Drømme af bambus

Labirinto-visto-dallalto-1
Emilia-Romagna

Drømme af bambus

I år 2015 åbnede den excentriske kunstsamler Franco Maria Ricci Italiens største naturlige labyrint.

Den ligger i Fontanellato, i nærheden af Parma, i Emilia-Romagna og er bl.a. blevet opført på baggrund af Riccis venskab med den argentinske forfatter Borges, der også var fascineret af labyrinter. Franco Maria Ricci døde i 2020 i en alder af 82 år, men hans labyrint lever videre.

“Ideen har været lang tid undervejs. Når jeg tænker tilbage, havner jeg et eller andet sted i 1970’erne, i Buenos Aires. Allerede dengang var jeg betaget af labyrinter. Det samme var Jorge Luis Borges, der havde skrevet om dette emne flere gange. Jeg besluttede mig derfor for at opsøge ham. Dengang var han direktør ved Argentinas Nationale Bibliotek. Han tog pænt imod mig, vi talte naturligvis om labyrinter. Min fascination var også Borges. Og når jeg tænker tilbage, så var det nok på det tidspunkt, at jeg ubevidst tog en beslutning om, at jeg i fremtiden ville bygge en labyrint”.

Således har den 79-årige Franco Maria Ricci – italiensk forlægger af kunstbøger, bog- og kunstsamler samt excentisk kulturdandy – tidligere berettet til italiensk presse. Siden samtalerne med Borges er der gået omkring 40 år. Men nogle drømme er som bekendt mere hårdføre end andre, og med insisterende stædighed er det til sidste lykkedes for Ricci at konstruere den drøm der synes at have taget form over adskillige årtier: at bygge verdens største naturlige labyrint – ved Fontanellato, ikke langt fra Parma.

Efter at projektet havde befundet sig i drømmeskuffen i mange år, gik det i 2009 over i en praktisk fase. Det var det berømte tilfælde, der skulle komme til at give konkret næring til Riccis labyrintdrømme, da en af hans venner forærede ham adskillige bambustræer. De blev straks plantet, og det skulle vise sig at være kærlighed ved første spadestik.

“Det er en fantastisk plante. Den er billig, den taber ikke bladene om vinteren og så har den kun brug for ringe pleje. Og så vokser den forbløffende hurtigt. Når man sidder og kikker på dem, kan man næsten se dem vokse. Og da jeg en dag sad og betragtede mine nyplantede bambus kom ideen til mig, helt naturligt. Min labyrint skulle naturligvis laves med bambus”, forklarer han.

Det efterfølgende kringelkrogede forløb fra fascination til tanke og videre til projektering og udførelse har løbet over seks år. Ricci besluttede sig snart for at alliere sig med de to kendte italienske landskabsarkitekter Pier Carlo Bontempi og Davide Dutte samt et team af gartnere, som han har arbejdet tæt sammen med i de senere år. Ricci har selv tegnet labyrinten, der har form som en syvtakket stjerne. Inspirationen til den har han fundet i to romerske mosaikker, der befinder sig på henholdsvis Bardo-Museet i Tunisi og Kunsthistorisches Museum i Wien.

I 2015 blev drømmen så til virkelighed – il Labirinto del Masone … verdens største menneskeskabte labyrint. Den befinder sig på et syv hektar-stort landareal, og består af i alt tre kilometer gange, der er skabt ved at plante omtrent 10.000 bambustræer af 16 forskellige bambussorter. De er omtrent fem meter høje og kommer først og fremmest fra Italien, Frankrig og Kina.

Der har naturligvis været forhindringer undervejs, også af den mentale slags. “Da jeg mødtes med Borges i Buenos Aires var han allerede fuldstændig blind. Han tog mig under armen, lod sig føre rundt i Nationalbibilotekts gange og sagde så: ‘Ja, som du kan se, minder vores bibliotek faktisk om en labyrint’. Fra start havde vi en god feeling, og det medførte, at han senere kom til Italien, hvor han i en periode boede hos mig i Milano”, beretter Ricci.

Under en spadseretur på Riccis landsted i Fontanellato, udenfor Parma, betroede han Borges, at han havde tænkt på at opføre en labyrint. Det skulle dog ikke være en hvilken som helst labyrint. Den skulle være verdens største. “Kort forinden havde jeg haft besøg af en amerikansk ven, Neiman Marcus, der i USA er manden bag den kendte kæde af stormagasiner af samme navn. Jeg havde fortalt ham om mine labyrintdrømme, hvorefter han sagde: “Franco, hvis du skal skabe noget nyt, så gå efter at skabe noget der er verdens største, eller i det mindste verdens næststørste. Alt andet er spild af tid”. Alt dette fortalte jeg Borges. At jeg ville skabe verdens største labyrint. Jeg husker stadig, at han smilede skælmsk og sagde: ‘Verdens største labyrint findes allerede. Det er Sahara-ørkenen’. Lige dér, i min samtale med Borges, slog hans kommentar mig noget ud. Men drømmen levede trods alt videre”, siger Ricci.

Labyrinten og labyrintkonceptet har til alle tider været genstand for stor fascination. Den har ikke overraskende symboliseret det indviklede, uløselige, uoverkommerlige, en fortabthed, en prøvelse og en symbolsk livsrejse med masser af forhindringer. Samtidig har den haft en beskyttende funktion, fordi det onde kunne anbringes dér og ikke finde ud. Et væld af forfattere, filmfolk, malere og intellektuelle i det hele taget har gennem tiden beskæftiget sig med labyrinten. Borges har, som nævnt, skrevet hyppigt herom. Det samme har Umberto Eco i I rosens navn samt Italo Calvino i bl.a. De usynlige byer. Men også den amerikanske forfatter Mark Danielewski i House of leaves, den mexikanske forfatter Octavio Paz samt adskillige danske forfattere. Også verdensberømte billedkunstnere som bl.a. Piet Mondrian (Composition nr. 10, 1915), Paul Klee (In the current six thresholds, 1929), Jackson Pollock (Pasiphae, 1943), Salvador Dalì (The Labyrinth, 1976) og Escher (Relativity, 1953) har skabt kendte labyrintillustrationer eller værker, der har mere eller mindre gennemskuelige referencer til labyrintkonceptet.

Hvad angår Riccis labyrint så er kunstsamleren og -excentrikeren Ricci gået langt ud over det endimensionelle botaniske aspekt. For som han siger: “Hvem gider at komme og se Riccis personlige kunstsamling, hvis ikke de bliver lokket med en attraktion ud over det sædvanlige”? I Riccis optik har labyrinten med andre ord også den funktion at lokke folk til hans nyopførte Labyrintmuseum, der er placeret midt i labyrinten. Her kan man se hans personlige kunstsamling på omkring 500 værker – først og fremmest malerier og skulpturer – der går fra det 16. til det 19. århundrede. Blandt andet finder man Romain de Tirtoff, måske bedre kendt under navnet Erté, der hørte til blandt de ypperste art déco-fortolkere, og den italienske skulptør Adolfo Wildt, især kendt for sine skulpturer med ekstreme ansigtsudtryk. Herudover tæller Riccis samling skulpturer af Bernini og Canova og ganske overraskende er der også en lille dansk vinkel. Den er repræsenteret ved Bertel Thorvaldsens buste af Giovanni Maria Torlonia – fra den magtfulde romersk Torlonia-familie – som Ricci erhvervede i 1993.

Selvom Ricci har valgt at bruge termen “museum” så fastholder han, at han ikke har villet bygge det “klassiske, kolde og følelsesforladte museum”: “En del af museet udgøres af værkerne i mit private hjem. Og når jeg er her, bor jeg sammen med alle skulpturerne af Canova, Wildt og Thorvaldsen. Dagligt beundrer jeg malerierne af Francesco Hayez, Ludovico Carraci og Antonio Ligabue, som de besøgende også vil kunne se. At bevæge sig blandt al den kunstneriske skønhed giver en berusende følelse”, siger han.

Riccis museumsgæster kan imidlertid også få syn for sagen hvad angår en af hans største interesser – som han selv kalder for “en besættelse”: den utrolige samling af originale bind af den verdensberømte neoklassiske typograf Giambattista Bodoni, opfinderen af de moderne skriftstyper. En samling som Ricci startede for 40 år siden og som med sine mere end tusind originale Bodoni-bind er Italiens største.

Et obligatorisk “labyrint-spørgsmål” har Ricci skullet svare på adskillige gange: hvad gør man, hvis man farer vild i labyrinten? “Ja, hvad gør man? Det er faktisk sket for mig selv for nylig. Jeg prøvede selv af finde ud, men det lykkedes ikke. Jeg havde min mobiltelefon med mig, og måtte til sidste ringe efter to af mine gartnere, der kom mig til undsætning. Til trods for at bambustræerne er høje, er der faktisk mobildækning, så jeg råder folk til at tage deres mobiltelefon med”, siger han.

I den italienske havekunst er labyrinten ikke et ukendt fænomen. Er man fascineret af labyrinter og deres dybere betydning, kan man få sin lyst styret op til flere steder. Et af disse er Venedigs San Giorgio-ø, hvor man kan finde Il Labrinto di Borges, Borges Labyrinten, opført i 2011. Den er lavet ved brugen af omkring 3.200 buksbomtræer som tilsammen udgør en indviklet labyrint med én eneste udgang. Hvis man ikke fortaber sig inde i labyrinten skal man gå cirka en kilometer for igen af finde ud. Labyrinten er blevet finansieret af Cini Fondationen og bygget efter et projekt af den engelske arkitekt Dandoll Coate. Hele herligheden er til ære for Jorge Luis Borges og 25 år efter hans død i 1986.

Også Veronas Giusti-have byder på en naturlig labyrint. Den smukke renæssancehave, opført i mod slutningen af det 15. århundrede, har flere steder smukke udsigter til den omkringliggende by. Haven har gennem tiden været besøgt af mange notabiliteter og vip’ere – bl.a. Goethe og Mozart, der begge havde hørt om dens skønhed, og som – hvem ved – måske kom i en søgen af kunstnerisk inspiration. I et hjørne af haven finder man en lille labyrint er der opført af lavstammede buske, og som angiveligt skulle være en af Europas ældste af slagsen.

Også i den lille by San Giustiano, der ligger i den øvre del af Umbrien, på grænsen til Toscana, finder man en labyrint, hvis opførelse kan dateres tilbage til det 17. århundrede. Den befinder sig i Castello Bufalinis omgivende have. Bufalini-familien overtog slottet fra den nærliggende Città di Castellos kommune i slutningen af det 15. århundrede og gennem århundrede har skiftende familiemedlemmer udbygget og formet haven, som i dag dog fremstår som noget forfalden og uplejet. Labyrinten, der har omkring 300 år på bagen, er imidlertid forblevet nogenlunde intakt.

Il Labirinto del Massone
www.labirintodifrancomariaricci.it

Vil du læse flere artikler som denne?

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder og få direkte besked når jeg udgiver nye artikler. Nyhedsbrevet udkommer én gang om måneden og du 10% rabat på mine video-foredrag og e-bøger, når du er tilmeldt. Jeg sender dig en rabatkode i velkomstmailen.