Den italienske filminstruktør Paolo Sorrentinos seneste film, Det var Guds hånd, er en film om tab og smerte i et lettere melankolsk Napoli, der i 1984 ventede på, at Maradona skulle dukke op.
Den italienske filminstruktør Paolo Sorrentinos seneste film, Det var Guds hånd, er en film om tab og smerte i et lettere melankolsk Napoli, der i 1984 ventede på, at Maradona skulle dukke op.
Sætningen har runget gennem de italienske medier i de seneste måneder: “Dette er min hidtil mest personlige film”. Afsenderen er den italienske filminstruktør Paolo Sorrentino, der efterhånden han har gentaget udsagnet så mange gange, at det næsten er kommet til at antage samme styrke som et religiøst mantra. Og det personlige kunne næppe være anderledes, idet Sorrentinos nyeste film, Det var Guds hånd, fortæller historien om sin egen familie, og især om sine forældres pludselige død.
Da Paolo Sorrentino var ung tog han ofte med sine forældre fra Napoli op til familiens bolig på landet i Roccaraso, i Abruzzo-regionen. Men netop den weekend, hvor tragedien indtraf, foretrak den unge Paolo at blive hjemme i Napoli. Han havde aftalt med venner at se kampen med Napoli, hvor Diego Maradona netop var begyndt at spille.
Fra filmen: Fabietto Schisa (Filippo Scotti) og Patrizia (Luisa Ranieri).
I Roccaraso, i det lille hus, skulle der vise sig at være en lækage af kuldioxid. Det førte til en kæmpe eksplosion. Og tilbage i Napoli ændrede Paolos liv sig radikalt fra det ene øjeblik til det andet. ”Mine forældre døde, da jeg var 16 år gammel, og det var en ubeskrivelig tragedie. Jeg kan ikke finder på ord, der dækker over det, der skete. Min ungdom sluttede den dag. Som 16-årig. Der findes ikke noget rigtigt tidspunkt at miste sine forældre på, men at miste dem i sine teenageår er et meget alvorligt problem. Visse tab forårsager ikke bare smerte. Du bliver pludselig gammel som med ét slag, og samtidig forbliver du forankret til barndommen. Som 16-årig har du brug for støtte, trøst og tryghed”, har Sorrentino fortalt i et interview til det italienske ugemagasin Il Venerdì.
Da tragedien rammer, rammer også fortvivlelsen og desperationen. For ikke at tale om smerten. ”Det, der var sket, gav mig en følelse af, at virkeligheden var utilstrækkelig. Den var ringe. Måske derfor har jeg altid følt, at film kan bruges til at distrahere fra virkeligheden. Det er nok derfor, jeg laver film. Jeg ønsker, at mine børn skal vide, at fremtiden ligger dér foran os, også for dem, der kommer ud af deres barndom med et handicap”, siger Sorrentino
Fra filmen: Familiefrokost.
Når man skaber kunst, der tager afsæt i personlige oplevelser, er der ofte en fin linje mellem den del, der er strengt personlig, og den, der er tilføjet med et kunstnerisk formål for øje. I sin nye film har Sorrentino netop været tvunget til at træffe beslutninger i den henseende.
”I filmen har jeg været nødt til at reducere længden på den smerte, som mine forældres død har påført mig. Det har været nødvendigt for ikke at lave en fuldstændig chokerende film. I dag husker jeg smerten fra de år som værende helt klar og meget stærk. Jeg har også været nødt til at skære visse ting fra, som ellers ville risikere at være til gene for historien. Hvad angår min ungdom så har jeg været nødt til at flytte rundt på nogle begivenheder for at give dem en naturlig orden. Jeg har en ret god hukommelse om mine teenageår, så jeg har kunnet vælge en række elementer for at bygge plottet på en sådan måde, at det havde en værdi for filmens helhed”, fortæller han.
Fra filmen: Marchino Schisa (Marlon Joubert).
Sorrentinos touch
Det var Guds hånd er Sorrentinos tiende film. Også denne gang vil man møde det umiskendelige Sorrentino-touch. Er det lyssætningen? Filmens fotografi? Er det den måde, historien bliver fortalt på? Eller de medvirkende personers ofte næsten bizarre karakterer? Det er umuligt at sige.
På trods af tilstedeværelsen af dette usynlige Sorrentino-varemærke er filmen alligevel, på en eller anden måde, “anderledes” i forhold til hans tidligere film. Men på hvilken måde? “Jeg har aldrig brugt overdreven megen tid til at reflektere over mine egne film. Jeg har været vant til at lave dem på en bestemt måde. Men på et tidspunkt – det må jeg indrømme – følte jeg mig noget træt. Jeg var blevet opmærksom på, at jeg ofte brugte de samme virkemidler. Jeg blev på en måde ved med at lave de samme variationer over det samme tema. Du kan sige, at jeg var kommet ind i en form for vanetænkning. På et vist tidspunkt virker det som om dine mentale billeder er opbrugt, og så begynde du at gentage dem. Det var Guds hånd er helt anderledes. Den er meget mere enkel, uden artikulerede og komplekse følelser. Det er en film om glæde og om smerte”, forklarer han.
Paolo Sorrentino på filmsettet.
Filmens galleri af finurlige og markante personligheder er betydelig. Inden tragedien indtræffer, ser Sorrentinos familieliv ud til at have været ret farverig grundet de mange ekstravagante familiemedlemmer. ”Tja, sådan var min familie rent faktisk. Folk fra Napoli er generelt ret iøjnefaldende. De har et stærkt skuespilinstinkt. Jeg tror, det skyldes, at napolitanere gennem historien har skullet fremstå som dygtige og flinke mennesker men også som underdanige for at indgyde sig med byens mange forskellige dominerende skikkelser gennem tiden, og alt dette får dem til at spille skuespil. Det er den virkelighed, jeg levede i, og i den forstand er det en realistisk film. Den familie var min verden og min kultur. Min kone er fra Napoli. Sådan er vi. Sådan er jeg”, forklarer Sorrentino til Il Venerdì.
Det var Guds hånd fortæller imidlertid også historien om Sorrentinos fars utroskab, og endda på en ret ærlig måde. På spørgsmålet om, hvordan dette emne blev behandlet i familien, fortæller Sorrentino: ”’Det var bare noget der skete’, sagde min far. Og så var der ikke mere at tale om på det område. Den historie var lidt ligesom vinden. Nogle perioder var vindstille. I andre var der stormvejr, især når min mor opdagede, at min far stadig så sin elskerinde”.
Sorrentino seniors hemmelige kærlighedsforhold førte ikke kun til et til tider stormfuldt familieliv, hvilket er glimrende illustreret i filmen. Det gav også Paolo Sorrentino en stedbror. “Ja, min far havde en hemmelig søn. Jeg fik først sandheden om ham at vide dagen efter mine forældres død, og jeg har faktisk mødt min halvbror”, fortæller Sorrentino.
Fra filmen: Fabietto Schisa (Filippo Scotti), Maria Schisa (Teresa Saponangelo) og Saverio Schisa (Toni Servillo).
Fra Roma til Napoli
Efter Sorrentinos hidtil største succes, Den store skønhed – der blev optaget i Roma og indbragte ham en Oscar i 2014 – er han i den nye film vendt tilbage til sin hjemby Napoli, der danner en lettere melankolsk kulisse. Har denne hjemkomst givet ham en større følelsesmæssig sikkerhed under filmens tilblivelse? “Nej, faktisk ikke. Grunden til det er den måde, jeg normalt filmer på. Napoli er en ’fjendtlig’ by på grund af dens kaos. Det er bestemt ikke noget tilfælde, at jeg har optaget to film i Schweiz (Youth og The Consequences of Love, JSJ.). Min filmæstetik har altid været knyttet til, at tingene havde en vis orden. Så det er bestemt ikke nemt at ’skyde’ i Napoli. Men helt ærligt så var jeg faktisk ikke bekymret for det æstetiske aspekt. Jeg har valgt nogle af de steder, jeg kendte, da jeg var ung, og i filmen vil man se dem, som jeg husker dem fra min ungdom”, forklarer han.
Paolo Sorrentino lader sig fotografere på stadion i Napoli.
Sorrentino har aldrig lagt skjul på sin “tilbedelse” af Maradona, hvis navn og ånd er et vigtigt element i filmen. I Youth, fra 2015, finder man den legendariske scene, hvor en look-a-like-Maradona jonglerer med en tennisbold på en ret spektakulær måde. Men Sorrentino har faktisk et helt personligt minde om Maradona fra virkelighedens liv.
“Maradona ankom ikke til Napoli. Han dukkede simpelthen op, næsten ud af det blå. Der findes ingen billeder af hans ankomst til Napoli. Gennem tiden blev han set rundt omkring i Napoli på de mærkeligste steder. Han kørte rundt i en gammel Fiat Panda for ikke at blive genkendt. Engang så jeg og min bror ham komme kørende gennem en gade. I det øjeblik var det, som om verden stod stille”.
Filmplakaten på italiensk.
Det kræver selvsagt mod at lave en film fuld af personlige barndomsminder og fuld af smerte. Har det været en befrielse omsider at få denne film ud af nervesystemet? ”Tiden til at lave denne film er indtruffet af sig selv. Jeg følte, at det rette øjeblik var kommet, nok især fordi jeg er blevet mere moden. Med tiden er smerterne blevet mindre intense. I den senere tid – i forbindelse med præsentationen af filmen – har jeg faktisk talt så meget om smerte, at det til tider har været næsten kedsommeligt. Inden alt dette har jeg haft en indre dialog med mig selv, som vel har stået på i 35 år, og som i forhold til smerten overhovedet ikke har formået at rokke mig ud af flækken. Jeg kan godt lide tanken om, at filmen også kan ses hinsides. Og derfor betragter jeg den også som et brev til min mor, for at fortælle hende noget af det, som jeg aldrig fik sagt”, slutter Sorrentino.
”Det var Guds hånd” (originaltitel: È stata la mano di Dio) havde verdenspremiere på Netflix d. 15. december 2021.
Filmen er Italiens bidrag til næste års Oscar-begivenhed.
Fotos til denne artikel venligst leveret af: fotograf Gianni Fiorito og Studio Lucherini Pignatelli.
