Historie og skønhed, renæssance og barok, faconklippede hække og vild natur. Alle disse aspekter går hånd i hånd i den toscanske have La Foce.
Det samme forekom den amerikansk-engelske ejer Iris Origo og den engelske havearkitekt Cecil Pinsents ideer at gøre, da de i 1924 besluttede sig for at skabe en af Toscanas mest pragtfulde haver.
Der er en underlig intens stemning, som næsten dirrer i luften, når man ankommer til La Foce, en af Toscanas mest kendte giardini storici, historiske haver. Det er en følelse af, at stedets historie er massivt til stede. Måske på grund af den elegante indgang til Villa Origo, hvor haven ligger? Måske på grund af den lidt højstemte atmosfære man helt klart fornemmer. Eller måske er det noget helt andet, der ikke umiddelbart er nemt at sætte ord på. Det er svært at sige.
Et faktum er det dog, at steder med en historie, der går hundredvis af år tilbage i tiden, meget ofte udvikler en atmosfære, der er så intens, at du kan mærke den på en næsten håndgribelig måde. Og sådan er det lige nøjagtigt med La Foce. Villa Origo – hovedbygningen som haven grænser op til – blev bygget i slutningen af det 15. århundrede. Dengang kunne man bl.a. spise på villaens trattoria, der var ejet af Sienas Santa Maria della Scala-hospital. Hele områdets historie går dog endnu længere tilbage, hvilket tilstedeværelsen af en nærliggende etruskisk mindre gravplads vidner om.
I begyndelsen af det 20. århundrede bliver villaen forladt og står herefter i lang tid og forfalder. Men så, i 1924, sker der noget. Det år bliver et vendepunkt i Villa Origos historie, da den italienske markis Antonio Origo og hans kone, den engelsk-amerikanske historiker og forfatter Iris Origo, overtager villaen og flytter hertil fra Firenze.
Hele området var temmelig forsømt, da de nye ejere overtog det. De blev dog ikke modløse af det, de så. Nok snarere tværtimod, for ideerne var mange og energien stor. Faktisk forklarede Iris Origo senere i sin bog om haven, ”Billeder og skygger”, hvorfor ægteparret besluttede sig for at overtage villaen:
”På et tidspunkt stod det klart for os, at dette vilde og uberørte landskab udøvede en utrolig fascination på os. Det var noget der ‘fik os på krogen’. At bo i skyggen af et mystisk bjerg, at stoppe erosionen af de stejle bjergsider, at forvandle marker af ler til noget frugtbart, at bygge bondegårde og observere hvordan en ny velstand langsomt kom tilbage til de lokale indbyggere samt at gøre den lemlæstede skov til et grønt område … vi var ret sikre på, at alt dette var lige præcis, hvad vi havde ønsket os”.
Renæssance og barok
Iris havde et naturligt talent for havearbejde. På den anden side var hun også ydmyg nok til at forstå, at det kræver et par kyndige hænder for at skabe og renovere en have, der skulle været adskilt fra den omgivende natur. Af den grund blev den britiske arkitekt og haveekspert Cecil Pinsent hidkaldt. Han var opvokset i Uruguay og uddannet arkitekt. På et tidspunkt modtog han et stipendium til universitetet i Firenze, hvor han snart blev en del af den angelsaksiske kunstnerkoloni. I 1911 begyndte han sin karriere som havearkitekt, og i de følgende år var han involveret i adskillige haveprojekter i Firenze og rundt omkring i Toscana, bl.a. på grund af hans innovative ideer. Det var med disse innovative ideer in mente, at Iria Origo hyrede Pinsent til sit egen La Foce-projekt. Betragter man Pinsents karriereforløb i dag, vil man se at hans projekt – udarbejdet sammen med Iris Origo – blev et af hans karrieres mest prestigefulde, bl.a. fordi han på mesterlig vis havde mod til at blande den klassiske renæssancestil med en barok havestil.
Når man besøger haven, skal man særligt bemærke, hvordan den udvikler sig. Jo tættere man er på hovedbygningen – stuehuset og det gamle trattoria – desto pænere og mere organiseret vil man opleve haven. Jo mere man bevæger sig væk fra hovedbygningen, desto mere vil haven løbe i ét med den omgivende natur, næsten som om naturen gjorde krav på haven.
Når man starter sin tur rundt i La Foce, vil man først komme til en idyllisk citronhave, som om sommeren er en sand glæde for øjne og næse, en farveeksplosion, hvor gul og grøn omfavner hinanden. Herefter møder man den såkaldte “første have”. Det er her, man første gang for alvor fornemmer den geniale arkitektoniske plan, der ligger til grund for al skønheden. Her er fascinerende korridorer, farverige blomster, “hemmelige hjørner”, skjulesteder under naturlige pergolaer m.m. komponenter, der udgør rygraden i dette vidunderlige og omfavnende havemiljø, hvor man straks rammes af en fornemmelse: “Jeg kunne tilbringe hele dagen ved bare at gå rundt og nyde atmosfæren og havens mange udsigtspunkter”.
Bemærk også de mange brede og faconklippede hække, der er placeret på terrasser i forskellig højde – sandsynligvis for at behage øjet – som en del af havens overordnede geometriske udtryk, der er et typisk træk for den klassiske italienske have.
Toscana er lig med romantik
Når man går videre fremad, vil man komme til det, der sandsynligvis er den mest fotograferede del af haven, dvs. den lavere liggende del, der afgrænses af to rækker af stolte cypresser. Fra udsigtspunktet i denne del af haven har man nu en fantastisk udsigt til det omgivende landskab i Val d’Orcia.
Den lavere del af haven er ligeledes dens mest romantiske del. Toscana er, som bekendt, et navn, der frembringer mange romantiske associationer, både i litteraturen og på biografernes store hvide lærred. Af samme årsag kan det ikke komme som en overraskelse, at Villa Origo flere gange har lagt have til romantiske bryllupsfester.
Ved Villa Origo vil der være rig lejlighed til at lade øjnene forkæle med en slags ”skønhedssafari”. Både i og uden for haven. Forskellige trapper gør det muligt at nå op på havens øverste niveau. Og hvis du bevæger dig mod la piazzola panoramica, havens bedste udsigtspunkt, vil du nu have udsigt til et ikonisk landskab, der har gjort Toscana berømt over hele verden. Rækker af cypresser snor sig langs toskanske markveje. Århundreder tilbage blev dette landskab betragtet som både fjendtligt og ufrugtbart, men det ignorerede Iris Origos pionerånd fuldstændigt. Hun så muligheder i stedet for problemer. Og det gælder også for de bakketoppe, som ligger i en synlig afstand, umiddelbart foran Villa Origo og som er en del af Val d’Orcia-området.
I baggrunden ligger ser Amiata-bjerget, der synes at ”række ud efter himlen”. Bjerget var engang en aktiv vulkan, men har været harmløst i århundreder. Foran bjerget ses en snoet bakkevej, som Iris straks fik øje på. Den var engang ufrugtbar og forladt, men som en hyldest til det Toscana, som fascinerede hende så meget, besluttede hun sig for at plante cypresser som en hyldest til de florentinske malere fra det 15. århundrede. I dag er denne snoede vej med de mange maleriske cypresser – Toscanas ikon-træ – blevet et af de mest berømte symboler på Toscana.
Hvis man har en følelse af at være kommet til et smukt sted, ja … så er der rent faktisk belæg for denne følelse. I 2017 blev La Foce tildelt titlen som ”Italiens smukkeste private have” af Den Italienske Haveforening, bl.a. med følgende motivation: “Dialogen mellem hovedbygning, have og de naturlige omgivelser er et vigtigt historisk vidnesbyrd i den arkitektonisk-kulturelle udvikling, der har fundet sted i havekunsten i Toscana op gennem det 20. århundrede”.
Når man går fra det panoramiske udsigtspunkt og fremad, har man Val d’Orcia-udsigten på den ene side og masser af farvede blomster på den anden. Går man videre og følger stien mod en lille kirkegård, vil man opleve, hvordan haven langsomt og på en nærmest umærkelig måde bliver opslugt af skoven. Det velplejede forvandles til vildnæs. La Foce bliver til rå og uplejet natur.
Sådan havde Iris Origo og Cecil Pinsent udtænkt haven. Og sådan kan vi nyde den i dag.
La Foce
Strada della Vittoria 61, Chianciano Terme
www.lafoce.com
La Foce organiserer guidede ture i haven.