Firenzes berømte amerikanske pige

American-Girl-in-italy
Firenze / Foto

Firenzes berømte amerikanske pige

Spontant eller ikke spontant. Ruth Orkins berømte foto “American girl in Italy” indgår for tiden i en Ruth Orkin-fotoudstilling i norditalienske Bassano del Grappa. Det er med tiden blevet et af verdens mest kendte fotos indenfor kategorien street photography.

De hånler, de glaner, de glor og de stirrer. Nysgerrigt, undersøgende og måske ligefrem med frivole erotiske bagtanker. De fleste af os har formentlig mindst en gang stået foran den amerikanske fotograf Ruth Orkins berømte foto, American girl in Italy, for med strittende pegefinger at tælle antallet af formastelige italienske mænd – i alt 15 af slagsen – der tilsammen udgør en slags arketypisk italiensk scene, hvor de første ord, der falder de politisk korrekte iagttagere ind, formentlig vil være mandschauvinisme og sexchikane.

Fotoet, der blev taget for mere end 70 år siden, d. 22. august 1951 på Piazza della Repubblica i Firenze, har for længst skrevet sig ind i fotografiets historiebøger som et af de mest berømte skud i kategorien street photography – side om side med fx. franske Robert Doisneaus The Kiss, Henri Cartier-Bressons stolte dreng, der bærer på to flasker vin eller Diane Arbus’ magre dreng med to håndgranater, for nu blot at nævne nogle få andre.

Det var netop Cartier-Bresson, der engang sagde, at ”der er intet i verden, der ikke har et afgørende øjeblik”. Det udsagn var Ruth Orkin formentlig fuldt ud bevidst om, da hun hin sommerdag i Firenze gik gennem byens centrum med sin veninde Jinx Allen.


Ruth Orkin i New York

Fra simple kår

Ruth Orkin (f. 1921) var datter af Samuel Orkin, en mekaniker med fingersnilde ud over det sædvanlige, og Mary Ruby, en stumpfilm-skuespillerinde. Ruth Orkins moder var desuden en ivrig amatørfotograf, og det var netop hende, der forærede datteren hendes første kamera, et Univex til en værdi af 39 cent. Ruth var dengang 10 år, og blot to år senere fik hun sin debut i mørkekammeret, hvor hun fremkaldte egne fotos.

Det var imidlertid ikke fotografiapparatet, der første gang gjorde hende kendt i den brede amerikanske offentlighed, men derimod cyklen. Det skyldtes, at hun i 1939, i en alder af blot 17 år, satte sig for at tage turen fra hjemmet i Los Angeles tværs over USA til New York for at se den såkaldte World’s Fair. Denne cross-country-tur varede fire måneder og blev gjort med cykel og tommelfinger. Over den ene skulder havde hun naturligvis sit Univex, der blev flittigt brugt. Denne dristige rejse vakte selvsagt opsigt i den amerikansk presse, der flere gange under den unge Ruths lang tur skrev om bedriften.

Det første møde med New York havde formentlig været positivt for den unge Ruth, for i 1943, som 22-årig, lod hun sig lokker østpå mod Det store Æble, hvor hun begyndte sin fotokarriere. Om aftenen fotograferede hun på forskellige night clubs, og om dagen var hun optaget af at lave portrætfotos af børn. Hun elskede at fotografere børn og gjorde det livet igennem, og nogle af de første fotos, hvor hendes talent virkelig skinnede igennem, var netop fotos af børn fra det lokale West Village-kvarter.

Hendes virke og karriere begyndte langsomt at tage form, og efterhånden fik hun stadig flere freelanceopgaver for dagblade og magasiner som fx The New York Times, Life, Cosmopolitan og Esquire.

Orkin lavede dog ikke kun portrætfotos af børn, for senere steg interessen for musik og kunst sig også ind på hendes fotos, og i dag er hun bl.a. også kendt for at have fotograferet en lang række af tidens allerstørste kunstnere inden for film- og musikverdenen, fx. Ava Gardner, Woody Allen, Humphrey Bogart, Marlon Brando, Gary Grant, Orson Welles, Alfred Hitchcock og mange andre endnu.

At indfange følelser

Ruth Orkins mål med sit fotografi var, som datteren Mary Angel tidligere har berettet til det britiske fotomagasin B&W Photography, ”at indfange menneskers følelser og at vise folk som de virkelig var. Hele hendes karriere var bygget op omkring hendes fire hovedinteresser: film, fotografi, musik og rejser. Det lykkedes hende at forene alle fire kategorier i sine fotoaktiviteter”.

Og det var netop Orkins rejselyst, der i 1951 bragte hende til Israel. Her var hun pressefotograf på en tur, hvor hun rejste med Israels Filharmoniorkester. Sammen år gik turen videre til Europa, hvor hun gjorde ophold i bl.a. Paris, London, Rom og Venedig. Det var imidlertid i Firenze, at hun fandt fotografisk belæg for, at ”der intet er i verden, der ikke har et afgørende øjeblik”. I Firenze havde Orkin mødt en anden amerikansk pige, Jinx Allen, der også rejste alene. Det var derfor ikke underligt, at alenepigen Jinx snart blev hovedpersonen i den fotoreportage Orkin arbejdede på: ”Vær ikke bange for at rejse alene – råd om penge, mænd og moral”.

Faktiske blev Jinx og Ruth ikke kun uadskillelige rejsekammerater. Jinx blev også en slags muse for Ruth, når de to morede sig med at tage fotos i og omkring Firenze. Orkin beskrev Jinx som en ”fremragende naturlig skuespillerinde”, og Jinx blev da også fotograferet i et væld af forskellige situationer – flirtende på en cafe, siddende som en statue, midt i en florentinsk trafikprop, siddende læsende på et dørtrin osv. – når de to turede rundt i Firenze.

Da de to unge kvinder – Ruth Orkin var dengang 30 år – en dag gik gennem Firenze ved Piazza della Repubblica bemærkede Ruth, at Jinx blev antastet af en ung mand på en scooter. Ruth tog et foto af Jinx bagfra men opfattede hurtigt scenens potentiale. Hun bad derfor Jinx om at vende om og gå de få meter endnu en gang, og i andet forsøg fik hun det skud i kassen, der næsten forekommer at være for perfekt og som med tiden er blevet et vaskeægte ikon-foto.

Det faktum, at fotoet ikke er 100% spontant har i perioder vakt etiske diskussioner i fotokredse. Samme forhold – mangel på spontanitet – gør sig imidlertid endnu mere gældende i fx ovenfor nævnte foto, The Kiss, af Robert Doisneau, der nogle dage forud for dette fotos tilblivelse havde set det forelskede par et andet sted i Paris. Doisneau havde herefter angiveligt betalt det unge par for at stille sig op i det parisiske mylder af mennesker og kysse hinanden.

Opstillet eller ikke opstillet. Spontant eller ikke spontant. Faktum er, som New York Times tidligere har skrevet i en artikel om Ruth Orkins foto, at ”øjeblikkets emotionelle sandhed er så stærk og levendegørelsen af pigens oplevelse er så overbevisende, at fotoets fortællende kvaliteter under alle omstændigheder har en utrolig styrke, uanset hvordan det er blevet til”.

Ruth Orkins fotoserie fra Italien om alenerejsende kvinder blev året efter publiceret i det amerikanske magasin Cosmopolitan.

I dag, 70 år senere, synes båndet mellem Firenze og den amerikanske pige fortsat at være intakt. Rundt omkring på byens caféer og boghandlere kan man fortsat købe Orkins foto i postkort- og plakatformat som et bevis på, at den toscanske hovedstad har lagt fortov til et af verdens mest berømte street photos. Og i 1991, i det 40. jubilæumsår for fotoets tilblivelse, gentog en lokal fotograf, Max Perissi, hele sceneriet, idet han på samme sted lod en nutidig kvinde tage turen gennem horden af glanende mænd.


Max Perissi’s kopi af “American girl in Italy” fra 1991.

Ud over Central Park

I 1952 giftede Ruth Orkin sig med filminsturktøren Morris Engel, og året efter lavede de sammen filmen ”Little fuggitive”, der opnåede en Oscar-nominering. Filmen betragtes – grundet dens naturalistiske stil og brugen af ikke-professionelle skuespillere – som begyndelsen på amerikansk films New Wave-tendens. Senere fulgte to andre film, bl.a. ”Lovers and Lollipops” fra 1955, der ligeledes blev Oscar-nomineret.

Til trods for at Ruth Orkin senere i sin karriere, i 1959, af det amerikanske fotomagasin Professional Photographer blev kaldt for ”en af de ti største kvindelige fotografer i USA” – side om side med bl.a. Dorothea Lange og Margaret Bourke-White – var hendes primære valg dog ikke karrieren, men derimod familien. Hendes to børn, Andy og Mary, blev født i henholdsvis 1959 og 1961 og de kom gennem årene til at mærke Ruths kærlighed til børnefotografiet. Trods familie og børn formåede Ruth at fastholde sin kærlighed til både fotografi og filmmedie, og datteren Mary har da også berettet at, ”min mor insisterede på, at jeg skulle se alle de store filmklassiker, hvilket vi ofte gjorde sammen om eftermiddagen i New Yorks Revival Movie Theater”.

Med tiden helligede Ruth sig mere og mere familien men fandt dog samtidig muligheder for at dyrke fotografiet. Og det gjorde hun faktisk fra familiens New York-lejlighed, der havde udsigt ud over Central Park. Her kunne hun sidde og betragte, hvordan Central Parks farvepalet ustandseligt ændrede sig i en fascinerende nuancedans. Med sit kamera begyndte hun på et tidspunkt at arbejde på et årelangt fotoprojekt, hvor hun fra lejlighedens vinduer fotograferede det hun så i Central Park – træernes skiftende farver, forskellige begivenheder og New Yorks skyline. Denne fascination for naturens gang blev med tiden til to bøger – A World Through My Window (1978) og More Pictures Through My Window (1983). Ind imellem de to udgivelse kom også hendes monografi A Photo Journal i 1981, om hvilken hun kort efter udgivelsen udtalte: ”Den udgivelse er jeg virkelig glad for, for jeg tror, at mange mennesker, der har læst og set fotos i A World Through My Window, betragter mig som sådan en slags fotograferende husmor, der konstant læner sig ud af sit vindue, mens børnene i baggrunden skriger på opmærksomhed. I A Photo Journal vil man især kunne finde fotos fra mit virke som fotojournalist i 1940’erne og 50’erne”.


Ruth Orkin.

Ruth Orkin døde d. 16. januar 1985 efter lang tids sygdom, blot 63 år gammel. Omkring sig havde hun familien, mange af sine smukke fotos og en fascinerende udsigt til et snedækket Central Park.

Info:
Ruth Orkin-fotoudstilling i Bassano del Grappa. “Ruth Orkin. Leggenda della fotografia” – “Ruth Orkin – En fotolegende”. Indtil d. 2. Maj 2022

Fotos: RUTH ORKIN archive og Max Perissi

Følg Italien på nærmeste hold

Tilmeld dig nyhedsbrevet og gå ikke glip af baggrundsviden og nyt om det italienske samfund - direkte fra Jesper Storgaard Jensen i Rom. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden - derudover får du 10% rabat i webshoppen.