Historien, der konstant ligger og bobler i luften. Et hestevæddeløb – il Palio di Siena –, der beskrives som verdens mest kendte af sin slags. Anekdoter om heste og jockeys, helte og skurke, og om en by og dens befolkning, der synes at være uløseligt forbundet til hestenes verden. En venstreorienteret by, hvis indbyggere to gange om året anmoder om religiøs assistance. Et bycentrum, der har form som en rose. En lokal toscansk stolthed, der er til at tage og føle på.
Jeg går gennem Sienas historiske centrum, og min forvirring er betydelig. Gaderne går rundt og rundt og så rundt igen. Jeg farer vild for et godt ord. Tilsammen antager de mange gader en form, der minder lidt om bladene i en rose. Rundt og rundt. De er ganske givet bygget på den måde for at forvirre mig og min fotografiske intentioner. Bygningernes farver er gule, brune, orange, okker … ja selv lyserøde og trods forvirringen fremstår det hele som særdeles idyllisk.
Piazza del Campo i Siena – byens centrum og mødested.
En kold februar-vind driver gennem gaderne. Af og til lykkedes det dog sollyset at smyge sig rundt om et gadehjørne og ind i forladte kolde kroge, udenom skæve vinkler og hen over solide murstensværker, der har holdt ud siden middelalderen. En gang imellem kaster lyset sig over ensomt forbipasserende, der ser du til at slæbe deres tunge skygger med sig langs med byens vinterbygninger.
Siena har gyder og ”hemmelige”, ofte lidt mørke korridorer. Man går under middelalderbuer. Bygningerne synes næsten at vrider sig for at følge gadernes bøjning. Det hele kunne, her og der, godt minde lidt om Venedig, blot uden vand. Det historiske centrums bygninger rager typisk tre-fire etager op i luften. Jeg hæver af og til blikket, op mod tagkonstruktionerne. Og så ser det ud som om, at byens bygninger læner sig ind over mig, som om de næsten havde til hensigt at falder sammen over mig. Mange gader og gyder er smalle, og det er næsten som om de øverste tagkonstruktioner gennem hundredvis af år har rakt ud efter hinanden. Visse steder kan de næsten nå hinanden, hvis de blot på hver sin side af gaden rakte en arm ud. Eller måske ser de hinanden an. Måske rækker de tunge ad hinanden, vel at mærke hvis de pågældende bygninger ligger i to forskellige – dvs. konkurrerende – contrada’er (kvarterer).
Arg konkurrence
For her handler det i den grad om konkurrence. Og ikke nogen tilfældig konkurrence. Næ nej. Det handler om Il Palio–hestevæddeløbet, der har historiske rødder. Rødder, der kort og godt må beskrives som ”utrolige”. Det første dokument, der taler om ”et hestevæddeløb” i Siena skulle angiveligt være fra starten af det 13. århundrede. Og det første officielle dokument, der specifikt omtaler Il Palio-væddeløbet og reglerne for dets afholdelse skulle være fra 1238. Ja, faktisk har dette løb en så antik historie, at de forskellige kilder slet ikke kan blive enige om, hvornår det første officielle Palio rent faktisk blev afholdt. For eksempel angiver hjemmesiden ilpalio.org året 1581 som første gang, at Il Palio løb af stablen.
Af de historiske dokumenter fremgår det, at Il Palio i de første århundreder blev afholdt ved, at hestene ganske enkelt løb gennem byens gader for at nå mållinjen ved Duomo Vecchio-kirken. Dengang blev løbet kaldet Palio alla Lunga (Det lange Palio). Den præmie, som vinderen fik overrakt, var en ædel drapering af et stykke dekoreret stof, på latin kaldet ”pallium”, hvorfra ordet Palio stammer.
Det var først i midten af det syttende århundrede, at løbet, som vi kender det i dag, blev flyttet til byens centrale plads, Piazza del Campo. Denne beslutning beroede især på sikkerhedsmæssige årsager: Det ”lange” Palio var decideret farligt, fordi hestene i høj fart sprintede gennem byens smalle gader. Desuden suste de forbi tilskuerne på blot få sekunder, hvorfor nydelsen for dem, der overværede løbet, ikke var speciel stor. Således gik det til, at Il Palio gik fra at være ”alla lunga” (langt) til at være ”alla tonda” (rundt), idet Sienas smukke Piazza del Campo har en rund form, dvs. en form lidt som en muslingeskal. Første gang Il Palio blev løbet på piazza’en kan således dateres tilbage til den 2. juli 1652. Siden da er væddeløbet blevet afholdt hver den 2. juli og 16. august.
Selv når Siena ikke gør sig klar til Palio, kan man overalt i byen finde små tegn på, at hestevæddeløbet er til stede rent mentalt. Mange steder i byen ser man kraftige metalhængsler på bygningernes facader, hvor man kan tøjre heste. Og i hver contrada vil man ofte kunne se områdets farverige flad, sammen med store indrammede fotos af en tidligere vinderhest.
Byens contrade (kvarterer)
Reglerne omkring Il Palios afholdelse er mange, og ofte også komplicerede. Mange detaljer og traditioner skal overholdes til punkt og prikke. Siena er en ”heste-by”, en væddeløbs-by, en by med Il Palio som en integreret del af sit DNA. Sienas børn bliver ofte døbt to gange. Først normalt og ofte også i deres kvarters Palio-museum, hvor der ofte er at finde en døbefont.
Hver contrada i Siena har deres flag, farver og symbol.
Går man ind i en lokal boghandel, vil man kunne finde de første 15-20 titler, der udelukkende omhandler Il Palios historie. De forskellige forfattere har hver deres vinkling, hver deres tilgang og hver deres udlægning, når historien om begivenheden skal fortælles. De beskriver anekdoter og dramatiske hændelser, der findes i overflod. De bringer interviews og øjenvidneberetninger. De går tæt på ritualer og traditioner. Og som udefrakommende står man tilbage – dér midt i boghandelen – med en klar følelse af, at her i Siena kan Il Palio sidestilles med en religion. Alt andet kommer i anden række.
Byen er delt om i 17 såkaldte contrada’er, dvs. kvarterer, som blev optegnet helt tilbage i 1729. De er klart afmærkede og styres gennem nogle små ”mini-regeringer”, hvis overhoved er en ”kaptajn”. Og faktisk har man set eksempler på, hvordan de forskellige indbyggere i en contrada sågar hjælper hinanden, fx hvis en person skulle have økonomiske problemer. Inden hvert Palio trækkes der lod om, hvilke ti contrada’er af de 17, der skal deltage i løbet. De syv, der bliver udelukket, vil dog være sikre til deltagelse i det efterfølgende Palio. Det betyder, at når sommeren er omme, og de to Palio’er i juli og august har været afviklet, så har alle byens kvarterer deltaget mindst en gang.
Noble Contrada Del Bruco (larvens kvarter).
Få dage forud for hvert Palio organiserer hver contrada en storslået udendørs middag, hvor ofte flere hundred borde sættes sammen, så alle kvarterets indbyggere har mulighed for at spise sammen. En lige så trofast tradition er den kirkelige velsignelse af en contradas hest, der naturligvis foregår i kvarterets kirke. Hesten og jockey bringes ind i en stopfuld kirke, hvorefter en lokal præst foretager en velsignelse. Højdepunktet opstår, når præsten fremsiger de berømte ord: ”Vai e torna vincitore” (tag afsted og kom tilbage som vinder).
Middag i en af Siena contrada’er, dagen før Il Palio.
Et andet eksempel på sammenblandingen mellem religion og hestevæddeløb kan man se i Sienas prægtige San Domenico-basilika, hvor de 17 contrada’ers bannere alle hænger.
Alle kneb gælder
Der findes mennesker, der sætter sig på et fly i en fjern del af verden for at tage turen til Italien, alene for at deltage i et Palio. Er man blandt de cirka 30.000 personer, der er stuvet sammen på pladsens midte, omkring to timer før start, kan man betragte sig som privilegeret. Mange går forgæves. Jeg har været der tre gange. Ganske langsomt fyldes pladsen. Man flytter sig lidt hele tiden. Om muligt hen mod udkanten af pladsen for at have et bedre udsyn, når det hele bryder løs. Man skuer opad, mod de heldige og særligt privilegerede, der har sikret sig balkonpladser rundt om campo’en. De lokale sienesere, der har lejligheder med balkon ud til piazza’en, udlejer disse pladser, og man taler om priser på op til 500 euro pr. stk. På et tidspunkt begynder optogene. De deltagende contrada’er er iført farverige kostumer. Så dukker bannerkasterne op. De har trænet i lang tid i den ædle kunst art at kaste deres bannere til himmels. Også de er naturligvis klædt i deres kvarters farver.
Menneskemængden summer. Man kan mærke, hvordan intensiteten stiger, i takt med at man nærmer sig løbets start. Mange forskellige tungemål høres på pladsen. På et tidspunkt gør hestene deres indtog, naturligvis med hver en jockey ovenpå. Hesten bærer ingen saddel, hvilket gør jockeyens opgave ekstra udfordrende. Tit sker det da også, at jockeyen bliver smidt af i kampens hede. Det betyder dog mindre, for selv den hest, der kommer først over målstregen uden jockey, vil blive erklæret vinder. Forud for løbet er der blevet trukket lod om, hvilke contrada’er, der skal have hvilken hest, og de deltagende contrada’ers jockeyer har efterfølgende haft mulighed for at lære hesten bedre at kende gennem nogen tids træning.
Det eneste, der tæller, når Palio’et bliver skudt i gang, er sejr. Intet andet. Kun sejr. Alle midler er tilladte. Af og til sker det, inden løbet, at en contrada forsøger at bestikke en modstander-contradas jockey til med vilje at gøre en dårlig figur, eller til at lægge forhindringer i vejen for den pågældende contradas ærkefjende. De forskellige contrada’er har både venner og fjender. Det gælder således om, under løbet, at holde sin værste fjende bag sig. Og det kan gøres med alle midler. Ved at uddele pisk til modstanderhesten eller sågar til ens modstander-jockey. Naturligvis prøver man også at spærre vejen for hinanden, hvilket ofte medfører dramatiske styrt, blandt andet med fare for hestens førlighed. Forskellige dyreværn er ofte fremme med en harsk kritik af Il Palio, men disse kritikpunkter plejer at prelle fuldstændig af på en tradition, der har næsten 800 år på bagen.
Øjeblikket nærmer sig
Man kikker uvægerligt på uret. Hvor lang tid er der tilbage inden start? De mange assistenter, der har ledsaget heste og jockeys ind på campo’en bliver nu gennet ud. Der falder nu en mærkelig næsten elektrisk ro over pladsen. Vi er tæt på. På et tidspunkt høres et højt kanonslag, der flænger luften over piazza’en. Grupper af forskrækkede duer flyver væk. Så falder roen på igen, alt imens heste og jockeys så småt begynder at finde deres pladser. Der er ti deltagere. De ni bliver placeret på stribe ved løbets startlinje. Den tiende starter få meter længere bagved. Det er den angribende hest. Det er den, der sætter løbet i gang, når de ni andre deltagere indtager en position, der er nogenlunde lineær, foran startlinjen. Det hele sker efter århundredgamle forskrifter, og lige pludselig, når den bagvedliggende hest sætter sit angreb ind, bryder helvede løs.
Tre omgange på campo’en, der til lejligheden er blevet udstyret med en blanding af smuldret tuf blandet med sand. Det er her hestene løber. Cirka 1.000 meter. I alt 75 sekunder. I det øjeblik er det de 75 mest vilde sekunder i hele Italien. De mest passionerede, vanvittige, følelsesladede, storslåede, kunstneriske, historiske sekunder man kan udsætte sig selv for. Skal man kikke efter hestene? Eller efter de mennesker, der står omkring én? Eller imod dem, der sidder på balkonerne? Hvordan får man det hele suget ind på nethinden på blot 75 sekunder? Det er som om, at alle disse ekstreme følelsesudladninger, som man kan få øje på hvor end man vender blikket hen, smelter sammen og bliver til én stor eksplosion af indre adrenalin.
Forløsningen kommer, når sejrshesten er fundet. Man kan se glædestårer og fortvivlelse. Folk der kaster sig om halsen på hinanden som var de nyforelskede. Og folk der går grædende bort.
Vindere glemmes ikke i Siena – her et minde på en af byens mure.
Ganske langsomt tømmes pladsen for mennesker, mens vinder-contrada’en begynder på festlighederne. Man kan straks høre højrøstede stemmer og sang, som ekkoer sig vej gennem byens smalle gader. Festen vil vare til næste morgen. Bliver man tilbage på den muslingeformede piazza, vil man omsider kunne ”få øje på den”, beundre dens arkitektur og de omkringliggende bygninger. Mange siger, at den hører til blandt Italiens tre smukkeste pladser, om end det må siges, at kampen er særdeles hård for at komme ind på lige netop den liste.
Sienas rådhus, opført i 1297, skulle angiveligt have været en inspiration for den danske arkitekt Martin Nyrup, da han århundreder senere projekterede Københavns rådhus. Tårnet, la Torre del Mangia, har en højde på 88 meter og kan faktisk bestiges via en indre trappe med 300 trin, hvis man har gode ben og stålsatte intentioner.
Overtroen, blandt Sienas universitetsstuderende, vil i øvrigt vide, at ønsker man at tage sin afsluttende kandidateksamen med et godt resultat, må man absolut ikke bestige tårnet kort tid forinden.
Hvis man derimod har overstået sin afsluttende kandidateksamen, kan man roligt tage turen op til toppen. Her har man en himmelsk udsigt dels ud over store dele af Toscana, dels over byens mangefarvede hustage. Og heroppefra ligner Siena næsten en hvilken som helst toscansk by og altså ikke et sted, hvor et elegant draperet stofstykke synes at have samme vigtighed som livet selv.
Fortezza Medicea i Siena – også et besøg værd.
