Dens skønhed synes uspoleret. Den er elitær men alligevel enkel og ligetil. Den har ry for at være både halvsnobbet og helmondæn, men er samtidig på vej til (næsten) at blive hvermandseje. Det er i sandhed nemt at lade sig forføre af (og i) Liguriens Perle, Portofino, der bl.a. kan prale med at have en af Italiens allersmukkeste piazzaer.
I mange år havde jeg hørt tale om Portofinos skønhed. Jeg havde også set adskillige fotos fra den lille berømte fiskerlandsby ved den liguriske kyst. Ja, jeg havde sågar set flere små film på YouTube, inden jeg satte mig i toget fra Rom mod stationsbyen Santa Margherita Ligure, der ligger blot fem kilometer fra Portofino. Men virkeligheden er som bekendt et uregerligt bæst, som selv ikke ens vildeste fantasi kan hamle op med. Det gælder i sandhed også for Portofino.
Turen med en lokal bus fra Santa Margherita til Portofino varer blot tyve minutter. Tyve minutter for at bevæge sig fra en virkelighed til en anden. Tyve minutter for at forlade den normale verden og træde ind i et slags udendørs postkort, der synes revet ud af vor nutidige tidsregning. Tyve minutter for at konstatere, at måske findes vitterligt den berømte skønhed, der vil redde verden, som den russiske forfatter Dostojévskij har skrevet om.
Mange betragter Portofinos centrale Piazza Martiri dell’Olivetta som en af Italiens smukkeste piazza’er, og man kan da også se førstegangsbesøgende gå rundt med åben mund og forbløffelsen malet i ansigtet, som om de tænkte: ”Er dette virkeligt muligt”? Her finder man en nostalgisk lilleput-idyl bestående af multifarvede fiskerhuse, gamle træbåde, der vipper op og ned i takt med bølgernes skvulpen samt en følelse af, at her har tiden stået stille i de sidste 4-5 årtier. Hertil kommer, at Portofino har fået et ikke ubetydeligt kapitel i Italiens historiebøger, der især handler om tidligere tiders berømte jet-set- og VIP-frekventationer i den helt store stil. Stemningen er udpræget romantisk. Ja, faktisk så romantisk, at den kendte italienske sanger Fred Buscaglione i 1959 havde et smashhit med sangen ”I found my love in Portofino”.
De begivenheder, der fandt sted i december 1944 og som har givet Piazza Martiri dell’Olivetta (Piazza Martyrerne fra Olivetta) dens nuværende navn, var imidlertid alt andet end romantiske. Det var her i nærheden, på den lokale Olivetta-strand, at tyskerne – angiveligt i en hævnaktion – henrettede 22 italienske politiske fanger, der var blevet fragtet til Portofino fra de nærliggende fængsler i Genova og Chiavari.
Fine besøg fra Hollywood
Portofino storhedsperiode løb over 60’erne, 70’erne og 80’erne. I 1960’erne var der mange af Hollywoods store stjerner der tog den obligatoriske tur fra Via Veneto i Roms Dolce Vita-dage direkte videre til Portofino. Humprey Bogart, Clarke Gable, Ave Gardner, Elisabeth Taylor og mange mange andre. VIP-rendet er fortsat helt op til vore dage, og omtrent alt hvad der kan gå og kravle fra Hollywood og omegn har på et eller andet tidspunkt været i Portofino. Nævn et navn, og du vil være sikker på, at vedkommende har spist trofie med pesto på en restaurant i byen.
Jeg holder øjnene ekstra godt åbne i forsøget på at få øje på så store og så kendte VIPs som overhovedet muligt. Min fangst er dog ret beskeden, idet det bedste navn jeg kan diske op med er den tidligere tyske fodboldverdensmester Franz Beckenbauer og hans frau, der står med næserne i et turistkort. Men der løber pænt mange folk rundt i Portofino med vigtige attituder og et million-dollar-agtigt kropssprog, så hvem ved … måske er jeg gået lige forbi Venezuelas største popstar, måske skulle jeg bare række en hånd ud for at have rørt ved Thailands mest kendte skuespiller eller måske havde jeg fuldstændig overset borgmesteren fra Budapest eller Norges bedste bordtennisspiller.
Den lille fiskerlandsby, der blot tæller cirka 400 indbyggere, altid haft et ry som værende både elitær, halvsnobbet og overdrevent mondæn. Med en kvardratmeterpris på ca. 16-18.000 euro er det omtrent lige så dyrt at finde bolig i Portofinos centrum, som det er, hvis du vil have udsigt over Piazza Navona i Rom. Men tiderne skifter, krisen kradser (særligt i disse covid-tider) og selv Portofino ændrer sig. Masseturismen, der dagligt kommer sejlende med båden fra Santa Margherita, har i de senere år fået øje på Liguriens perle. Det har blødt lidt op på den tidligere så højstemte VIP-atmosfære, hvor man næsten kunne lugte pengene, når man gik rundt i fiskerlejet. Nogle af modens store pengemaskiner, Armani og Dolce&Gabbani, har drejet nøglen om i Portofino, og på den berømte piazza er der for nylig dukket noget så tarveligt som et ganske almindeligt pizzeria op. Tydelige tegn på nye tider.
Da Elton kom til byen
Jeg falder i snak med en restaurantejer, som insisterer på at fortælle mig en historie: ”En dag blev jeg ringet op af en herre, der ville booke et bord til otte personer. Det var ”vigtige personer”, sagde han. En time senere dukker gruppen op. En af personerne var Elton John. Nyheden bredte sig som en løbeild gennem Portofino, og efter blot ti minutter stod der vel omkring 50 personer omkring Elton Johns bord. De bad om autografer og ville lave selfies, og jeg må sige, at Elton John virkeligt var tålmodig. Men hele området var blevet blokeret, og vores tjenere kunne hverken komme frem eller tilbage, så jeg blev nødt til at ringe efter politiet. De kom hurtigt og fik området ryddet. Og så endelig kunne Elton John få noget at spise”, siger hun til mig.
Ved at snakke med de lokale finder jeg ud af, at byen har to sjæle. ”Portofino har to personligheder, to ansigter. De almindelige turister, der kommer til byen hen på formiddagen og som tager afsted igen efter frokost. Byens anden personlighed træder derimod i karakter ved mørkets frembrud, når VIP’erne, velhaverne og andre pengestærke nydelsesrejsende tager plads ved de mange restaurantborde, der har frit udsyn til havnen og piazza’en”. Således lyder de lokales sociale analyse af Portofino. Byens dobbelte personlighed kommer også ganske godt til udtryk i aperitif-sceancen: den folkelige og uhøjtidelige aperitivo kan du indtage på Bar Mariuccia, der har en yderst heldig beliggenhed ved Piazza Martiri dell’Olivetta. Hvis du har spenderbukserne på, kan turen i stedet gå op til Hotel Splendido, hvor din røde Campari Soda med garanti vil smage endnu mere intenst grundet en overdrevet pragtfuld udsigt ud over Portofino og den halve bugt.
Restauranternes menukort er ofte skrevet på italiensk, engelsk og … russisk. ”Vi har mange nyrige russere som gæster”, får jeg at vide på en restaurant. ”Derfor er det også vigtigt, at vi har mange dyre og prestigefulde vine på vores vinkort”. Og jo, de er her alle de store og dyre toskanere, Super-Tuscans som de hedder … Sassicaia, Maseto og alle de andre til hundredvis af euro pr. flaske. Jo, du kan i den grad se det, du kan fornemme det. Der er en duft af penge og en ubekymret tilbagelænethed her i Portofino. Attituderne, tøjet, ansigtsudtrykkene, det mentale overskud, de små skødesløse detaljer. Money makes the world go around … og i byens idylliske bugt ligger yachts, der omtrent har samme størrelse som et mellemstort boligkompleks på Vestegnen.
Turen gennem parken
Jeg tager turen gennem Portofinos naturpark. Den markerede sti går op og ned med ret heftige stigninger, der kræver gode ben. Det dufter af sommer og af middelhavsbevoksning, og gennem buskadset kan jeg konstatere et kontant følgeskab af det azurblå liguriske hav. Spadsereturen fra Portofino til San Fruttuoso di Camogli er på ca. fem km. Der er grønt overalt. Idyllen er i højsædet skønt svedproduktionen er over middel.
Den lille fiskerby dukker pludselig op, ud gennem den grønne skovbevoksning. Her ligger San Fruttuoso-klostret, og et eller andet sted her omkring, under vandet, kan man se en berømt Jesus-figur, vel at mærke hvis man er en ferm dykker. Her finder man også en ganske særlig restaurant, Ristorante Giorgio. Alle restaurantens pladser – ca. 40 fordelt på de tre forskellige niveauer – er udendørs. På det laveste klippefremspring står ét bord, og her risikerer man formentlig forfriskende skumsprøjt til maden, når vindforholdene er barske. Køkkenpladsen er beskeden, så forvent ikke en stjernemiddag. Her drejer det sig først og fremmest om location og – hvis du er i det humør – romantik.
Tilbage til nutiden
Jeg ved ikke, hvad Fred Buscaglione gjorde, efter at han havde fundet kærligheden i Portofino. Det melder hverken historien eller hans sang noget om. Jeg selv har pakket min trolley og mit fotoudstyr og forberedt mig mentalt. Det er slet ikke nemt at forlade Portofino. Believe me. Jeg siger ”ciao” til min B&B-vært, kigger på min udsigt en sidste gang, og går så i retning mod linje 82s busstoppested.
Det tager tyve minutter at finde tilbage til virkeligheden. Tyve minutter at komme ud af postkortet. Tyve minutter at rejse fra 1960’erne tilbage til 2021. Ciao Portofino, ci vediamo presto!
