Den italienske ø Pantelleria er en af Italiens mindre kendte øer. Og alligevel er den i stand til at få smilet frem på læberne hos de fleste italienske vinkendere. Årsagen er il passito og il moscato, Pantellerias to sødmefyldte dessertvine. Den bedste af slagsen, Ben Ryé, laves af Donna Fugata.
Vindblæst vidunderlig, ”arabisk” og atmosfærefuld, eksotisk, fjern og så alligevel så tæt på, blot fem kvarters flyvning fra Roma. Et sted i Middelhavet, midt i trekantsområdet mellem Sicilien, Malta og Tunesien finder man den italienske ø Pantelleria. Det rejsende folks kendskab til Pantelleria er formentlig ikke stor. Især ikke hvis man sammenligner øen med langt mere kendte turistmagneter som fx. Ischia, Capri og Elba.
Det skal man dog ikke lade sig narre af, for denne lidt mystiske vulkanø har rent faktisk en hel del at byde på – historie, naturfænomener, en særpræget arkitektur samt et skønt arabiskinspireret køkken. Den tidligere arabiske kolonisering af øen har faktisk ogsaa givet den sit navn, Bint Ar-Riàh – Vindens Datter – grundet de ofte heftige vinde, der ofte fyger hen over øen. Det arabiske navn blev senere til Pantelaream og siden Pantelleria.
Udover at have et spændende køkken er den blot 83 km2 halvstore ø også hjemsted for et imponernede antal af lokale vinproducenter. Grunden til den gavmilde vinproduktion på Pantelleria hedder Zibibbo – den lokale sødlige drue, der har fremragende vækstvilkår. Det er den samme Zibibbo-drue, der bruges i produktionen af en lang række lokale hvidvine samt til de to kendte Pantelleria-dessertvine – den gullige Moscato og den ravfarvede og en anelse mere sødlige Passito.
Og det er netop en passito jeg får skænket op i mit glas … og ikke en hvilken som helst passito. For på flasken kan jeg læse “Ben Ryé” fra Donna Fugata, almindligvis kendt som Pantellerias bedste passito.
“Ja, det er godt nok varmt i dag, men den her passito er iskold, så et lille glas vil gøre godt inden vores spadseretur”, siger Antonio Rallo. Han er femte generation i en familie, der mest af alt er kendt som ophavsfamilien til Donna Fugata, en af Siciliens mest kendte vineproducenter.
Vi befinder os i Khamma-området på øens nordvestlige del. Der er en pragtfuld udsigt til Middelhavets mørkeblå vandspejl og til lange rækker af vinmarker fyldte med næsten plukkemodne Zibibbo-druer. Kalenderbladet viser medio august, og kviksølvet har forlængst passeret de 30 grader. Trods varmen har vi et intenst dagsprogram foran os, for Antonio Rallo har insisteret på at vise mig ”Donna Fugatas hemmeligheder” på Pantelleria.
En lang vinhistorie
Antonio tager mig med ud på den planlagte tur for at vise mig nogle af de vigtigste vinmarker. Af og til stopper han op for at kontrollere druernes tilstand, imens han fortæller:
”Jeg kan vidst godt tillade mig at sige, at vores familie har en lang vinhistorie bag sig. I 1851 begyndte min familie at producere Marsala-dessertvin. Senere fik min far, Giacomo, øjnene op for, at markedet var ved at ændre sig, hvilket bl.a. hang sammen med, at også italienernes kostvaner ændrede sig. Det fik familien til at fokusere på produktion af normale vine, dvs. rød- og især hvidvine. Donna Fugata har eksisteret siden 1983, hvor vi startede med to produktionsenheder – i byerne Marsala og Contessa Entellina, på det sicilienske fastland. Det var først nogle år senere – helt nøjagtigt i 1989 – at vi kom til Pantelleria. Og produktionsenheden, hvor vi befinder os i dag, blev faktisk først indviet i 2006”.
Navnet Donna Fugata – “Kvinde, der stikker af” – er en reference til Maria Carolina, tidligere dronning i kongeriget Italien og hustro til kong Ferdinando IV. I begyndelsen af det 19. århundrede flygter hun fra Napoli til Sicilien, da Napoleons tropper invaderer Napoli. Den sicilienske forfatter Giuseppe Tomasi di Lampedusa beskrev senere i sin så berømte roman “Il Gattopardo”, hvorledes dronning Maria Carolina fandt et skjul i det område af Sicilien, hvor Donna Fugata i dag har mange af deres vinmarker.
Gennem mange år har Antonios forældre, Giacomo Rallo og Gabriella Anca Rallo, været primus motor i Donna Fugata. Deres arbejder gennem årene har båret frugt i en såden grad, at Giacomo Rallo i 2006 fik tildelt en af Italiens fineste hædersbevisninger: den italienske præsidents titel af “Ridder af det italienske arbejdsmarked”. I dag er det så Antonio og hans søster, José Rallo, der tegner Donna Fugatas ansigt udadtil. Især José er blevet en kendt personlighed i det italienske vinmiljø. Hun står for markedsføring og kvalitetsstyring, og i 2008 blev hun den første kvinde nogensinde, der blev indlemmet i den italienske bank Unicredits bestyrelse.
Det var ligeledes José, der i 1999 fik ideen til et markedsførings-trick, der gav genlyd i Italias vinverden: at iværksætte drueplukning om natten. Chardonnay-druen er sædvanligvis moden til plukning i midten af august, hvor temperaturen på Sicilien ofte ligger på omkring de 35 grader. Om natten er temperaturen derimod på 16-18 grader, hvilket giver langt bedre plukningsbetingelse. Arbejdet bliver således også mindre anstrengende. Natteplukningen er blevet en populær begivenhed hos Donna Fugata, der ofter inviterer kendte kulturpersonligheder med til begivenheden, og begivenheden er blevet omtalt i flere af Italias førende vinmagasiner.
“Donna Fugatas markedsføring er ganske givet utraditionel i forhold til mange andre vinproducerende virksomheder. Udover kvaliteten af vor produkter har vi altid satset meget på kultur og kulturpromovering. Nærmest ved et tilfælde er min søster blev ‘opdaget’ som en dygtig sanger. Og hendes talent har vi kunnet bruge positivt i Donna Fugatas markedsføringsstragtegi. Hun har bl.a. indspillet flere cd’er med jazzmusik”, fortæller Antonio.
Donna Fugata har også støtte litteraturpræmien Giuseppe Tomasi di Lampedusa, som i flere år er blevet uddelt til en række kendte forfattere og kunstnere, bl.a. Abraham Yehoshus, Tahar Ben Jelloun, Claudio Magris samt Oscar-vinder af filmmusik Nicola Piovani. Det har været med til at give Donna Fugata et image som en “kultur-vin”.
Vanskelige forhold
Mens vi bevæger os fra en vinmark til en anden, bemærker jeg, at Antonio ofte bruger den italienske vending “viticoltura eroica”, heroisk vindyrking, hvilket vil sige vindyrkning under særligt vanskelige forhold. For sådan er det på Pantelleria. Klimaet kan være goldt og meget blæsende. Vinmarkerne er ofte placeret på ufremkommelige steder, og de gamle vintræer er ofte helt lave, hvilket er med til at gøre vinplukningen til en fysisk udfordring. Hertil kommer, at de såkaldte “muretti a secco”, stenmure, der omkranser vinmarkerne. De har behov for hyppig vedligeholdelse, og i de seneste tre år har Donna Fugata faktisk istandsat mere en tre kilometer stenmure på Pantelleria. Antonio Rallo fortæller, at Donna Fugata på Pantelleria har brug for en arbejdskraft, der er tre gange så stor som på produktionsenhederne på det sicilienske fastland, for at kunne producere den samme mængde vin.
“Ja, det er ofte vanskelige forhold vi arbejder under her på Pantelleria. Vi har i alt 11 forskellige jordlodder, hvor vi dyrker vin, bl.a. Khamma, Mueggen, Ghirlanda, Bukkuram og Martingana. Den ældste vinmark befinder sig her i Khamma-området og er mere end 100 år gammel, hvilket er ret udsædvanligt. Zibibbo-druen formår på bedste via at modstå heden her på Pantelleria og vokser fortringligt i den kalkholdige jord. Gennem tiden har vi langsomt fundet ud af hvilke områder her på øen, der er de mest frugtbare”, siger Antonio
Vi skal netop besøge en af disse vinmarker, nær Martingana. Men inden vi gør det vil Antonio vise mig en lille perle på Donna Fugatas ejendom. Det drejer sig om en såkaldt “giardino”, en cirkelformet konstruktion – man vel kalde den for en “stenhave” – der beskytter et eller flere citustrær. Muren er cirka tre meter høj, og man skal nærmest kravle gennem et lille hul, for at komme ind i dette perfekte mikroklima, hvor flere smukke og ældgamle appensintræer vokser beskyttet imod den harske vind. Denne stenhave er en af de bedst bevarede på Pantelleria, og i 2008 donerede Donna Fugata haven til FAI – Italiens Miljø Fond, der efterfølgende har erklæret haven for beskyttet område.
Casanovas forførende vin
Vi har sat os i Antonios bil og kører i retning af Martingana, hvor vinplukningen er i fuld gang. Da vi ankommer står der masser af røde plastikkasser fyldte med Zibibbo-druer. Et dusin plukkere går rundt på terrænnet, der befinder sig på flere terrasser, som synes at føre direkte ned i Middelhavet. Det må være en af Italias smukkest placerede vinmarker, og er man ikke vant til denne udsigt, er det stort set umuligt at plukke druer. For øjnene kræver hele tiden mere af den storslåede udsigt.
Antonio giver mig et par druer, som jeg putter i munden. Den sødlige og sukkerholdige smag er let genkendelig, og ikke et sekund er jeg i tvivl om, at disse druer snart bliver til henholdsvis moscato og passito. Den gullige moscato og den ravfarvede og en anelse mere sødlige passito har duftnoter, der går fra dadler over honning og abrikos til modne frugter.
Jeg har givet en lille hånd med i vinplukningen, imens jeg har taget fotos. Og nu løber svenden ned ad mine kinder. Men Antonio viser “ingen barmhjertighed”. Der er stadig et besøg mere tilbage.
Vi kører nu imod Piano di Ghirlanda. Her kommer vi til en række af små “drivhuse”, hvor zibibbo-druer ligger og tørrer i op til 40 graders varme. Her ligger de samtidig i beskyttelse, såfremt der skulle falde regn. Det er en vigtig proces – der varer i cirka 20-25 dage – på vej mod det færdige produkt. Efter denne udtørringsperiode er druerne blevet til rosiner og senere blandes de sammen med zibibbo-druesaften på vej mod slutproduktet.
Det er blevet sen eftermiddag og vi vender tilbage til Donna Fugatas vinudsalg i Khamma, hvor en lang stribe af alle firmaets vine er blevet stillet op til fotografering. De smukke etiketter, der er er tegnet og designet af Antonios mor, Gabriella Anca Rallo, er helt klart en hyldest til Siciliens solbeskinnede land: de dominerende farver er gule og orange. Der er både rød- og hvidvine, bl.a. den liflige hvidvin Lighea, som Donna Fugata netop producerer på Pantelleria. En vin, der med sin lethed og sødme er perfekt til en lang række af egnsretter fra Pantellerias eksotiske køkken.
Antonio skænker mig atter et glas Ben Ryé. Den er blød som fløjl og for mig repræsenterer den den ultimative duft af Pantelleria. Efter et glas koldt passito på en varm sommerdag er man faktisk rede til at tro på legenden om, at Casanova himself serverede et glas af denne vin for sine kvinder. Det gjorde hans erobringer til en sand leg!
Lidt om Zibibbo-druen (også kaldet Moscato d’Alessandria)
Har fået sit navn fra det arabiske zibibb, der betyder rosiner. Druer kom til Sicilien for mange hundrede år siden, bragt til øen af araberne. På Pantelleria, hvor klimaet er hedt, tørt og blæsende, har denne drue de perfekte vækstforhold for at kunne udvikle et højt sukkerindhold og en rig aroma.