Ifølge de seneste meningsmålinger ligger både Femstjernebevægelsen og Matteo Salvinis Lega rekordlavt. Og det efter at de to partier i 2018 sad sammen i den daværende regering. Dette politiske fornuftsægteskab fungerede dog slet ikke, og siden da har de to partier været ramt af vælgerflugt.
De seneste meningsmålinger viser de to partier i dyb krise. Ved valget i marts 2018 fik Femstjernebevæglesen hele 32 pct. af stemmerne. Hvis der var valg nu ville stemmetallet ligger på 13,7%. Hvorfor? Well, muligvis fordi vælgeren nu – omsider – har fået øjnene op for Femstjernebevægelsens ”luftighed”. Bevægelsen står ikke for noget som helst. Og når den en sjælden gang hævder, at den har en mening, bliver den ofte ændret inden dagens udgang.
Bevægelsen er uden en egentlig ideologi. Den er et sammenrend af alt og intet. Ex-katolikker, ex-højrefolk, ex-venstrefolk, ex-ditten og ex-datten og det modsatte af ditten og datten. Bevægelsen excellerer især i vægelsindethed og skiftende holdninger, alt efter dels i hvilken retning folkestemningen bevæger sig, dels hvad den snurrende flaske tilfældigvis peger på. På baggrund heraf baserer bevægelsen sin klik-baserede politiske argumentation.
Også Matteo Salvinis Lega har betydelige meningsmålingsproblemer. En række fodfejl og klodsede pudsigheder har betydet, at Salvinis stjerne er blegnet en hel del inden for hele pandemi-perioden. I sin storhed kunne Salvini registrere omkring 30% af stemmerne. Ville der være valg i morgen, ville Lega få blot 15% af stemmerne, hvilket er det laveste tal i de senere år. Gennem de senere år har Salvini gået fra den ene ”brutta figura” (dårlig figur) til den anden, og spørgsmålet er hvor langt han kan blive ved med at falde i meningsmålingerne, inden det vil medføre et internt opgør i hans parti.
Måske er det netop dette, der er hovedårsagen til at Salvini forleden til stor overraskelse for alle bedyrede, at han snart vil drage til Moskva for at tale med Putin. En plan der må siges at være ganske uortodoks, når man tænker på, at Salvini ved disse planers offentliggørelse ikke havde oplyst noget til regeringschef Mario Draghi.
Giorgia Meloni
Første kvindelige statsminister
Derimod er det gået støt fremad for det parti i Italien der ligger yderst til højre, De Italienske Brødre (DIB). Gennem hele pandemi-perioden har DIB og partileder Giorgia Meloni vundet centimeter efter centimeter af vælgerterræn, og i dag er DIB men en vælgeropbakning på cirka 22% Italiens største parti. På andenpladsen finder man Partito Democratico (Socialdemokratiet), med 21% af stemmerne.
Noget kunne med andre ord tyde på, at Giorgia Meloni valgte rigtigt, da hun for nu mere end et år siden – næsten som det eneste parti – valgte at sidde udenfor Mario Draghis ”kludetæppe-regering”. Kludetæppe-regering fordi stort set alle partier deltager i regeringssamarbejdet. Oppositionen er således overladt næsten til Giorgia Melonis parti alene, hvilket tilsyneladende har ført en ekstra vælgeropbakning med sig.
På baggrund heraf er spørgsmålet nu ofte begyndt at dukke op i italiensk presse: vil Giorgia Meloni efter det kommende parlamentsvalg i 2023 kunne være den første kvinde i Italien, der sætter sig tilrette i stolen som premierminister?
Fare med højrefløjsregering
Som meningsmålingerne er lige nu, er der meget der tyder på en fremtidig sejr til højrefløjen – dvs. til Meloni, Salvini og … Berlusconi! Det vil omtrent svarer til, at Le Pen havde vundet det nyligt afviklede præsidentvalg i Frankrig. Derfor, men den italienske højrefløj ved magten, risikerer Europa at vågne op til en ny og ”ekstrem” situation, der ganske givet vil medføre et Italien som vil minde om Ungarn og Polen. Og som især vil gå fra at være EU-støttende til EU-skeptisk.
Allerede på nuværende tidspunkt kan man da også høre de først institutioner, der råber vagt i gevær. Det gælder fx. det kendte amerikanske ratingbureauet Goldman Sachs (hvor Italiens nuværende premierminister Mario Draghi var viceformand i perioden fra 2002 til 2005).
I en nylig note lader Goldman Sachs forstå, at hvis den italienske højrefløj skulle vinde valget i 2023, ”kan det risikere at bringe Italiens økonomiske kontinuitet i fare”. Goldman Sachs mener, med andre ord, at en eventuel højrefløjsregering ikke vil føre den nuværende Draghi-regerings økonomiske politik videre. Det ses som et betragteligt problem, særligt når man tager i betragtning, at Italien over de kommende tre-fire år vil modtage store summer (i alt 208 mia. euro) fra EU’s såkaldte Recovery Fund.
