“Uden for Porta Pinciana blev opført det smukkeste palads i en park, hvor der fandtes enhver tænkelig skønhed, der er værd at efterstræbe og besidde i dette liv, udsmykket med vidunderlige antikke og moderne statuer, udsøgte malerier og andre kostbare genstande så som fontæner, fiskedamme og anden form for ynde …”.
Således skrev den italienske maler Giovanni Baglione i midten af det 17. århundrede om parken Villa Borghese – opført i perioden 1612-1620 – og det tilhørende prægtige palads, der efterfølgende blev den magtfulde Borghese-families overdådige forstadsresidens.
Bagliones ord skal ikke kun læses som en hyldest til parkens idyl og æstetik men nok især til dens ophavsmand, kardinal Scipione Borghese (1576-1633).
Men hvem var denne Scipione Borghese egentlig? En skrupelløs kunstsamler, en raffineret æstetiker, en forkælet pavenevø eller måske alle tre ting, og mere til, på én gang? Spørgsmålet lader sig ikke entydigt besvare, alligevel er det værd at stille. Særligt i betragtning af at Borghese-familiens tidligere residens i dag hedder Galleria Borghese og indeholder Scipione Borgheses livsværk, en formidabel kunstsamling af skulpturer og malerier, der af mange anses for at være ikke kun en af Italiens men også blandt verdens fornemmeste.
Toppen af Vatikanets hieraki
Scipione Borghese havde studeret filosofi og jura, og i 1605, i en alder af blot 29 år, blev han af sin morbror, Camillo Borghese, gjort til kardinal kun to måneder efter at denne var blevet udråbt til Pave Paul V. Camillo Borgheses regeringsperiode som kirkens mest indflydelsesrige person varede i 16 år, indtil 1621. Denne periode markerede højdepunktet på Borghese-familiens magt og indflydelse, ikke kun politisk men også økonomisk, hvilket i høj grad smittede af på kardinal Borghese, der lige pludselig befandt sig nær toppen i kirkens hierarki.
Dette gav snart Scipione Borghese en både stor indflydelse og en endog særdeles betragtelig økonomisk formåen, som han bl.a. brugte på la dolce vita og på sin umådelige store interesse for kunst.
I 1612 gav Borghese startskuddet til konstruktion af Villa Borghese – i dag Roms store grønne park – der dengang lå i udkanten af byen som et stort uopdyrket landligt område. Projektet bestod også af opførelsen af et storslået palazzo, hvor Borghese ønskede at samle sin stadigt voksende kunstsamling.
Tre år senere, i 1615, havde arkitekterne Flaminio Ponzio og hollænderen Jan van Santen (også kendt under det italienske navn Giovanni Vasanzio), gjort Borgheses drøm til virkelighed. De havde leveret et imponerende palads med en stor detaljerigdom, fx nicher, en facade prydet af prægtige statuer, basrelieffer, stukornamenter, friser samt, på bagsiden af bygningen, to udsigtstårne, hvorfra der var en storslået udsigt ind over Rom.
Scipione Borghese var kendt som en dygtig mægler og fremstod ofte som tungen på vægtskålen i situationer med uenighed. Ligeledes gik han for at være en intelligent og skarpsindig repræsentant for kirken.
Hans virkelige lidenskab var imidlertid ikke de kirkelig gøremål men derimod kunsten, for hvilken hans interesse var så stor, at hans iver efter at besidde kunstnerisk skønhed af og til bragte både ham og hans familie i konflikt med lovens bogstav.
Det var tilfældet den 19. marts 1608, da Pave Paul V sendte sine folk til Perugia for i nattens mulm og mørke at stjæle Raffaellos berømte maleri La Deposizione di Cristo (fra 1507) fra byens San Francesco-kirke. Billedet var en gave fra paven til sin kunstinteresserede nevø, Scipione Borghese.
Også den berømte maler Domenichini fik Borgheses kunstinteresse at føle, da han måtte se sig smidt i spjældet, således at Borghese kunne bemægtige sig hans ejendele, inklusive det berømte maleri Dianas jagt (1616-17), som Borghese forelskede sig i, første gang han så det i Domenichinis atelier. Det er fortsat en perle i Galleria Borgheses samling.
Omtrent på samme måde gik det med Caravaggios Madonna dei Palafrenieri (1605-06), der var bestilt til Peterskirkens Sant’Anna kapel. Maleriet – det nøgne Jesusbarn i selskab med Jomfru Maria og dennes mor, Anna, betræder en slanges hoved, som udtryk for at synden knuses – fik kun lov til at pryde kapellet i én måned. Herefter blev det fjernet, beskyldt for at støde omgivelserne grundet ”Jomfru Marias løssluppenhed og Jesusbarnets respektløse nøgenhed”. Fjernelsen af maleriet hænger, ifølge flere italienske kunsthistorikere, sammen med Borgheses begejstrede interesse for maleriet, der selvsagt kan ses på Galleria Borghese den dag i dag.
Caravaggio og Bernini
Den skrupelløse kunstsamler var blot én side af Scipione Borghese. En anden var hans generøsitet når det kom til støtte til kunstens udøvere. De betragtelige formuer som kardinalen akkumulerede, brugte han bl.a. til mæcen-virksomhed, og hans øje for kunsten og for dens unge og lovende udøvere var usædvanlig sikkert.
To unge kunstnere, der ikke kun opnåede verdensberømmelse grundet et usædvanligt talent men også takket være kardinalens økonomiske formåen, var den iltre og utilpassede Caravaggio og den talentfulde og stilsikre Gian Lorenzo Bernini.
Forholdet mellem Caravaggio og hans mæcen beskrives som ”indviklet og fuldt af skygger”. Det problematiske terræn hvorpå ordregiver og maler konfronterede hinanden udgjordes af den førstes higen efter kunstneriske raffinementer og den andens konstante behov for kreative genialiteter i et rodet og kompliceret liv.
Af de i alt 12 Caravaggio-værker, der oprindeligt udgjorde Scipione Borgheses samling, kan de fem af dem fortsat ses på Galleria Borghese. Udover det allerede nævnte Madonna dei Palafrenieri (1605-06) drejer det sig om Den syge Bacchus (1593-94), Dreng med frugtkurv (1593-94), Den hellige Jeronimus (1606-06) samt det dramatiske David med Goliats hoved (1605-06). Det afhuggede hoved er som bekendt et selvportræt af Caravaggio malet under hans flugt til hhv. Napoli, Malta, Sicilien og igen Napoli efter hans mord på Ranuccio Tomassoni. Det bloddryppende selvportræt skal angiveligt læses som en selvpåtaget straf og dermed også som kunstnerens anger over egen ugerning.
Multikunstner, men frem for alt billedhugger, Gian Lorenzo Bernini (1598-1690) var en anden ung kunstner som Borghese kastede sit kunstinteresserede blik på. I en alder af 15 år begynder Gian Lorenzo at arbejde med faderen Pietro. De første ordrer kommer fra kardinal Borghese, og i en alder af kun 25 år leverer den unge Bernini i 1624 den nu verdensberømte David-skulptur, der viser en muskelspændt og sammenbidt David bevæbnet med sten og stenslynge. Davids anstrengte ansigtsudtryk skulle angiveligt være Berninis eget ansigt under den fysisk anstrengende bearbejdning af det hårde marmor.
Bernini er repræsenteret på Galleria Borghese med i alt fire skulptur-grupper. I den gyldne Sal IV ses den berømte skulptur Pluto og Proserpina (også kaldet Bortførelsen af Proserpina, fra 1621-1623), der af mange anses som værende blandt Berninis absolutte mesterværker. Skulpturen beretter om den magtfulde Pluto – gud for dødsriget i den romerske mytologi – der bortfører Gea, jordens datter. Skulpturens utrolige detaljerigdom og udførelse finder forløsning i noget der vel nærmest kan betegnes som en ”æstetisk eksplosion”, repræsenteret ved Plutos hårde greb med højre hånd om Proserpina venstre lår. Fingrene presses på magisk vis ind i stenmassen, og får det hårde marmor til at fremstår som vaskeægte menneskekød.
Det er imidlertid ikke kun Caravaggio og Bernini, der fremhæves når talen falder på værker, der har placeret Galleria Borghese på verdenskunstens landkort. Med skulpturen af Paoline Borghese (1805-1808), Napoleons søster, har billedhuggeren Antonio Canova også givet sit væsentlige bidrag. Canovas mesterværksskulptur, der forestiller en liggende og halvt afklædt Paoline, var både et højdepunkt udi den neoklassicistiske stil og en sensation for sin tid, idet det var første gang, at en person fra et så højt socialt lag blev portrætteret praktisk taget nøgen. Skulpturens kunstneriske berømmelse skyldes ikke kun Paolines sensationelle nøgenhed men nok i lige så høj grad skulpturens formidable udførelse, herunder den madras i kridhvid marmor, hun ligger på, der er så mesterligt udført, at den på forunderlig vis forekommer at være fløjlsblød.
En anekdote fortæller, at Paoline Borgheses mand, prins Camillo Borghese, skulle være blevet så fornærmet over at se sin kone hugget nøgen ud i marmor, at han i en periode forsøgte at skjule skulpturen, og at den kort tid efter var skyld i parrets separation.
En af Canovas nærmeste skulpturkonkurrenter på den tid var som bekendt vor egen Bertel Thorvaldsen. Også han er til stede på Galleria Borghese, om end i en noget mindre berømt figur end Canovas. Det drejer sig om den Dansende Satyr i Sal VIII, der kan dateres tilbage til det 2. århundrede e. Kr., og som Thorvaldsen restaurerede i første halvdel af det 19. århundrede.
Listen over Galleria Borgheses mesterværker, såvel de skulpturelle som malerierne, er imidlertid alenlang. Udover de nævnte værker kan i flæng nævnes kunstnere som skulptøren Luigi Valadier, malerne Raffaello, Perugino, Veronese, Botticelli, Rubens, Dossi, Andrea Del Sarto samt endelig, men ikke mindst, Tiziano, der er repræsenteret med det verdensberømte maleri ”Amor Sacro e Profano” fra 1514. Med til historien om Tizianos berømte maleri hører forlydender om, at den kunstinteresserede amerikanske baron Rothschild i slutningen af det 19. århundrede havde givet et bud på maleriet, der oversteg værdien af hele museets resterende samling.
Italiens smukkeste lofter
En af Scipione Borgheses efterkommere, Marcantonio IV Borghese (1730-1800) kommer til at spille en vigtig rolle i Galleria Borgheses historie. Efter en længere periode, hvor Galleria Borghese havde været overladt til eget forfald, beslutter Marcantonio sig i 1770 for at iværksætte en radikal istandsætning i overensstemmelse med datidens neoklassicistiske mode.
Dette gjaldt især den indvendige del, og i særdeleshed museets lofter. I perioden 1775-1790 så museets eventyrlige loftsmalerier og –dekorationer således dagens lys. Blandt skaberne finder man navne som Mariano Rossi, hvis overdådige loftsdekoration kan ses i indgangssalen, Francesco Caccianiaga står for loftsmaleriet i Sal II (”Jupiter rammer Fetonte, der er ude af stand til at køre Solvognen”) og i Sal IV er Domenico de Angelis’ ”Il Trionfo di Galatea”, sammen med de omkransende dekorationer holdt i gyldne, gule og brune farver, der gør salen til museets måske allersmukkeste.
Dér, højt hævet i de prægtige hvælvinger, sidder, hænger og svæver engle, djævle, dæmoner, madonna’er, stridende figurer fra bibelen og den græske mytologi samt nøgne putti (små børn), der nysgerrigt betragter deres egne beskuere oven fra. Desuden har museets lofter, næsten i bogstaveligste forstand, en ekstra dimension grundet den udbredte brug af malerteknikken ”trompe l’oeil”, der giver beskueren en følelse af tredimensionalitet.
Lofternes storslåede æstetik er et sublimt eksempel på, at Marcantonios ønske om at ”beholderen – dvs. museet – skulle være lige så smuk som dets beholdning” er lykkedes til fulde. Næppe noget andet sted i Italien findes der lofter, som er i stand til at matche Galleria Borgheses, og som således inviterer den besøgende til at pådrage sig et gedigent hold i nakken på den smukkest tænkelige måde!
Nøgen skønhed
Førnævnte ægteskab mellem Camillo og Paoline Borghese indvarslede i øvrigt en ”sort” periode for museet. Ved ægteskabet med Napoleons søster i begyndelsen af det 19. århundrede havde Camillo Borghese opnået visse fordele, samtidig med at han havde påtaget sig en del forpligtelser. Således må Borghese, som en brik i den periodes storpolitiske skakspil, se sig nødsaget til at afhænde intet mindre end 154 statuer i hel figur, 166 basrelieffer, 160 buster samt 30 kostbare søjler og vaser til Frankrig. Mange af disse værker udgør i dag Louvres såkaldte Borghese-samling.
Skrivningen af endnu et afgørende kapitel i Galleria Borgheses historie fortsætter i 1887. I dette år blev det klart, at en række af Borghese-familiens storslåede byggespekulationer i Rom var slået fejl, hvorefter den adelige familie lige pludselig befandt sig på fallittens rand. Borghese-familien så sig således nødsaget til at sætte det gamle palazzo til salg med hele dets fornemme indhold.
Herefter startede flere års tovtrækkeri mellem Borghese-familien og den italienske stat i forsøget på at finde et salgskompromis, der tilfredsstillede begge parter. Besværet med at finde et sådant kompromis illustreres bedst ved, at skiftende italienske regeringers færdigforhandlede aftaler med Borghese-familien efterfølgende blev forkastet hele tre gange i det italienske parlament i perioden 1887-1901.
Første i december 1902, kort tid efter indsættelsen af en ny italiensk regering, lykkedes det den italienske stat og Borghese-familien at blive enige, hvorefter staten købte såvel hele Borghese-parken som Galleria Borghese med indhold for et så beskedent beløb, at mange betegner denne overdragelse som ”den italienske stats bedste kunsthandel i det 20. århundrede”.
Året efter, i 1903, overdragede staten vederlagsfrit Borghese-parken til Roms kommune, således at byens borgere kunne får gavn og glæde af den prægtige park. Akkurat som dens ophavsmand, Scipione Borghese, tidligere havde ønsket.
Gennemgribende restaurering
Det foreløbigt sidste kapital i museets historie skrives i årene 1987-1997, hvor museet gennemgår en gennemgribende restaurering, der kostede den italienske stat ca. 200 mio. kr. Denne restaurering, der omfattede både flere af de udstillede værker, nogle af museets bærende konstruktioner samt store dele af facaden, har således bragt museet tilbage til noget der minder om fordums splendore.
De i alt 20 sale fordelt på to etager gør ingenlunde Galleria Borghese til noget stort museum, og da slet ikke sammenlignet med fx. Louvres eller Vatikanmuseets kilometerlange gange. Men det er lige netop dets styrke. Det overskuelige, det intime, næsten familiære. 20 skønhedsåbenbaringer som perler på en snor. Nærmest som et skønhedens favntag, der både fører og forfører den besøgende.
I dag, akkurat som for næsten 400 år siden, helt i overensstemmelse med museets skaber, Scipione Borghese, der givetvis har været både en skrupelløs kunstsamler, en raffineret æstetiker og en forkælet pavenevø, men nok i lige så høj grad en frihedselsker, der ønskede at dele sin kærlighed til kunsten med folket. I hvert fald hvis man skal tro den latinske inskription han lod opsætte på en mur i Borghese-parken: “Jeg, Villa Borgheses vogter, erklærer hermed offentligt: Er du en fri person, skal du, hvem du end er, ikke frygte snærende reglementer her; bevæg dig hvorhen du lyster, spørg om hvad der falder dig ind, og gå bort når det passer dig. Parkens skønheder er mere til for de besøgende end for dens ejer”.
