En tidligere hattebutik, der har eksisteret i mere end hundred år, er i dag blevet en af Roms mest populære cafeer.
I fire år – fra 1997 til 2001 – boede jeg i nærheden af Piazza Vittorio i Roms Esquilino-kvarter, i byens hjerte. Og det var bestemt ikke noget man skulle blære sig med. Det var under- og arbejderklasse, og for at få et indtryk af kvarterets sociale beskaffenhed var det tilstrækkeligt at stikke hovedet indenfor hos det legendariske stormagasin MAS. MAS – Magazzini allo Statuto – var ganske enkelt Roms mest kendte skod-stormagasin. Tingene kostede stort set ingenting. Ja, de var så billige, at man næsten havde en følelse af, at man fik penge for at købe noget i MAS. Og kvaliteten var naturligvis derefter.
Men MAS havde også noget autentisk over sig. Det var her, det fattige Rom kom for at gøre indkøb. Der var ikke noget glimmer, men kun hård realisme. Ekspedienterne var uden tvivl ufaglærte og således også underbetalte. Men MAS havde et socialt renomme, faktisk i den grad at visse lokale guidebøger anbefalede et besøg i stormagasinet, ”for at besøge det autentiske Rom”, som det hed.
Et stenkast fra MAS lå frugt- og grøntmarkedet på Piazza Vittorio. Det var et tilløbsstykke, især lørdag formiddag, hvor alle fra kvarteret stimlede til. Massevis af kinesere, nysgerrige turister, unge studerende på jagt efter frugt og grønt til spotpriser, boder med farverige sydamerikanske matroner, som ævlede løs på et spansk, der synes ingen ende at ville tage, og så alle os andre.
Men det blev desværre lukket. De hygiejniske forhold levede ikke længere op til de kommunale standarder, og så var det desværre underordnet om det folkloristiske aspekt var helt i top. Senere åbnede det igen, men nu et andet sted – stadig i Esquilino – og som et indendørs marked. Heldigvis har markedet formået at bibeholde en souk-agtig og næsten arabisk atmosfære.
Esquilino har altid været kendt som Roms Chinatown. I de år jeg boede der, var der dog flere kinesere end i dag. Du kunne gå ind på kvarterets – og Roms største – isbar, Fassi, og straks være i tvivl om, hvorvidt du var i Shanghai eller i den italienske hovedstad. I mange af områdets kinesiske forretninger var priserne sågar angivet i yen. I dag kan man stadig se yen-prisskilte hist og her.
De lokale gør sig af og til morsomme ved at kalde kvarteret Es-qui-lin, dvs. med en kinesisk accent. Naturligvis er området fuld af kinesiske spisesteder, bl.a. det superpopulære ”Hos Sonia”, der drives af den kinesiske signora Sonia Zhou. Hun har gennem årene formået at skabe et utroligt hype omkring egen person. Da hun under lockdown i foråret 2020 bedyrede, at hun blev nødt at lukke biksen pga. manglende kunder, udbrød der noget der lignede landesorg hos en stor del af Esquilinos restaurantgængere. Men nu er hun tilbage på banen igen, og Hos Sonia må siges at være en overraskelse. Beliggenheden har absolut intet ”location” over sig, men Sonia har på en eller anden måde formået at gøre sin restaurant til en attraktion, til en must try-spiseoplevelse.
Faktisk så meget at man – straks man er kommet indenfor – ved selvsyn kan se, at alt hvad der kan gå og krybe og køre på elektriske løbehjul af pinger og vipper og kulturpersonligheder af næsten enhver art har været forbi Sonia for at spise kinesisk. Alle disse vip’ere er gennem tiden blevet fotograferet med Sonia ved deres side og hænger nu tæt ved siden af hinanden på restaurantens vægge.
Lige nu er Esquilino-kvarteret vel det kvarter i Rom, hvor der er mest grøde. Det er på vej til at blive hipt. Det er der, man flytter til, hvis man er ung og progressiv og intellektuel og er tilstrækkelig åben til at acceptere social antropologisk mangfoldighed. Flere kendte forfattere og filmfolk har slået sig ned i kvarteret, bl.a. den Oscar-vindende filminstruktør Paolo Sorrentino og de to kendte italienske forfatter Francesco Piccolo og Nicola Lagioia. Den centrale Piazza Vittorio blev bygget i årene 1880-1887. Med sine betragtelige mål – 316 m. lang og 174 m. bred – er den Roms største. Større end både Peterpladsen og Piazza Navona.
Rundt om pladsen løber en række søjlegange, og her, under en af disse søjlegange, finde man Roms mest populære café lige nu. Gatsby Cafè slog for første gang dørene op i 2016. ”De her lokaler husede tidligere en hattebutik, der blev drevet af familien Venturini. Butikken åbnede i 1880, omtrent på samme tidspunkt som Piazza Vittorio blev anlagt. Men i 2015 var der ikke længere salg i hattene, og butikken måtte lukke. Men vi var heldige, for familien kunne godt lide vores café-projekt, og det var vel hovedårsagen til, at vi fik tilladelse til at åbne cafeen. Som du kan se, har vi bibeholdt et helt klar reference til dengang der var hattebutik”, fortæller Mauro Patatini, en af ejerne og peger i retning af nogle af de hatte, der stadig er udstillede på første og anden sal. Hatten – i dag en påmindelse om tidligere tiders elegance – kan man også findes i cafeens logo.
Cafeens navn er en henvisning til både den berømte roman af Francis Scott Fitzgeral, den store Gatsby, men også den lige så berømte Gatsby-kasket, som du faktisk kan købe i cafeen. Inde i cafeen er der et hyggeligt læse- og samtalerum, hvor du kan nyde din kaffe, cappuccino og cornetto omgivet af en stærk blå farve. Men også på første og anden sal vil du finde siddepladser, og her vil du rigtigt kunne fornemme, hvordan den gamle hattebutik må have taget sig ud. For nylig har cafeen også skabt siddepladser ud i søjlegangen, hvor du kan sidde og se på Esquilinos hverdagsliv.
Efter endt cafebesøg kan du evt. kigge over i den nyistandsatte park på Piazza Vittorio. Hvis du er heldig, vil du – især om morgenen – kunne se medlemmer af det lokale kinesiske samfund praktisere den kendte kinesiske Tai Chi Chuan gymnastik.
Gatsby Cafè
Piazza Vittorio 106, Esquilino
www.gatsby.cafe
