Venedig skal besøges i vinterperioden. Det hævede den verdensberømte russiske forfatter Joseph Brodsky, for kun om vinteren vil man kunne opleve byens sande sjæl, når tåge og kulde ligger som en mystisk tæppe hen over al dens skønhed.
Den russiske forfatter, digter og Nobel-pristager fra 1987, Joseph Brodsky (1940-1996), havde noget der lignede en livslang kærlighedsaffære med Venedig. Efter at han første gang havde besøgt lagunebyen, var han ganske enkelt ”fanget”. Gennem årerne kom han tilbage igen og igen – intet mindre end 17 gange. Og Brodsky havde en meget håndfast mening om, hvilket tidspunkt der var det bedste at besøge Venedig på: om vinteren når kulden og la nebbia, tågen, ligger som et tungt og lidt mystisk tæppe hen over det som mange – ikke uden grund – har valgt at kalde ”verdens smukkeste by”.
Har man besøgt Venedig i vinterperioden, er det svært ikke at give Brodsky ret. Bygninger, mennesker, kolonnader, broer, kanaler og statuer ligger altsammen svøbt i en kuldslået klædedragt, der bidrager til at indhylle byens særprægede skønhed i en atmosfære af udødelighed.
Rul halstørklædet en ekstra gang om halsen og tage en bådtur ned ad Canal Grande, og bemærk hvordan venetianerne selv betragter denne transportform som en ganske almindelig tur med bybussen, selv om det er en oplevelser langt ud over det sædvanlige. Eller find et af de syv punkter, hvor man for blot to euro kan blive fragtet fra den af bred af Canal Grande til den anden. En billig og dejlig oplevelse.
Atmosfære og stemninger
”Vinterlyset i denne by! Det har den ekstraordinære ejendommelighed, at det koncentrerer øjets beslutningsdygtighed til en næsten mikroskopisk nøjagtighed”, skriver Brodsky i sit poetiske essay ”Venedigs vandmærke”.
Og det er netop, hvad det allermest handler om i Venedig: øjets forkælelse … og dermed også om atmosfære og stemninger. Det er ikke en ubetinget nødvendighed at have et kort i hånden. Og drop for alt i verden gondol-turen: den er for dyr, for turistet og for banal. Bedre er det at lade sig guide af instinkt, tilfældigheder, improvvisationer, fornemmelser og følelser. Lad dig lokke – uden kort i hånden – langs kanalerne, gennem de små gyder, hen over byens campi (pladser), over tilfældige broer og gennem hemmelige passager. Man oplever altid noget nyt: en kirke, en spændende butik med brugskunst, en hyggelig cafe, et kunstgalleri.
Men har du pinedød brug for nogle fikspunkter så udvælg nogle få af slagsen. Besøg det spændende og sprælske Peggy Guggenheim-Museum, der ligger pragtfuldt placeret ud til Canal Grande, eller det mere klassiske Gallerie dell’Accademia, der byder på pragtværker af bl.a. Tintoretto og Veronese. Stop op for at skue ud over Canal Grande fra Rialto-broen og gå ad Riva degli Schiavoni for at betragte den berømte Sukkenes Bro.
Gå hen over Italiens måske mest storslåede plads, Markuspladsen, der har udgjort byens hjerte i mere end tusind år. Gør ophold ved piazzaens basilika for at dåne over dens overdådige mosaiklofter. Tag turen op i il Campanile, Venedigs klokketårn, for at få det store overblik over verdens smukkeste by.
Og husk så, når kulden bider, at gøre som Brodsky: søg tilflugt på verdens ældste cafe, Caffè Florian, hvor den russiske forfatter ofte kom. I 2020 kan cafeen fejre 300 års jubilæum. Tidens gang driver ned ad vægene og Venedigs cafe-stolthed står helt tydeligt malet i de elegante tjeneres selvbevidste ansigtsudtryk.
Søndag eftermiddag, når en hård vintervind slår dejligt ind over byen, er det et must at begive sig ud på en spadseretur langs med Le Zattere, byens sydvendte havnefront. Herfra har du fri udsigt til Giudecca-kanalen, og i det rød-gullige solnedgangslys vil du kunne se, hvordan venetianerne slæber deres lange vinterskygger efter sig for på et tidspunkt at tage plads hos Nico Gelateria. Det er byens mest kendte isbod, som på denne årstid udgør et obligatorisk stop pga. stedets varme chokolade med høj flødeskum.
Ikke så langt derfra kan man se skiltet Zattere degli Incurabili, ”De uhelbredeliges kaj”, der er navnet på den italienske udgave af Brodskys bog. Hvem ved, måske kom Jospeh Brodsky også her på Nico for at drikke varm chokolade med flødeskum, mens han sad og kikkede ud på Giudecca-kanalen. Brodsky døde i 1996 i New York, i en alder af blot 56 år. Men hans kærlighedsforhold til Venedig fortsatte, da han valgte at blive stedt til hvile på San Michele-øens kirkegård.
Hør Det usynlige Italiens podcast om Venedig her: Episode 1: Venedigs vandmærke.
