Fantastisk gastronomi, harmoniske landskaber og byer fulde af kultur. Glem Firenze og Siena, Toscana og Piemonte – i hvert fald for en stund. Det er blevet tid til at stifte bekendtskab med Italiens grønne hjerte.
”En lang række af små og mellem-store byer, alle vidunderlige, blander sig med et smukt landskab og med minderne om Frans af Assisi. Derudover en lokalbefolkning med en sødmefuld og gratiøs karakter…”
– Guido Piovene, italiensk rejseforfatter, fra bogen ”Rejse i Italien”.
Giudo Piovene må nok tage en del af skylden for, at jeg på en brandvarm sommerdag befinder mig storsvedende på en lille hyggelig café i Perugias centrum, hvor jeg for en stund har søgt tilflugt for at få min væskebalance genoprettet.
I min håndbagage har jeg Piovenes malende rejseskildringer fra 1953-56, hvor han bl.a. skriver om ”Umbriens klare solnedgange, svalernes skrig der blander sig med kirkeklokkernes ringen” samt beskrivelser af lokalbefolkningen ”med dens naturlige æstetiske sans for alt, der er smukt”. En rejseskildring, der har øget min i forvejen betydelig nysgerrighed i forhold til en af støvlelandets mindre kendte regioner. Jeg har derfor sat mig for at tage på en giro dell’Umbria, en rundtur i Umbrien, og første stop er hovedstaden Perugia.
Jazz, kunst og chokolade
Der hersker en afslappet og tilbagelænet atmosfære denne lørdag formiddag i Perugias centrum, hvilket er helt forståeligt. Varmedisen synes at stå helt stille i gaderne, og i nogle af byens små, snævre gyder er luften nærmest på føntørreniveau.
Guidebøgerne tager ikke fejl, når de beskriver Corso Vannucci – det ca. 300 meter lange centrale trafikfrie strøg fra Piazza Italia til Piazza 4. Novembre – som byens kulturelle, historiske og forretningsmæssig åndehul. Men mest af alt er Corso Vannucci at betragte som Perugias ”udendørs dagligstue”, hvor alle generationer sætter hinanden stævne. Har man ”kreditkort-kløe” er Corso Vannucci også stedet, for de chikke modebutikker ligger skulder om skulder, og det virker som om, at de små cafeer kun med møje og besvær har haft held til at presse sig ind mellem de mange moderne gevandter.
Byens berømte jazz-tradition, Umbria Jazz-festivalen – der siden 1973 har været en af Europas mest kendte jazzfestivaler – fornægter sig ikke denne formiddag, for på den centrale corso er en række af jazzede gademusikanter i gang med den musikalske underholdning.
På Piazza 4. Novembre hersker der en afslappet sommer-atmosfære. Både den lokale befolkning og de mange udenlandske studerende, der går på Perugias berømte Universitet for Udlændinge, har ofte mødested ved piazzaens centrale og berømte fontæne, Fontana Maggiore, fra 1275-78. Og det forstår man godt. Her er storhed for alle pengene: fontænens plaskende element på piazzaens midte, omgivet af domkirken, opført i perioden 1437-87, samt Palazzo dei Priori, der huser Galleria Nazionale dell’Umbria, Umbriens mest betydningsfulde museum.
Og blot et stenkast fra Piazza 4. Novembre finder man en anden af byens mange kulturelle attraktioner, Etrusker-brønden fra det 3. århundrede f.Kr., der kan besøges via et internt system af trapper.
Sommer i Perugia er dog først og fremmest lig med jazz, for i juli måned løber den allerede nævnte jazz-festival af stabelen. Ved den lejlighed vrimler det med jazzens allerstørste navne, og når det sker, forvandler Perugia nærmest til en italiensk udgave af New Orleans.
Vil man undgå sommerheden, og har man samtidig hang til livets søde sider (og sager), så er det bedste besøgstidspunkt uden tvivl oktober. Her afvikles begivenheden Eurochocolate og Perugias gader og stræder fyldes med tusindvis af chokolade-boder. Begivenheden tiltrækker producenter og besøgende fra hele Italien, og der er, i bogstaveligste forstand, sødme i luften, når de mange boder liner deres udsøgte produkter op til gratis prøvesmagning.
I fredens by
Fra Perugia går turen i østlig retning mod Assisi. Blot 40 km. skiller de to byer, og det er en behagelig køretur med udsyn til blødt bakkede landskaber, olivenlunde og ranke cypresser … og pludselig, dér i varmeflimmeren, dukker Assisi op. Trods sin beskedne størrelse er synet alligevel imponerende. Set fra landevejen fremstår byen nærmest som et uindtageligt fæstningsværk, der med sine høje bymure ligger og troner på en bakketop i omkring 400 meters højde.
Jeg efterlader bilen på en parkeringsplads udenfor byen, hvorefter den videre transport op til Assisi foregår med rullende trapper. Det betyder med andre ord, at store dele af den lille middelalderby er dejligt trafikfri.
Faktisk opleves Assisi bedst ved simpelthen at slentre rundt i byens små gyder. Man kan ikke fare vild, for før eller siden vil man komme til at skilte, der viser i retning af byens seværdigheder. På den måde oplever man bedst Assisis rolige idyl, og den stilhed, der hér omfavner én, er faktisk et ganske godt billede på, at Assisi til alle tider har været kendt som la città della pace, fredens by.
Det var her, at den verdslige Francesco di Pietro Bernardone i slutningen af det 12. århundrede valgte munketilværelsen som Frans af Assisi, og det var her – i 1228, to år efter Frans’ død – at opførelsen af byens berømte San Francesco-basilika startede. Kirken – som mange kalder for ”et absolut arkitektonisk mesterværk” – stod færdig i 1253.
Frans og hans religiøse følgesvendes tilhørsforhold til Assisi har betydet, at byen altid har stået i et særligt spirituelt skær. Det er således heller ikke noget tilfælde, at Assisi ofte vælges som mødested, når lederne af de store verdensreligioner sætter hinanden stævne.
Byens hovedattraktion er uden sammenligning den allerede nævnte basilika, der i 1997 blev hårdt medtaget under jordskælvet. I de forløbne år er det dog lykkedes dygtige teknikere og restauratører at samle og genopbygge stumperne, og i dag udgør et besøg i San Francesco en sand åndeløs oplevelse.
Basilikaen består af to forskellige kirkerum, et nedre og et øvre. Den nedre kirke har nærmest karakter af en intim krypt, hvorimod den øvre fremstår som en sand farveeksplosion. Her kan man finde freskomalerier af så berømte navne som Lorenzetti, Giotto og Cimabue, og man vil kunne bruge timer på at betragte de mange farvestrålende freskoer og de dybblå lofter, der er besatte med hundredvis af guldstjerner.
Med sine 5 mio. årlige besøgende er basilikaen verdens femtestørste religiøse attraktion, hvilket man godt forstår, for dens skønhed er ikke kun æstetisk, men i lige så høj grad åndelig.
Er man i Assisi som religiøs turist er et besøg i Eremo delle Carceri-klostret et absolut must. Det ligger 4 km. øst for Assisi, og det var her, at Frans i sin tid trak sig tilbage for at bede og meditere. Klostret er smukt beliggende midt i en tæt skov af stenegetræer, og da jeg går mig en tur i området, støder jeg flere gange på munke og nonner, der sidder rundt omkring i skoven i koncentreret bøn.
Over Monte Subasio mod Spello
I Assisi havde jeg hørt flere af de lokale tale om la strada bianca, den hvide vej, der angiveligt skulle føre over bjergområdet Monte Subasio. Den hvide vej skulle således gøre det muligt at skyde genvej fra Assisi til middelalderbyen Spello. Monte Subasio ligger i ca. 1.300 meters højde og er betragtet som en slags ”Umbriens tag”.
Skønt nogle havde frarådet mig den hvide vej – angiveligt på grund af dårlige vejforhold – viste den sig at være en sand æstetisk fryd. Over en strækning på ca. 15 km. kører jeg langsomt – og nydende – gennem øde bjerglandskaber og idylliske skovområder, kun ledsaget af en hviskende vind, lavthængende skyer og dovent græssende kreaturer.
Efter ca. tre kvarters kørsel dukkede så lilleputlandsbyen Collepino op. Den ligger op ad Subasio-bjerget i ca. 600 meters højde og tæller blot 49 sjæle. Collepino kan blot fremvise en lille bar og en ydmyg restaurant. Alligevel er den et besøg værd på grund af sin helt særlige middelalderlige atmosfære.
Efter et kvarters kørsel fra Collepino kommer jeg til endnu en middelalderlandsby, Spello, der sågar har fundet vej til den italienske publikation ”Italiens smukkeste landsbyer”. Og Spello er i sandhed smuk med sine mange smalle og idylliske gader, der tilsammen udgør en sand bylabyrint.
I Spello har jeg besluttet mig for at fokusere på en skønhed, der hverken er arkitektonisk, kulturel eller spirituel, men slet og ret kulinarisk. Jeg spørger et par af de lokale beboere om vej til restauranten La Bastiglia i Via Salnitraria 15. Den går for at være Spellos mest pålidelige leverandør af gastronomiske oplevelser, og i endnu en smal gyde dukker et ydmygt skilt med restaurantens navn pludselig op.
Restaurantens terrasse, hvor jeg slår mig ned, er dog alt andet end ydmyg. Her kan man sidder og beundre den udstrakte Umbria-dal, der afgrænses af Subasio-bjerget og Appeniner-bjergkæden. Et par hvide skyer glider dovent hen over den blå himmel, flere af Appeninernes toppe saver løs i horisonten, og nedenfor terrassen kan mit blik følge en langstrakt snoet hvid sandvej, der indhylles i de omkringliggende markes solafsvedne gule farver.
Måske er det dette smukke naturlige scenarium, måske er det den gode pasta med vildsvinesauce og appelsinstykker … samt muligvis et betydeligt indtag af en liflig lokal hvidvin – sammenholdt med en temperatur på omkring de 30 grader – der har givet mig en let snurrende og særdeles behagelig følelse af at være fuldstændig omfavnet af al Umbriens frydefulde naturlige æstetik i lige netop dette øjeblik.
Montefalcos vinvej
Havde det ikke været for den gode hvidvin i Spello, ja så havde turens næste stop, Montefalco, i sandhed været et enestående sted for at smage på Umbriens bedste vinproduktion, for den lille by er regionens mest kendte vinby.
Det skyldes hovedsageligt den berømte Montefalco Sagrantino DOCG-rødvin, der er fuldt på højde med de bedste Barolo- og Brunello-vine. I området omkring Montefalco finder man den berømte la Strada del Sagrantino, dvs. Sagrantino-vinvejen, der sågar har sin egen hjemmeside. Vejen starter ved Montefalco og bringer den besøgende gennem byerne Bevagna, Gualdo Cattaneo, Giano dell’Umbria og Castel Ritaldi. På denne rute kan man gøre holdt og besøge adskillige vingårde, for at smage på Sagrantino-vinen, og på vinvejens hjemmeside kan man også finde mange overnatningsmuligheder.
I Montefalco ligger årets højdepunkt i første halvdel af juni, når en ny årgang af Sagrantino-vinen præsenteres. Det er en begivenhed, der tiltrækker et væld af vin- og gourmeteksperter, samt livsnydere i al almindelighed.
Også Montefalco by er et charmerende bekendtskab, og for at få adgang til bykernen må man gennem en af de fem middelalderbyporte. Fra samtlige byporte fører gader op til byens centrale Piazza del Comune.
Da Montefalco stort set ligger fuldstændig omgivet af vinmarker, kan det heller ikke undre, at der i byen findes et stort antal af enoteche, dvs. vinbarer og vinhandlere. På Piazza del Comune er det fx. muligt at slå sig ned på to af slagsen – Enoteca Federico II og Enoteca L’Alchimista – for at smage på nogle af byens berømte dråber, evt. ledsaget af en let oste- og salamianretning. På den centrale piazza ligger også et turistkontor med masser af tips til lokale seværdigheder samt om de nærliggende vingårde.
Lokket af Spoletos toner
Fra Montefalcos vinmarker går turen videre mod Spoleto, der er en af Umbriens mest kendte byer. Det skyldes især den såkaldte Spoleto Festival, der siden 1958 er løbet af stabelen hvert år over en treugers-periode – fra slutningen af juni til midten af juli – og som tiltrækker besøgende fra hele verden. Den ambitiøse festival dækker en lang række musikalske og kunstneriske genrer, fx. klassisk og lyrisk musik, filmmusik men også teater, kunst, ballet, film mv.
Har man ikke fået vin nok i Montefalco, så udgør Spoleto endnu en mulighed, for i begyndelsen af juni arrangerer byen en tre-dages vinfestival med boder, prøvesmagning, koncerter, Slow Food-arrangementer og en såkaldt vinnat, hvor byens vinbarer holder natteåbent.
En spadseretur inden for Spoletos bymure er en dejlig oplevelse og kan evt. starte ved Piazza della Libertà. Herfra spadserer jeg ad via Brignone til den centrale Arco di Druso og videre til den lille smukke Piazza del Mercato, hvor en gruppe af amerikanske kunststuderende er i færd med at male piazzaens idylliske kroge.
Her befinder man sig i Spoletos historiske centrum. Udvalget af gastronomiske butikker er stort, og ligeledes finder man flere gode spisesteder. Fra Piazza del Mercato er der blot et kvarters doven slendretur, inden man kommer til Spoletos imponerende domkirke, der så dagens lys mod slutningen af det 12. århundrede. Det er på Piazza del Duomo, foran domkirken, at en stor del af Spoleto Festivalens arrangementer løber af stabelen, og er man i byen på det tidspunkt, bør man gøre et seriøst forsøg på at skaffe billetter til en af festivalens begivenheder.
Mod vandmasserne
Efter Spoleto går turen videre sydpå, forbi Terni, i retning af det der angiveligt er Europas største vandfald, la Cascata delle Marmore. Inden jeg kommer så langt, når jeg dog at opleve en god gammeldags solnedgang efter alle kunstens regler. Det sker, da jeg gør ophold ved den lille by Piediluco. Den ligger lige ned til Umbriens næststørste sø, Lago di Piediluco, og den aften er naturen i sit gavmilde hjørne, for solens sidste stråler maler søens vandspejl i en smuk og intens rød farve.
Næste morgen skal der blot en halv times køretur til for at nå en af Umbriens største naturattraktioner, hvis vandmasser har et fald på 165 meter. For at skabe dette imponerende scenarium har naturen imidlertid fået en hjælpende menneskehånd med på vejen. Det skete i år 271 f.Kr., da den romerske konsul Manlio Curio besluttede sig for, at de sumpområder, der lå omkring Velino-floden, skulle drænes og flodens stillestående vand have mulighed for at fortsætte sit løb. Således blev Velino-flodens leje udbygget og dens vand ledt i retning af en anden flod, il Nera, hvortil vandet kom via Marmore-vandfaldet.
Siden 1890 har vandmasserne været udnyttet til energiproduktion, og den dag i dag får en stor del af de mange industrifabrikker i den nærliggende by, Terni, faktisk deres energibehov dækket via den energi, vandfaldet producerer. Sluseventilerne åbnes på hverdage i tidsrummet fra kl. 12.00 – 13.00 og igen fra kl. 16.00 – 17.00, hvorimod der i weekenderne er fuldt blus på vandfaldet indtil kl. 22.00. Der er flere afmærkede stier omkring vandfaldene, og hører man til de romantiske sjæle er et besøg på Il Balcone degli Innamorati, De Forelskedes Balkon, naturligvis et must.
Her kan man så sidde og falde i svimer over de scenariske vandmasser, der gennem flere århundrede har fortryllet og givet inspiration til en række malere, digtere og forfattere, bl.a. de romerske digtere Virgilio og Gioacchino Belli samt den engelske digter og forfatter George Byron, der beskrev Cascata delle Marmore som ”et uforligneligt vandfald af en forfærdelig skønhed”.
Og som jeg står her og betragter al denne plaskende skønhed, hvis vandstøv gør mig forfriskende våd i sommervarmen, kan det ikke undgå at falde mig ind, at de faldende vandmasser udgør en perfekt metafor for Umbriens overflod af … kultur, gastronomi og naturlig æstetik.
Nyttige informationer og hjemmesider
Umbrien generelt
www.umbriatourism.it – om turisme i Umbrien
www.bellaumbria.net – om turisme i Umbrien med info om de vigtigste byer
Perugia
www.bellaumbria.net/Perugia – om turisme i Perugia
www.gallerianazionaleumbria.it – Umbriens vigtigste museum, Galleria Nazionale dell’Umbria, hjemhørende i Palazzo dei Priori.
Pozzo Etrusco, Etrusker-brønden
Piazza Piccinino 1,
Tlf. +39-075-57 33 669
www.umbriajazz.com – om Perugia Jazz Festival
www.eurochocolate.com – om Perugia Chokolade Festival
Assisi
www.bellaumbria.net/Assisi – om turisme i Assisi
www.bellaumbria.net/st_francis – om Frans af Assisis basilika
www.santuarioeremodellecarceri.org – info om Eremo delle Carceri-klostret
Spello
www.bellaumbria.net/Spello – om turisme i Spello
www.labastiglia.com – restaurant La Bastiglia i Spello
Montefalco
www.bellaumbria.net/Montefalco – om turisme i Montefalco
www.stradadelsagrantino.it – info om Sagrantino-vinvejen
Spoleto
www.festivaldispoleto.com – Spoletos musik- og kulturfestival
www.vininelmondo.org – info om vinfestival i Spoleto (kun på italiensk)
Cascata delle Marmore-vandfaldet
www.cascatadellemarmore.info
www.marmorefalls.it – begge sites med info om vandfaldet, bl.a. med tider for dets aktivitet.
