske kommentatorer -, at Meloni i en del af valgkampen har udfoldet betydelige mængder af energi på at argumentere for, at det er hende – og altså hverken Salvini eller Berlusconi – der skal gøres til premierminister, såfremt De Italienske brødre vil få flest stemmer. Et synspunkt, der burde være en selvfølgelighed, særligt når man tager i betragtning, at Meloni givetvis vil opnå tre gange så mange stemmer som både Salvini og Berlusconi, der begge lige nu spås til en stemmeprocent, der ligger under ti. I det mandsdominerede Italien er denne situation – at landet muligvis får sin første kvindelige premierminister – dog uvant og for nogle, måske ligefrem bizar. Således har man flere gange hørt både Salvini og Berlusconi give udtryk for en ”lad-os-nu-se-lidt-længere-fremme-i-forløbet-holdning”, der med al tydelighed viser, at de to herrer vil have mere end almindelig svært ved at acceptere, at de måske kan se frem til at blive del af en regering, hvis leder er en kvinde.

Italiens tidligere premierminister Mario Draghi var et usædvanligt vigtigt kort for Italien i den periode, han var regeringschef, ikke mindst takket være hans store internationale erfaring. Han havde en beroligende effekt på de finansielle markeder qua sin store erfaring som tidligere direktør for den europæiske centralbank. Han havde pondus i mødet med sine europæiske kolleger. Han var en ”ikke-valgt politiker”, der således ikke skulle stå til regnskab over for utallige vælgergrupper, sådan som det sædvanligvis er tilfældet i italiensk politik. Han havde med andre ord et overordentligt positivt navn, som i den grad gavnede Italien, blandt andet i en situation hvor landet i de kommende år kan se frem til at skulle modtage kæmpe summer – 208 mia. euro – fra EU’s pandemi-kasse. Trods Draghis velanskrevne navn formåede han kun at forblive på premierministerposten i halvandet år. Man kan således spørger sig selv, hvor lang tid Giorgia Meloni vil kunne holde, hvis hun skulle blive premierminister.


Italiens tidligere premierminister Mario Draghi.

Meloni kan – som allerede nævnt – imødegå en vis ”intern” skepsis, hvis ikke ligefrem modstand, alene på grund af sit køn. Hertil kommer, at det må forventes, at en stor del af Italiens (venstreorienterede) civilsamfund vil gøre alt der står i dets magt for at stikke hundredvis af kæppe i hendes hjul. Grunden til dette er først og fremmest, at samme civilsamfund frygter et skred mod ekstreme højrefløjsværdier, på linje med hvad man har set i Ungarn i den senere tid. Oven i alt dette kommer, at Meloni vil befinde sig i en situation med krig i Ukraine, hvor hun skal forsøge at ”administrere” den russerglade Salvini, stigende energipriser, en galopperende inflation samt en rekordstor italiensk statsgæld, der blandt andet medfører daglige (!) renteudgifter på 173 mio. euro. En helt igennem sprængfarlig situation. Så hvor lang tid vil Meloni kunne holde? Mit eget gæt lyder på fra et til halvandet år.

Sofavælgernes valg

Siden folkeafstemningen i september 2020, der stadfæstede parlamentets beslutning om at reducere antallet af folkevalgte i Italien fra 945 til 600, har landets politiske liv haft to år til at vedtage en ny valglov, der var tilpasset et system med 36 procent færre folkevalgte. Men Italiens politiske liv kommer ofte for sent til de vigtige aftaler, som det også er tilfældet denne gang. De italienske partier tager sjældent beslutninger, fordi noget er ”rigtigt”, men fordi det giver mening ud fra en kold kalkule vedrørende muligheden for øget vælgeropbakning. En ny valglov, der indeholder en række kedelige teknikaliteter – som ikke er synderligt interessante for manden på gaden og som derfor ikke vil flytte stemmer – har således ikke været prioriteret, hvilket har betydet, at man nu går til valg med en forældet valglov som visse iagttagere har kaldt for ”gyselig”.


Der forventes et rekordhøjt antal sofavælgere ved valget den 25. september.

Et andet emne, som de italienske partier heller ikke har fundet synderligt sexet, har været spørgsmålet om klimaforandringer. Trods en tørkeagtig sommer, der har ramt overalt i landet – ødelagte afgrøder og udtørrede floder i Norditalien og hundredvis af skovbrande i syd – skriver dagbladet la Repubblica, at i perioden fra den 25. juli til den 15. september er Giorgia Meloni blevet citeret i i alt 3.408 nyhedsbulletiner, der har med det kommende valg at gøre. I disse 3.408 bulletiner forekommer ordet ”klima” ikke en eneste gang! Som avisen tørt (!) konstaterer: ”Emnet flytter ikke stemmer”, og som jeg tilføjer for egen regning: de eneste emner, der interesserer de italienske partier, er ikke de vigtige eller ”rigtige” emner. Det er de områder, hvor der er stemmer at hente, for at komme til magten eller bevare den. Intet andet har de italienske politikeres interesse.

Venstrefløjen skælver. De politiske bevidste venstrefløjsvælgere ruller ofte med øjnene og siger: ”Stakkels os, hvad mon der er i vente?!”. Journalisten Andrea Scanzi har gennem flere uger publiceret fotos af Giorgia Meloni med overskriften ”God katastrofe til alle”. De italienske vælgere er modløse, hvilket også kan ses på antallet af sofavælgere, der denne gang ventes at ville sætte en negativ rekord: mellem 30 og 35 procent forventes ikke at ville stemme. En trist rekord, som fuldt ud afspejler italienernes følelser til deres politiske klasse: flere meningsmålinger har vist, at under 10 procent af italienerne har tiltro til de politiske partier.

Adskillige partier har opstillet politikere, der lige nu er indblandet i kørende retssager, hvor anklagen lyder på korruption, mafiavæsen samt andre former for mere eller mindre grove lovovertrædelser. Men det betyder mindre. Her til lands er man vant til en politiske moral, der minder mistænkeligt meget om et pastadørslag: den er fuld af huller. Det har heller ikke skortet på en række kuriositeter i denne valgkamp, fx at den aldrende, tidligere filmstjerne Gina Lollobrigida, nu 95 år, har valgt at stille op for partiet ”Italia Sovrana e populare”, hvis navn smager en hel del af højrefløj. Lige nu er hun dog sengeliggende pga. et brækket lårben. Men når hun igen bliver kampklar, og hvis hun bliver valgt, vil hun uden tvivl gå en glorværdig politisk karriere i møde.


Den tidligere verdensberømte skuespillerinde Gina Lollobrigida (95 år) stiller op til valget.

Tiden er næsten inde, og krydset skal snart sættes. Højrefløjens fortsatte gassen op vidner med al tydelighed om en vis utålmodighed for at komme til magten. Civilsamfundets venstrefløjsbevidste dirrer af nervøsitet og gør sig klar til at tage imod en regering som mange vil anse som ”Italiens værste siden 2. Verdenskrig”. Vil Italien får sin ”gode katastrofe”, som Andrea Scanzi skriver? Og hvem er indeni Giorgia Meloni? Vil Berlusconi og Salvini kunne bide deres anakronistiske kønsstolthed i sig, og vil Italien lidt efter lidt udvikle sig til EU’s sorte får?

Kun tiden vil kunne give svar på disse spørgsmål.

Se også VIDEO: Hvad taler man om i Italien? (valgspecial)

Følg Italien på nærmeste hold

Tilmeld dig nyhedsbrevet og gå ikke glip af baggrundsviden og nyt om det italienske samfund - direkte fra Jesper Storgaard Jensen i Rom. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden - derudover får du 10% rabat i webshoppen.