Pandolfini – når eksklusivitet møder tradition

30. marts 2023

I hjertet af Firenze arrangerer auktionshuset Pandolfini auktioner med køb og salg af fine vine. Tre gange om året er det stedet hvor italienske og internationale vinsamlere søger til for at få mulighed for at sikre sig prestigefulde flasker fra især Italien og Frankrig.

Spændingen i rummet intensiveres. Lydene dæmpes. Pulsen stiger langsomt, mens urolige hænder bladrer i auktionskataloget. Først i det øjeblik man hører slaget fra Francesco Tanzis træhammer – som tegn på at auktionen er skudt i gang – synes spændingen at foretage sig lidt efter lidt.

Jeg befinder mig i Firenzes hjerte, i Palazzo Ramirez de Montalvo. Når jeg hæver blikket, møder mine øjne Montalvos-familiens imponerende våbenskjold, der pryder lofterne i en bygning, der er opført i det 16. århundrede.

Alt, her i Firenze, synes ofte at være et spørgsmål om historie og tradition – uanset i hvilken retning man vender blikket. Lidt udenfor byens historiske centrum finder man den kendte Boboli-have – der blev opført i det 16. århundrede – og som tiltrækker en milion besøgende hvert år. Og i byens centrum synes dens mange berømte museer, der er fulde af renæssancekunst, at ville konkurrere med Firenzes fire historiske cafeer i et forsøg på at tilkæmpe sig turisternes opmærksomhed. Kodeordene er historie og tradition.

Pandolfinis auktionshus ligger blot et godt stenkast fra den toscanske hovedstads storslåede arkitektoniske symbol – domkirken Santa Maria dei Fiori. Her har Pandolfini-familien i de sidste 90 år afholdt auktioner. I sidder bestyrelsesformand Pietro De Bernardi ved rorpinden som den tredje generation i Pandolfini-familien, der skal føre auktionsaktiviteterne videre.

Inden auktionens start har jeg sat Francesco Tanzi stævne. Han er Pandolfinis vinekspert og har fingeren på pulsen hvad angår både vinmarkedet og vin som investeringsobjekt.

“Pandolfini-navnet er unikt i Firenze. Virksomheden blev startet af Luigi Pandolfini helt tilbage i 1924, da han begyndte at sælge møbler, stoffer og forskellige former for kunstobjekter. Det var først i anden halvdel af 1940’erne, at han begyndte at organisere auktioner med antikke møbler og malerier. Og denne sektor tiltalte ham faktisk så meget, at han på et tidspunkt beslutter sig for udelukkende at arrangere auktioner af en lang rækker forskellige objekter, fx. moderne kunst, antikke malerier, fint porcelæn, sølvtøj, gamle bøger, luksus armbåndsure, sjældne mønter og forskellige former for juveler”, forklarer Francesco Tanzi.

I 1990’erne skete der imidlertid noget nyt. Det var årtiet, hvor man så en stigende bevidsthed om, at fine årgangsvine havde et stort investeringspotentiale. Denne bevidsthed fik i 1999 Pandolfini til at starte auktioner, hvor der udelukkende var fokus på samlervine – hovedsageligt fra Frankrig og Italien.

“I slutning af 1990’erne var Pandolfini den første virksomhed i Italien, der begyndte at arrangere vinauktioner. Dette initiativ blev især til, fordi vi gennem længere tid havde fået henvendelser fra private ejere af fine vine, der ønskede et sted, hvor de kunne sælge deres dyre flasker. Med andre ord gik det op for Pandolfini, at der manglede et sted i Italien, hvor sælger og køber kunne mødes”, forklarer Tanzi.

Gennem de sidste 15 år er Pandolfinis vinauktioner blevet mere og mere vigtige for denne del af den italienske vinsektor. Auktionerne arrangeres tre gange om året – marts, oktober og december -, og gennem de sidste to år har den samlede årlige omsætning ligget på ca. en million euro.

“Vores vinauktioner er selvsagt en del af Italiens luksussektor, som traditionelt er mindre ramt af den internationale krise i forhold til mange andre sektorer. Ja, faktisk har vi slet ikke mærket krisen. Vores overskud er vokset støt over de sidste par år. De vine, der er til salg på vores auktioner, kommer udelukkende fra private samlere. Vi taler om nogle af de allerstørste vine fra de vigtigste italienske og franske vinhuse, fx. mange supertoscanere som Ornellaia, Sassicaia, Masseto og Solaia og så mange store franske vine som Lafite Rothschild, Mouton Rothschild, Haut-Brion … for nu blot at nævne nogle få navne”, siger Tanzi.

Kendere af den italienske sektor for vinsamlere noterer i særdeleshed, at en vin som Ornellaia er steget betydeligt i værdi gennem de senere år. Det skyldes især, ifølge italienske vineksperter, at det amerikanske magasin Wine Spectator i 1998 tildelte en Ornellaia-vin 100 point. Det fik vinens generelle værdi til at stige markant, og lige nu – selv mange år efter den flotte rating i Wine Spectator – giver Ornellaia fortsat et afkast, der ligger over det man kender fra markederne for både guld og råolie.

Ikke kun i Italien men også i udlandet ser man nu en større opmærksomhed over for Pandolfinis vinauktioner, og antallet af internationale købere har da også været stigende gennem de senere år.

“Hvis man tidligere sammenlignede Firenze med London, Paris og New York for så vidt angår den årlige omsætning, så man klart, at vi var langt bagefter. I de senere år har de internationale vinkøbere imidlertid fået øje på Firenze, og i dag kan vi med tilfredshed sige, at det gap, som vi tidligere har set, er blevet langt mindre. I dag er 60% af vores auktionskunder fra Italien, resten kommer fra udlandet. Og vi prøver da også at gøre købssituationen lettere for udenlandske kunder, idet vi typisk har 4-5 åbne telefonlinjer under vores auktioner. Der er visse trends som bliver mere og mere tydelige år efter år, som fx at vi får flere og flere købere fra lande som Rusland og Kina”, siger Tanzi.

Pandolfinis auktioner har dog ikke kun fokus på vin som samleobjekt. For – som vi alle ved – så er vin som bekendt til for at skulle drikkes.

“Ja, naturligvis fortjener vin at blive drukket. Af samme årsag er vi nu begyndt at afholde high profile vinsmagninger i forbindelse med vores auktioner. Ved sidste auktion havde vi inviteret Krug, der mødte op for at præsentere og servere nogle rigtig gode årgangschampagner. Det samme koncept vil vi helt sikkert bruge i fremtiden”, forklarer Tanzi.

I cirka to en halv time er de mange luksusvine blevet projekteret op på storskærme i Palazzo Ramirez de Montalvo med priser i syv forskellige møntsorter – euro, amerikanske dollars, britiske pund, schweizerfranc, japanske yen, Hong Kong dollars og kinesiske yuan. Under hele auktionen har jeg med jævne mellemrum kastet et blik i retning af telefonsælgerne, og det har virkelig set ud som om, at aktivitetsniveauet har været højt.

Efter auktionen mødes jeg igen med Francesco Tanzi. Han ser tilfreds ud, og det forstår man. For i alt 212 partier af kostbare vine skiftede ejermænd på dagens auktion.

Pandolfini
Palazzo Ramirez Montalvo
Borgo degli Albizi 26, Firenze
www.pandolfini.it