Historien om Vespa’en, den berømte italienske scooter, som i dag har kultstatus over hele verden, er beretningen om det rigtige produkt, der dukker op på det rigtige tidspunkt. Den første Vespa så dagens lys i 1946, og dette år kan den berømte scooter således fejre 75-års-jubilæum.
Når man bevæger sig rundt i Rom, eller for den sags skyld i en hvilken som helst anden italiensk by eller flække, vil man kunne møde dem overalt. I mange forskellige farver og modeller og med førere i alle aldre og fra alle samfundslag zigzagger den sig behændigt ind og ud mellem biler, busser og fodgængere, der har forvildet sig ud i trafikken.
Vespa’en, verdens mest berømte scooter, er trods sin efterhånden fremskredne alder fortsat en fast bestanddel i det moderne italienske gadebillede. Trods sin høje alder – 75 år i år – er der hverken tegn på fuger i chassiset, svækkede køreegenskaber eller nedsat hastighed. Tværtimod. Den seneste Vespa 946 har ikke kun et supersmart designet. Den har desuden en højteknologisk indmad, og så har den heldigvis bibeholdt sine klassiske runde og venlige former.
En ny start
Historien om verdens mest berømte scooter startede i midten af 1940’erne. Under krigen producerede virksomheden Piaggios to fabrikker i Toscana stempelmotorer til det italienske flyvevåben. Fabrikkerne var således et oplagt mål for de allieredes bombemaskiner, der i 1943 jævnede dem begge fuldstændig med jorden.
Det blev den ene af to Piaggio-brødre, Enrico Piaggio, som to år senere, i 1945, fik den vanskelige opgave at genopbygge de to fabrikker og starte produktionen af et nyt produkt. Piaggio havde før krigen leveret materiel til den italienske helikopter- og flyindustri og nu – efter krigen – havde Enrico Piaggio en følelse af, at der i efterkrigstidens Italien ville opstå et stort behov for et billigt, praktisk og individuelt køretøj. Det var de få stikord Enrico Piaggio gav videre til en af Piaggios mest sindrige ingeniører, Corradino D’Ascanio. Han gik straks i tænkeboks, og blot tre måneder senere kunne han meddele sin chef, at nu var han klar med sit bud på fremtidens scooter.
Ved præsentationen af den nye prototype-scooter, kaldet MP 6, var Enrico Piaggio ikke et øjeblik i tvivl. Han begejstres ved første øjekast over dens bløde, runde former og det elegante design, og da han hørte motorens behagelige summen, udbrød han: “Den minder mig om en hveps” (“vespa” på italiensk). Således blev det nye produkt døbt på stedet! I 1946 blev Vespa’en patenteret, og straks herefter startede produktionen. Den første Vespa fik navnet Vespa 98 cc, og dens tekniske data var bl.a. 98 cm, en topfart på 60 km/t og 3,2 hk. Den første levetid var dog svær, og det ville være synd at sige at efterspørgslen var overvældende.
I de første to måneder blev der solgt sølle 50 eksemplarer, og Enrico Piaggio var langtfra tilfreds. Uden et selvstændigt forhandlernet var det virkeligt op ad bakke for Vespa’en. Men Piaggio fik snart en idé, nemlig at lave en aftale med Lancia-forhandlere over hele Italien, der accepterede at sælge et vist antal Vespa’er på årsbasis. Valget af Lancia – den smarte italienske sportsvogn – var ikke tilfældigt, og det kom til at gå lige præcis som Enrico Piaggio havde håbet: Lancias elegante og sportslige image blev overført til Vespa’en, hvis stil og elegance blev yderligere understreget.
Enrico Piaggios stasning havde ramt plet, for salgstallene begyndte pludselig “at gå amok”. Efterspørgselskurven skød brat i vejret, og ved udgangen af 1946 var knap 2.500 italienere blevet ejer af dette nye hypermoderne køretøj. Dette tal steg året efter til 10.535 og fordobledes næsten i 1948, hvor 19.822 Vespa’er rullede ud fra Piaggios samlebånd.
Vespa’en, der både var praktisk, økonomisk og i stand til at tilfredsstille italienernes kollektive sult efter stil og elegance efter krigens afslutning, sås nu pludselig her, dér og alle vegne. Den var nærmest svaret på et latent behov for mobilitet og frihed mange italienere ikke vidste, de havde. I 1950 åbnede Piaggio en fabrik i Tyskland, og udlandet fik nu også øje på den elegante italienske scooter. Selv de stive englændere måtte overgive sig, og The Times skrev: “Vespa’en er et italiensk produkt fra ende til anden, hvis mage man ikke har set siden den romerske stridsvogn”.
I starten af 1950’erne fortsatte salgskurven sin himmelfart. Så meget, at man hos Piaggio måtte arbejde i døgndrift for at følge med efterspørgslen. Vespa’en syntes at have frembragt én stor kollektiv forelskelse hos de frihedssøgende og æstetisk bevidste italienere. Den fikse scooter havde på rekordtid opnået kultstatus, og var blevet lig med stil, elegance, frihed men også national oprejsning efter den tabte krig.
Til Skandinavien
Det var også i starten af 50’erne, at Vespa’en gjorde sit indtog i Skandinavien. Den blev hurtigt så populær, at Piaggio ikke kunne følge med efterspørgslen, og “den skandinaviske Vespa” måtte derfor importeres fra Tyskland. I 1953 var der blevet solgt en halv million Vespa’er, og blot tre år senere blev den magiske million rundet!
Salgssuccesen skyldtes først og fremmest Enrico Piaggio, hans forudseenhed samt en smart markedsføringsstrategi. Piaggio selv var en særdeles stilig herre, der næsten udelukkende omgav sig med en lille gruppe udvalgte venner, hvori også indgik nogle af tidens største personligheder. Således fik han hurtigt et ry som både seriøs og troværdig, hvilket viste sig at have en særdeles positiv afsmitning på hans produkt.
I den omhyggelige markedsføring af Vespa’en valgte Piaggio desuden et våben, som i dag er blevet en klassiker inden for reklamebranchen. Ikke så snart det var muligt, blev en berømt personlighed – helst en af Hollywoods filmstjerner – fotograferet på Vespa’en. Op igennem 1950’erne, hvor Rom nærmest havde status som filmens Mekka, blev en lang række af Hollywoods største stjerner således foreviget på Vespa’en. Enten når de stolt poserede på tidens mest hotte køretøj, eller når de, på samme køretøj, drønede op og ned ad Via Veneto på flugt fra “skydelystne” paparazzi-fotografer. På den måde lykkedes det Piaggio at kæde Vespa’en sammen med de mange Hollywood-stjerners berømmelse og derved give scooteren yderligere et skær af noget eksklusivt og glamourøst.
Og netop Hollywood banede vejen for Vespa’ens verdensberømmelse. Det skete med filmen Prinsesse på vift fra 1953, hvori en bedårende Audrey Hepburn har rollen som en moderne prinsesse, der gør oprør mod sine prinsessepligter for at gå på opdagelse i Rom alene. Her møder hun Gregory Peck, der spiller rollen som en amerikansk journalist på jagt efter en god historie. Han foregiver ikke at kende hendes rigtige identitet, og de to forelsker sig naturligvis i hinanden. I en af filmens mest berømte scener er prinsessen uforvarende kommet af sted på journalistens Vespa. Han når dog at hoppe bagpå, og sammen kører de hasarderet gennem Den evige stads centrum med politiet i hælene.
Filmen indbragte den debuterende Audrey Hepburn en Oscar, og sendte Vespa’ens charme og elegance ud i alle fire verdenshjørner. Faktisk så meget, at en nylig italiensk undersøgelse har vist, at Prinsessen holder fridag er den film i filmhistorien der giver den største produktidentifikation til et tohjulet køretøj.
Hos Piaggio var man ikke sen til at udnytte filmens succes, og efterfølgende blev der lanceret en lang række reklamer med unge forelskede par, som smiler lykkeligt til hinanden på deres farvestrålende Vespa’er! I det hele taget havde Piaggios markedsføringsfolk et konstant vågent og ironisk blik for, hvordan begivenheder omkring Vespa’en bedst muligt kunne benyttes i markedsføringsøjemed. Det var eksempelvis tilfældet i 1957, da russerne, beskyttet af jerntæppet, så stort på alle ophavsretlige principper: De kopierede Vespa’en, og lancerede den på det russiske marked som deres eget produkt under navnet Viakta. Piaggio svarede straks igen, og i de italienske aviser kunne man efterfølgende læse det sarkastiske reklameslogan: “Når russerne tager ud i rummet, har de deres Sputnik. Når de begiver sig rundt på landjorden, har de brug for en Vespa”!
Trods succesen hvilede Piaggio bestemt ikke på laurbærrene. Op gennem 1950’erne og 60’erne blev der hele tiden udviklet nye modeller. En af de mest populære blev Vespa 150 Gran Sport, der så dagens lys i 1954. Den fik hurtigt tilnavnet il Vespone (den store Vespa), og med en topfart på 100 km/t samt en formidabel acceleration var det modellen, der gav mange fartglade italienske ungersvende stjerner i øjnene. Et enkelt ryk i gashåndtaget skød benzin til motoren, adrenalin ud i blodet og dem selv først over krydset.
Nogle år senere, i 1963, lancerede Piaggio endnu en uimodståelig nyhed. Det skete i form af den lille Vespa 50, også kaldet il Vespino, der betyder den lille Vespa.
Den italienske færdselslov var netop blevet ændret, og det var derefter blevet tilladt at føre knallerter og scootere op til 50 cm uden hverken nummerplade eller kørekort. Vespino’en blev uhyre populær, og hos næsten en hel generation af unge italienere gav den drømmene to hjul. Kørte man Vespino, fulgte man med virkelig tiden og havde desuden en langt større chance hos det modsatte køn. Det kan Umberto Eco, italiensk filosof og forfatter, tale med om. I et essay om Vespa’en beretter han om, hvordan han ofte blev efterladt i en støvsky af bristede drømme, når skolens ældre drenge kørte væk med hans udkårne på deres smarte Vespa.
1970’erne og 80’erne var årtier, hvor Italiens privatbilisme oplevede et sandt boom. Trafikken i byerne begyndte at antage stadigt mere kaotiske former. Trafikpropper, kødannelse, manglende parkeringspladser samt eder og forbandelser hørte til dagens orden for de stakkels bilister. Et af Piaggios reklameslogans i disse år var derfor det populære sardomobili – biler, der sidder fast i trafikken, så tæt som i en sardindåse. Friheden og smidigheden var naturligvis repræsenteret ved en fiks scooter, der kunne sno sig i trafikken.
Vespa-klubberne
Et fænomen, der har været med til at slå Vespa’ens navn fast med hegnspæle, er Vespa-klubberne. I 1948, i forbindelse med den årlige messe i Milano, organiserede Renato Tassinari fra Piaggio et Vespa-træf med i alt totusinde deltagere. Da de mange scootere kørte gennem Milano, stod tusindvis af milanesere med åben mund og polypper. Begivenheden blev efterfølgende slået stort op i alle landets aviser, og gav Vespa’en en formidabel reklame. Det blev startskuddet til en utrolig foreningsiver blandt de italienske vespister, Vespa-ejere, og året efter blev den første officielle Vespa-klub stiftet i den toscanske by Viareggio. Flere klubber fulgte hurtigt efter, og i 1951 var tallet steget til i alt 106 klubber spredt ud over det ganske støvleland!
Formålet med klubberne var – som italienerne sagde – “at sværme”. Det vil sige, at køre omkring, besøge historiske monumenter og tage ud for at opdage nye landskaber, eller med andre ord, at være sammen, med Vespa’en som en sympatiskabende fællesnævner. Også i en række andre europæiske lande skød Vespa-klubberne frem som paddehatte, og i 1951 i Paris arrangeredes det første internationale Vespa-træf med tusindvis af europæiske vespister. To år senere, i 1953, stiftes så Vespa Club Europa af vespister i Italien, Belgien, Frankrig, Tyskland, Holland og Schweiz.
Kilometervis af kuriositeter
Vespaens kultstatus over hele verden har gennem tiden ført de mest mærkelige og kuriøse Vespa-rekorder med sig. I 1952 krydsede franskmanden Georges Monneret den engelske kanal i en specialbygget Vespa-båd. Den italienske studerende Giancarlo Tironi har kørt fra Italien til den nordlige polarkreds på en Vespa. Den italienske journalist Roberto Patrigiani tager Vespa-turen fra Milano til Tokyo. Amerikaneren James P. Owen har taget turen fra USA og tværs gennem Sydamerika til Ildlandet i Argentina. Spanierne Santiago Guillen og Antonio Veciana formåede at holde sig i sadlen fra Madrid til Athen, i øvrigt på en Vespa der ved lejligheden var dekoreret af selveste Salvador Dalì. I dag er den Vespa at finde på Piaggios Vespa-museum i Pontedera, Toskana.
De to danske journalister, Elizabeth og Erik Thrane – bror og søster – tog angiveligt turen fra Danmark til Bombay i Indien, og endelig skal også nævnes den italienske rejsebogsforfatter og journalist Giorgio Bettinelli, der er uofficiel “Vespa-verdensmester”. Over adskillige år og gennem flere kontinenter – Nord- og Sydamerika, Australien, Asien, Europa og Afrika – har han kværnet intet mindre end 250.000 km. siddende på en Vespa!
Vespa’en er ikke kun et kultobjekt men også et stil- og designikon. Faktisk i den grad, at man i dag på Museum of Modern Art i New York kan møde en Vespa GS 150 fra 1955, der bliver præsenteret som “et mesterværk i industrielt design”.
Salgstallet på verdensplan har netop rundet de 18 millioner, hvilket intet andet tohjulet køretøj kan hamle op med. Fra den oprindelige prototype i 1946 og op til i dag er der blevet foretaget omkring 20.000 modifikationer, og i de 75 år der er gået, siden man første gang hørte Vespa’ens behagelige summen, er 150 forskellige modeller blevet sendt på gaden.
Med den nye Vespa 946 er tronfølgen sikret i verdens mest berømte scooter-familie. Det nye tohjulede vidunder gemmer på en kraftig 4-takts-motor, 125 cc, automatgear, skivebremser, lygter med LED-lys samt et benzinforbrug, der er reduceret til et rekord-minimum. Faktisk er den nye Vespa i stand til at tilbagelægge hele 55 km. på blot én liter benzin.
Og så er der naturligvis det berømte italienske design. De bløde runde former – der sender tankerne tilbage til prototypemodellen fra 1946 – er naturligvis bevaret og gjort tidssvarende i et sprælsk og “frækt” 2021-design. Og for de modebevidste æstetikere er det sågar muligt at erhverve en Vespa i Christian Dior-design. Endnu et succesfuldt hamskifte har med andre ord fundet sted. Til trods for at den traditionelle pensionsalder på 67 år er blevet overskredet med hele otte år er Vespa’ens ungdommelige sjæl fuldt ud intakt. Den tohjulede myte kører videre i fin stil – 55 km. på literen – på vej mod fremtiden.
